Min Elskede Profet
Læs onlineIndhold

MI'RÂJ (OPSTIGNING)

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) forklarede Islâm til alle og enhver stamme, som Han så, og som kom til hajj eller for at handle i Mekka eller i bazarer. Han bad dem om at beskytte og hjælpe Ham med at informere folk om Islâm. Men de blev hverken muslimer eller accepterede at beskytte Ham. Desuden fornærmede, pinte, torturerede, spottede og anklagede de Ham for at være en løgner. Verdens Mester var meget træt, sulten, tørstig, ked af det og dybt bedrøvet. Dagene gik på denne måde, og det fortsatte til langt ud på aftenen. Mekkapolyteister fulgte Ham til stadighed, og da de forhindrede dem, der kom for at besøge Kâ'ba, i at blive muslimer, tøvede de heller ikke med at pine Habîb al-akram. Der var ikke længere noget sted at gå hen for vores Mester Rasûlullah. Fjenden var overalt. Disse få måneder i Mekka var meget vanskelige.

"Jeg vil ikke have mad
eller drikke. Jeg bryder

mig ikke om noget. Et
sted, hvor jeg kan tilbe-

de, bønfalde min Rabb
vil være tilstrækkeligt."

Hadîtk ask-skarîf

Den 27. nat i Rajab ash-sharîf gik Han til Umm Hânî, Abû Tâlibs datter, i Abû Tâlibs kvarter. På det tidspunkt var Umm Hânî endnu ikke blevet muslim. Da hun spurgte: "Hvem er der?" sagde vores Mester, Rasûlullah: "Det er Muhammed, din onkels søn. Hvis du vil acceptere mig, er jeg kommet her som gæst."

Umm Hânî sagde: "Jeg vil med glæde ofre mit liv for en så sand, troværdig, ærefuld og ædel gæst som dig. Men hvis du på forhånd havde sagt, at du ville ære, ville jeg have forberedt noget. Jeg har ingen mad at give dig nu." Vores Mester Rasûlullah sagde: "Jeg vil ikke have mad eller drikke. Jeg bryder mig ikke om noget. Et sted, hvor jeg kan tilbede, bønfalde min Rabb vil være tilstrækkeligt."

Umm Hânî bragte Rasûlullah ind og gav Ham en måtte, et bækken og en kande. Det blev betragtet som den mest ærefulde pligt blandt araberne at gøre venlighed mod en besøgende og beskytte Ham mod en fjende. Enhver skade på en gæst i et hjem ville være en alvorlig skam for værten. Umm Hânî tænkte: "Han har en masse fjender i Mekka. Der er endda folk, der ønsker at dræbe Ham. Jeg vil bevogte Ham til morgenstunden for at beskytte min ære." Hun tog sin fars sværd og begyndte at gå rundt i huset. Rasûlullah blev meget såret den dag. Ved at udføre abdast begyndte Han at bønfalde Sin Rabb, bede om tilgivelse og bede, så folk ville have tro og opnå lyksalighed. Han var meget træt, sulten og ked af det. Han lagde sig ned på måtten og faldt snart i søvn.

I det øjeblik befalede Allahu ta'âlâ Jabrâîl 'alaihis-salâm, "Jeg har gjorde min elskede Profet meget ked af det. Jeg har såret Hans velsignede krop, Hans ømme hjerte i høj grad. Men Han bønfalder mig stadig. Han tænker ikke på andet end på mig. Gå; bring Mig Min Habîb! Vis Ham Mit Jannah og Jahannam. Lad Ham se de velsignelser, som jeg har forberedt for Ham og for dem, der elsker Ham. Lad Ham se de pinsler, som Jeg har forberedt for dem, der ikke tror Ham, som sårer Ham med deres ord, skrifter og handlinger. Jeg vil trøste Ham. Jeg vil helbrede sårene i Hans ømme hjerte."

Da Jabrâîl 'alaihis-salâm kom til Rasûlullah's side, fandt han Ham sundt sovende.

Han havde ikke mod til at vække Ham. Han var i menneskelig form. Han kyssede bunden af Hans velsignede fod. Fordi han ikke har et hjerte eller blod, vækkede hans kolde læber Rasûlullah. Han genkendte straks Jabrâîl 'alaihis-salâm og frygtede, at Allahu ta'âlâ kunne være blevet vred på Ham, og spurgte; "O min bror, Jabrâîl!

Hvorfor er du her på et så usædvanligt tidspunkt? Har jeg gjort noget forkert, har jeg fornærmet min Rabb? Har du dårlige nyheder til mig?"

Jabrâîl 'alaihis-salâm svarede: "O den mest overlegne af alle skabte! O Skaberens elskede, Profeternes Mester, O den ærefulde og store Profet, som er kilden til godhed og overlegenhed! Din Rabb sender Sin hilsen til dig, og Han inviterer dig til sig selv. Vær venlig at rejse dig op. Lad os gå." Vores elskede Profet udførte en abdast. Jabrâîl 'alaihis-salâm satte en turban af nûr på Rasûlullahs velsignede hoved, iklædte Ham et klæde af nûr, fastgjorde et bælte af rubin om Hans velsignede talje og gav i Hans velsignede hånd en stav af smaragd, der var udsmykket med fire hundrede perler. Hver perle skinnede som Venus. Jabrâîl 'alaihis-salâm satte også sko lavet af grøn smaragd på Hans velsignede fødder.

Derefter holdt de hinanden i hånden og gik hen til Kâ'ba'en. Der kløvede Jabrâîl 'alaihis- salâm vores elskede Profet i brystet. Han tog Hans hjerte ud. Han vaskede det med Zamzams vand. Derefter bragte han en skål fuld af hikmat (visdom) og îmân (tro) og hældte dem indeni og lukkede derefter Hans bryst.

Vores første Qibla, Masjid al-Aqsâ / Quds

Derefter sagde Jabrâîl 'alaihis-salâm ved at vise det hvide dyr ved navn Buraq, der var bragt fra Jannah, "O Rasûlullah! Sæt dig op på dette! Alle englene venter på din ankomst." I mellemtiden følte vores Profet sig trist og begyndte at tænke over det. I det øjeblik befalede Allahu ta'âlâ Jabrâîl 'alaihis-salâm: "O Jabrâîl! Spørg! Hvorfor er Min Habîb så trist?" Da han spurgte, svarede vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam): "Jeg er blevet respekteret og hædret så meget. Det kom til mit sind, hvordan min svage ummat (samfund) ville være på qiyâmat (Dommedag)? Hvordan ville de udholde så mange af deres synder på stedet kaldet Arasât i halvtreds tusinde år stående, og hvordan ville de passere Sirât-broen, som er en vej på tredive tusinde år?" Så bestemte Allahu ta'âlâ: "O Min Habîb! Vær forvisset. Jeg vil få perioden på halvtreds tusind år til at føles som en øjeblik til din ummat. Du skal ikke bekymre dig!"

"O den mest overleg-

ne af alle skabte! O
Skaberens elskede,
Profeternes Mester, O
den ærefulde og store
Profet, som er kilden til

godhed og overlegen-
hed! Din Rabb sender
Sin hilsen til dig, og Han

inviterer dig til sig selv.

Vær venlig at rejse dig

op. Lad os gå."
Jabràîl 'alaikis-salàm

Vores Mester, Profeten, monterede Buraq. Buraq gik så hurtigt, at den med ét skridt kunne nå ud over det sted, øjet kan se. Under rejsen sagde Jabrâîl 'alaihis-salâm på nogle steder til vores elskede Profet, at Han skulle stige af og udføre namâz. Således steg verdens Mester af og udførte namâz tre steder. Så spurgte Jabrâîl 'alaihis-salâm Ham, om Han kendte de steder, hvor Han udførte namâz. Ved at give svar på sit eget spørgsmål sagde Jabrâîl 'alaihis- salâm, at det første stop var Medîna og informerede vores Profet om, at Han ville vandre til denne by. Og henholdsvis informerede om de andre steder som Tûr Sînâ, hvor Hadrat Mûsâ havde talt med Allahu ta'âlâ uden retning og på en ukendt måde og til sidst Bayt al-Lahm, hvor Hadrat Îsâ blev født. Derefter ankom de til Masjid al-Aqsâ i Quds (Jerusalem).

I Masjid al-Aqsâ lavede Jabrâîl 'alaihis-salâm et hul i klippen med sin finger og bandt Buraq til den. Nogle tidligere profeters sjæle var til stede i deres egne former. Profeterne Âdam, Nûh og Ibrâhîm ('alaihimus-salâm) blev henholdsvis tilbudt at blive imâm, så de ville udføre namâz i jamâ'at. De bad om at blive undskyldt og afslog det alle. Hadrat Jabrâîl foreslog Habîbullah ved at sige: "Når du er til stede, kan ingen være imâm."

Vores Mester, Profeten, som var imâm for de andre profeter, gennemførte to rek'ats af namâz. Han informerede om de næste begivenheder på følgende måde; "Jabrâîl ( 'alaihis-salâm) bragte mig en kop sorbet fra Jannah og en kop mælk. Jeg valgte mælken. Så fortalte Jabrâîl ('alaihis-salâm) mig, at jeg derved havde valgt dispositionen (lykken i to verdener). Så blev jeg tilbudt to kopper mere. Den ene af dem var vand, og den anden var honning. Jeg drak af dem begge. Jabrâîl sagde: "Honning indikerer, at din ummat vil vare til verdens ende, og vand indikerer, at din ummat vil blive renset for deres synder. Så steg vi op sammen. Jabrâîl ('alaihis-salâm) bankede på porten. Der blev spurgt: "Hvem er det?" "Jeg er Jabrâîl.", "Og Ham ved siden af dig?", "Han er Muhammed ('alaihis-salâm),” "Blev det (ønsket om at stige op i himlen og Mi'râj-invitationen) sendt til Ham?", "Ja, det blev det. Så sagde de: 'Merhabâ (velkommen) til den person, der kom! Hvilken smuk rejsende Han er!" og porten blev straks åbnet. Jeg befandt mig foran Âdam ('alaihis-salâm). Han sagde 'Merhabâ' og bad for mig... Der var nogle menneskesjæle som silhuetter til Âdams ('alaihis-salâm) højre og venstre. Hver gang Âdam ('alaihis-salâm) kiggede til sin højre, smilede han, og hver gang han

kiggede til sin venstre, græd han. Jabrâîl ('alaihis-salâm) sagde: "O Rasûlullah, disse silhuetter er sjæle af børn fra Âdams ('alaihis-salâm) slægt. Disse til højre er dem til Jannah, disse på venstre er dem til Jahannam! Når han ser til højre, Han smiler; når han ser på venstre, græder han! Jeg så en masse engle der. De var alle i qiyâm (stående stilling) med khushû (dyb, ydmyg, underdanig ærbødighed) og hudû og var optaget af påkaldelsen af "Subbûhun quddûsun Rabbul-melâiketi war-rûh". Jeg spurgte Jabrâîl: "Er det disse englenes bøn?" Han svarede: "Ja. Fra det tidspunkt, hvor de er blevet skabt, til verdens ende, vil de være i qiyâm-position. Bed Allahu ta'âlâ om, at Han giver dette til din ummat. Jeg bønfaldt Haqq ta'âlâ. Han accepterede min bøn. Det er qiyâm i namâz. Jeg stoppede ved en jamâ'at (der). Engle knuste disse menneskers hoveder, så ville deres hoveder vende tilbage til deres tidligere tilstand. De ville slå igen, ville deres hoveder igen tage deres tidligere form. "Hvem er de? spurgte jeg. Han svarede: "Det er dem, der forlader Jum'a (fredagens Namâz) og jamâ'at og ikke udfører rukû's korrekt. (bukke under namâz) og sajdas (nedkast). Jeg så en jamâ'at (en gruppe mennesker). De var sultne og nøgne. Zabânîs (engle fra Jahannam) skubbede dem til at græsse i Jahannam. Jeg spurgte: "Hvem er de? Han svarede: "Det er dem, der ikke viser barmhjertighed over for de fattige og ikke giver deres zakât. Jeg stoppede ved en jamâ'at. Der var lækker mad foran dem. Der var også et ådsel. De havde forladt de lækre madvarer og spiste det ådsel. Jeg spurgte: "Hvem er de? Han svarede: "Dette er de mænd og kvinder, der forlader halâlen (tilladt) og hælder til harâm (forbudt), og som spiser harâm, selvom de har det, der er halâl. Jeg så (en gruppe af) mennesker, der var udmattede på grund af vægten af den byrde på deres ryg. Selv i den tilstand råbte de til folk og bad dem om at lægge endnu flere byrder på deres ryg. Jeg spurgte: "Hvem er de? Han svarede: "De er dem, der har uretmæssigt tilegnet sig. Selv om de havde taget folks rettigheder, fortsatte de med at plage dem". Så stoppede vi ved en gruppe mennesker, der var i gang med at skære og spise deres eget kød. Jeg spurgte: "Hvem er de? Jabrâîl ('alaihis-salâm) sagde: " 'De er bagtalere og sladdere.' Jeg så en gruppe mennesker, hvis ansigter var sorte, øjnene var blå, deres overlæber nåede op til panden, underlæben hang ned til fødderne, og fra deres munde flød blod og pus. De blev tvunget til at drikke giftige blod og pus i bægre med ild fra Jahannam, og de brølede som æsler. Jeg spurgte: "Hvem er de? Han svarede: "Det er dem, der drak alkohol.Vi så en gruppe mennesker. De blev tortureret, mens deres tunger blev trukket ud af deres hoveder, og deres former blev ændret til grise. Jabrâîl ('alaihis-salâm) sagde: "De er mened.' Vi så en anden gruppe mennesker. Deres mave stak ud og hang sammen, deres farver var blå, deres hænder og fødder var bundet, og de kunne ikke stå. Jeg spurgte Jabrâîl om dem. Han sagde: "Det er dem, der tog fâiz (renter).138

Vi så en gruppe kvinder. Deres ansigter var sorte, og deres øjne var blå. De var klædt i ild. Engle slog dem med ildstokke. De skreg som hunde og svin. Jeg spurgte: "Hvem er de? Jabrâîl sagde: "De er utroskabskvinder og kvinder, der gør deres mænd fortræd.

Jeg så en jamâ'at. De var meget overfyldte. De var fængslet i Jahannams dale. Ilden ville brænde dem, så ville de blive genopstået, og ilden ville brænde dem igen. Jeg spurgte: "Hvem er de? Han svarede: "Det er dem, der var ulydige mod deres fædre".

De sagde, 'Merhabâ til

den person, der kom!
Hvilken smuk rejsende
Han er!" og porten blev
straks åbnet. Jeg befan-

dt mig foran Âdam

Jeg stoppede ved en jamâ'at. De såede, og afgrøderne voksede med det samme. Jeg spurgte: "Hvem er de? Jabrâîl sagde: "Det er dem, der kun gjorde ibâdats (tilbedelser) for Allahu ta'âlâ.

('alaihis-salâm).
Hadîth ash-sharîf

Jeg ankom til et hav. Det er umuligt at forklare den ekstraordinære tilstand i dette hav. Det var hvidere end mælk og havde bølger så store som bjerge. Jeg spurgte: "Hvad er dette hav?" Han svarede: "Det hedder Livets Hav. Haqq ta'âlâ vil lade det regne fra dette hav, når Han vil genoplive de døde. Forrådnede og spredte kroppe vil stige op fra gravene som græsset, der spirer...'

Vi steg videre op til det andet lag af himlen. Jabrâîl ('alaihis-salâm) bankede igen på porten. Der blev spurgt: "Hvem er det?" "Jeg er Jabrâîl.", "Og Ham ved siden af dig?", "Han er Muhammed ('alaihis-salâm). 'Blev wahy- og Mi'râj-invitationen sendt til Ham?' 'Ja, det var de.' Så sagde de: 'Merhabâ (velkommen) til Ham, der er ankommet! Hvilken smuk rejsende Han er!' og porten blev straks åbnet. Jeg befandt mig ved siden af kusinerne Îsâ og Yahyâ ibn Zakariyyâ (John, søn af Zakariyyâ) ('alaihimas-salâm). De sagde til mig: 'Merhabâ' og bad for mig...

Jeg mødte en jamâ'at af engle. De dannede en række og var alle i rukû' (bukkende) position. De havde en tasbîh (dhikr), der var særegent for dem selv. De blev hele tiden i rukû'-stillingen, og de kiggede ikke op eller løftede hovedet. Jabrâîl ('alaihis-salâm) sagde: "Dette er disse engles bøn. Bed Haqq ta'âlâ om, at Han giver dette til din ummat.

Jeg bønfaldt. Han accepterede min bøn og gav rukû' i namâz. Derefter steg vi op til det tredje lag af himlen. Efter det samme spørgsmål og svar, blev porten åbnet, og jeg befandt mig ved siden af Yûsuf ('alaihis-salâm, Josef). Da jeg så på ham, så jeg, at halvdelen af al skønhed var blevet givet til ham. Han sagde til mig: "Merhabâ" og bad for mig...

Jeg så en masse engle. I en række stod de alle sammen på sajda (knæfald). De har været på sajda siden de blev skabt og har udført deres tasbîhs (ære Allah), som er særegne for dem selv. Jabrâîl ('alaihis-salâm) sagde: "Dette er disse englenes bøn. Bed Allahu ta'âlâ om, at Han giver dette til din ummat. Jeg bønfaldt. Han accepterede min bøn og gav mig denne i namâz.

Så nåede jeg det fjerde lag af himlen. Det havde en lysende port af rent sølv. Der var en lås lavet af nûr på den. På låsen stod der skrevet: "Lâ ilâha illallah Muhammadun Rasûlullah". Efter det samme spørgsmål og svar blev porten åbnet, og jeg befandt mig ved siden af Idrîs ('alaihis-salâm). Han sagde til mig: "Merhabâ" og bad for mig. Allahu ta'âlâ dekreterede om Ham (i maal): 'Vi løftede Ham til et højt sted'.139

Jeg så en engel, der sad på en trone, sørgmodig og trist. Der var så mange engle omkring ham, at kun Janâb al-Haqq kender deres antal. Jeg så nûrânî (lysende)

engle på højre side af denne engel. De havde grønt tøj og meget dejlige dufte. Det er umuligt at se på deres ansigter på grund af deres skønhed. På venstre side af denne engel var der engle, der spyttede ild ud af deres mund. Der var brændende spyd og piske foran dem. De havde sådanne øjne, at det var uudholdeligt at stirre på dem. Englen, der sad på tronen, havde øjne fra hoved til fødder. Han kiggede altid på hovedbogen foran sig og tog aldrig øjnene fra den, ikke engang et øjeblik. Der var et træ foran denne engel. På hvert blad var der skrevet et personnavn. Der var noget, der lignede en skål foran ham. På skift tog han noget fra denne skål med sin højre hånd og afleverede det til nûrânî-englene på sin højre side og tog noget med sin venstre-hånd og afleverede det til zulmânî-englene på sin venstre. Da jeg stirrede på (den) engel, kom der frygt i mit hjerte. Jeg spurgte Jabrâîl: "Hvem er den engel? Han svarede: "Det er Azrâîl (Dødens engel). Ingen kan udholde at se hans ansigt". Jabrâîl gik hen til ham og sagde: "O Azrâîl!

Han er Profeten af âkhir zamân (den sidste af tiden) og Allahu ta'âlâs habîb og elskede. Azrâîl ('alaihis-salâm) løftede sit hoved og smilede. Han rejste sig op, ærede mig og sagde: "Merhabâ! Haqq ta'âlâ har ikke skabt nogen mere hæderlig end dig. Ligeledes er din ummat overlegen i forhold til alle de andre ummat'er. Jeg føler mere medfølelse for din ummat end deres forældre gør. Så sagde jeg: "Jeg har en anmodning til dig. Min ummat er svag. Behandl dem nænsomt. Tag deres sjæle blidt. Og han sagde: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som sendte dig som den Sidste Profet og gjorde dig til Habîb af sig selv, Allahu ta'âlâ befaler mig halvfjerds gange om dagen og natten:

"Tag Ummat al-Muhammads sjæle stille og roligt og let og tjen dem nådigt. Derfor viser jeg mere barmhjertighed over for din ummat, end deres forældre gør. Derefter steg vi op til himlens femte lag. Vi mødte Hârûn140 ('alaihis-salâm) der, og han sagde til mig, "Merhabâ!" og bad for mig. Jeg så englenes ibâdat i himlens femte lag. De stod alle sammen og stirrede på deres tæer, kiggede aldrig andre steder hen og sagde højlydt tasbîh. Jeg spurgte Jabrâîl ('alaihissalâm): "Er dette disse engles ibâdat?' Han svarede: "Ja, bønfalder Haqq ta'âlâ om at Han giver dette til din ummat. Jeg bønfaldt. Janâb al-Haqq givet. Derefter steg vi op til himlens sjette lag. Vi mødte Mûsâ ('alaihis-salâm) der, sagde han: "Merhabâ!" til mig og bad for mig.

Derefter steg vi op til det syvende lag af himlene, efter det samme spørgsmål og svar, fandt jeg Ibrâhîm ('alaihis-salâm) lænet sin ryg mod Bayt al-Ma'mûr. Den Bayt al-Ma'mûr, som halvfjerds tusind engle kommer ind i hver dag (og de har aldrig en anden tur). Jeg sagde salâm Ibrâhîm ('alaihis-salâm). Han svarede tilbage. Han sagde: "Merhabâ sâlih (from, hengiven) profet, sâlih søn." (Derefter) sagde han: "O Muhammed! Jannahs jord er meget blød,, og dens jord er ren. Sig til din ummat, at plante en masse træer der. Jeg spurgte: "Hvordan kan de plante et træ i Jannah?" Han svarede: "Ved at sige tasbîh'en "Lâ hawlâ walâ quwwata il-lâ bil-lâh" (ifølge en anden rapport: "Subhânallâhi walhamdulillahi walâ ilâha illallahu wallâhu akbar.") Så tog Jabrâîl ('alaihis-salâm) mig med til Sidrat al-muntahâ. Sidrat al-muntahâ er et træ, hvis rødder befinder sig i

det sjette lag af Jannah og stammen er på det syvende lag af Jannah. Dens blade var som elefantører, og dens frugter var som tårne.141 Det var som om den skyggede hele himlen og Jannah med sin skygge. Når nûr af Allahu ta'âlâs storhed og herlighed dukkede op, ville den blive farverig, prydet med rubiner, smaragder og andre juveler og så smuk, at ingen af Allahu ta'âlâs skabninger kunne forklare dens skønhed.

Haqq ta'âlâ har ikke
skabt nogen mere hæ-
derlig end dig. Ligeledes

er din ummat overlegen

i forhold til alle de and-

re ummat'er.
Azrâîl alaihis-salâm

Jabrâîl ('alaihis-salâm) bragte mig ud over Sidrat al-muntahâ og sagde farvel til mig. Jeg spurgte: "O Jabrâîl! Efterlader du mig alene? Jabrâîl ('alaihissalâm) blev overvældet af angst. Han begyndte at gyse af Haqq ta'âlâs storhed og sagde: "O Muhammed! Hvis jeg tager et (yderligere) skridt, vil jeg blive ødelagt på grund af Allahu ta'âlâs storhed. Hele min krop ville brænde og gå til grunde.""

Verdens Mester havde rejst så langt sammen med Jabrâîl 'alaihis- salâm. Der åbenbarede Jabrâîl 'alaihis-salâm sig for Rasûlullah, i sin egen form, som han var blevet skabt, og åbnede sine seks hundrede vinger, som hver var udstyret med perler og rubiner.

Derefter kom et grønt tæppe fra Jannah ved navn Rafraf, hvis stråling var klarere end solen. Det lavede konstant dhikr af Allahu ta'âlâ (at huske Ham og nævne Hans navn), og lyden af tasbîh (at sige: "Subhânallah", hvilket betyder: "Jeg ved, at Allahu ta'âlâ er langt fra alle former for ufuldkommenhed ") gennemtrængte overalt.

Den hilste på vores Mester, Profeten. Derefter satte Rasûlullah sig på Rafraf. På et øjeblik steg de op til meget høje niveauer og passerede gennem halvfjerds tusind forhænger ved navn hijâb. Der var en stor afstand mellem hver hijâb. Der var engle til stede ved hvert forhæng. Rafraf bar vores Profet gennem forhængerne et efter et. På den måde kom de ud over Kursî, Arsh og sjælenes verden.

Mens vi passerede gennem hvert forhæng, (hijâb) ville vores Mester, Profeten Habîb al-akram og Nabi al-muhtaram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), høre en befaling, der sagde: "Frygt ikke, O Muhammed! Kom tættere på, kom tættere på!" Han gik så meget tættere på, at Han nåede rang af Kâ'ba-Qawsayn. Han nåede de højder, der blev villet af Allahu ta'âlâ på en ukendt, uforståelig og uudtrykkelig måde. Uden sted, tid, retning og egenskab skete ru'yat, dvs. Han så Allahu ta'âlâ. Uden øjne, ører, midler og sted talte Han med Sin Rabb. Han opnåede velsignelser, der ikke kunne kendes eller forstås af nogen skabning.

Hadrat Imâm ar-Rabbânî udtaler i sin Maktûbât, at: "I Mi'râj natten så Sarwar 'alaihissalâtu wassalâm (Rasûlullah) Sin Rabb ikke i denne verden, men i âkhirat. Fordi Rasûl 'alaihis-salâm gik ud af tidens og stedets rammer i løbet af den nat. Han fandt et evigt øjeblik. Han så begyndelsen og slutningen som ét punkt. Han så den nat, indgangen til og eksistensen i Jannah, for dem, der vil gå til Jannah tusindvis af år senere. At se i den rang er ikke, som det seende er i denne verden. Det er at se, som det at se er i âkhirat."

Da det blev påbudt vores Profet: "Pris din Rabb!" Han sagde straks: "Attahiyyâtu lillahi wassalavâtû watayyibât" (det vil sige, at alle roser, komplimenter og ros på alle sprog, tjenester og tilbedelser udført af kroppen, favoriseringer og velgørenheder udført af alle former for ejendom og mennesker er for Allahu ta'âlâ).

For det første hilste Allahu ta'âlâ Hans Habîb ved at sige uden øjne, ører, midler og sted: "Assalâmu 'alaika ayyuhannabiyyu wa rahmatullahi wa barakâtuh." (O Min Rasûl! Min hilsen, velsignelse og barmhjertighed være over dig). Så svarede vores Mester, Profeten, ved at sige: "Assalâmu alainâ wa alâ ibâdillahissâlihîn" (O min Rabb! Må hilsen også være over os og over Dine sâlih {from} slaver).

Englene, der hørte dette, sagde alle sammen: "Ashhadu an lâ ilâha ill-Allah wa ash-hadu anna Muhammedan 'abduhu wa rasûluh." (Jeg ved og tror, som jeg så med mine øjne, at der ikke er nogen anden gud end Allahu ta'âlâ, og Muhammed 'alaihis-salâm er Hans slave og Hans budbringer).

Da vores Mester, Profeten sagde: "Assalâmu alainâ..." sagde Allahu ta'âlâ, "O min Habîb! Der er ingen andre her, bortset fra os begge. Hvorfor sagde du alainâ (over os)?" Vores Mester Rasûlullah svarede:

"O min Rabb! Selvom min ummat's kroppe ikke er hos mig. Men deres sjæle er med mig. Mit syn af barmhjertighed og fuldstændig støtte er ikke langt fra dem. Du hilste på mig og gjorde mig langt fra alt ondt. Hvordan kan jeg frasige min stakkels, forurettede ummat, som er blevet pådraget at fitna (ondskab, tilskyndelse) i den sidste tidsalder, af så stor ære og velgørenhed? Hvordan kan jeg få dem til at blive frataget sådanne velsignelser?"

Allahu ta'âlâ dekreterede: "O Min Habîb! Du er min gæst denne aften. Bed mig om alt, hvad du ønsker." Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Jeg vil have min ummat (O min Rabb)."

Ifølge en beretning gentog Haqq ta'âlâ dette spørgsmål syv hundrede gange. Vores Mester Rasûlullah gav altid det samme svar: "Jeg vil have min ummat." Da Allahu ta'âlâ sagde: "Du vil altid have din ummat", sagde Han: "O min Rabb! Jeg er den, der ønsker, Du er den, der giver. Tilgiv alle mine ummat for mig." Så sagde Janâb al-Haqq: "Hvis jeg tilgiver al din ummat for dig i aften, vil Min Barmhjertighed og din fortræffelighed ikke være tydelig. Jeg har tilgivet en del af din ummat i aften for dig, og jeg udskyder tilgivelsen af to dele af dem. På qiyâmat-dagen vil du ønske det, og jeg vil tilgive dem. Så at Min Barmhjertighed og din fortræffelighed (ære) vil være tydelig."

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) erklærede i en af Sine hadîth ashsharîfs: "Den nat (Mi'râj Natten) ønskede jeg, at Allahu ta'âlâ skulle overlade alle mine ummat's regnskaper til mig. Så sagde Haqq ta'âlâ: 'O Muhammed! Med dette er dit formål, at ingen skal informeres om din ummat's fejl. Og Min vilje er, at din ummat's fejl og grimme gerninger ikke kun skal være ukendte for andre mennesker, men også for dig selv, da du er en barmhjertig Profet. O Muhammed! Du er deres vejleder. Jeg er deres Rabb. Du har for nylig set dem. Jeg har set og ser din ummat siden fortiden til evigheden. O Muhammed! Hvis jeg ikke kunne lide at tale med din ummat, ville jeg ikke stille dem til regnskab på qiyâmats dag. Jeg ville ikke spørge om nogen af deres alvorlige eller små synder.'"

"Allahu ta'âlâ har bestemt: "O Muhammed! Åbn dine velsignede øjne og se under dine fødder.' Jeg kiggede på og så en håndfuld jord. Så sagde Haqq ta'âlâ: Alle væsener er dine fødders jord. Har du bragt denne jord til den elskendes nærvær? At tilgive din ummat er lettere for Mig end at tilgive støv smudset på den elskedes kjortel.""

"Den nat (Mi'râj Natten)

O Min Habîb, jeg giver dig din ummat!
Jeg skænkede dem Mit Jannah.

ønskede jeg, at Allahu

ta'âlâ skulle overlade
alle mine ummat's reg-

nskaber til mig."
Hadîtk ask-skarîf

O min Habîb, hvad er det, som du har ønsket dig,
For en håndfuld jord, har du bedt om?

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) erklærede i en af Sine hadith ash-sharîfs, "Jeg stillede Haqq ta'âlâ mange spørgsmål og hørte deres svar. Jeg fortrød at have stillet disse spørgsmål. (Nogle af dem er);

"O min Rabb! Du gav Jabrâîl seks hundrede tusinde vinger. Til gengæld for det, hvad er din velgørenhed over for mig?" Da sagde Haqq ta'âlâ: "For Mig er et enkelt af dine hårstrå smukkere end Jabrâîls seks hundrede tusinde vinger. For et enkelt hår af dig vil Jeg sætte tusindvis af ulydige syndere fri på qiyâmat-dagen. O Muhammed! Hvis Jabrâîl åbner sine vinger, fylder de øst og vest. Hvis de ulydige fylder området mellem øst og vest, hvis du går i forbøn, vil jeg tilgive dem alle for dig. Så spurgte jeg: "Du fik englene til at udføre sajda (knæfald) mod min far Âdam ('alaihis-salâm).

Til gengæld for dette, hvad er din gave til mig? Så sagde Haqq ta'âlâ: "Englens nedkastning mod Âdam var fordi din nûr er på Hans pande. O Muhammed! Jeg gav dig ting, der er bedre end dem, jeg gav Ham. Jeg gjorde dit navn tæt på Mit og skrev det på Arsh al-a'lâ. Dengang var Âdam endnu ikke blevet skabt, og der var ikke et navn eller tegn på Ham. Jeg skrev dit navn overalt i Jannah; på himlens port, på hijâbs, på Jannahs port, på paladserne og træerne. I Jannah var der intet, hvorpå der ikke var skrevet "Lâ ilâha illa 'llâh Muhammadun Rasûlullâh". Denne rang er højere end den, som Âdam fik. '"

O du ærefulde, da jeg elsker dig så højt,
Er begge verdener ikke givet til dig?

Jeg har gjort din tilværelse til et spejl af Min tilværelse,
Jeg har skrevet dit navn ned sammen med Mit.

"O min Rabb! Du gav arken til Nûh ('alaihis-salâm). Til gengæld for dette, hvad er din velgørenhed for mig?" Han sagde: "Jeg gav dig Buraq, så jeg fik dig til at stige op fra jorden til Arsh på en nat. Du så Jannah og Jahannam. Og jeg gav masjids (moskeer) til din ummat, så de kan komme på dem, ligesom at komme på skibe, og vil blive fri fra Jahannam ved passerer Sirât-broen på et øjeblik, på qiyâmat-dagen. "O min Rabb! Du sendte manna og vagtelkød til Isrâels sønner.' Så sagde Haqq ta'âlâ: "Jeg skænkede dig og din ummat verdens og âkhirat's velsignelser. Jeg forvandlede Isrâels sønners former fra at være mennesker til at se ud som bjørn, abe og gris. Jeg har ikke gjort dette mod nogen af din ummat. Selv om de udføre de samme handlinger som dem (Isrâels sønner), mente jeg ikke, at denne forbandelse er passende for dem. O Muhammed! Jeg gav dig en sådan sûrah, at der er ikke nogen lignende sûrah i Tawrât og i Injîl. Denne sûrah er Sûrah al-Fâtiha. Den, der reciterer

denne sûrah, bliver hans krop harâm (forbudt) for Jahannam. Jeg letter hans forældres pine. O Muhammed! Jeg har ikke skabt nogen mere akram (dyrebar, overlegen, ærefuld) end dig. Jeg har gjort fard (obligatorisk) for dig og din ummat, halvtreds gange af namâz om natten og om dagen.

O Muhammed! Jannah vil tilhøre dem, der accepterer Min enhed og ikke tilskriver Mig en partner.

Jeg har gjort Jahannam harâm (forbudt) for sådanne af dem af din ummat. Min barmhjertighed har oversteget Min vrede over for din ummat. O Muhammed! Du er mere akram, mere ærefuld end alle andre mennesker for Mig. På qiyâmat-dagen vil Jeg skænke dig sådanne velsignelser, at alle vil blive forbløffede. O min Habîb! Medmindre du kommer ind i Jannah, er det forbudt for de andre profeter og deres ummat at komme ind. Medmindre din ummat kommer ind, kan andre ummats ikke komme ind. O Muhammed! Vil du gerne se, hvad jeg har forberedt til dig og din ummat? Jeg sagde: "Ja, det vil jeg gerne, O min Rabb! Så henvendte Han sig til Isrâfîl og dekreterede: "O Isrâfîl! Sig til Jabrâîl, Min slave, Min troværdige budbringer, at han skal bringe Min Habîb til Jannah og vise Ham, hvad Jeg har forberedt i Jannah for Min Habîb og Hans ummat. Så at Hans velsignede sind vil være fri for bekymringer.'""

Vores elskede Profet, verdens Mester, kom sammen med Isrâfîl 'alaihis-salâm, til Jabrâîl 'alaihis-salâm. For at udføre Allahu ta'âlâs befaling tog Jabrâîl 'alaihis-salâm vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), til Jannah. Engle ventede på Ham. De holdt tallerkener i deres hænder. I det ene fad var der en beklædning af Jannah, i det andet var der nûr. Jabrâîl 'alaihis-salâm sagde: "O Rasûlullah! Disse engle blev skabt firs tusinde år før Âdam 'alaihis-salâm. De ser frem til og overhælder Dig og din ummat med indholdet af fadene. Når du og din ummat på qiyâmat-dagen træder gennem indgangen til Jannah, vil disse engle efter befaling fra Allahu ta'âlâ, overhælde juvelerne i fadene over Dig." Ridwân, den øverste engel i Jannah, mødte dem. Han fortalte glædelige nyheder til vores Mester, Profeten, og sagde: "Haqq ta'âlâ gjorde to dele af Jannah til Din ummat og en del til andre profeters ummat." Han viste Ham hele Jannah. Vores Mester Habîb al-akram sagde: "Jeg så en flod midt i Jannah.

Den løber over Arsh. Vand, mælk, hamr (en anden drik af Jannah) og der flød honning fra en del af den. De blandede sig aldrig. Flodbredden var af krysolit (en skinnende smaragdlignende ædelsten). Inde i floden var stenene juveler, dens mudder var af rav, og græsset var af safran. Der var sølvkopper, hvis antal var flere end stjernerne på himlen, rundt om den. Der var fugle omkring den; deres halse var som kamelhalse. Den, der spiser deres kød og drikker af den flod, opnår Haqq ta'âlâs ridâ (godkendelse). Jeg spurgte Jabrâîl: "Hvad er denne flod?" Han svarede: "Det er Kawthar. Haqq ta'âlâ har givet den til dig. Vandet løber fra denne Kawthar-floden til frugtplantagerne i de otte Jannahs". Jeg så telte ved bredden af denne flod. De var alle af perle og rubin. Jeg spurgte om dem til Jabrâîl. Han svarede: "De er Dine hustruers boliger. Jeg så houris (Jannahs tjenestepiger) i disse telte. Deres ansigter strålede som solen, og de talte alle sammen med forskellige behagelige melodier. De sagde: "Vi er lykkelige og muntre. Vi bliver aldrig triste.

Vi er blevet dækket til og bliver aldrig nøgne. Vi er unge og bliver aldrig gamle. Vi er velvillige og bliver aldrig vrede. Vi er altid sådan, og vi dør aldrig. Spredte

sig til salighedens paladser og træer, deres melodier og lyde dækkede overalt. De har så dejlige stemmer, at hvis disse melodier kom til verden, ville der ikke være død og lidelse i verden. Så spurgte Jabrâîl mig: "Kunne du tænke dig at se deres ansigter? Jeg svarede: "Ja, det vil jeg gerne". Han åbnede porten til et telt. Jeg kiggede. Jeg så så smukke udseender, at hvis jeg fortæller om deres skønheder i hele mit liv, kan jeg ikke konkludere. Deres ansigter var hvidere end mælk; deres kinder var mere rødlige end rubin og lysere end solen. Deres skind var mere sødt end silke og strålede som månen; deres lugte var smukkere end moskus. Deres hår var helt sort, nogle af dem var flettet, nogle var bundet tilbage, og nogle var løst, så når de sad ned, var deres hår som telte omkring dem; når de rejste sig op, så nåede deres hår til fødderne. Der var en tjenestepige, som stod foran hver af dem. Jabrâîl sagde: 'De er til din ummat'."

"Mi'râj er der, hvor
årsagen slutter, og îmân

begynder."
Hadîth ash-sharîf

Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Jeg så frugtplantager og vinmarker og alle de otte Jannahs' velsignelser. Det faldt mig ind, hvis bare jeg også så Jahannam og dens lag. Holdende min hånd tog Jabrâîl mig med til Mâlik, Jahannams højeste engel. Så sagde han: "O Mâlik! Hadrat Muhammed (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ønsker at se fjendernes steder i Jahannam. (Vis Ham Jahannam.)'"" Da Mâlik fjernede Jahannams dække, begyndte det at koge og stige så meget, at vores Mester, Profeten, så nøje Jahannam fange og brænde alt, Jahannams pinsler af tørst, kæder, slanger og skorpioner og nogle af de torturformer der.

"Mâlik afdækkede lagene af Jahannam. Jeg så (alle) de syv lag. Det syvende lag kaldes Hâwiyah. Dets pine var meget mere end de andre lag. Jeg spurgte Mâlik: "Hvilken gruppe pines i dette lag?" Mâlik svarede: "Farao, Qârun og munâfiqs (hyklerne) fra din ummat pines der. Det sjette lag er doven. De vantro (dem, der ikke har nogen religion) pines derinde. Det femte lag er Hutâmah. Tilbedere af ild, tilbedere af okser og buddhister pines derinde.

Det fjerde lag er Jahîm. Derinde pines de, der tilbeder solen og stjernerne. Det tredje lag er Seqar. Kristne pines derinde. Det andet lag er Saîr. Jøder pines derinde. Det første lag er Jahannam. Dens pine var mindre end plagene i de andre lag. (På trods af det) så jeg halvfjerds tusind ildhav der. Hvert hav var så stort, at hvis verdener og himle blev kastet ind i en af dem og en engel blev udpeget, ville det ikke være muligt at finde dem, selv om han søgte i tusind år. Zebânîerne (englene hvis pligt er i Jahannam) var så store, at hvis en af dem lagde verdener og himmelhvælvingen i den ene side af munden, ville de være usynlige. Når disse have blev hårde, ville der blive hørt frygtsomme lyde. Hvis lidt af denne lyd kom til verden, ville alt levende blive ødelagt.

Jeg spurgte: "For hvilken gruppe er dette lag?" Mâlik svarede ikke. Jeg spurgte igen, han forblev tavs... Jabrâîl sagde til Mâlik: "Han venter på et svar fra dig. Han svarede: "Undskyld mig. Jeg sagde: "Hvad det end er, så svar, så det bliver muligt at finde en løsning. Mâlik svarede: "O Rasûlullah! Det er for de ulydige i din ummat. Rådgiv dem, så de beskytter sig mod dette forfærdelige sted og afholder sig fra de ting, der vil føre dem til denne pine. Den dag vil jeg ikke have medlidenhed med de ulydige. Jeg vil ikke vise medfølelse med hverken de gamle eller de unge af dem.""

Verdenernes Mester begyndte at græde. Han tog Sin turban fra Sit velsignede hoved og begyndte at gå i forbøn og bønfalde (Allahu ta'âlâ). Han græd så meget ved at nævne Hans ummat's svaghed, og at de ikke ville være i stand til at udholde en sådan pine, at Jabrâîl 'alaihis-salâm og alle andre engle også græd. Så sagde Allahu ta'âlâ: "O Min Habîb! Din ære og værdi er høj i Mine øjne; din bøn er blevet accepteret. Være tilfreds. Jeg har opfyldt dit ønske. Jeg giver dig en sådan rang, at Jeg tilgiver et stort antal af de ulydige med din forbøn. Indtil du siger nok. O Min Habîb! Den, der adlyder Mine ordrer, er befriet fra pine og straf, opnår Min barmhjertighed og får æren at se Mig i Jannah. Jeg har gjort for dig og din ummat fard (obligatorisk pligt), halvtreds gange namâz (bøn) om natten og om dagen.

"O Min Habîb! Den, der
adlyder Mine ordrer, er
befriet fra pine og straf,

opnår Min barmhjerti-

ghed og får æren at se

Mig i Jannah.”
Hadîtk al-qudsî

Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fortsatte og sagde: "Efter denne rang, (så) nåede jeg Arsh. Da jeg passerede gennem himmelhvælvingerne, kom jeg til den rang, hvor Mûsâ ('alaihis-salâm) var. Han spurgte mig: "Hvad gjorde Haqq ta'âlâ til fard for dig og din ummat? Jeg svarede: "Han gjorde fard for mig at udføre halvtreds gange namâz for hver dag og nat. Så sagde han: "Gå tilbage til Din Rabb, bønfalder Ham om at reducere det lidt. For din ummat kan ikke udrette dette. Jeg testede og undersøgte Isrâels sønner.' Derpå gik jeg tilbage til min Rabb og sagde: "O min Rabb! Reducer venligst (denne ordre) lidt for min ummat! Så reducerede Han den kun med fem fra halvtreds gange. Jeg gik tilbage til Mûsâ ('alaihis-salâm) og fortalte (Han reducerede den med fem gange mindre). Han sagde: "Gå tilbage til Din Rabb! Bed Ham om at lette den lidt mere. For din ummat kan ikke opnå dette. På denne måde gik jeg mellem Mûsâ ('alaihis-salâm) og Min Rabb, og til sidst dekreterede Allahu ta'âlâ: 'Jeg reducerede denne namâz til fem gange. Der er ti thawâbs (belønninger) for hver namâz. I denne henseende gør de, igen, halvtreds gange til sidst. For den, der har til hensigt at udføre en thawâb, men ikke kan udfører den, opnår en thawâb. Men hvis han udfører den, så opnår han præcis ti thawâbs til gengæld for én. Men hvis han har til hensigt at begå en synd, men ikke begår den, er der intet skrevet. Men hvis han begår, bliver det kun noteret som en synd. Så gik jeg ned til Mûsâ ('alaihis-salâm) og forklarede, hvad der var sket. Han sagde igen: "Vend tilbage og bønfalder Ham om at lette det endnu mere. Derpå sagde jeg til Ham: "Da jeg har fremsat for mange bønner til Min Rabb, skammer jeg mig nu."142

Allahu ta'âlâ trøstede således vores elskede Profets velsignede hjerte, såret af de problemer, Han led. Han skænkede Ham velsignelser, som ingen kan kender eller forstår, som Han ikke har givet til nogen anden af Sine skabninger.

Kom her, O du, som brænder i kærlighedens flamme,
Den, der tror, at de er forelsket i den elskede.

Hør Mi'râj af denne Shâh i detaljer,
Hvis du er forelsket, skal du brænde i kærlighedens flamme.

Den sande nyhed kom mandag aften,
Det viste sig, at det var Qadr-aftenen.

Det er velsignet og yderst værdifuldt,
Den aften var i Umm Hânîs hus.

Ingen har opnået denne velsignelse før,
Ingen har nået denne højde.

Fordi Han så alt og gik videre,
Ankom og nåede frem til den Hadrat

At Zuljalâl, som ikke har brug for plads,
Viste Ham selv uden egenskaber.

Han så tydeligt Rabbu'l izzat,
Det er sådan Hans ummat vil se i âkhirat.

Du, som lavede Mi'râj og bad,
Jeg har gjort namâz til Mi'râj for din ummat.

Jeg tror på det! Mit liv for dig, O Rasûlullah Derefter kom verdenernes Mester straks til Quds og gik tilbage til Mekka al-muqa rramaafBuraq'en,dervarbundetforanMasjidal-Aqsâsdør.PåSinvejfraQuds til Mekka kom vores Mester, Profeten, på tværs af en karavane af Quraysh'erne. En kamel i karavanen blev forskrækket og faldt ned. Han kom tilbage til Mekka al-muqarrama, til Umm Hânî's hus. Det sted, hvor Han havde lagt sig ned, var endnu ikke blevet koldt, og vandets bevægelse i skålen var heller ikke gået i stå. Umm Hânî, som havde gået rundt udenfor, var sovet ind i døset, uvidende om alting. Om morgenen, da Han fortalte Umm Hânî om Sin Mi'râj, sagde vores Mester Rasûlullah: "Jeg vil gå hen og fortælle dette i Kâ'ba." Hadrat Umm Hânî sagde: "O min onkels søn! Fortæl ikke dette til Qurashies! De vil benægte og gøre dig ked af det. De med svag îmân (tro) vil ikke tro dette, og de vil blive vantro. Det er det, som polyteisterne venter på, de vil svække deres îmâns. Muslimer er få nu.

Hvad med at fortælle dem, hvornår muslimer er stærkere?" Det historiske svar fra Verdens Mester, Universets Sultan: "Wallahi, jeg vil fortælle dem dette. Det, der er defekt i dag, er defekt i morgen. Jeg vil etablere Islâm med dem, hvis îmân er fast. Hvis nogle stadig er tøvende over for mig, bør de gå. Jeg har ikke noget med dem at gøre. Fejl er altid fejl. Hvis ikke i dag, så bliver det i morgen. I stedet for at det sker i morgen, bør det ske i dag, så vi ikke sætter os i gang med at stole på dem. De faste er nok for os."

Og så gik Han til Kâ'ba og begyndte at fortælle... "Muhammed er blevet fuldstændig vanvittig," spottede polyteisterne. Og dem, der havde overvejet at blive muslimer, tøvede. Nogle af polyteisterne gik gladeligt hen til Abû Bakr's hus. De vidste, at han var en klog, erfaren og omhyggelig købmand. Så snart han kom til døren, spurgte de ham: "O Abû Bakr! Du har været i Quds mange gange. Du må vide det godt. Hvor lang tid tager det at gå og komme tilbage fra Mekka til Quds?" Hadrat Abû Bakr sagde: "Jeg ved godt, at det tager mere end en måned." De vantro blev glade for dette svar og sagde: "Det er hvad en klog og erfaren mand ville sige." De grinede, spottede og håbede, at Hadrat Abû Bakr havde den samme mening som dem, og sagde: "Din Mester siger, at Han gik og kom tilbage fra Quds på én nat. Han er helt gal nu" og viste deres sympati, ærbødighed og tillid til Hadrat Abû Bakr.

“Jeg er nødt til at fortæl-

le Mi'râj; dem, der ikke

vil tro det, er dem, der

vil opgive senere. En
bygning kan ikke bygges

på et defekt fundament.

Da Hadrat Abû Bakr hørte vores Mester Rasûlullahs velsignede navn, sagde han: "Hvis Han siger det, er det sandt. Jeg tror også, at Han gik til og kom tilbage på et øjeblik", og gik ind. De vantro var alle forbløffede. De gik væk og sagde: "Hvor utroligt! Sikke en stærk troldmand Muhammed er! Han fortryllede Abû Bakr."

De, der vil gå, bør gå
nu. Kun de faste skal

forblive."
Hadîth aske-sharîf

Hadrat Abû Bakr gik straks hen til vores Mester Rasûlullah. I en stor menneskemængde sagde han højt: "O Rasûlullah! Jeg lykønsker dig med din velsignede Mi'râj! Uendelig tak til Allahu ta'âlâ, for Han har beæret os med at være de tjenere for en så ophøjet Profet som dig. Han har velsignet os med at se Dit strålende ansigt, med at høre Dine søde ord, der behager hjerterne og tiltrækker sjæle. O Rasûlullah! Hvert ord, du siger, er sandt. Jeg tror. Min liv for dig!" Disse ord af Hadrat Abû Bakr's forvirrede de vantro. Da de ikke vidste, hvad de skulle sige, spredte de sig. Dette styrkede hjerterne hos nogle få mennesker med svag îmân, som havde tvivlet. Den dag kaldte Rasûlullah Abû Bakr for "Siddîq". Ved at modtage dette navn steg hans værdi til en højere grad.143

De vantro var rasende over dette. De kunne ikke acceptere, at de troende havde en stærk îmân, og at de troede på hvert eneste ord fra vores Profet med det samme og havde en stor kærlighed og loyalitet over for Ham. For at besejre og bringe vores Mester Rasûlullah i forlegenhed begyndte de at udspørge ham.

"O Muhammed ('alaihis-salâm)! Du hævder at være rejst til Quds. Fortæl os det nu!

Masjid al-Bay', som blev bygget på det sted,

hvor Aqaba-bî'aten fandt ste

Hvor mange døre og hvor mange vinduer har masjid?" Var nogle af deres spørgsmål. Da vores Mester Rasûlullah svarede på hvert enkelt spørgsmål, sagde Hadrat Abû Bakr: "Det er sådan, O Rasûlullah!" Men faktisk ville Rasûlullah ud fra Sin dyd ikke engang se en person i ansigtet. Efterfølgende erklærede Han: "Jeg havde ikke set mig omkring i Masjid al-Aqsâ. Jeg havde ikke set, hvad de spurgte om. I det øjeblik bragte Jabrâîl ('alaihis-salâm) Masjid al-Aqsâ foran mine øjne. Jeg så og talte vinduerne og besvarede deres spørgsmål med det samme." Han sagde, at Han havde set rejsende på kameler på Hans vej, og: "Inshâallah (hvis Allah vil det) vil de ankomme på onsdag." Onsdag, lige før solnedgang, ankom karavanen til Mekka. Da de spurgte de rejsende, sagde de, at noget som et stort vindstød havde blæst, og at en kamel var faldet ned. Denne situation styrkede de troendes îmân, men forværrede de vantros fjendskab.144

Dette mirakel, som skete et år før Hegira, den 27. i den Rajab-måneden, fredag aften, kaldes Mi'râj. Rasûlullah steg op til Mi'râj med Sin sjæl og krop, mens Han var vågen. På Mi'râj-aftenen blev mange guddommelige sandheder vist Ham, og fem gange namâz blev gjort fard. Desuden blev de sidste to âyat al-karîmas af Sûrah al-Baqara skænket. Mi'râj er nævnt i den 1. âyat af Sûrah al-Isrâ' og de indledende âyats af Sûrah an-Najm i Qur'ân al-karîm og nogle af hadîth ash-sharîfs.145

Efter Hans Mi'râj, mens vores elskede Profet fortalte om Jannah til Hans Ashâb, erklærede Han: "O Abû Bakr! Jeg så dit palads. Det var lavet af rødt guld. Jeg

observerede de velsignelser, der var forberedt til dig." Så sagde Hadrat Abû Bakr: "O Rasûlullah, må dette palads og dets ejer blive ofret for din skyld."

"(O Medîna-folket!) For
Allah på Allahs vej, lover

I at sige sandheden,
at beskytte mig, som
I beskytter jer selv og

Vores Mester vendte sig mod Hadrat 'Umar og sagde: "O 'Umar! Jeg så dit palads. Det var af rubin. Der var mange houris i det palads. Men jeg gik ikke ind. Jeg tænkte på din nidkærhed." Hadrat 'Umar græd meget. Han sagde i tårer: "Må min mor, min far og mit liv blive ofret for din skyld O Rasûlullah! Er det muligt at være nidkær eller jaloux over for dig?" Så sagde Han til Hadrat 'Uthmân, "O Uthmân! Jeg så dig i alle himmelhvælvingerne. Jeg så dit palads i Jannah og tænkte på dig." Han sagde til Hadrat Alî: "O Alî! Jeg så din skikkelse ved den fjerde himmelhvælving. Jeg spurgte Jabrâîl ('alaihis-salâm). Han sagde: "O Rasûlullah! Engle blev forelsket af at se Hadrat Alî. Haqq ta'âlâ skabte en engel i hans skikkelse. Han står ved det fjerde himmelhvælving. Engle besøger ham og opnår velsignelser. Så gik jeg ind i dit palads. Jeg duftede til frugten fra et træ. Fra træet kom en houri ud og dækkede sit ansigt. Jeg spurgte: "Hvem og for hvem er du? Hun svarede: 'Jeg blev skabt til din onkels søn Alî, O Rasûlullah!'"

jeres ære?"
Hadîth ash-sharîf

Efter Mi'râj natten, om morgenen, kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og gennemførte de fem gange namâz i deres tid som imâm for vores Mester Rasûlullah. Det er anført i en hadîth ash-sharîf: "I to dage, ved siden af døren til Kâ'ba'en, afholdt Jabrâîl ('alaihis-salâm) namâz som imâm til os to. Vi to udførte morgen-namâz'en, da fajr (morgentusmørke) gryede; dhuhr namâz'en (tidlig eftermiddag), da solen begyndte at falde fra sin zenit; asr-namâz'en (sen eftermiddag), da skyggen af en genstand var lige så lang som dens længde; maghrib-namâz'en (aften), da solen gik ned (dens øverste kant forsvandt); og isha'a-namâz'en (nat) da aftenskyggen blev mørkere. Den anden dag udførte vi den morgen namâz, når morgentusmørket modnede; dhuhr namâz, når skyggen af en genstand blev dobbelt så lang som genstandens længde; asr namâz umiddelbart derefter; maghrib namâz på det fastsatte tidspunkt for fastebrud; og isha'a namâz ved slutningen af den første tredjedel af natten. Så sagde han: "O Muhammed, disse er namâz-tiderne for dig og profeterne før dig. Din ummat bør udføre hver af disse fem namâz'er mellem de to tidspunkter, hvor vi udførte hver af dem.""146 Efter namâz-tiderne blev erklæret på denne måde, blev der sendt en besked til Abessinien, der informerede dem om at udføre fem gange namâz om dagen og udføre qadâ (udføre ibâdats, som man ikke havde udført på deres fastsatte tidspunkter, senere) af deres namâz fra det tidspunkt, hvor namâz blev fard til det tidspunkt, hvor de begyndte til at udføre den.

  1. 138 Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 208.
  2. 139 Sûrah Maryam, 19/57.
  3. 140 Jøder og kristne kalder ham "Aron". Hârûn 'alaihis-salâm var Mûsâ 'alaihis-salâms vesir og assistent. Han var Hadrat Mûsâ's ældre bror. Han døde tre år før Hadrat Mûsâ, i en alder af et hundrede og treogtyve år..
  4. 141 Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 164, IV, 208; Bayhaqî, as-Sunan, I, 265; Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, 179.
  5. 142 Muslim, "Iman", 74; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 132-133; Tabarî, Târikh, II, 307-309; Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, 179.
  6. 143 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 144.
  7. 144 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 215.
  8. 145 Bukhârî, "Manâqib-ul-Ansâr", 42; Tirmidhî, "Tafsir-ul-Qur'ân", 20; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 403; Bayhaqî, as-Sunan, I, 255; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 208.
  9. 146 Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VIII, 443-444; Hâkim, al-Mustadrak, IV, 648-649; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 403-404; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 213-215.