BÎ'ATS (TROSKAB) I AQABA

Den første bî'at af Aqaba

I Dhu'l-hijja-måneden i det ellevte år af Bi'that kom As'ad ibn Zurâra og hans tolv venner, som havde omfavnet islam, til Mekka i løbet af hajj-sæsonen. Der var gået præcis et år siden deres tidligere møde med verdens Mester. Det år plagede og forfulgte polyteisterne muslimer mere end nogensinde før. De forfulgte vores Mester Rasûlullah konstant og torturerede enhver, der talte til Ham. Medîna-folket, som fik kendskab til dette, lavede en aftale om at mødes med vores Profet i Aqaba om natten. De mødtes, da natten faldt på. De gjorde bî'at til Ham; de erklærede deres loyalitet og lovede at udføre alle Hans befalinger og ønsker. I denne pagt lovede de, at "Vi vil ikke tro på nogen anden gud end Allahu ta'âlâ, vi vil ikke begå ægteskabsbrud, vi vil ikke stjæle, vi vil afholde os fra bagvaskelse, vi vil ikke dræbe vores børn på grund af den frygten for at blive kritiseret og for ikke at kunne finde nok næring."¹⁴⁷

Vores elskede Profet udpegede disse tolv personer som repræsentanter for deres stammer. Af disse tolv personer tilhørte to af dem Aws-stammen, og de andre tilhørte Hazraj-stammen. De skulle fortælle deres stammer om Islâm, og de skulle være garanter på deres stammers vegne. As'ad ibn Zurâra blev gjort til repræsentanten for dem alle. De fem personer, der var til stede på mødet i Aqaba sidste år, og de syv, der accepterede Islâm for nylig, var: fra Mâlik ibn Najjârs sønner; As'ad ibn Zurâra, Awf ibn Hârith, Mu'âz ibn Hârith, fra Zurayk ibn Âmir's sønner; Râfi' ibn Mâlik, Zakwân ibn Abdiqays, fra Ghanm ibn Awf's sønner; Ubâda ibn Samit, fra Ghusayna's sønner Yazîd ibn Sa'laba, fra Ajlân ibn Zayd's sønner; Abbâs ibn Ubâda, fra Harâm ibn Ka'b's sønner; Uqba ibn Âmir, fra Sawâd ibn Ghanms sønner; Qutba ibn Âmir, fra Abdulashal ibn Jushams sønner; Abu'l Haytham Mâlik ibn Tayyihân, fra Amr ibn Awf's sønner; Uwaym ibn Sâida.

Solen står op i Medîna

Efter den første bî'at (troskab) i Aqaba vendte Hadrat As'ad ibn Zurâra og hans venner tilbage til Medîna. De fortalte deres stammer om Islâm dag og nat og inviterede dem til den sande religion. Som et resultat af denne invitation begyndte Islâm hurtigt at sprede sig i Medîna. Så meget, at Aws- og Hazraj-stammerne, som tidligere havde været fjender af hinanden, kom sammen og bad om en lærer fra vores Mester Rasûlullah for bedre at lære Islâm. Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sendte Hadrat Mus'ab ibn Umayr for at undervise dem i Koranen alkarîm og Islâm.

Hadrat Mus'ab boede i Hadrat As'ad's hus. Sammen besøgte de hvert eneste hus og gjorde Islâm kendt for alle. De ville have folk til at love at beskytte vores elskede Profet med al deres magt mod Hans fjender. De forberedte dem på bî'at. Hadrat As'ad ibn Zurâras stammeleder var Sa'd ibn Mu'âz. De var slægtninge. Dengang var det blandt arabere en skik at afholde sig fra at fornærme slægtninge. Derfor gik Sa'd ibn Mu'âz, som endnu ikke havde omfavnet Islâm, ikke til Hadrat As'ad ibn Zurâras hus og forsøgte at stoppe ham. Som stammehøvding ønskede han ikke at tage sig af dette selv. Til dette formål sagde han til Usayd ibn Hudayr, en af hans stammes notabiliteter: "Gå til vores nabolag. Se den person, der kom. Gør, hvad du vil gøre. Hvis As'ad ikke var min (moder)tantes søn, ville jeg ikke overlade denne opgave til dig."

Efter dette tog Usayd ibn Hudayr sit spyd og gik hen til Hadrat Mus'ab ibn Umayr´s hus.

"Så informerer jeg jer
alle. Jeg er beæret over

at blive muslim. Jeg
ønsker, at I skal tro på

Da han ankom, begyndte han at tale vredt. "Hvorfor kom du til os? Du bedrager folk. Hvis I ikke ønsker at miste livet, skal I straks gå herfra." Da han så hans vrede måde at være på, svarede Mus'ab ibn Umayr blidt: "Sæt jer ned et stykke tid. Lyt til vores ord. Forstå vores formål. Hvis du kan lide det, vil du acceptere det. Hvis du ikke kan lide det, vil du hindre os." Usayd faldt til ro og sagde: "Det er rimeligt." Han stak sit spyd ned i jorden og satte sig ned. Han lyttede til Hadrat Mus'ab's bløde ord, som påvirkede folks hjerter, og Koranen al-karîm læste han med sin fine stemme. Han sagde: "Sikke en smuk ting!" Så spurgte han: "Hvad er nødvendigt for at tage denne religion til sig?" De fortalte ham det, og Usayd ibn Hudayr blev muslim ved at sige kalima ash-shahâda. Glad sagde Hadrat Usayd: "Lad mig gå og sende nogen til dig. Hvis han bliver muslim, vil der ikke være nogen fra hans folk i Medîna, som ikke har troet..." Han rejste sig op og gik hurtigt. Han gik direkte hen til Sa'd ibn Mu'âz. Da Sa'd ibn Mu'âz så ham, sagde han: "Jeg sværger, at Usayd ikke vender tilbage hertil på samme måde som han gik."

Allahu ta'âlâ og Hans

Rasûl."
Sa'd ibn Mu'àz
(radiy-Allaku 'ank)

Så spurgte han: "O Usayd! Hvad har du gjort?" Hadrat Usayd ibn Hudayr ønskede så meget at Sa'd ibn Mu'âz skulle være muslim, at han sagde: "Jeg talte med den person (Mus'ab ibn Umayr), jeg så ikke noget galt med dem. Men vi hørte, at Banî Hâritha's sønner ville dræbe din tantes søn As'âd, fordi de var mistænksomme over at han husede en sådan person i sit hus."

Disse ord rørte Sa'd ibn Mu'âz meget. Fordi for få år siden havde de nemlig besejret Hâritas sønner i krig og fået dem til at søge tilflugt i Khaybar. Et år senere havde de benådet dem og tilladt dem at vende tilbage til deres hjemlande. Sa'd ibn Mu'âz blev meget vred ved tanken om deres opførsel på trods af alt dette. Dette var ikke tilfældet. Usayd ibn Hudayr ville ved at bruge dette trick forhindre Sa'd ibn Mu'âz i at skade sin tante og hendes søn, As'ad ibn Zurâra og Mus'ab ibn Umayr. Således forberedte han betingelserne for, at han kunne tage deres side og endelig blive muslim.

Efter disse ord fra Usayd ibn Hudayr sprang Sa'd ibn Mu'âz op og gik hen til Hadrat As'ad ibn Zurâra. Da han ankom der, så han, at As'ad og Mus'ab ibn Umayr talte i fred. Han gik hen til dem og sagde: "O As'ad! Hvis vi ikke var slægtninge, kunne du ikke gøre disse ting." Hadrat Mus'ab ibn Umayr svarede: "O Sa'd! Stop et stykke tid, sæt dig og lyt til os. Hvis du kan lide vores ord, meget godt. Hvis du ikke kan lide dem, vil vi ikke tilbyde dig dette, og du vil gå. Efter disse søde og bløde ord, faldt Sa'd ibn Mu'âz til ro og begyndte at lytte til dem.

Først gav Hadrat Mus'ab ibn Umayr information om Islâm til Sa'd ibn Mu'âz. Han forklarede Islâms grundlæggende principper. Derefter reciterede han en del af Qur'ân al-karîm med sin søde stemme. Mens han reciterede, ændrede Sa'd ibn Mu'âz' tilstand sig. Foran den unikke veltalenhed i Qur'ân al-karîm, blev hans hjerte blødt, og han blev meget påvirket. Han kunne ikke lade være med at spørge: "Hvad gør du for at omfavne denne religion?" Mus'ab ibn Umayr lærte ham kalima ash-shahâda med det samme. Han blev muslim ved at sige: "Ash'hadu an lâ ilâha illa'llâh wa ash'hadu anna Muhammedan 'abduhû wa rasûluh". På grund af den fred og glæde han følte ved at blive muslim, kunne Sa'd ibn Mu'âz ikke holde sig tilbage. Han gik straks til sit hus og udførte en ghusl (rituelt bad), som han havde lært. Derefter opfordrede han sit folk til at samles. Sammen med Usayd ibn Hudayr gik han hen til det sted, hvor hans folk var. Han henvendte sig til Abdulashals sønner og spurgte: "O Abdulashals sønner! Hvad synes I om mig?" De sagde enstemmigt, "Du er vores leder og overordnede. Vi er lydige over for dig." På disse ord sagde Sa'd ibn Mu'âz

"Så informerer jeg jer alle. Jeg er beæret over at blive muslim. Jeg ønsker, at I skal tro på Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl. Hvis I ikke gør det, vil jeg ikke tale med nogen af jer længere."

Sanat-us-surûr (Glædens år)

Da Abdulashals sønner hørte, at deres leder, Sa'd ibn Mu'âz, omfavnede islam og inviterede dem til islam, blev de alle muslimer. Den dag, indtil om aftenen, genlød himlen i Medîna med kalima ash-shahâda og takbîr-lyde.¹⁴⁸Kort tid efter denne hændelse omfavnede alle folk i Medîna og Aws- og Hazraj-stammerne Islâm. Hvert hus blev oplyst af Islâms nûr. Sa'd ibn Mu'âz og Usayd ibn Hudayr ødelagde alle de idoler, der tilhørte deres stammer. Da Han blev informeret om denne begivenhed, var vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) meget tilfreds. Muslimerne fra Mekka var begejstrede. På grund af dette blev det år (AD 621) kaldet Sanat-us- surûr (glædens år).

Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Rasûlullah!
Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Habîballah!
Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Sayyidal-awwalina wal-âkhirîn.

Den anden bî'at (troskab) af Aqaba

I det tolvte år af Bi'that havde de Mekka-polyteisters forfølgelse af muslimer nået sit højdepunkt og blev uudholdelig. I Medîna, på grund af indsatsen fra As'ad ibn Zurâra og Mus'ab ibn Umayr, var folket fra Aws og Hazraj-stammerne entusiastiske over at omfavne muslimer og bringe ethvert offer, der var nødvendigt for deres skyld. De glædede sig til, at vores Mester Rasûlullah ville ære Medîna, og de lovede, at de ikke ville tilbageholde deres ejendele og liv for Hans skyld. Hajj-sæsonen var kommet. I Dhu'l-hijja-måneden kom 73 muslimske mænd og 2 muslimske kvinder sammen med Mus'ab ibn Umayr til Mekka fra Medîna. Efter Hajjen mødtes de alle med vores Profet i Aqaba igen. 12 repræsentanter, herunder As'ad ibn Zurâra, anmodede og tilbød på vegne af deres stammer vores Profet at udvandre til Medîna.

Efter reciterede nogle âyat al-karîmas fra Koranen al-karîm, og vores Mester Rasûlullah krævede et konkret løfte fra dem, for at sikre, at de ville beskytte Ham på samme måde, som de beskyttede deres eget liv og deres egen familie.

Vores Mester Rasûlullahs farbror, Hadrat Abbâs, var ikke blevet muslim. endnu. Han var til stede der. Han henvendte sig til denne gruppe, der kom for at aflægge bî'at-eden, på følgende måde: "O Medîna-folket! Dette er min brors søn. Han er den, som jeg elsker mest blandt alle mennesker. Hvis I tror på det, hvad Han bragt fra Allahu ta'âlâ, og hvis I ønsker at tage Hammed jer,skal Igive mig ettilfredsstillende løfte.SomI ved, er Muhammed ('alaihis salâm) fra os. Vi har beskyttet Ham mod de mennesker, der ikke tror på Ham.Han lever blandtosmed Sin værdighedog ære intakt, beskyttet. Påtrodsafaltdette vendte Han Sit ansigt fra alle andre og besluttede sig for at slutte sig til jer og gå med jer. Foretag dette, hvis I har tilstrækkelig militær styrke til at modstå alle arabiske stammer, når de samles og angriber jer. For at undgå fremtidige uoverensstemmelser skal I diskutere og tale om det indbyrdes. Vil Iholde jeres løfte og beskytte Ham mod Hansfjender? Hvor ville det være dejligt, hvis I kan gøre det ordentligt. Hvis I vil forlade Ham efter I forlader Mekka, såopgiv dette så at Han skal leve beskyttet med Sin ære i Sit eget land."

”Hvis vi bryder dette
vores løfte, må vi slutte

os til dem, der bryder

deres løfter til Allahu
ta'âlâ og går til Jahan-

nam. O Rasûlullah! Vi

er faste på vores ord.
Må Allahu ta'âlâ gøre os

Medîna-muslimerne blev oprørte over denne tale fra Hadrat Abbâs. Det var som om, at når de bragte vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) til deres land, ville de ikke være i stand til at beskytte Ham mod polyteister, og at de ville forlade Ham, når tingene blev vanskelige. Hadrat As'ad ibn Zurâra, en af sahâbîerne fra Medîna, vendte sig mod vores Mester, Profeten, og sagde: "O Rasûlullah! Hvis du tillader det, har jeg nogle ord at sige. Lad mig forelægge dem for Dig." Da vores Mester, Fakhr al-kâinât tillod det, sagde han: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Enhver invitation har en måde, uanset om den er blid eller hård. Nu inviterer du os til noget, som er meget svært for folk at acceptere. Fordi det er meget svært for folk at opgive de afguder, som de har dyrket så længe, og acceptere Islâm. På trods af dette har vi accepteret Islâm af hele vores hjerte. Du har beordret os til at afbryde forbindelserne med vores polyteistiske slægtninge, og vi har accepteret det også oprigtigt. Som du ved, er det også meget svært at acceptere. Da selv din faderlige onkler blev fjender for dig og ikke beskyttede dig, accepterede vi denne ærefulde pligt og omfavnede dig. Vi er alle enige i vores løfter. Vi bekræfter med vores hjerter, hvad vi siger med vores tunger. Vi sværger, at vi vil beskytte dit velsignede legeme til vores sidste åndedrag, ligesom vi beskytter vores egne børn. Hvis vi bryder dette vores løfte, må vi slutte os til dem, der bryder deres løfter til Allahu ta'âlâ og går til Jahannam. O Rasûlullah! Vi er faste på vores ord. Må Allahu ta'âlâ gøre os succesfulde!" Derefter; Han fortsatte med at sige, "O Rasûlullah! Du kan tage hvad du vil som pant fra os og lægge ned alle betingelser."

succesfulde!"
As'ad ibn Zuràra
(radiy-Allaku 'ank)

Vores Mester, Profeten, opmuntrede dem til islam og reciterede Koranen al-karîm. Så sagde Han: "Min betingelse for jer, om min Rabb, er at tilbede Allahu ta'âlâ og ikke at tilskrive Ham nogen partner; og min betingelse for jer, om mig selv og min Ashâb er at rumme os, at hjælpe mig og min Ashâb og at beskytte os mod det, som man forsvarer sig mod og beskytter sig mod."

Barâ ibn Ma'rûr sagde: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som har sendt dig som Profet med den rette religion og bog, at vi vil beskytte dig på samme måde som vi forsvarer og beskytter vores børn! Gør bî'at med os, O Rasûlullah!"

Abbâs ibn Ubâda, en af muslimerne i Medîna, sagde for at styrke aftalen med vores Mester, Profeten, til sine venner: "O Hazrajianere! Ved I, hvorfor I har accepteret Muhammed 'alaihis-salâm?" De svarede: "Ja." Herpå sagde han: "I accepterer Ham og er lydige mod Ham i både freds- og krigstider. Hvis du vil forlade vores Profet og efterlade Ham uden hjælp, når dine ejendomme bliver beskadiget og dine slægtninge bliver dræbt, så gør det nu. Hvis du gør dette, wallahi vil du blive ødelagt både i denne verden og i âkhirat! Hvis I finder det rimeligt at forblive loyale over for Ham i det Han inviterer til, selv om jeres ejendomme bliver ødelagt, og dine nære slægtninge bliver dræbt, så hold dit løfte. Wallahi, dette er godt for dit liv i denne verden og i âkhirat." Hans venner svarede: "Vi vil ikke forlade vores Profet, selv om vores ejendomme går til grunde, vores

slægtninge er dræbt. Vi vil aldrig forlade Ham. Vi vil dø, men ikke give op!"

Da de havde hørt dette, vendte de sig til vores elskede Profet og spurgte: "O Rasûlullah! Hvad vil vi opnår, hvis vi opfylder vores løfte?" Så sagde vores elskede Profet, "Den godkendelse af Allahu ta'âlâ og Jannah!"

Hver af dem gav deres løfte som repræsentant for deres folk. Først lavede Hadrat As'ad ibn Zurâra musâfaha (håndtryk på muslimernes måde) og sagde: "Jeg laver bî'at for at opfylde mit løfte til Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl, for at hjælpe Ham med mit liv og min ejendom." Efter ham, hver af dem afsluttede sin bî'at på denne måde og udtrykte deres glæde og underkastelse og sagde: "Vi har accepteret Allahu ta'âlâs og Hans Rasûls invitation, vi har lyttet til den og bøjet os for den." Således satte de uden tøven deres liv og deres ejendele ind for Rasûlullah's skyld. Bî'at med kvinderne var blevet udført bare verbalt (uden musâfaha). Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fik deres løfter om at: "Ikke tilskrive noget som partner til Allahu ta'âlâ, ikke begå tyveri, utroskab, ikke bagtale, ikke dræbe deres egne børn, ikke fortælle løgne, ikke modsætte sig gode gerninger..." Mens Medîna-folket var i gang med at lave bî'at med vores Mester, Profeten, råbte en stemme fra Aqababjerget: "O I, som bor i Minâ! Profeten og Medîna´s muslimer har indgået en aftale om at kæmpe mod jer." Vores Profet sagde med hensyn til denne stemme: "Dette er shaytan (satan) fra Aqaba", og sagde derefter til ejeren af denne stemme: "O Allahu ta'âlâs fjende! Jeg vil også overvinde dig!" Så beordrede Han Medînafolket, der lavede bî'aten: "Vend straks tilbage til jeres logi." Abbâs ibn Ubâda sagde: "O Rasûlullah! Jeg sværger, at hvis du ønsker det, kan vi marchere mod de vantro i Minâ og dræbe dem i morgen tidlig." Vores Mester, Profeten, var tilfreds; Han svarede dog: "Vi har ikke fået ordre til at handle sådan. Vend tilbage til jeres pladser for nu." Ifølge Imâm an-Nasâîs rapport fra Abdullah ibn Abbâs; de Ansârs, som var til stede ved Aqaba bî'at, blev muhâjîr ved at gå til Rasûlullahs side. ¹⁴⁹

Cypressen, som er stædig, lytter ikke til duens bønner,
Bør falde på knæ og bønfalde vandet

Rosen ønsker at drikke nattergalens blod med list,
Bør gå ind i rosens blodårer og redde nattergalen, vandet.

Den har vist din rene skabelse til verden,
Ved at følge Ahmad al-Muhtârs vej, vandet.

Folkets Mester, havet af udvalgte perler,
Til at tage ondskabens flamme, Hans mirakler har hældt vand ud.

For at forny skønheden i profetskabets rosenhave,
Med Sit mirakel afledte Han vand fra hårde klipper.

Hans mirakler er som et stort hav i denne verden,
Nåede fra det til huset af ild-tilbedere, vand.

Enhver ville bide sig i fingeren af forbløffelse, hvis de hørt det.
Hvor, Han på den dag af nød, gav vand fra Sine fingre til Ansâr.

HEGIRA Polyteisterne var ekstremt bekymrede og rasende over det faktum, at Aws og Hazraj-stammerne pludselig blev muslimer, og over muligheden for at muslimer fra Mekka og Medîna kunne blive forenet. Da de hørte om den anden bî'at af Aqaba, blev Mekka-polyteisternes adfærd meget voldelig og farlig. For muslimerne var det uudholdeligt at opholde sig i Mekka. Med den sidste bî'at af Aqaba var Medîna blevet et sted, hvor muslimer kunne føle sig i fred og søge ly. De ønskede på en eller anden måde at emigrere fra denne by til lande, hvor de kunne trække vejret og leve lidt frit. De forelagde deres situation for vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), og bad om tilladelse til at udvandre. Han rådede Hans Ashâb til at være tålmodig. For tilladelse til at forlade Mekka er ikke blevet givet. Endelig kom den guddommelige tilladelse til migration. Den dag gik vores Profet gladeligt hen til Ashâb al-kirâm og sagde: "Jeg er blevet informeret om det sted, hvortil I vil migrere. Det sted er Yasrib (Medîna). Migrer til dette sted" og "Foren jer med jeres muslimske brødre der". Allahu ta'âlâ har gjort dem brødre til jer. For jer har Han gjort Yasrib (Medîna) et land hvor I vill finde sikkerhed og fred." I henhold til vores Mester Rasûlullahs tilladelse og råd begyndte muslimer at migrere successivt til Medîna gruppe for gruppe.¹⁵⁰

"Jeg er blevet informeret om
det sted, hvortil I vil migrere.

Det sted er Yasrib (Medîna).
Migrer til dette sted," og "Fo-

ren jer med jeres muslimske

brødre der. Allahu ta'âlâ har
gjort dem til brødre til jer. For

jer har Han gjort Yasrib (Me-
dîna) et land hvor I vill finde

sikkerhed og fred."
Hadîtk ask-skarîf

Vores Mester, Profeten, gav immigranterne det faste råd at være yderst forsigtige. Muslimerne ville ikke tiltrække sig polyteisternes opmærksomhed, og derfor tog de af sted i små karavaner og bevægede sig så hemmeligt som muligt. Polyteisterne havde voldsomt plaget Abû Salama, den første immigrant til Medîna. Længe efter begyndte polyteisterne, der fandt ud af udvandringen, at tvinge muslimerne på vejene til at vende tilbage og adskilte kvinderne fra deres mænd. Hvem end de var stærkere end, ville de fængsle. De plagede dem med forskellige grusomheder. De torturerede dem for at tvinge dem til at opgive deres religion. Men fordi de var bange for udbruddet af borgerkrig, turde de ikke dræbe dem. Muslimerne udnyttede på trods af alt dette enhver mulighed og drog til Medîna. En dag svingede Hadrat 'Umar også sit sværd. Han tog sine pile og sit spyd. Foran alle lavede han tawâf omkring Kâ'ba'en syv gange. Han sagde til de polyteister, der var der, med høj stemme: "Nu vandrer jeg også på Allahu ta'âlâs vej for at beskytte min religion. Hvis der er nogen, der vil gøre sin hustru til enke, sine børn til forældreløse, sin mor til en skur tårer, lad ham konfrontere mig bag den dal!...." Hadrat 'Umar og omkring tyve muslimer begav sig således frygtløst og i fuldt dagslys af sted mod Medîna. På grund af deres frygt for Hadrat 'Umar kunne ingen gribe ind i denne konvoj. Derefter fortsatte vandringerne uophørligt, og Ashâb al-kirâm nåede Medîna gruppe for gruppe.

Hegira-Rute

I mellemtiden bad Hadrat Abû Bakr også om tilladelse til at migrering. Vores Mester, Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Vær tålmodig. Jeg håber, at Allahu ta'âlâ også vil give tilladelse til mig. Vi skal migrere sammen." Da Hadrat Abû Bakr spurgte: "Må min mor og min far blive ofret for din skyld! Så er der denne mulighed?" Vores Profet gjorde ham glad ved at sige: "Ja, det er der." Hadrat Abû Bakr købte to kameler for otte hundrede dirham og begyndte at vente på den dag. På det tidspunkt i Mekka var det vores elskede Profet og Hadrat Abû Bakr, Hadrat Alî, de fattige, de syge, de gamle og nogle troende, som var fængslet af polyteisterne, der var tilbage.

"O Abâ Bakr! Vær
tålmodig. Jeg håber, at
Allahu ta'âlâ også vil give

tilladelse til mig. Vi skal

migrere sammen."
Hadîtk ask-skarîf

På den anden side tog Medina-folket (Ansâr) godt imod Mekka-immigranterne (muhâjirerne) og tog imod dem i deres hjem. Der blev dannet et stærkt sammenhold mellem dem.

Polyteisterne i Mekka var bange for, at Rasûlullah også kunne udvandre og overtage muslimernes kommando. De samledes i Dâr-un-Nadwa, hvor de ville diskutere vigtige spørgsmål. De begyndte at tale om, hvad de skulle gøre. Shaytan kom til polyteisterne i forklædning af Shaykh an-Najdî, det vil sige en gammel Najdian. Han lyttede til deres samtaler. Der blev fremsat nogle forslag, men ingen af dem kunne lide dem. Så begyndte shaytan at tale og gav sin mening: "Ingen af jeres meninger kan være en løsning. Hans smilende ansigt og søde tunge vil gøre enhver foranstaltning nytteløs. Tænk på en anden løsning."

Abû Jahl, lederen af Quraysh, sagde: "Lad os vælge en stærk person fra hver stamme. Med deres sværd i hånden vil de angribe Muhammed. De vil stikke Ham ned og udgyde Hans blod. Det vil være uklart, hvem der har dræbt Ham. Således vil de være nødt til at give samtykke til blodpenge. Vi vil betale Hans blodpenge og slippe af med disse problemer." Shaytan kunne også godt lide denne idé. Han opmuntrede og anbefalede den inderligt.¹⁵¹

Mens polyteisterne havde travlt med disse forberedelser, kom Jabrâîl 'alaihis- salâm og informerede Rasûl al-akram om polyteisternes beslutning. Han fortalte Ham også, at Han ikke skulle sove i Sin seng den nat, og at Allahu ta'âlâ havde beordret Ham til at emigrere. På grund af den guddommelige ordre bad Vor elskede Profet Hadrat Alî om at sove i Hans seng og at give alt det betroede gods, Han havde, til deres ejere og sagde: "I nat skal du sove i min seng og dæk min hirka (frakke) over dig! Vær ikke bange, du vil ikke blive skadet på nogen måde."

Hadrat Alî lagde sig ned, som vores Mester, Profeten, havde instrueret. På det tidspunkt var han treogtyve år gammel. Uden nogen frygt, var han klar til at ofre sit liv i stedet for Habîbullah.

På Hegira-aftenen havde de vantro omringet vores Mester Rasûlullah's hus. Den nat blev de første âyats af Sûrah Yâsîn åbenbaret. Da Han kom ud af Sit hus, tog Vor Mester, Profeten, en håndfuld jord fra jorden og kastede den på de vantros hoveder, mens Han reciterede den 9. âyat al-karîma af Sûrah Yâsîn: "Vi har sat en barriere foran dem og en barriere bag dem og dækket dem til, så de ikke kan se noget." (Det er blevet sagt, at alle, der endte med at jorde rørte ved, blev dræbt i Ghazâ (hellig krig) i Badr.) Vores Mester Rasûlullah gik sikkert forbi dem og nåede Hadrat Abû Bakr's hus. Ingen af polyteisterne kunne se Ham.

Efter et stykke tid kom nogen hen til polyteisterne og spurgte: "Hvorfor venter I her?" De svarede: "På at Muhammed skal komme ud." Den person sagde: "Jeg sværger, at Muhammed gik forbi jer og gik væk, Han kastede også jord på jeres hoveder." Polyteisterne rørte ved deres hoveder. Faktisk fandt de jord på deres hoveder. Straks angreb de døren og gik ind i huset. Da de så Hadrat Alî i Rasûl 'alaihis-salâm's seng, spurgte de, hvor vores Mester, Profeten, var.

Hadrat Alî svarede: "Det ved jeg ikke! Har I udpeget mig til at vogte Ham?" På dette angreb de ham. De vantro gik ud for at finde vores Mester Rasûlullah og begyndte at lede efter Ham. Efter at have fængslet Hadrat Alî i nærheden af Kâ'ba i et stykke tid, så slap de ham fri.¹⁵²

Da de gik til Hadrat Abû Bakr's hus, udspurgte de Asmâ, datter af Hadrat Abû Bakr. Da hun ikke svarede, slog de hende. De søgte overalt, men kunne ikke finde dem, og de blev rasende. Abû Jahl, den mest glubske af dem, fik byskrivere til at råbe i og omkring Mekka og lovede 100 kameler til dem, der ville finde og bringe vores elskede Profet og Hadrat Abû Bakr eller fortælle om deres placering. Nogle mennesker, der hørte om dette løfte fra ham og var grådige efter ejendom, bevæbnede sig, steg på deres heste og begyndte at lede.

Da vores Mester Rasûlullah hædrede Hadrat Abû Bakr's hus og sagde: "Jeg har fået lov til at migrere.", spurgte Hadrat Abû Bakr i begejstring: "Lad mig tørre mit ansigt med det velsignede støv fra dine fødder, O Rasûlullah!.... Er jeg med dig i denne migration?" Vores Mester svarede: "Ja..." Hadrat Siddîq græd af glæde. I tårer sagde han: "Må mine forældre, mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Kamelerne er klar. Vær venlig at tage imod hvilken som helst af dem, som du ønsker." Verdens Sultan sagde: "Jeg vil ikke ride på en kamel, som ikke tilhører mig. (Men) jeg vil købe den ved at betale dens pris." Mod denne bestemte ordre måtte Hadrat Siddîq sige kamelens pris. Hadrat Abû Bakr tilkaldte en person ved navn Abdullah ibn Urayqit, en berømt guide, og hyrede ham til at finde vej og beordrede ham til at bringe kamelerne til grotten i Thawr-bjerget efter tre dage.

Vores Mester, Profeten og Abû Bakr as-Siddîq, tog noget mad med sig, tog af sted torsdag den 27. i Safar-måneden, det trettende år af Bi'that.

Under rejsen gik Hadrat Abû Bakr rundt om Rasûlullah, nogle gange på Hans venstre side, nogle gange på Hans højre side, nogle gange foran og nogle gange bagved. Da vor Profet spurgte, hvorfor han handlede på denne måde, svarede han: "For at forhindre enhver fare, der kunne komme. Hvis vi står over for en fare, så lad den skade mig først. Må mit liv blive ofret for din dyrebare person, O Rasûlullah!"

Så sagde vores Mester Sarwar al-âlam: "O Abû Bakr! Ville du ønske, at en katastrofe, som jeg skal stå over for, skulle ramme dig?" Hadrat Siddîq svarede: "Ja, O Rasûlullah! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som sendte dig som den sande Profet med den sande religion, at jeg ønsker, at katastrofen skal ramme mig i stedet for dig."¹⁵³

Da sko af vores elskede Profet var smalle, blev de revet i stykker på vejen, og Hans velsignede fødder blev såret. Han havde ikke nogen kræfter tilbage til at gå. De gik op ad bjerget med besvær og nåede frem til hulen. Da de kom til indgangen til hulen, sagde Hadrat Abû Bakr: "For Allahs skyld, O Rasûlullah! Gå ikke ind! Lad mig gå ind, hvis der er noget skadeligt, skal det ramme mig, så din velsignede krop ikke bliver skadet", og han gik ind. Han fejede og gjorde rent. Der var mange huller, små og store, inde i hulen. Han rev sin overfrakke i stykker og fyldte hullerne. En af dem var dog efterladt åbent. Han lukkede det med sin hæl og inviterede Rasûlullah ind i hulen. Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), kom ind, lagde Sit velsignede hoved på Hadrat Abû Bakr's skød og faldt i søvn.

"For Allahs skyld, O
Rasûlullah! Gå ikke ind!
Lad mig gå ind, hvis der

er noget skadeligt, skal

det ramme mig, så din

velsignede krop ikke

bliver skabet."
Abń Bakr as-Siddîq
(radiy-Allaku 'ank)

I det øjeblik bed en slange Hadrat Abû Bakrs fod. For ikke at vække Rasûlullah, udholdt han smerten og bevægede sig ikke. Men da hans tåre faldt på Rasûlullahs velsignede ansigt, spurgte Han: "O Abâ Bakr, hvad skete der?" Hadrat Abû Bakr sagde: "En slange fra det hul, som jeg dækkede med min fod, bed mig." Da vores Mester Rasûlullah tørrede Sin velsignede spyt på Abû Bakr's sår, ophørte hans smerte. Det helede.

Da vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og Hadrat Abû Bakr as- Siddîq var i hulen, fulgte polyteisterne efter dem og kom ind foran hulen. De så, at indgangen til hulen var blevet dækket af et edderkoppespind, og to duer havde lavet en rede der. Sporeren Kurz ibn Alqama sagde: "Sporet slutter her." De vantro sagde: "Hvis de var gået ind i hulen, ville nettet, der dækker indgangen, være blevet revet over."

Da nogle af dem sagde: "Vi er kommet hele vejen hertil, en af jer skal gå ind i hulen og kigge", sagde den hedenske Umayya ibn Halaf: "Har I ingen logik? Hvad vil I gøre i den hule, som er dækket af mange folder af edderkoppespind? Jeg sværger, at denne edderkop må have nettet sit net før Muhammeds fødsel."

Mens polyteisterne skændtes ved hulens munding, blev Hadrat Abû Bakr bekymret og sagde: "O Rasûlullah! Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke er bekymret for mig selv! Men jeg frygter, at du kan blive skadet. Hvis jeg bliver dræbt, er jeg kun én person, intet vil ændre sig. Men hvis du bliver skadet, vil hele ummat gå til grunde, religionen vil gå i ruiner." Vores Mester sagde til ham: "O Abû Bakr! Du skal ikke være bedrøvet! Sandelig, Allahu ta'âlâ er med os."

Da Abû Bakr as-Siddîq sagde: "O Rasûlullah! Mit liv for dig! Hvis en af dem bøjer hovedet, vil han se os!" sagde vores Mester: "O Abû Bakr! Da der er to personer, er den tredje Allahu ta'âlâ. Du skal ikke være bedrøvet!... Sandelig, Haqq ta'âlâ er med os." Polyteisterne gik tilbage uden at kigge indenfor.¹⁵⁴

Allahu ta'âlâ erklærer denne begivenhed i Koranen al-karîm, i maal, "Hvis du ikke hjælpe Ham (Min Habîb), (husk dengang) Allahu ta'âlâ hjalp Ham (Rasûlullah) da Han var i hulen (på toppen af Thawr-bjerget), efter at de vantro havde drevet Ham ud (af Mekka) som den anden af de to (sammen med Hadrat Abû Bakr). Så sagde Han til Sin ven (Abû Bakr as-Siddîq): "Vær ikke bedrøvet, sandelig Allahu ta'âlâs nusrat, hjælpen er med os". Allahu ta'âlâ havde nedsat Sin ro, der letter hjertet, styrket Ham (Hans Habîb) med (åndelige) hære, (beskyttet Ham med engle), som I ikke kunne se, og ydmyget de vantro ord. Og Allahu ta'âlâs

(tawhîd) ord er suverænt (Allah spredte Hans ord til universet og gjorde det regerende). Allahu ta'âlâ er almægtig. Han er den eneste ejer af dømmekraft og visdom." ¹⁵⁵

Vores elskede Profet og Hadrat Abû Bakr opholdt sig i den grotte i tre dage og tre nætter. I løbet af nætterne kom Abdullah, søn af Hadrat Abû Bakr, og informerede dem om, hvad han havde hørt i Mekka. Også Âmir ibn Fuhayra, hans frigjorte slave og hyrde af hans flokke, kom med mælk om natten og tørrede sporene væk.

På den fjerde dag, ved mandagens tusmørke, forlod vores elskede Profet Thawrhulen. Han steg op på Sin kamel ved navn Quswâ. Ifølge en beretning tog Han også Hadrat Abû Bakr med på Sin kamel. Âmir ibn Fuhayra og Abdullah ibn Urayqit, som kendte stierne godt, steg på den anden kamel.

Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) skulle forlade Sit hjemland Mekka almuqarrama, den mest værdifulde by, som blev rost af Allahu ta'âlâ. Han vendte Sin kamel mod Haram ash-sharîf, knust, og sagde, "Wallahi! Du er det mest velsignede sted blandt de steder, som Allahu ta'âlâ skabte, og det mest elskede sted i min Rabb's øjne! Jeg ville ikke forlade dig, hvis jeg ikke var blevet fordrevet. For mig er der intet hjemland, der er smukkere og mere elsket end dig. Havde mit folk ikke fordrevet mig fra dig, ville jeg ikke forlade dig, og jeg ville ikke slå mig ned nogen steder."

I det øjeblik kom Hadrat Jabrâîl ned og spurgte: "O Rasûlullah! Har du savnet dit hjemland?" Vores Mester svarede: "Ja, det har jeg!" Jabrâîl 'alaihis-salâm trøstede Ham ved at recitere den 85. âyat al-karîma fra Sûrah al-Qasas, som gav det glædelige budskab, at Han til sidst ville vende tilbage til Mekka.

Deres rejse forløb fredeligt. Selv om polyteisterne søgte overalt, men de var ikke i stand til at finde dem. Janâb al-Haqq beskyttede Hans Habîb mod deres skade. Da de ankom til et sted kaldet Kudayd, standsede vores Mester Rasûlullah foran et telt, hvis ejer var en kvinde ved navn Umm Ma'bad, berømt for sin gavmildhed, visdom og kyskhed. De ønskede at købe mad, dadler og kød. Umm Ma'bad sagde: "Hvis jeg havde, ville jeg præsentere jer for et festmåltid uden betaling. På grund af tørken og de økonomiske vanskeligheder er der intet tilbage hos os." Da hun blev spurgt: "Er der mælk?", svarede hun: "Nej, fårene er ufrugtbare." Da Han pegede på et svagt får, der stod ved siden af teltet, sagde universets Sultân (sall-Allahu 'alaihi wa sallam): "O Umm Ma'bad! Hvorfor står det får bundet der?" Hun svarede: "Det faldt bag flokken, da det er meget sygt og svagt. Da det ikke har nogen styrke, kunne det ikke gå." Da vores Profet spurgte: "Har det noget mælk? Vil du give mig tilladelse til at malke det får?" Hun svarede: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, det har ingen mælk, men der er intet, der forhindrer dig i at malke den."

Så kom vores Mester Rasûlullah hen til fåret og sagde Allahu ta'âlâs navn. Efter Han havde påkaldt med overflod, Han rørte ved dets yver med Sin velsignede hånd. I det øjeblik blev yveret fyldt med mælk og begyndte at flyde. De hentede straks en skål og fyldte den. Han tilbød først mælken til Umm Ma'bad. Efter hun havde drukket,, gav Han det til Hadrat Abû Bakr og andre og fik dem til at drikke, indtil de var mætte. Han drak efter de andre. Han rørte ved fårets yver med Sin velsignede hånd igen og bad om den største skål i teltet. Han fyldte den og gav den til Umm Ma'bad. Ifølge en rapport havde dette får levet i yderligere 18 år. De blev opretholdt af dette får i al den tid ved hjælp af vores Mester Fakhr al-âlam's lykke. Efter de var gået, mand af Umm Ma'bad kom og så mælken. Han blev glad og spurgte: "Hvor kommer denne mælk fra?" Umm Ma'bad svarede: "En velsignet person kom og ærede vores hus. Det, du ser, er resultatet af Hans velvilje." Han spurgte: "Vil du beskrive Ham? Hvordan ser Han ud?"

"(O Mekka al-muqarra-
ma!) For mig er der intet

hjemland, der er smuk-
kere og mere elsket end

dig. Havde mit folk ikke
fordrevet mig fra dig, ville

jeg ikke forlade dig, og
jeg ville ikke slå mig ned

Umm Ma'bad sagde: "Den velsignede person, jeg så, var velformet og havde et smilende ansigt. Der var noget rødme i Hans øjne og høflighed i Hans stemme. Hans velsignede øjenvipper var lange. Det hvide i Hans øjne var meget hvidt, og det sorte i Hans øjne var meget sort. Hans øjne var med kohl fra fødslen. Hans hår var sort, og Hans skæg var tæt. Når Han ikke talte, havde Han ro og værdighed. Han smilede, når Han talte, og Hans ord flød dejligt fra Hans mund, som om de var perler. På afstand blev Han set som meget majestætisk, men når Han nærmede sig, var Han meget elskværdig og tiltrækkende. Folk der fulgte Ham, løb med hjerte og sjæl for at opfylde Hans befalinger." Hun fortsatte med at opregne mange af Hans andre karaktertræk. Efter at have lyttet til disse ting med undren sagde hendes mand: "Jeg sværger, at den person er den, som Quraysh har ledt efter. Hvis jeg havde mødt Ham, ville jeg være blevet beæret med Hans tjeneste og ville ikke have forladt Hans side." Umm Ma'bad's mand gik efter vores Mester Rasûlullah, indhentede Ham i Rîm-dalen og blev muslim. Han blev hædret ved at blive Âshab. Umm Ma'bad blev også muslim.¹⁵⁶

nogen steder."
Hadîtk ask-skarîf

Surâqa ibn Mâlik

Polyteisterne søgte konstant efter Muhammed 'alaihis-salâm og Hadrat Abû Bakr, som var på vej mod Medîna. Hvis polyteisterne ikke kunne finde dem, ville der opstå en stor fare for dem. Fordi de troede, at muslimer kunne etablere en "Islâmisk stat" og ødelægge dem på kort tid. Derfor satte polyteisterne alt ind, hvad de havde. De lovede hundrede kameler og utallige varer og penge til den, der ville dræbe eller fange vores Mester, Profeten og Hadrat Abû Bakr. Denne nyhed spredte sig også blandt sønnerne af Mudlij, som Surâqa ibn Mâlik tilhørte.

Surâqa ibn Mâlik var en dygtig sporer. Derfor var han meget interesseret i, hvad der foregik.

En tirsdag havde Mudlij-sønnerne samlet sig i Kudayd-området, hvor Surâqa ibn Mâlik boede. Han deltog i mødet. I mellemtiden kom en mand fra Quraysh og sagde til ham: "O Surâqa! Jeg sværger ved Allah, at jeg netop har set en konvoj på tre-fire mand på vej mod kysten. Sandsynligvis er det Muhammed og Hans Ashâb." Surâqa forstod situationen, men belønningen var for stor, og han ønskede at vinde det hele for sig selv. Derfor ønskede han ikke, at andre skulle få det at vide. Han svarede: "Nej, de personer, du så, er den og den. De var kommet forbi. Vi så dem også." Han talte, som om det ikke var noget vigtigt.

Surâqa ibn Mâlik ventede lidt mere. Uden at tiltrække sig opmærksomhed kom han til sit hus. Han bad sin tjener om at tage sin hest og sine våben med ud og vente på ham bag dalen. Han tog sit spyd og vendte det på hovedet, så dets glans ikke ville tiltrække opmærksomhed. Han begyndte at løbe med sin hest. Han fulgte den nævnte retning og fandt til sidst sporene. Han var så tæt på, at han endda kunne høre Koranen al-karîm, som vores Mester, Profeten, reciterede. Rasûl al-akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) kiggede dog ikke tilbage. Da Hadrat Abû Bakr så sig tilbage, så han Surâqa og blev bekymret. Vores Mester, Profeten, sagde, som Han sagde i hulen: "Vær ikke bedrøvet! Allahu ta'âlâ er med os."

Ifølge beretningen fra Hadrat Bukhârî, da Hadrat Abû Bakr informerede Rasûl alakram om, at en rytter nærmede sig dem, opfordrede vores Mester, Profeten, "O min Rabb! Lad ham falde!" Ifølge en anden beretning begyndte Hadrat Abû Bakr at græde, da Surâqa nåede dem. Da vores Mester Rasûl al-akram spurgte, hvorfor han græd, sagde han: "Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke græder for min skyld. Jeg græder, fordi jeg frygter, at du kan blive skadet."

Surâqa henvendte sig til vores Mester, Profeten, så han kunne angribe. Han spurgte: "O Muhammed! I dag, hvem vil beskytte Dig mod mig!" Vores Mester Sarwar alâlam svarede: "Allahu ta'âlâ, som er Jabbâr (Ham der gør hvad Han vil) og Qahhâr (Ham der er almægtig) vil beskytte mig." I det øjeblik sank Surâqas hest ned i jorden op til knæene på dens forben. Da Surâqa undslap fra denne situation og forsøgte at angribe, sank hans hests ben ned i jorden igen. Surâqa tvang sin hest endnu mere; han kunne dog ikke befri den. Der var intet tilbage at gøre. Da han var hjælpeløs, begyndte han at bønfalde vores Mester Rasûlullah. Vores Profet, som samlede al god etik og moralske kvaliteter i sig selv, accepterede hans ønske. Surâqa sagde: "O Muhammed! Jeg forstår, at du er beskyttet. Bed, så jeg kan blive fri. Jeg vil aldrig skade dig. Jeg vil heller ikke tale om dig til dem, der leder efter dig." Da verdens Mesteren bad: "O min Rabb! Hvis han er oprigtig i sine ord, så befri hans hest", accepterede Allahu ta'âlâ hans bøn.

Surâqa ibn Mâliks hest blev først befriet fra jorden efter denne bøn. I det øjeblik steg noget, der lignede røg, op mod himlen fra det sted, hvor hestens ben var sunket ned i jorden. Surâqa blev forbløffet, og på grund af alt det, der skete, forstod han, at Muhammed 'alaihis-salâm altid var beskyttet. Han havde været vidne til mange ting. Til sidst sagde han: "O Muhammed! Jeg er Surâqa ibn Mâlik! Vær venligst ikke i tvivl om mig. Jeg lover dig. Jeg vil ikke gøre noget, som du ikke kan lide. Dit folk har lovet at give mange belønninger til dem, der vil fange dig og dine venner."

Han forklarede en efter en, hvad Quraysh-polyteisterne planlagde at gøre. Han tilbød endda mad og kamel til rejsen, men vores elskede Profet tog ikke imod og sagde: "O Surâqa! Medmindre du omfavner Islâm, har jeg hverken brug for eller ønsker din kamel og dit kvæg. Bare skjul, at du så os, det er nok." Ibn Sa'd beretter: Da Surâqa sagde: "Befal mig, hvad du ønsker" til vores Mester Rasûlullah, sagde Han: "Bliv i dit land. Tillad ikke nogen at nå os." Alt var muligt, når Allahu ta'âlâ ønskede det. Når man stolede oprigtigt på Ham og fulgte Hans vej, skete der uforståelige hændelser. Surâqa ibn Mâlik, der var gået af sted som en løve med grådighed efter at få store bytter ved at dræbe vores Mester Rasûlullah, blev derefter som et mildt temperamentfuldt barn. Den Almægtige Allahu ta'âlâ havde vendt Surâqas hjerte til godhed, så han ikke ville skade Hans Habîb. Selvfølgelig ville Allahu ta'âlâ ikke lade Hans Habîb (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) være alene. Fordi Han var Hans elskede Profet, som Han sendte som barmhjertighed, så folk ville opnå uendelig lyksalighed i denne verden og i âkhirat.

Derefter trak Surâqa sig tilbage. Han fortalte aldrig nogen, han mødte, om det, han havde oplevet.¹⁵⁷

Verdens Mester er på vej!

Vores Mester, Profeten sall-Allahu 'alaihi wa sallam, Hadrat Abû Bakr, Âmir ibn Fuhayra og deres guide Abdullah ibn Urayqit nåede byen "Qubâ" midt på formiddagen i det 13. år af Bi'that (622 e.Kr.) den 20. september og det første år af Hegira mandag den 8. Rabî'ul-awwal, efter en ugelang rejse. De opholdt sig i huset hos en muslim ved navn Kulthum ibn Hidm.

"O Surâka! Det er som
om jeg kan se dig bære

shahens armbånd,

bælte og krone!"
Hadîtk ask-skarîf

De første muhâjirer havde gjort et område til tørring af dadler, der tilhørte Amr ibn Awfs sønner, til en namâzgâh (et udendørs sted til at udføre namâz, hvor der er sat en sten op for at vise qiblaen), før Rasûl al-akram kom til Medîna. Da Rasûlullah nåede Qubâ, byggede Han den første masjid (moské) ved at udvide denne namâzgâh. De udførte deres namâz i Masjid al-Qubâ.

Masjid al-Qubâ er rost i den 108. âyat al-karîma i Sûrah at-Tawba, i maal, "... masjid som blev etableret på taqwâ (fromhed)"¹⁵⁸

De tog af sted til Medîna fredag den 12. Rabî'ul-awwal, og tilbragte den 23. september, da dagen og natten var lige lange, i byen Qubâ. På det tidspunkt, stoppede de for dhuhr (tidlig eftermiddag) namâz, ved Rânuna-dalen, som ligger mellem Medîna og Qubâ. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ledede den første Jumah (fredag) namâz og holdt den første khutba (prædiken) her.¹⁵⁹Og samme dag nåede de frem til Medîna. (Senere blev der bygget en moské kaldet "Masjid al Jumah" til minde om den første Jumah namâz).

I mellemtiden sad Hadrat Alî, som var blevet i Mekka, på det sted, hvor vores Mester Rasûlullah altid sad i Kâ'ba ash-sharîf. Han annoncerede ved at sige: "De, der har betroet varer til Rasûl al-akram til opbevaring, kan komme og modtage dem!" Alle kom og tog deres varer ved at erklære deres krav.

Allahs løve, Hadrat Alî, gik hen til det sted, hvor de vantro fra Quraysh var samlet. Han sagde til dem: "Inshâallahu ta'âlâ, jeg tager til Medîna al-munawwara i morgen. Har I noget at sige? Fortæl mig det, mens jeg stadig er her." De bøjede alle sammen deres hoveder og sagde intet. Om morgenen samlede Hadrat Alî vores Mester Rasûl al-akrams personlige ejendele og tog af sted.

Selvom 4 eller 5 personer fra Quraysh opsnappede ham, kæmpede han mod dem. Undervejs mødte han Mikdâd ibn Aswad. Han slog ham ned med et slag og opfordrede ham til at tro. Han accepterede og blev muslim. Han fortsatte og nåede frem til vores Mester Rasûlullah i Qubâ med hævede og blødende fødder. Ved slutningen af denne rejse, hvor han gemte sig om dagen og gik til fods om natten, var han i en sådan tilstand, at han ikke kunne gå til nærvær af vores Mester, Profeten. Så snart vores Mester Rasûl al-akram blev informeret om hans situation, gik Han selv hen til Hadrat Alî, Han følte medlidenhed med ham, omfavnede Sin elskede, hengivne fætter, kærtegnede med Sine velsignede hænder hans ømme fødder, som havde udholdt tusindvis af vanskeligheder for den sande vejs skyld, og påkaldte for hans helbredelse. Desuden er det rapporteret, at âyat al-jalîla, i maal, "Der er sådanne mennesker, at de ofrer deres nafses (sig selv) for Allahu ta'âlâs skyld"¹⁶⁰, blev åbenbaret på denne hengivenhed hos Hadrat Alî.¹⁶¹

Da Ashâb al-kirâm, som tidligere var udvandret til Medîna, og muslimer af Medîna, hørte, at universets Sultan havde forladt Mekka for at vandre, begyndte de lidenskabeligt og spændt at vente på Hans ankomst. Derfor udnævnte de udkigsposter i Medînas ydre distrikter og var ivrige efter at byde vores Mester velkommen, når Han kom ind i byen. De, der brændte af Hans kærlighed, ventede i dagevis ved at stirre på horisonten som den brændende ørken, der mangler regn.

Endelig hørte man pludselig en stemme: "De kommer! De kommer!..." De, der hørte dette, begyndte at afsøge midten af den varme ørken. Ja!... Ja!... De så også, at de bevægede sig majestætisk mod dem fra den brændende ørken på trods af solens brændende varme. De begyndte at råbe lykkeligt til hinanden ved at sige: "Glædelige budskaber!.... Glædelige budskaber!... Rasûlullah er på vej!... Vores Profet kommer!... Vær glade, O Medîna-folket. Glæd jer! Habîbullah er på vej!... Vores dyrebare kommer!..." Straks spredte denne nyhed sig i Medîna al-munawwara's gader. Alle, fra børn til ældre og syge, ventede på denne uhørte glædelige nyhed.

Alle folket fra Medîna løb i deres smukkeste klæder for at byde verdens Mester velkommen. Takbirs ("Allahu akbar") rungede i himlen, og glædestårer flød. Der var en klagende og salig stemning, og Medîna nød den smukkeste dag i sin historie. På den ene side var der folk, der satte en præmie for at dræbe Allahu ta'âlâs Habîb, der var kendt af alle som "Amîn", og på den anden side var der folk, der gerne ville beskytte Ham og Hans venner, tage imod dem med åbne arme og ofre deres liv for dette.

Medîna-folket ønskede at se vores elskede Profets lysende ansigt så hurtigt som muligt. Medîna havde ikke set et så glædeligt, så velsignet øjeblik før. Dette var en fest, som aldrig før var set. Børn, unge, ældre og heldige mennesker reciterede følgende digt ved denne fest, som var uden fortilfælde og fortsat ville være uden fortilfælde:¹⁶²

"Der er sådanne men-
nesker, at de ofrer de-
res nafses (sig selv) for

Allahu ta'âlâs skyld"

Baqara: 207

Fuldmånen stod op over os, Fra Wadâ' dalen, Vi må vise taknemmelighed, Når vi kalder på Allah.

Tala'al badru alainâ Min saniyyâti'l-wadâ', Wajaba'sh-shukru 'alainâ, Mâ da'â-lillahi dâ'.

O Budbringer, Du er udvalgt blandt os, Du kom med Amrullah, Du bragte ære til Medîna, Velkommen, O elskede.

'Ayyuh'al-mab'ûsu fînâ, Ji'ta bil-'amri'l mutâ', Ji'ta skarrafia'l-Medîna, Marhaban yâ khayra dâ'.

Du er solen, du er månen, Du er nûr på nûr, Du er Plejadernes lys, O elskede, O Rasûl.

Anta shamsun, anta badrun, Anta nûrun â'lâ nûr, Anta misbâh-s'Sureyyâ, Yâ Habîbi, yâ Rasûl!

Vi er fyldt med ære, Vi er befriet for det flossede, Vi har nået storhed, Vi var tabte, nu vinder vi.

Kad labisnâ savba 'izzin, Ba'de aswâbi'r-rika', Wa rada'nâ sedye mejdin, Ba'de eyyâm'id-dayâ'.

Månen, der spreder mørket, siger: "Sig det til de sikre, Har aldrig gjort nogen ondt, Den, der adlyder Muhammed ('alaihis-salâm).

Kaalet ahmâru'd-dayâcî, Kulli arbâbil-Islâm, Kullu men yetba' Muhammed, Yenbegî an lâ yudâm.

Vi lovede det alle sammen, På løfte dagen, Sandheden er vores vej, Der er ingen forræderi i islam.

Wa te'âhednâ jamîan, Yavma aksemne'l-yemîn, Len nehûne'l ahde yevmen, Vettehazne's-sidka dîn.

Wallahi, jeg vil ikke glemme det, Der var ingen dag uden smerte, Du er vidne, O Amn stjerne, Din loyalitet og kærlighed er stor.

Leste wallahi neziyyen, Mâ yukâsîhi'l 'ibâd, Mashheden yâ necme amnîn, Zû vebâin wa vidâd.

Ønskerne om "Velkommen, O Rasûlullah" og "Vær venlig at komme hjem" blev hørt fra alle sider. Nogle af Medînas notabiliteter, der holdt Quswâs tøjle, bad: "O Rasûlullah! Vær venlig at ære hjem..." Så sagde vores Profet: "Forlad min kamels tøjle, han vil vælge. Jeg vil være gæst i det hus, foran hvilket min kamel knæler ned!"

Alle blev begejstrede og nysgerrige. Hvor ville Quswâ knæle ned? Quswâ gik videre mod centrum af Medîna. Mens han gik forbi dørene til hvert hus, sagde husejeren; "O Rasûlullah! Venligst ære, Venligst ære!" Vores Mester, Profeten, sagde med et smilende ansigt: "Åbn vejen for kamelen! Det har været beordret, hvor den skal knæle ned."

Til sidst knælede Quswâ ned på et sted, hvor døren til vores Mester, Profetens masjid ash-sharîf, findes nu. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) steg ikke af Sin kamel. Kamelen rejste sig op igen og begyndte at gå. Derefter knælede den ned på det samme sted og rejste sig ikke op igen. Derpå steg vores Mester af Quswâ og sagde: "Inshâallah, vores hjem er her," og spurgte derefter: "Hvem er ejeren af dette sted?" De svarede: "O Rasûlullah! Suhayl og Sahl, som er sønner af Amr." Disse børn var forældreløse børn. Vores Profet spurgte: "Hvis hus blandt vores slægtninge er tættest på her?" Da moderen til vores Mester Rasûlullah's bedstefar, Abdulmuttalib, var fra Sønnerne af Najjâr, sagde Hadrat Khâlid ibn Zayd Abû Ayyûb al-Ansârî med stor begejstring: "O Rasûlullah! Mit hus er tættest på. Her er mit hus, og her er dets dør." Så lossede han Quswâ og inviterede vores Mester Rasûlullah ind.¹⁶³

Medîna-muslimerne og Muhâjirerne glædede sig i høj grad over vores Mester. Dette år kaldes "Sanat-al-izin" (tilladelsens år).

Menneskehedens kronjuvel, hjerternes helbredelse, Allahu teala's habîb, vores Mester, Profeten var treoghalvtreds år gammel på Hegira.

HVAD SKAL DER SKE MED MIG?

Hvad skal der ske med mig, O Rasûlullah? Min sjæl og krop brænder, O Rasûlullah.

Som den flimrende ild og røgelsen, Jeg brænder af din kærlighed, O Rasûlullah.

Med længsel og adskillelse, Jeg smelter væk, O Rasûlullah.

Du er den skabtes Shâh, ved din ophøjede dør, Jeg er den, der bøjer sit hoved, O Rasûlullah.

Roser har blomstret på den jord, du trådte på, Jeg er tornen på den, O Rasûlullah.

Abû Ayyûb al-Ansârî radiy-Allahu ‘anh

¹⁴⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 220; Tabarî, Târikh, II, 356; Balâzûrî, Ansâb, I, 252-253.
¹⁴⁸ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 435; Tabarî, Târikh, II, 88; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 258; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 182.
¹⁴⁹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 438; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 221-223; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 261; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 192.
¹⁵⁰ 109 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 226; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, VIII, 31; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 394.
¹⁵¹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 124; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 227.
¹⁵² Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 309.
¹⁵³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 230; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXX, 78.
¹⁵⁴ Muslim "Fadâil-us-Sahâba", 1; Tirmidhî, "Tafsir al-Qur'ân", 10; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 228; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VII, 471, VIII, 459.
¹⁵⁵ Sûrah at-Tawba, 9/40.
¹⁵⁶ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 230; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, IV, 48; Bayhaqî, Dala'il an--Nubuwwa, I, 26.
¹⁵⁷ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 489; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, IV, 424; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 346; Tabarânî, al-Mu'ja- mu'l Kabîr, VII, 133; Abû Ya'la, al-Musnad, I, 107.
¹⁵⁸ Sûrah at-Tawba, 9/108.
¹⁵⁹ Ibn Ishâq, Ibn Hishâm, Sire, II, 146, 147; Abû'l-Fidâ, Bidâye ven-nihâye, II, Tabarî, Târikh, II, 255, 256; Abû'l-Fidâ, el-Bidâ- ya wan-nihâya, III, 213, 214.
¹⁶⁰ Sûrah Al-Baqara: 2/207
¹⁶¹ Ibn Kathîr, Usudu'l-gâba, IV, 96; Halabî, Insân-u'l-uyûn, II, 233.
¹⁶² Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, V, 351; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 269; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, III, 278.
¹⁶³ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 346.