SORGENS ÅR

At miste et barn

Qâsim, som var den ældste søn af vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), var død, da han var sytten måneder gammel. År efter denne sørgelige begivenhed døde Abdullah, Hans anden søn, også. Vores Mester Rasûlullah vendte sig grædende mod et bjerg og sagde: "O bjerg! Hvis det, der skete med mig, var sket med dig, ville du ikke have kunnet bære det, du ville være faldet sammen!" og udtrykte Sin sorg. Han svarede vores mor Hadrat Khadîja på hendes spørgsmål: "O Rasûlullah! Hvor er de nu?", "De er i Jannah."

"O bjerg! Hvis det, der
skete med mig, var sket

med dig, ville du ikke
have kunnet bære det,

du ville være faldet

sammen!"
Hadîth ash-sharîf

Polyteisterne glædede sig meget, da de vidste, at verdenernes Mester, vores elskede Profet, havde mistet begge Sine sønner. De vantro, såsom Abû Jahl, betragtede dette som en mulighed og skældte ud: "Nu er Muhammed abtar, Hans efterkommere er blevet afskåret. Han har ingen søn tilbage til at fortsætte Sin slægt. Når Han dør, vil Hans navn blive glemt."

På dette tidspunkt steg Allahu ta'âlâ ned fra Sûrah al-Kawthar og beroligede Hans Rasûl. Sûrah in maal, "(O Min Habîb!) Sandelig, Vi har givet dig Kawthar (Vi har skænket dig Kawthar-puljen, mange velsignelser). Derfor, udføre namâz og ofre dyr til din Rabb. Sandelig, den person, der fornærmer jer ved at sige (uden efterkommere) er dårlig og uden efterkommere... (Den, der kalder jer abtar er uden slægt, vanæret og ukendt. Hvad angår dig, O Min Habîb, din rene slægt, dit navn vil fortsætte indtil Regnskabets Dag. Mange store æresbevisninger er også tildelt dig i âkhirat.)"¹³²

Abû Tâlibs død

I løbet af de dage, der fulgte efter vores Mester Rasûlullahs (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sønners død, blev Abû Tâlib syg, og hans sygdom blev forstærket dag for dag. Quraysh-polyteisterne, som hørte om dette, kom til Abû Tâlib. Deres tankegang var: "Mens Abû Tâlib var i live, havde han bestræbt sig på at beskytte Muhammed. Nu er hans død nært forestående. Lad os aflægge ham et besøg, selv om det er hans sidste tid. For Hamza, som er en uovertruffen arabisk helt, og 'Umar, hvis tapperhed og frygtløshed er tydelig som solen, er blevet muslimer. Hver dag kommer grupper af mennesker fra arabiske stammer og underkaster sig ham. Muslimerne bliver således flere og flere hver dag, og deres stemme breder sig til hele verden. I denne situation bliver det nødvendigt for os enten at adlyde dem eller at være klar til krig og kamp. Lad os gå til Abû Tâlib, så han vil forsone os. Lad os ikke angribe Muhammads religion, så han ikke angriber vores."

Velkendte folk som Uqba, Shayba, Abû Jahl, Umayya ibn Halaf satte sig på puderne ved siden af Abû Tâlibs seng. De sagde: "Vi tror på din storhed, vi accepterer din overlegenhed. Derfor havde vi aldrig modsat os dig. Vi er bange for, efter du dør, at Muhammed vil konfrontere os, fjendskabet mellem os vil fortsætte.

Forson os, så vi ikke angriber hinandens religion." Abû Tâlib sendte bud efter vores Mester, Profeten, og sagde: "Alle notabiliteterne i Quraysh beder dig om ikke at blande dig i deres religion. Hvis du accepterer dette, vil de være til din tjeneste og hjælpe dig." Verdens Mester sagde: "O onkel! Jeg ønsker at invitere dem til kun ét ord, som med det alle arabere skal være underlagt dem, og ikke-arabere skal betale dem jizya (en slags skat)." Han sagde også til notabiliteterne i Quraysh: "Ja! Hvis I siger ét ord til mig, vil I med det herske over alle arabere, og ikke-arabere vil være underlagt jer." Abû Jahl spurgte: "Okay. Vi vil sige det ti gange. Hvad er det for et ord?" Da vores Mester, Profeten svarede: "Hvis I siger 'Lâ ilâha illallah' og hvis I smider de afguder væk, som I tilbeder ud over Allahu ta'âlâ." Polyteisten reagerede straks: "Bed om en anden ting fra os!...." Vores Mester, Profeten sagde til dem: "Selv om I bragte solen og lagde den i mine hænder, ville jeg ikke bede om en anden ting fra jer."

"O onkel! Allahu ta'âlâ, som

er min Rabb, slippede en
træorm løs på dokumentet
af den Quraysh. Bortset fra
Allahu ta'âlâs navn, efterlod

Han ikke noget nævnt så-
som grusomhed, afbrydelse

af forholdet til slægtninge,

bagtalese. Han ødelagde

dem alle."
Hadîth ash-sharîf

Polyteisterne sagde: "O Aba'l Qâsim! Du tilbyder os en ufattelig ting. Vi ønsker at behage dig. Men du behager os ikke!" Så rejste de sig op og gik. Da de gik, sagde Abû Tâlib til vores Mester, Profeten: "Det, du ønskede fra Quraysh, var meget passende. Du fortalte sandheden." Disse ord fra hans onkel gjorde vores Mester, Profeten, håbefuld. Han forstod, at Abû Tâlib ville tro. Han sagde: "O onkel! Sig, 'Lâ ilâha illallah' én gang!.... Så jeg kan gå i forbøn for dig på Dommedag." Abû Tâlib svarede: "Jeg er bange for, at folk vil bebrejde mig og sige: 'Han frygtede døden og blev muslim'. Ellers ville jeg gøre dig glad." Han gav udtryk for, at det at omfavne Islâm var en tung ting for hans nafs, kødelige sjæl. Hans sygdom blev mere alvorlig, og han døde.¹³³

Vores mor, Hadrat Khadîjas død

På det tiende år af Bi'that, tre dage efter Abû Tâlibs død, tre år før Hegira, i begyndelsen af Ramadân, i en alder af 65 år, delte vores Mester, Profeten, Hans hustru gennem femogtyve år, døde vores Mor Hadrat Khadîja efter tre års belejring, som var fuld af problemer og kvaler.¹³⁴ Vores Mester Fakhr al-kâinât (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) begravede selv vores mor Hadrat Khadîja. Han var meget bedrøvet over hendes bortgang.

Samme år blev vores Mester, Profeten, fyldt med sorg på grund af vores mor Hadrat Khadîjas og Hans farbror Abû Tâlibs død, som døde i træk. Af denne grund blev det år kaldt "Sanat-ul-huzn", dvs. sorgens år.

Vores mor Hadrat Khadîjas død havde rystet og bedrøvet vores elskede Profet i høj grad. Fordi hun var den første person, der troede og bekræftede vores Mester Rasûlullah. Desuden var hun Hans største støtte og trøster. Da alle var en fjende, havde hun åbnet sit hjerte og elskede Ham højt. Hun havde brugt alle sine ejendele for Islâms skyld, og hun havde arbejdede dag og nat for at tjene vores elskede Profet. Hun havde aldrig gjort Rasûlullah ked af det; hun havde aldrig såret Ham. Vores Mester, Profeten fortalte om dette fra tid til anden og mindedes Sin velsignede hustrus dyder.

En dag, da Profeten var ude af huset, gik Hadrat Khadîja ud for at lede efter Ham. Jabrâîl 'alaihis-salâm, i menneskelig form, viste sig for hende. Vores mor, Hadrat Khadîja ønskede at spørge ham om vores Mester, Profeten. Hun troede imidlertid, at han måske var en af Hans fjender, så hun gik tilbage. Da hun så vores elskede Profet i huset, fortalte hun Ham om denne hændelse. Vores Mester Fakhr al-kâinât sagde: "Ved du, hvem den person, som du så og ville spørge om mig, er? Han var Jabrâîl ('alaihis-salâm). Han ønskede, at jeg skulle overbringe dig hans hilsen. Han bad mig også om at informere dig om, at en bygning, lavet af perler, er blevet forberedt for dig i Jannah. Selvfølgelig vil der ikke være noget sørgeligt, bekymrende, vanskeligt eller belastende."

En af dem kunne ikke bevæge sin hånd, den anden blev blind Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) talte til Sine Ashâb, som var blandt de mest heldige af menneskeheden, og oplyste deres hjerter. Han ville forklare de nedstammede âyat al-karîmas, og Han ville ikke lade noget stå ufortalt eller uklart tilbage. Han ville også gå til de steder, hvor polyteisterne samledes, og uden at blive træt, ville Han opfordre dem til at tro. Abû Jahl og Walîd ibn Mugîra var rasende over denne situation, og de ville sige: "Hvis dette fortsætter, vil Muhammed omvende alle til Sin religion; der vil ikke være nogen tilbage til at tilbede vores idoler." En dag besluttede de, at der kun var én måde at afslutte denne sag på, og det var at få vores elskede Profet dræbt. Abû Jahl tog Walîd ibn Mugîra og flere unge mænd fra Mahzûms sønner og kom til Baitullah. I det øjeblik var vores elskede Profet ved at udføre namâz. Med en sten i hånden sprang Abû Jahl frem. Da han gerne ville slå vores Mester Habîb al-akram med stenen med sin hånd, blev hans hænder ubevægelige i luften. Han kunne ikke gøre noget. Han var forbavset. Han gik tilbage på den måde. Da han nåede polyteisterne, vendte hans hånd tilbage til sin tidligere tilstand, og stenen faldt til jorden. En af Mahzûms sønner greb den samme sten og gik hen til vores Mester, Profeten. Han sagde: "Du vil se! Jeg vil dræbe Ham!..." Da han kom tæt på, blev hans øjne blinde. Han kunne ikke se noget som helst. På dette tidspunkt stormede Mahzûms sønner sammen mod vores elskede Profet. Da de kom tættere på vores Mester, Profeten, kunne de pludselig ikke se Ham. Men de hørte Hans velsignede stemme. Da de gik hen imod det sted, hvor stemmen kom, kom stemmen igen bagfra; da de vendte sig om bagud, kom stemmen fra det tidligere sted. De var vidner til den samme hændelse flere gange. Til sidst blev de så forvirrede, at de blev liggende der uden at kunne skade vores Mester, Profeten. Forlovelser af Hadrat Âisha og Hadrat Sawda

Da Hadrat Khadîja (radiy-Allahu 'anhâ) døde, var der ingen til at lede Rasûlullah's hus. Lady Hawla bint Hakîm bemærkede dette og kom til Sarwar al-âlams nærvær. Hun sagde: "O Rasûlullah! Du har brug for en dame, der er dig værdig og egnet til din tjeneste.

Hvis du ønsker det, kan jeg finde en kone til dig." Rasûlullah sagde: "O Hawla, hvor er en dame, der er egnet til denne tjeneste?" Hawla svarede: "Hvis du ønsker en jomfru, er der din ven Abû Bakr's datter, Âisha. Hvis du ønsker en enke, ville Sawda bint Zam'a være passende." På dette sagde Rasûl 'alaihis-salâm: "Bed om dem begge for mig." Rasûlullah blev først forlovet med Hadrat Âisha og derefter med Sawda. Han tog Hadrat Sawda med til sit hus i Mekka. Hans bryllup med Hadrat Âisha skete i det andet år af Hegira i Shawwâl-måneden i Medîna.

Møde i Aqaba

Vores elskede Profet ville invitere de stammer, der kom for at besøge Kâ'ba til at religionen hvert år. Han ville forsøge at redde dem fra Jahannams ild og få dem til at opnå uendelig lyksalighed. Uden at bekymre sig om fornærmelserne fortsatte Han Sin pligt som Profet. Han stod der, hvor stammerne slog lejr og spurgte: "Hvem vil give husly og hjælpe mig, indtil jeg opfylder pligten i Allahu ta'âlâs profetskab? (Derfor) vil han få Jannah." Der blev dog ikke fundet nogen til at give Ham husly eller hjælpe Ham.

"Hvem vil give husly
og hjælpe mig, indtil
jeg opfylder pligten i
Allahu ta'âlâ's profets-
kab? (Derfor) vil han få

Jannah."
Hadîtk ask-skarîf

Det var i Dhu'l-hijja-måneden, i Bi'thats tiende år. Vores elskede Profet mødte en gruppe mennesker fra Medîna i basaren, som kom for at besøge Kâ'ba. Da Han spurgte dem: "Hvem er I?", sagde de, at de var fra Medîna og af Hazraj-stammen. Lady Salmâ, mor til Abdulmuttalib, vor Profets bedstefar, havde tilhørt sønnerne af Najrân, en gren af Hazraj-stammen. Vores Profet sad et stykke tid sammen med disse seks folk fra Hazraj og reciterede den 35-52. âyat al-karîmas af Sûrah Ibrâhîm og fortalte dem om Islâm. Han opfordrede dem til at omfavne denne religion.

I Medîna var Aws- og Hazraj-stammerne fjender af jøderne, og de angreb hinanden ved enhver lejlighed. Hver gang de kæmpede, sagde jøderne: "Der kommer snart en Profet. Der er ikke lang tid at vente; Han kan dukke op når som helst nu. Vi vil underkaste os Ham og få magt. Så vil vi besejre jer." Aws og Hazraj troede også, at hvis de blev muslimer før jøderne, ville de overvinde og fordrive dem fra Medîna.

Disse heldige personer, som havde hørt fra deres stammeledere og fra jøderne, der boede i Medîna, at der snart ville komme en Profet, så tegnene på Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) som Profet. Da Han inviterede dem til Islâm, kiggede de på hinanden. Så sagde de indbyrdes: "Den Profet, som jøderne fortalte om, er denne person!"

Derfor blev de muslimer med det samme i Rasûlullah's nærvær ved at sige kalima ash-shahâda. De sagde: "O Rasûlullah! Vi havde efterladt vores folk i krig mod jøderne. Forhåbentlig vil Allahu ta'âlâ hædre dem ved at gøre dem til muslimer for Din skyld. Så snart vi vender tilbage til vores hjemland, vil vi invitere dem og vores folk til at acceptere Dit Profetskab. Vi vil fortælle dem, hvad vi har accepteret i denne religion. Hvis Allahu ta'âlâ samler og forener dem i denne religion, vil der ikke være nogen, der er kærere og mere æret end dig."

Disse seks mennesker var sande troende og troede på og bekræftede, hvad Allahu ta'âlâ åbenbarede til vores Profet.

RejsenfraMekka til Tâif

De tog tilladelse fra vores Profet til at vende tilbage til deres hjemlande og besluttede at komme tilbage næste år i Dhu'l-hijja-måneden. Disse seks personer var Uqba ibn Âmir, As'ad ibn Zurâra, Awf ibn Hârith, Râfi' ibn Mâlik, Qutba ibn Âmir, Jâbir ibn Abdullah (radiy-Allahu 'anhum).¹³⁵

Da de seks personer, der blev muslimer, vendte tilbage til deres folk i Medîna, begyndte de at tale om islam og vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), og de opfordrede folk til at omfavne islam. De gik så langt, at der ikke var nogen hus tilbage, hvor vores Profet og Islâm ikke blev nævnt. Således spredte Islâm sig blandt Hazraj-stammen, og nogle af folkene i Aws-stammen blev også muslimer.

Hans opfordring til folket i Tâif til at tro

Selv om polyteisterne havde set mange mirakler fra vores elskede Profet, troede de ikke på dem af stædighed. Desuden afholdt de sig ikke fra at pine deres børn, søskende, slægtninge og venner, som var blevet muslimer. Vores elskede Profet blev meget bedrøvet på grund af deres intensiverende grusomheder og tortur. Han tænkte på at tage til Tâif, som lå tæt på Mekka, og invitere dens folk til Islâm. Af denne grund tog Han Zayd ibn Hâritha med sig og nåede Tâif.

Han talte med Amrs sønner, Abd al-Yâlil, Habîb og Mas'ûd, som var de kendte i Tâif. Han fortalte dem om Islâm og bad dem om at tro på Allahu ta'âlâ. De troede ikke, og de fornærmede Ham. Desuden sagde de: "Kunne Allahu ta'âlâ ikke finde nogen anden end dig at sende som Profet? Er Allahu ta'âlâ ude af stand til at sende en anden end dig som Profet? Gå hvorhen du vil, bare gå væk fra vores land! Dit folk accepterede ikke dine ord, så du er kommet her, ikke sandt?

Vi sværger, at vi også vil holde os væk fra dig! Vi vil ikke acceptere nogen af dine anmodninger." Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) forlod der i sorg. Han inviterede Thaqîf-stammen til Islâm i ti dage eller en måned. Men ingen af dem troede dog. Desuden hånede, spottede og pinte de Ham. De havde unge og børn linet op langs vejkanten og fik dem til at kaste med sten og angribe vores Mester. Ved at bruge sin krop som et skjold forsøgte Hadrat Zayd at beskytte vores Profet mod at blive skadet af stenene. Han var ligeglad med, at stenene ramte ham selv. Var han ikke venter på at ofre sit liv for disse dage? Her stenede de verdens Mester; de forsøgte at fordrive Ham fra deres lande med pinsler og tortur.

"Stop!... Lad være med

at slå! Han er verde-
nernes Mester. Han er
Allahs budbringer! Skær

min krop i stykker, men

gør ikke vores Profet

fortræd!"
Zayd ibn Hàritka
(radiy-Allaku 'ank)

Mens Hadrat Zayd løb rundt og forsøgte at beskytte vores Mester Rasûlullah, stenene ramte ham den ene efter den anden i hovedet, på kroppen og på fødderne. På grund af dette blev hele Hadrat Zayds krop dækket af blod. For at beskytte sin elskede Profet råbte han til de grusomme mennesker, der kastede sten: "Stop!... Lad være med at slå! Han er verdenernes Mester. Han er Allahs budbringer! Skær min krop i stykker, men gør ikke vores Profet fortræd!" Stenene, som passerede Zayd ibn Hâritha, nåede vores Mester Rasûlullah og fik Hans velsignede fødder til at bløde.

Trist, træt og såret kom vores elskede Profet tæt på brødrene Utba og Shayba's have. Vores Mester, Profeten, for hvis skyld alle troende ønsker at ofre deres liv, tørrede blodet af fra Sine velsignede fødder.

Han udførte abdast og en namâz på to rak'ats under et træ. Derefter løftede Han Sine hænder og påkaldte Allahu ta'âlâ.

Ejerne af haven kiggede på dette. De havde set, hvad der var sket med vores Mester Rasûlullah; de havde været vidne til Hans ensomhed. Deres medfølelse overvældede dem, og de sendte druer til Ham sammen med deres slave, der hed Addâs. Vores elskede Profet sagde Basmalaen (Bismillâhirrahmânirrahîm), før Han spiste druerne. Slaven, der bragte druerne, var en kristen. Da han hørte Basmalaen, blev han overrasket. Han spurgte: "Jeg har været her i årevis; jeg har ikke hørt sådan et ordsprog fra nogen. Hvad er dette ord?"

Rasûlullah spurgte: "Hvor er du fra?" Addâs svarede: "Jeg er fra Ninawa." Rasûlullah sagde: "Så du er altså fra Yûnus ('alaihis- salâm) hjemland." Addâs spurgte: "Hvordan kender du Yûnus? Ingen her kender ham." Rasûlullah svarede: "Han er min bror. Han var også en Profet ligesom mig."

Addâs sagde: "Ejeren af dette smukke ansigt og disse søde ord kan ikke være en løgner. Jeg tror nu, at du er Allahs Rasûl." Han blev muslim. Derefter sagde han: "O Rasûlullah! Jeg har tjent disse grusomme og løgnagtige mennesker i mange år. De tilraner sig folks rettigheder. De snyder alle. De har ikke engang en eneste god egenskab. De kan begå enhver uhøjtidelighed for at få det verdslige og for at opfylde deres sanselige begær. Jeg hader dem. Jeg ønsker at gå med dig, blive hædret med din tjeneste, at være målet for den respektløshed, som de uvidende og tåberne vil begå mod dig, og at ofre mig selv for at beskytte Din velsignet krop."¹³⁶

Vores Mester Rasûlullah smilede og sagde: "Bliv hos jeres mestre indtil videre! Efter et kort stykke tid, vil I høre Mit navn vidt og bredt. Kom så til mig."

Efter at have hvilet sig et stykke tid, gik de mod Mekka. Da der var to dags rejse tilbage til Mekka, så Han, at en sky skyggede Ham. Da Han kiggede opmærksomt på den, forstod Han, at det var Jabrâîl 'alaihis-salâm. Vores elskede Profet fortalte senere vores mor Hadrat Âisha as-Siddîqa om dette.

Det er blevet erklæret i bogen "Sahih al-Bukhârî" og også i "Musnad" af Ahmad ibn Hanbal, at vores mor Hadrat Âisha en dag spurgte: "O Rasûlullah! Har du nogensinde haft en mere pinefuld dag end Uhud?" Vores Mester Rasûlullah havde svaret: "Wallahi, jeg led ikke så meget af de vantro i slaget ved Uhud, som jeg havde lidt af dit folk. Da jeg præsenterede mig selv for Ibn al-Abd al-Yâlil ibn Abd al-Kulâl (det var da jeg annoncerede mit profetskab og inviterede ham til religionen), accepterede han det ikke. Da jeg havde forladt dem, var jeg i en sådan angst, at jeg ikke kunne komme mig, før jeg kom til det sted, der hedder Qarn as-Saâlib. Der løftede jeg mit hoved. Jeg så, at en sky skyggede for mig. Jabrâîl ('alaihis-salâm) stod i skyen. Han henvendte sig til mig og sagde: "O Muhammed! Haqq ta'âlâ hørte, hvad din folk sagde om dig. Han ved, at de ikke ønsker at beskytte dig. Han har sendt dig denne engel, som er ansvarlig for bjergene, så du kan give ham ordrer, som du vil. Også denne engel henvendte sig til mig og hilste på mig, og så sagde han: "O Muhammed! Som Jabrâîl fortalte dig, sendte Haqq ta'âlâ mig, englen, der har ansvaret for bjergene, så du kan give mig befaling over alt, hvad du ønsker. Jeg er til din tjeneste. Hvis du vil have disse to store bjerge (Quaiqian-bjerget og Abû Qubais-bjerget), så de når hinanden og lukker sig om Mekka-folket (og knuser polyteisterne), befaler du mig det, og jeg vil gøre det. Jeg gav ikke samtykke til det og sagde: "(Nej! Jeg er blevet sendt som en barmhjertighed for universerne) Jeg beder til Allahu ta'âlâ, at Han skaber en generation, som kun vil tilbede Allahu ta'âlâ, og som ikke vil tilskrive nogen partner til Ham fra efterkommerne af disse polyteister.""Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), hvilede sig et stykke tid i Nakhla, da Han vendte tilbage til Mekka fra Tâif. På et tidspunkt var Han ved at udføre namâz. En gruppe jinner fra Nusaybin passerede derfra. De hørte Qur'ân al-karîm, som vores elskede Profet reciterede. De stoppede op og lyttede til den. Derefter talte de med vores Mester, Profeten, og blev muslimer. Vores Mester, Profeten sagde til dem: "Når I når frem til jeres folk, så fortæl dem om min opfordring til at tro. Inviter dem også til at tro."

Da disse jinner gik til deres folk og meddelte dette, blev alle de jinner, der hørte det, muslimer.¹³⁷ Denne begivenhed er erklæret i Sûrah al-Jinn i Koranen al-karîm og i de velkendte hadîth ash-sharîf-bøger af "Bukhârî" og "Muslim".

Da Han var nær Mekka, sendte Mu'mins en besked til vores Mester Rasûlullah: "Qurasyhîerne har hørt om den mishandling, som de grusomme mennesker i Tâif har gjort mod dig. Hvis du ynder her med din tilstedeværelse nu, vil de måske øge deres pinsler." Da vores Mester, Profeten, nåede Hirâ, sendte Han en person til Suhayl ibn Amr for at bede om beskyttelse. Da denne uheldige mand nægtede, sendte Han besked til Mut'im ibn Adî. Han accepterede denne anmodning. Vores Mester Habîb al-akram, Nabi al-muhtaram (den ærværdige Profet) kom til Mekka under beskyttelse af Mut'im ibn Adî. Mut'im informerede Qurayshîerne om denne situation. Rasûlullah lavede tawâf omkring Bayt ash-sharîf (Kâ'ba) og kyssede

Hajar al-Aswad. Et par dage senere sagde Han til Mut'im: "Jeg ønsker ikke længere at blive beskyttet af en polyteist." Mut'im accepterede også dette. Janâb al-Haqq tog Hans Habîb under Sin beskyttelse.

"Han (Yûnus ' alai-
his-salâm) er min bror.
Han var også en Profet

ligesom mig."
Hadîtk ask-skarîf

Bliver reddet ved at sige "Lâ ilâha illallâh"

Rasûl 'alaihis-salâm fortsatte med at opfordre folk til at gå den rette vej. Mod dette blev polyteisterne igen fanatiske og begyndte at torturere og pine mere end nogensinde før. På baggrund af dette beordrede Janâb al-Haqq vores Mester, Profeten, til at tale med de arabiske stammer, der kom for at besøge Kâ'ba i besøgssæsonen, og invitere dem til Islâm. Vores elskede Profet begyndte efter denne ordre at gå til Dhu'l- Majâz, Ukâz og Majanna bazarer, som lå omkring Mekka.

Han ville ofte tage til disse steder og opfordre stammerne til at tro på Allahu ta'âlâs enhed og til at tilbede Ham. Han ville bede dem om at acceptere Hans Profetskab og bekendtgøre, at hvis de accepterer det, ville Janâb al-Haqq give dem Jannah. Desværre ville ingen af dem lytte til disse opfordringer, som vores Mester, Profeten, fremførte bønfaldende. Nogle af dem ville behandle Ham uhøfligt, fornærme Ham, nogle af dem ville rynke panden og tale dårligt om Ham. Desuden ville Qurayshpolyteisterne følge Ham og korrumpere de stammer, Han kom til.

Ifølge rapporterne fra Imâm Ahmad, Bayhaqî, Tabarânî og Ibn Ishâq; Rabîa ibn Abbad berettede, at: "Jeg var ung. Vi var taget til Minâ med min far. Rasûl 'alaihissalâm gik til steder, hvor arabiske stammer slog lejr og sagde: "O sønner af det og det! Jeg er Allahu ta'âlâs Sendebud, som befaler jer at smide de afguder, som I tilbeder, at tilbede Allahu ta'âlâ uden at tilskrive Ham en partner, at tro og bekræfte mig, at beskytte mig, indtil jeg forklarer og opfylder den pligt, som jeg er blevet sendt med!...

En skævøjet mand med flettet hår fulgte Ham og sagde: ’O sønner af det og det! Denne person forbyder jer at tilbede vores afguder Lât og 'Uzzâ, og Han inviterer jer til en religion, som Han selv har fundet på! Pas på... Lyt ikke til Ham og adlyd Ham ikke!..." Jeg spurgte min far: "Hvem er det, der følger denne person?" Han svarede: "Hans faderlige onkel Abû Lahab.'"

Tabarâni berettede fra Târiq ibn Abdullah: "Jeg havde set Rasûl 'alaihis-salâm i Dhu'l-Majâz bazaren. Han bekendtgjorde højt, så folk kunne høre Ham: 'O folk! Sig Lâ ilâha illallah (Der er ingen anden gud end Allahu ta'âlâ) og blive frelst.

En person, der fulgte Ham, kastede sten på Hans fødder og sagde: "O folk! Tro ikke på Ham!.... Tag jer i agt for Ham! For Han er en løgner!...' Stenene fik Hans velsignede fødder til at bløde; men Han fortsatte utrætteligt med Sin opfordring. De spurgte: "Hvem er denne unge mand? En person svarede: "Han er en ung mand fra Abdulmuttalibs sønner. Da de spurgte: "Hvem er den person, der kaster med sten?" svarede han: "Hans faderlige onkel Abû Lahab."" Imâm al-Bukhârî i sin bog ved navn "Târikh-ul-Kabîr" og Tabarânî i sin bog ved navn "Mu'jam-ul-Kabîr" nævnte: "Mudrik ibn Munib berettede fra sin far og hans far berettede fra sin bedstefar, at: "En dag var vi kommet til Minâ og stoppede der midlertidigt. Vi mødte en gruppe mennesker. En person fortalte dem: "O folk! Sig Lâ ilâha illallah og bliv frelst." Nogle mennesker omkring Ham spyttede på Hans smukke ansigt, nogle andre kastede jord på Hans hoved, og nogle andre forbandede Ham og sagde forskellige fornærmelser. Det fortsatte indtil middagstid. I mellemtiden kom en lille pige med en vandkande. Da hun så Ham i denne tilstand, begyndte hun at græde. Efter denne person havde drukket vandet, vendte Han sig mod pigen og sagde: "O min datter! Med hensyn til din far skal du ikke være bange for, at Han vil blive fanget og dræbt, eller at Han vil blive udsat for fornedrelse!" Derefter spurgte vi folk der: "Hvem er denne person, og hvem er denne pige?" De svarede: "Dette er Muhammed, fra Abdulmuttalibs sønner og pigen er Hans datter, Zaynab.""

Sa'îd ibn Yahyâ ibn Sa'îd Amawî berettede fra sin far i sin bog "Maghâzî", og hans far berettede fra Abû Naîm, Abdurrahmân Âmirî og Abdurrahmân Âmirî fra mange andre mennesker. De sagde: En dag gik vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) til Ukâz bazaar. Han fandt Banî Âmir-stammen og spurgte dem: "O Banî Âmir! Hvordan beskytter I flygtninge?" De svarede: "Ingen kan lægge sig ud med os, ingen kan få varme fra vores bål uden at tage vores tilladelse!..." Vores Mester, Profeten sagde: "Jeg er Rasûl af Allahu ta'âlâ. Vil I beskytte mig, indtil jeg overdrager folk min pligt som Profet, som min Rabb har givet mig?" De spurgte: "Hvem tilhører du fra Quraysh?" Vores Mester svarede: "Jeg er fra Abdulmuttalibs sønner." De spurgte: "Hvis du er fra Abdulmuttalibs sønner, hvorfor beskytter de dig så ikke?" Vores Mester Rasûlullah svarede: "De har været de første blandt dem, der fornægter mig." Banî Âmir-gruppen sagde: "O Muhammed! Vi vil hverken afvise dig eller tro på det, du har bragt. Men vi vil beskytte dig, indtil du overleverer dit Profeterskabspligt til folk."

Efter dette satte vores Mester, Profeten, sig ved siden af dem. Bayhara ibn Fâris, som var blandt lederne af Banî mir-stammen, afsluttede sin handel i bazaren og vendte tilbage. Han spurgte dem, ved at pege på vores Mester, Profeten: "Hvem er denne person?" De sagde: "Muhammed ibn Abdullah." Bayhara spurgte: "Hvad har I med Ham at gøre, at I fik Ham til at sidde ved siden af jer?" De svarede: "Han bad om tilflugt, Han siger, at Han er Allahs Rasûl og beder om vores beskyttelse, indtil Han meddeler sin mission som Profet til folk." Bayhara sagde til vores Profet: "Vores forsøg på at beskytte dig vil gøre vores bryst til mål for pilene fra alle araberne." Og han fortalte sit folk, at: "Der er ingen anden stamme som vender tilbage til sit hjemland med noget værre end jer. Så I vil kæmpe mod alle arabere, I vil gøre jeres kroppe til mål for deres pile! Hvis Hans stamme så noget godt i Ham, ville de beskytte Ham før jer. I forsøger at beskytte en person, som Hans eget folk fordømte og sendte væk! I tænker forkert!"

Derefter vendte han sig mod vores elskede Profet og sagde disse uheldige ord: "Forlad os straks og vend tilbage til dit folk!.... Jeg sværger at hvis du ikke var blandt mit folk, ville jeg halshugge dig nu!...." På dette tidspunkt steg Verdens Mester op på Sin kamel med stor sorg. Denne uforskammede Bayhara slog vores Mester Rasûlullah ned fra Hans kamel. En dame fra Ashâb al-kirâm, ved navn Dabâa bint Âmir, skreg og kaldte på sine slægtninge og sagde: "Hvordan kan I se det passende, hvad der er blevet gjort mod Allahu ta'âlâs Habîb? For min skyld, er der ingen, der vil redde Rasûlullah fra disse mennesker?" Af sønnerne til hendes faderlige onkel stod tre personer imod den uheldige Bayhara. Selv om to personer fra Bayharas folk ville hjælpe ham, slog de andre Bayhara og hans tilhængere. Vores elskede Profet, som så denne situation, bad for de tre personer, som kæmpede for Ham: "O min Rabb! Skænk dine velsignelser til disse mennesker", og til Bayhara og hans tilhængere sagde Han: "O min Rabb! Gør dem væk fra Din barmhjertighed."

De personer, som Han bad godt for, konverterede til islam, og de andre døde som vantro. Da de vendte tilbage til deres hjemland, fortalte medlemmerne af Banî Âmîr-stammen en ældre person i deres stamme, som havde læst de hellige bøger, om, hvad der var sket i Mekka. Da denne person hørte vores Mester, Profetens navn, bebrejdede han dem ved at sige: "O Banî Âmîr! Hvad har I gjort? Indtil videre har ingen af Ismâ'îls sønner påstået falsk profetskab. Han sagde helt sikkert sandheden. Nu er det meget svært at komme sig over denne forspildte mulighed."

"O folk!
Sig Lâ ilâha illallah og

bliv frelst."
Hadîtk ask-skarîf

Mens Han talte med Jabrâîl,
Rafraf kom foran Ham og hilste.

Så tog det verdens shah,
Gik og bar Ham til Sidra.

Isrâ og Mi'râj

¹³² Sûrah al-Kawthar, 108/1-3.
¹³³ Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 214; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 127.
¹³⁴ Abû Ya'la, al-Musnad, IV, 299, VIII, 74.
¹³⁵ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 429-431; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 219-220; Tabarî, Târikh, II, 88; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, IX, 82.
¹³⁶ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 42; Tabarî, Târikh, I, 344-346; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 135-137; Balâzûrî, Ansâb, I, 227.
¹³⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 212.