BELEJRINGEN

Begyndelsen af belejringen

Det syvende år af Bi'that... Polyteisterne forsøgte konstant at forhindre Islâm i at sprede sig og synke ned i hjerterne. På trods af dette voksede muslimerne i antal hver dag. Tortur og grusomheder fik ikke muslimerne til at vende sig bort fra deres vej; tværtimod fik de muslimerne til at styrke deres sammenhold og solidaritet. Ingen af dem opgav deres religion; de tøvede ikke med at ofre deres liv for vores Mester Rasûlullah. Da stammerne uden for Mekka hørte om dette, voksede deres interesse for Islâm. Islâms nûrs nåede ud til flere steder. Polyteisterne blev rasende af vrede, da de fik at vide, at deres mænd, der var sendt til Abessinien, ikke opnåede deres ønsker; desuden blev Negus Ashama selv muslim; han beskyttede muslimer og behandlede muslimer godt. For at tage hævn og udslette Islâm samledes de og traf denne forfærdelige beslutning: "Hvor end Han er, hvor end Han bliver set, vil Muhammed ('alaihis-salâm) være helt sikkert dræbt!"

"O min Profet! Som
hjælpere, Allahu ta'âlâ

og de troende, som

følger dig, vil være
tilstrækkelige for dig."

Anfàl: 64

De vantro tog en ed efter ed for dette.

Abû Tâlib blev meget ked af det, da han hørte om polyteisternes beslutning. Han var bekymret for sin velsignede nevøs liv. Han samlede sin stamme og beordrede dem til at beskytte verdens Mester mod Quraysh-polyteisterne. Med slægtskabets iver forenede Hashims sønner sig for at udføre denne ordre. Til dette formål inviterede de vores Mester, Profeten, og alle Hans Ashâb, til Shi'b al-Abû Tâlib, dvs. kvarteret Abû Tâlib. Som ligger på en bakke 3 km. væk fra Baitullah, nord for Mekka. Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) samlede Sin Ashâb og opholdt sig på Shi'b. Blandt Hashims sønner var det kun Abû Lahab der var imod beslutningen om at beskytte vores Mester, Profeten. Han tog ikke til Shi'b. Inklusiv ham forenede polyteisterne sig og begyndte at lede efter en mulighed for at dræbe vores Profet.¹²³

Da de så, at vores Mester, Profeten og Hans ashâb var samlet i Abû Tâlibs kvarter, mødtes polyteisterne igen. Så besluttede de sig: "Indtil Muhammed ('alaihis- salâm) er udleveret til Quraysh for at blive dræbt; ingen pige vil blive taget som brud fra Hashims sønner!... Ingen pige vil blive givet til dem!.... Intet vil blive solgt til dem!.... Intet vil blive købt af dem!.... Ingen vil møde eller tale med dem!.... Ingen vil komme ind i deres hjem og kvarterer!.... En anmodning om at slutte fred fra dem vil aldrig blive accepteret!... Man vil aldrig få medlidenhed med dem!..."

De forseglede disse beslutninger, der var skrevet på et papir af en polyteist ved navn Mansûr ibn Ikrima. De hængte papiret op på Kâ'ba al-mu'azzamas væg, så alle kunne se det og overholde det.

Da denne nyhed nåede vores elskede Profet, blev Han meget ked af det, og Han påkaldte. Hans påkaldelse blev accepteret med det samme. Den uheldige Mansûrs hænder blev pludselig ubrugelige. Polyteisterne var forbløffede. De sagde: "Se! Mod vores grusomhed mod Hâshims sønner blev Mansûrs hænder ubrugelige; han er ramt af en ulykke." I stedet for at komme til fornuft, blev de endnu mere ophidsede. De satte vagter på vejene til Shi'b. De forhindrede indførsel af mad og tøj. De fortalte sælgerne, der kom til Mekka, at de ikke måtte gå til Shi'b, at de ikke måtte bringe deres varer dertil. De sagde, at de ville købe varerne til en høj pris, hvis det var nødvendigt. De formodede, at de ville slå folk i Shi'b ihjel af sult, eller at Hâshims sønner ville angre og udlevere vores Profet til dem. Denne situation ville fortsætte hvert år indtil besøgssæsonen til Kâ'ba.

Ifølge traditionen skulle der ikke udgydes blod i denne periode. Derfor, Hâshims sønner kunne frit tage til Mekka og handle for at forsøge at opfylde deres årlige behov. Når en af dem gik til en forhandler for at købe varer, ville de prominente polyteister som Abû Lahab og Abû Jahl straks nå frem til dem og sige: "O handlende! Forhøj jeres priser kraftigt mod Muhammads Ashâb. Så at ingen kan købe noget på grund af dets dyrhed. Hvis jeres varer ikke bliver solgt af denne grund, er vi klar til at købe dem alle sammen." De handlende ville sætte høje priser for deres varer, og muslimerne ville gå tilbage uden at købe noget...

Derfor har vores elskede Profet, vores mor Hadrat Khadîja, Hadrat Abû Bakr as- Siddîq brugte alle deres ejendele, de forsøgte at lindre børnenes sulteskrig, der nåede himlen. De fodrede dem med træbark, græsrødder og endda stykker af tørret dyrehud. Forældrene var kun skind og knogler. Vores Mester, Profeten og Ashâb al-kirâm bandt sten på deres velsignede maver. Hvis en polyteist følte medfølelse og bragte noget i hemmelighed, ville andre polyteister slå ham og fornærme ham. Kort sagt, der var ingen komme eller gåture, og muslimerne befandt sig i en meget vanskelig situation.

Polyteisterne forventede forgæves, at Hâshims sønner ville komme til fornuft med deres alvorlige grusomhed, og at Abû Tâlib ville udlevere vores Mester, Profeten, til dem. Men i modsætning til disse tanker fra polyteisterne beskyttede muslimerne i Abû Tâlibs kvarter vores Mester, Profeten, og de tog alle forholdsregler for at undgå, at Han kunne blive skadet. For at forhindre et muligt mord satte Abû Tâlib vagter op ved det sted, hvor vores Mester Rasûlullah sov, og sikrede sig, at Han sov fredeligt i Sit hus. Vores Mester, Profeten, spildte ikke et eneste sekund af Sin tid og stræbte efter at udbrede Islâm, inviterede folk til religionen, for at hjælpe dem med at undslippe Jahannam. Med tålmodighed fortsatte Han med at rådgive dem på denne vej. En dag påkaldte vores Mester Rasûlullah, for at Quraysh-polyteisterne, der fornægtede Ham, skulle forstå, hvordan sulten var, "O min Allah! Hjælp mig ved at ramme disse menneskers pine af hungersnød i syv år som på Yûsufs (Joseph 'alaihis-salâm) tid." I de efterfølgende dage var der ikke faldet en eneste dråbe regn fra himlen. Jorden blev udtørret. Det var umuligt at se en grøn plante på jorden. Quraysh-polyteisterne var fuldstændig forvirrede. De forsøgte at undslippe døden ved at spiser ådsler og ildelugtende hundeskind.

Deres børn begyndte også at skrige af sult. Mange af dem sultede ihjel. På grund af sulten så de, når de kiggede på himlen, at det var som om alle steder var dækket af røg. De begyndte at komme til fornuft og forstod alvoren af den grusomhed, de havde begået. De sendte Abû Sufyân til vores Mester, Profeten, for at møde Ham. Abû Sufyân kom og aflagde en ed. Han sagde: "O Muhammed! Du siger, at du er blevet sendt som en barmhjertighed for verdenerne. Du befaler os at tro på Allah og at overholde slægtninges rettigheder. Men dit folk er ved at dø af sult og hungersnød. Bed til jeres Rabb om at fjerne denne katastrofe fra os; Allah vil acceptere jeres bøn. Hvis du beder på denne måde, vil vi alle tro!..."

Således havde de afskaffet deres grusomheder og tortur; de var faldet til vanskeligheder og begyndte at bønfalde vores Mester Rasûlullah. Vores Mester, Profeten mindede dem ikke om, hvad de havde gjort, efter deres løfte: "Vi vil tro," Han strakte Sine velsignede hænder ud og bad til Janâb al-Haqq. Allahu ta'âlâ accepterede Hans Habîbs påkaldelse og sendte en stor mængde regn over Mekka, jorden blev mættet med vand, og planterne begyndte at blive grønne. Selv om polyteisterne havde befriet sig for tørke og mangel, glemte de deres løfte og insisterede på vantro.

"O min Allah! Hjælp

mig ved at ramme
disse menneskers pine

af hungersnød i syv år

som på Yûsufs (’alai-

his-salâm) tid.”
Hadîth ash-sharîf

Allahu ta'âlâ erklærede i âyat al-karîmas Han nedstammer som svar på disse, i maal: "Tværtimod (de tror ikke på Allahu ta'âlâ og Muhammed 'alaihis-salâm; og om Koranen al-karîm, âkhirât og opstandelsen) de boltrer sig i tvivl. Derfor (O Min habîb!) vent på den dag, hvor himlen vil bringe en røgsky. Denne røg vil indhylle alle mennesker. Det vil være en alvorlig chok. (Folk vil sige): "O vores Rabb! Fjern dette skurk fra os, så vi vil tro". Hvordan vil de tænke og lære? Selv om en Profet, der forklarer sandheden er kommet til dem. Da vendte de sig bort fra Ham og sagde: "Han er en velundervist, en galning. Når vi fjerner denne pine lidt, vil I vende tilbage til jeres gamle vaner. På den dag, hvor vi vil gribe dem med en mægtige at gribe (Badr-dagen), vil vi helt sikkert hævne os på dem. For min herligheds skyld havde vi sandelig prøvet Faraos nation før disse (Quraysh-folket). En ædel Profet kom til dem fra Os (Han var Mûsâ 'alaihis-salâm). Han sagde til dem: "Overgiv Allahs tjenere (Isrâels sønner) til mig. (Send dem med mig. Chikanér dem ikke. Pint dem ikke.) Sandelig, jeg er en troværdig Profet, som er blevet sendt af Allahu ta'âlâ med åbenbaring. Ophøj jer ikke mod Allahu ta'âlâ. Fordi jeg er kommet til jer med klare mirakler og beviser, der viser, at min sag er sand. Jeg søger tilflugt hos Allahu ta'âlâ, som er Rabb for mig og jer, for at I ikke skal stene og dræbe mig, Han vil beskytte mig. Hvis I ikke bekræfter og tro mig, lad mig være i fred. (Jeg er ikke interesseret i godt fra jer. Det er nok, at jeres ondskab ikke skader mig). (De troede ikke, og de fornægtede Ham. Desuden, da de begyndte pinsler og tortur), Mûsâ ('alaihis-salâm) påkaldte Allahu ta'âlâ, "Yâ Rabbî! Disse er en nation, som er opsat på vantro. Allahu ta'âlâ åbenbarede sig for Ham og sagde: "I natten, gå ud (fra Egypten) med Mine tjenere (Isrâels sønner)! Farao og hans følge vil komme efter jer, når de får at vide, at I er rejst; de vil helt sikkert følge jer. Efter du har passeret havet med dit folk, så lad det være, som det er (slå ikke på jorden med din stav igen. Luk ikke de åbnede veje. Lad dem stå åbne). For, Farao og hans soldater vil gå ind på disse veje, og de vil drukne."¹²⁴

Den gode smag af belejringen Polyteisterne holdt ikke deres ord: "Vi vil tro", og begyndte igen at undertrykke dem. En dag informerede Allahu ta'âlâ vores Profet ved wahy om, at "Han havde sluppet en træorm (tøjmøl) løs på det dokument, der hang på Kâ'ba, og ormen åd alle skrifter undtagen Allahu ta'âlâs navn." Vores Mester, Profeten sagde til Abû Tâlib: "O onkel! Allahu ta'âlâ, som er min Rabb, slippede en træorm løs på dokumentet af den Quraysh. Bortset fra Allahu ta'âlâs navn, efterlod Han ikke noget nævnt såsom grusomhed, afbrydelse af forholdet til slægtninge, bagtalese. Han ødelagde dem alle."

Da Abû Tâlib spurgte Ham: "Har din Rabb informeret dig om dette?" Vores Mester, Profeten svarede: "Ja." Så sagde Abû Tâlib: "Jeg bevidner, at du kun taler sandt." Straks gik han hen til Kâ'ba'en. Der sad polyteisternes højtstående personer. Da de så Abû Tâlib komme, sagde de: "Sandsynligvis kommer han for at udlevere Muhammed til os!..." Da Abû Tâlib nåede frem til dem, sagde han: "O Qurayshs samfund! Min brors søn, hvis alias er Al-Amîn, og som aldrig har løjet, fortalte mig, at alle skrifter på det dokument, som I skrev, undtagen Allahu ta'âlâs navn, blev ødelagt af en træorm. Bring det dokument, som I skrev mod os, så vi kan se det! Hvis dette ord er sandt, sværger jeg, at vi vil fortsætte med at beskytte Ham, indtil vi dør! Nu bør I opgive jeres grusomhed og dårlige opførsel..." Polyteisterne tog i begejstring dokumentet ned fra Kâ'ba's væg og bragte det. Da Abû Tâlib sagde: "Læs det op!", åbnede en af dem siden og så, at al teksten var udslettet bortset fra "Bismika Allahumma".¹²⁵

Polyteisterne vidste ikke, hvad de skulle sige, hvad de skulle gøre. Nogle af dem afholdte de andre fra belejringen; således ophævede de denne intense belejring på tre år, som efterlod dybe sår i hjerterne. De opgav dog ikke deres fjendskab, men brugte mere vold. De forsøgte på alle måder at forhindre Islâm i at sprede sig. På trods af alle deres anstrengelser spredte Islâm sig hurtigt, vores elskede Profet, Muhammed 'alaihissalâm arbejdede for at redde folket fra zulmat (mørket) i den uvidende tidsalder, og Han fik dem til at opnå sand lykke. De, der opnåede denne lykke, takkede Allahu ta'âlâ for den store velsignelse, de fik, og de mistede ikke modet mod polyteisternes fornærmelser og pinsler. Mange hjerter, der så miraklerne fra Muhammed 'alaihissalâm og muslimernes vedholdenhed med deres religion blev oplyst af Islâms nûr.

Opdeling af månen i to

Et af de største mirakler af vores Mester, Profeten, er delingen af månen i to dele. En gruppe polyteister, herunder Abû Jahl og Walîd ibn Mugîra, sagde til vores Mester, Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam): "Hvis du virkelig er en Profet, så del månen i to, så skal halvdelen af den ses over Quaiqian-bjerget og halvdelen af den over Abû Qubais-bjerget!" Vores Mester, Rasûlullah spurgte: "Hvis jeg gør det, vil I så tro?" De svarede: "Ja, det vil vi." Vores Mester, Rasûlullah påkaldte Allahu ta'âlâ for månens deling. Jabrâîl 'alaihis-salâm kom straks hen til vores elskede Profet og sagde: "O Muhammed! Informer Mekka-folket, så de vil se miraklet denne nat." Vores Mester, Profeten sagde, at i løbet af den nat, hvor der er fuldmåne, når den fremstår som en komplet cirkel og den lyseste, ville den blive delt i to, og de, der ønskede at lære noget, skulle se den. Den nat, da vores elskede Profet pegede med Sin velsignede finger, blev månen delt i to. Den ene del blev set over Abû Qubaisbjerget, og den anden over Quaiqian-bjerget. Derefter forenedes de på himlen igen.

Rasûlullah sagde: "O Abû Salama ibn Abdulasad, Arqâm ibn Abi'l Arqâm! Vidne det!" Derefter sagde Han til Sine andre Ashâb i nærheden af Ham også: "Vidne det!" Polyteisterne så et andet mirakel med deres egne øjne. Men de holdt ikke deres ord; de troede ikke. For at forhindre andre i at tro sagde de desuden: "Dette kan kun være Muhammads magi! Men, Han kan ikke fortryller alle mennesker!.... Lad os spørge de folk, der kommer fra andre steder. Lad os se, om de har været vidne til den samme begivenhed? Hvis de har, er Muhammeds påstand om profetskab sand. Ellers er det magi." De spurgte de folk, der var kommet; de sendte endda mænd til andre steder hen og foretog undersøgelser. De hørte det samme: "Ja, den nat så vi månen dele sig i to dele!" De benægtede det igen. Benægterne blev ledet af Abû Jahl. For at folk ikke skulle opnå troens velsignelse, fordærvede han hjerterne ved at sige: "Magien fra Abû Tâlibs forældreløse har påvirket selv himlen!..."¹²⁶ På hans benægtelse nedstammer Allahu ta'âlâ âyat al-karîmas. In maal: "Tiden (for qiyâmat) nærmede sig, og månen blev delt (den blev delt i to). Hver gang de (de vantro Quraysh's) ser et mirakel (som er et bevis på, at Muhammed 'alaihis-salâm er Profet), vender de sig bort (fra at betragte og have tro på det) og siger: "Det er en konstant (uophørlig, udtømmende og stærk) magi". Og de fornægtede (Profeten eller miraklet), de blev underlagt deres egne ønsker (deres kødelige sjæles krav og begær). Men alting vil nå sin ende, finde sin plads (som det er på vej til). Og der kom mange vigtige nyheder (ordrer og forbud) til dem (til polyteisterne i Mekka), som vil få dem til at opgive (deres dårlige måder). (Disse ordrer og forbud er) en fuldendt visdom. Rasûls, advarsler og skræmmerier nytter aldrig (dem). Så, (O Min Habîb! Hvis de insisterer på at benægte), skal du også vende dig bort fra dem. Den dag, hvor denne indbyder (Isrâfîl 'alaihis-salâm) inviterer (de vantro) til en hidtil uset og ukendt ting (mahshar stedet, opgøret), vil de komme ud af deres grave med sænkede øjne(uden at vide hvor de skal gå hen på grund af skræk) som spredte græshopper, som servile og foragtelige. Mens de løber hen til denne indbyder, vil de vantro (bøje deres hoveder) sige: "I dag, hvilken vanskelig og ulykkelig dag det er for os."¹²⁷

"O onkel! Allahu ta'âlâ,

som er min Rabb,
slippede en træorm
løs på dokumentet af
den Quraysh. Bortset
fra Allahu ta'âlâs navn,
efterlod Han ikke noget

nævnt såsom gru-
somhed, afbrydelse af

forholdet til slægt-
ninge, bagtalese. Han

ødelagde dem alle."

Hadîth ash-sharîf

Må Allah også give dig hidâyat Efter tre års belejring, som polyteisterne anvendte mod muslimerne, kom en gruppe mennesker fra Najrân til vores Mester Rasûlullah. De var omkring tyve i antal. De havde hørt om Islâm fra Ashâb al-kirâm, som var udvandret til Abessinien. De var kommet til Mekka for at lære om Islâm og for at opnå lyksaligheden i at se vores Mester, Profeten. De mødtes med vores Mester, Profeten, nær Kâ'ba al-mu'azzama. De stillede mange spørgsmål og fik svar, der var mere perfekte og smukkere end det, de havde ønsket sig. Qurayshs polyteister holdt øje med dem. Vores elskede Profet, der er sendt som en barmhjertighed for universerne, reciterede nogle âyat al-karîmas af Qur'ân al-karîm. De blev dybt berørt og kunne ikke lade være med at græde. Derefter blev de på opfordring fra vores Mester meget glade og blev muslimer ved at sige Kalima ash-shahâda. Da de bad om at vende tilbage til deres hjemland, nærmede Abû Jahl sig dem og fornærmede dem og sagde: "Vi har indtil nu aldrig set så idiotiske mennesker som jer!... Efter at have siddet ved siden af Ham én gang, opgav I jeres religion og bekræftede alt, hvad Han sagde!" Disse mennesker, som for nylig var blevet hædret ved at være Âshab, svarede: "Vi ønsker at Allahu ta'âlâ også giver hidâyat (vejledning til den rette vej) til jer. Vi vil ikke gengælde med fornærmelser og sådanne tåbelige handlinger, som I har begået mod os. Men vid godt, at vi ved nogle få uvidende menneskers ord ikke ønsker at miste denne store velsignelse, som vi opnåede. Vi vil aldrig opgive denne religion."¹²⁸

Allahu ta'âlâ erklærede i âyat al-karîmas om denne hændelse (i maal), "Der er mange mennesker, som vi gav Bøger før dette (Koranen), som tror på dette (Koranen). Da den (Qur'ân al-karîm) blev reciteret for dem, sagde de: "Vi har troet på dette. Ingen tvivl om, at dette er en sandhed (der kom) fra vores Rabb. Sandelig, vi var folk, der tidligere accepterede Islâm. Disse vil få belønninger to gange på grund af deres tålmodighed (og udholdenhed). De afviser det onde med det gode. De bruger på det gode fra de ting, vi giver dem. Når disse hører et dårligt ord, vender de sig bort og siger: "Vores gerninger tilhører os, og jeres gerninger tilhører jer. Salâm (fred) være med jer. Vi leder ikke efter de uvidende (og vi ønsker ikke deres venskab)".¹²⁹

"Der er mange men-
nesker, som vi gav Bø-
ger, før dette (Koranen

SU QASÎIDAH¹³⁰

al-karîm), som tror på
dette. Da det var recite-

ret for dem, de sagde: ’

Åh, mine øjne! Hæld ikke på den ilden i min mit hjerte,
For en så stor ild kan ikke slukkes med vand.

Vi har troet på dette.
Ingen tvivl om, at dette

er en sandhed (det
kom) fra vores Rabb.
Sandelig, vi var men-
nesker, der acceptere-

Jeg ved ikke, om den roterende himmel har vandets farve,
Eller om den roterende himmel er dækket af mine øjnes vand.

de Islam tidligere."

Det er ikke underligt, at glæden ved dit sværd skabte sprækker i mit hjerte,
For der er sprækker på jorden, hvor vandet passerer.

Qasas: 52–53

Mit sårede hjerte taler om din pilespids¹³¹ med frygt,
Som en såret person forsigtigt drikker af vandet.

Gartneren ville oversvømme rosenhaven, burde ikke bekymre sig.
Ingen rose bliver så smuk som dit ansigt, uanset hvor meget han hælder vand på.

Ingen pennemand kan efterligne dit kunstagtige ansigt,
Selv om han fokuserer som en skarp pen, er han blændet af sort vand.

Lad mine vipper fugte ved at mindes din kind,
Med håbet om en rose er det ikke spild, hvis tornen får vand.

På sorgens dag skal du ikke tilbageholde dit sværdlignende blik fra mit sårede hjerte,
For det er en velgørenhed at besøge de syge på mørke nætter og give dem vand.

O hjerte! Bed om Hans pilespids og lindr den feber af adskillelse,
Jeg er uden vand; for mig er det denne ene gang i denne ørken at søge efter vand.

Jeg længes efter dine læber som sufien vil have kawsar,
Ja, den berusede vil have vin, som den ædruelige nyder vand.

Det flyder altid til dit himmel-lignende nabolag,
Må være forelsket i den cypresselignende med dejlige gang, vandet.

Jeg må blive til jord og blokere vandets vej til det kvarter,
Jeg kan ikke lade det nå derhen, for det er min rival, vandet.

O venner! Hvis jeg dør med en længsel efter at kysse Hans hånd,
Lav en kande af min jord og server det elskede vand med den.

Jannat al-Mualla Gravpladsen med mange Ashâb al-kirâms gravsteder, herunder vores mor, Hadrat

Khadîja (radiy-Allahu 'anhâ). I dag kan man ikke se disse grave. Desværre har Wahhâbî-regeringen revet alle disse

smukke historiske artefakter ned.

¹²³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 130-140; Tabarî, Târikh, II, 335-336; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 84- 87; Balâzûrî, Ansâb, I,
¹²⁴ Sûrah ad-Dukhan, 44/9-24.
¹²⁵ Ibn Ishâq, as-Sira, 210; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 376; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 209; Tabarî, Târikh, II, 79; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 159; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 69.
¹²⁶ Hâkim, al-Mustadrak, II, 512; Bayhaqî, Dala-il an-Nubuwwa, II, 141; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 116; Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, 278–279; Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 352.
¹²⁷ Sûrah al-Qamar, 54/1-8.
¹²⁸ Ibn Ishâq, as-Sira, 199-200; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 391-392.
¹²⁹ Sûrah al-Qasas, 28/52-55.
¹³⁰ Vand-digtet blev skrevet af den store digter i den tyrkiske litteratur Fuzûlî om vores Mester, Profeten.
¹³¹ Pilespidsen i osmannisk divanpoesi symboliserer den elskedes øjenvipper.