Min Elskede Profet
Læs onlineIndhold

UDVANDRING TIL ABESSINIEN

Første udvandring til Abessinien

I det femte år af vores Mester Rasûlullahs Profet (bi'that) fortsatte antallet af muslimer med at stige på trods af polyteisternes tortur. Men polyteisterne øgede også deres tortur, og de gjorde alt, hvad de kunne, for at pine muslimer. Vores Mester, Profeten var meget bedrøvet over, at Hans Ashâb var under uudholdelig tortur, og at de blev revet i stykker ved at blive bundet til kameler og trukket i modsatte retninger. Disse torturer blev intensiveret dag for dag, og Hans hjerte, der var fuldt af medfølelse, kunne ikke bære det.

"O min Ashâb! Spred
over jorden nu. Snart
vil Allahu ta'âlâ brin-
ge jer sammen igen!"

Hadîtk ask- skarîf

En dag samlede Han Ashâb al-kirâm og sagde: "O min Ashâb! Spred over jorden nu. Snart vil Allahu ta'âlâ bringe jer sammen igen!"

De spurgte: "O Rasûlullah! Hvor skal vi gå hen?" Vores Mester, Profeten, pegede med Sin velsignede hånd på Abessinien og sagde: "Der! Gå til Abessiniens land!108

For der er en hersker, i hvis nærhed ingen er tyranniseret. Det er et land med retfærdighed. Indtil Allahu ta'âlâ åbner en vej ud af jeres vanskeligheder til frelse, så bliv der."

Således besluttede vores Mester, Sarwar al-âlam Muhammed Mustafâ sall-Allahu 'alaihi wa sallam, at Hans Ashâb ville være i sikkerhed for torturerne, og at Han alene ville fortsætte kampen mod de Mekka-polyteister. Vores elskede Profet, som sagde: "Min Ummat (mit folk)! Min Ummat!", da Han kom til verden, ofrede Sig selv for Sin Ashâbs sikkerhed. På baggrund af Hans tilladelse, nogle af Ashâb al-kirâm forlod deres hjemland og immigrerede!.... Men, deres sorgen var stor, da de var adskilt fra vores elskede Profet.

Til denne første vandring; Hadrat 'Uthmân og hans hustru Ruqayya bint Rasûlullah, Abû Huzayfa og hans hustru Sahla bint Suhayl, Zubayr ibn Awwâm, Mus'ab ibn Umayr, Abdurrahmân ibn 'Awf, Abû Salama ibn Abdulasad og hans hustru Umm Salama, Khâtib ibn Amr, Âmir ibn Rabîa og hans hustru Laylâ bint Abî Hasma, 'Uthmân ibn Maz'ûn, Abû Sabra ibn Abî Ruhm og hans hustru Umm Gulthum bint Suhayl, Suhayl ibn Baydâ og Abdullah ibn Mas'ûd havde sluttet sig til dem.109Vores Mester, Profeten sagde om Hadrat 'Uthmân: "Ja, efter Profeten Lût, 'Uthmân er den første person, der immigrerede med sin kone."

Ashâb al-kirâm forlod Mekka i hemmelighed, nogle til hest, andre til fods. Da karavanen nåede Shuayba, var der med Allahs nåde to handelsskibe ankommet. Ashâb gik om bord på skibet ved at betale et halvt guld for hver person til købmændene. I mellemtiden havde polyteisterne hørt dette, og de begyndte at opspore dem. Da de nåede havkysten, kunne de ikke fange nogen af Muhâjirer (Ashâb al-kirâm, der migrerede, immigranter), da de allerede var sejlet med skibet. Deres anstrengelser var forgæves, og de vendte tilbage nedslået. Ashâb nåede Abessinien sikkert gennem det Røde Hav.110 Negus, Abessiniens hersker, bosatte muslimerne i sit land og behandlede dem godt.

Efter Ashâb tog til Abessinien, Sûrah an-Najm kom ned. Mens Rasûlullah reciterede denne sûrah til Qurayshîs i Masjid al-Harâm, da Han kom til 20. og 21. âyat al-karîmas, gled den forbandede shaytan i ting som; idoler er øverste, de er forbønnerne. Polyteisterne troede, at det var Rasûlullah, der sagde disse ord. De sagde; da Han havde holdt sig til vores religion, så slutter vi også fred med Ham. Da Walîd ibn Mugîra kom til Rasûlullah og sagde: "Vi vil ikke røre Dig mere", blev vores Mester, Profeten, forbavset. I slutningen af Ramadân ash-sharîf nåede nyheden om polyteisternes fred (!) Ashâb i Abessinien. Muslimerne i Abessinien modtog nyheden: "Muslimerne og polyteisterne havde indgået en aftale i Mekka!" Efter dette tænkte de: "Vores indvandring og vores udvandring fra vores lande skyldtes polyteisternes fjendskab. Nu er deres fjendskab blevet til venskab. Så lad os gå og blive hædret med at tjene vores Mester Rasûl alakram sall-Allahu 'alaihi wa sallam." I det øjeblik rapporterede Jabrâîl 'alaihis-salâm shaytan's trick til Rasûlullah. Han blev så bedrøvet. Janâb al-Haqq afslørede Sûrah al-Hajj's 52. âyat al-karîma, i maal: "Rasûlerne vi sendte før dig, som bragte en ny religion eller Nabis, som holder sig til dem, når de ønskede at recitere âyat al-karîmas eller sige noget af sig selv, vil shaytan indsætte noget i det, de reciterer eller siger. Allahu ta'âlâ adskiller det, som shaytan har indsat, fra sandheden. Derefter styrker Han sine âyats. Allahu ta'âla kender folks stater og fuldbyrder sin dom." Da polyteisterne hørte denne âyat, begyndte de deres pinsler og tortur igen. Muhâjirerne fik tilladelse fra Abessiniens hersker og vendte tilbage til Mekka almuqarrama i Shawwâl-måneden. Hvorpå de erfarede, at nyheden var forkert. Da de fik at vide, hvad der var sket, blev de chokerede. Derefter gik de til nærvær af vores Mester, Profeten. Ashâb al- kirâm sagde om Abessinien: "Vi så godt naboskab og beskyttelse der. Vores religion var uberørt; vi blev ikke såret. Vi hørte heller ikke nogen ubehagelige ord. Vi tilbad Allahu ta'âlâ i fred." De fortalte Ham i detaljer, at Abessiniens vand, vejr og frugter gav styrke, der var fire huse til tilbedelse; hver dag blev kameler og får slagtet der, de fattige og udlændinge blev inviteret og godt behandlet. At deres hersker selv kom og besøgte dem og gav dem asyl, og at deres vanskeligheder blev fjernet. De talte længe om det og gav udtryk for deres glæde. De havde opholdt sig mere end to måneder i Abessinien.

Hadrat Hamza's omvendelse til Islâm Det sjette år af Bi'that... Dag for dag spredte Islâms stemme sig rundt omkring og nåede hjerterne og landene hinsides. Denne situation gjorde Quraysh-polyteisterne rasende. På trods af alle deres anstrengelser kunne de ikke forhindre Islâm i at sprede sig. Det er blevet rapporteret i bøgerne "Dalâil-un Nubuwwa" og "Ma'ârij-un Nubuwwa":

Walîd, en af polyteisterne, havde et idol. De samledes på bakken Safâ og tilbad dette idol. En dag gik vores Mester, Profeten, hen til dem og inviterede polyteisterne til Islâm. En vantro jinn gik ind i dette idol og sagde upassende ting om vores elskede Profet. Vores Mester, Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) blev ked af det. En anden dag hilste en usynlig person på vores Mester, Profeten, og sagde: "O Rasûlullah! Jeg hørte, at en vantro jinn talte ukorrekt om dig. Jeg har fundet og dræbt ham. Hvis du ønsker det, vil du så ære Safâs bakke i morgen? Du inviterer dem til Islâm igen, og jeg vil gå ind i dette idol og sige rosende ord for dig." Vores Mester, Profeten accepterede tilbuddet fra denne jinn, hvis navn var Abdullah.

Den næste dag gik vores elskede Profet derhen og opfordrede polyteisterne til at tro igen. Abû Jahl var der også. Den muslimske jinn gik ind i idolet i polyteisternes hænder og sagde rosende ord og digte om vores elskede Profet og Islâm. Da de hørte disse ord, smadrede polyteisterne idolet og angreb Rasûlullah. Hans velsignede hår blev forvildet. Hans velsignede ansigt var blodigt. Han viste tålmodighed over for disse pinsler fra polyteisterne og sagde: "O Qurayshîer! I slår mig. Men, jeg er jeres Profet." Så forlod Han stedet og kom til Sit hus. En tjenestepige havde set hele hændelsen.

"O Qurayshîer! I slår
mig. Men jeg er jeres

Profet."
Vores elskede
Profet Muhammad

'alaikis-salàm

I det øjeblik var Hadrat Hamza på jagt på et bjerg. Han var ved at skyde en pil efter en gazelle. Pludselig sagde gazellen: "O Hamza! I stedet for at skyde pilen mod mig, ville det være bedre at skyde den mod dem, der vil dræbe din brors søn." Hadrat Hamza blev forbavset over disse ord. Han gik hurtigt hen til sit hus. Som en af hans skikke, efter han kom tilbage fra jagt, ville han besøge Haram ash-sharîf for at lave tawâf og derefter gå til sit hus. Den dag, under tawâf, kom tjenestepigen og fortalte ham, hvad Abû Jahl havde gjort mod Muhammed 'alaihis-sâlam.

Da Hadrat Hamza hørte, at vores Mester, Profeten, var blevet fornærmet, følte han en iver af slægtskab. Han tog sine våben og gik hen til det sted, hvor polyteisterne var. Han sagde: "Er du den person, der sagde onde ord til og sårede min brors søns hjerte? Hans religion er også min religion. Hvis du er stærk nok, så gør mod mig det samme som du gjorde mod Ham!" og slog Abû Jahls hoved med sin bue. De vantro der ville angribe Hadrat Hamza. Men Abû Jahl sagde: "Rør ikke ham! Hamza har ret. Jeg sagde grimme ord til hans nevø." Efter Hadrat Hamza var gået, fortalte Abû Jahl folkene der: "Lad ham være! Jeg er bange for, at han bliver vred på os og bliver muslim. Dermed vil Muhammed få styrke." Han lod sit hoved blive blodigt for at Hadrat Hamza ikke skulle blive muslim og påpegede, hvor værdig til respekt Hadrat Hamza var, og hvor meget styrke og værdi han besad.

Hadrat Hamza kom til vores Mester, Profeten, og sagde: "O Muhammed! Jeg har taget din hævn fra Abû Jahl. Jeg har givet ham blod på tanden. Vær ikke ked af det, glæd dig!" Vores elskede Profet svarede: "Jeg glæder mig ikke over den slags ting!" Da Hadrat Hamza sagde: "For at få dig til at glæde dig og redde dig fra sorg, vil jeg gøre alt, hvad du ønsker", svarede vores Mester, Profeten: "Jeg vil kun glæde mig over, at du tror og redder din dyrebare krop fra Jahannams ild."

Hadrat Hamza blev muslim med det samme. En âyat al-karîma blev åbenbaret om ham. Ifølge Hadrat Abdullah ibn Abbâs' beretning: "I Koranen al-karîm, i den 122. âyat al-karîma i Sûrah al-An'âm, er 'Han, der blev genopstået og fik til at opnå lyset' Hadrat Hamza, og i den samme âyat al-karîma er 'Han, der vaklede i mørket' Abû Jahl."

Hadrat Hamza gik hen til polyteisterne og fortalte dem, at han var blevet muslim og ville beskytte Muhammed 'alaihis-salâm, Allahu ta'âlâs Habîb, selv om det ville koste ham livet. Han reciterede en encomium. Han sagde i dette encomium: "Priset være Allahu ta'âlâ for Han gjorde mit hjerte tilbøjeligt til Islâm og sandheden. Denne religion er blevet sendt af Allahu ta'âlâ, som kender alt, hvad Hans slaver begår, som behandler alle med nåde, og hvis magt triumferer over alt. Han er universernes Rabb. Når Koranen al-karîm bliver reciteret, kommer tårerne ned fra øjnene på dem, der har hjerte og sind. Qur'ân al-karîm er blevet nedkommet til Muhammed 'alaihissalâm som forklarede âyats på et flydende sprog. Han, Muhammed Mustafâ, er en værdsat, respekteret og velsignet person blandt os. O polyteister! Kom til fornuft og sig ikke hårde, grove ord om Ham! Ingen kan røre Ham, medmindre man træder over os Muslimernes lig."

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) glædede sig meget over Hadrat Hamzas omvendelse til Islâm. Muslimerne blev meget stærkere med hans tilslutning. Med Hadrat Hamza's omfavnelse af Islâm ændrede situationen sig. Fordi Mekka-folket vidste, at han var modig og pålidelig, og de vidste, hvilken stor kriger og ridderlig helt han var. Således kunne Quraysh-polyteisterne ikke længere mishandle muslimer med hensynsløshed. De var især på vagt over for den hårdhed, som Hadrat Hamza's sværd.111

Jeg begyndte denne vej på grund af din kærlighed,
Gå i forbøn, O Rasûlullah.

Jeg er skyldig, jeg er skamfuld,
Gå i forbøn, O Rasûlullah.

Hadrat 'Umar's omvendelse til Islâm Islâm spredte sig mere og mere hver dag, og Koranens nûr al-karîm oplyste sjælene. De heldige konverterede til Islâm som en gave fra Allahu ta'âlâ og omfavnede den rette vej. Da de havde den ære at slutte sig til Ashâb al-kirâm (radiy-Allahu 'anhum), samledes disse velsignede mennesker og tjente vores Mester Rasûlullah med stor entusiasme. Selv om det var en lille anmodning fra Ham, så de det som en befaling og kørte om kap med hinanden for at hjælpe Ham. For dette var de ikke engang tøvende over for at give deres liv. Polyteisternes panik og ængstelse var på sit højeste. Desuden var en af deres mest fremtrædende helte, Hadrat Hamza, blevet muslim, og han stod ved Rasûlullahs side. Denne uventede situation drev polyteisterne til vanvid. Af den grund gik 'Umar, Khattâbs søn (på det tidspunkt var han endnu ikke blevet muslim), ud af sit hus for at dræbe vores Mester Rasûlullah, hvor han end så Ham.

Han så vores elskede Profet, mens Han udførte namâz i Masjid al-Harâm. Mens han ventede på, at Han skulle afslutte Sin namâz, hørte han, hvad Han reciterede, og lyttede nysgerrigt. Vores Mester, Profeten, reciterede Surâh Al-Hâqqa. I maal, "Den uomtvistelige qiyâmat (Dommedag)!.... Hvad er denne indubitable qiyâmat (kender du)? Hvem har fortalt jer om denne uomtvistelige qiyâmat? (Folket i) Samûd og Âd nægtede og fraskrev sig qiyâmat, som vil ryste hjerterne med sine rædsler. Folket i Samûd var ødelagt (af Jabrâîl 'alaihissalâm's råb) på grund af deres fordærv.

Hvad angår folket i Âd, omkom de ved en hærgende, tordnende, vild og voldsom vind (orkan). Allahu ta'âlâ slap denne orkan løs på dem uafbrudt i syv nætter og otte dage. (Hvis du havde været til stede der) ville du have set, hvordan de gik til grunde og faldt som hule dadelpalmsstammer, der falder sammen efter de er brudt fra deres rødder! Kan du se noget (noget menneske, noget levende) tilbage fra dem nu? Farao og dem før ham og det samfund, der var blevet væltet (Lût-folket), begik alle den samme fejl (polyteisme og ulydighed). På denne måde trodsede de deres Rabb's profet (Lût 'alaihis-salâm og andre profeter). Derpå greb en pine stærkere end den, som tidligere ummats led, dem... Sandelig, vi bar jer (jeres forfædre, som forårsagede jeres eksistens) i arken, da den var oversvømmet overalt (under Nûhs oversvømmelse), for at den skulle være en lektion for jer og blive husket af dem, der havde hørt den.

Når Sûr (hornet) er blæst en gang, vil jordens overflade og bjergene blive hævet og knust i småstykker ved at blive smadret sammen. På den dag vil qiyâmat komme. På den dag vil himlen, ved at miste sin styrke og fasthed, blive revet i stykker og spredt.

"(O onkel!) Jeg vil
kun glæde mig over
at du tror og redder
din dyrebare krop fra

Jahannams ild."
Hadîtk ask-skarîf

Og englene vil være omkring himmelhvælvingen (klar til at modtage deres Rabbins befalinger). Den dag vil otte engle (blandt englene omkring himmelhvælvingen) påtage sig at bære din Rabb's Arsh. Den dag vil du blive ført frem (til Allahu ta'âlâ for at aflægge regnskab). Så at ingen af jeres hemmeligheder (som I troede, at I skjulte, mens I var i verden) vil være hemmelige (for Allahu ta'âlâ). På det tidspunkt, siger den person, hvis bog er blevet givet til hans højre hånd, (i glæde): "Tag min bog og læs den! Sandelig var jeg sikker på, at.jeg ville nå min opgørelse".

Han er i et liv, som er blevet godkendt. Han er i en høj Jannah...Han er så tæt på (frugterne), at han hurtigt kan samle. (De vil få at vide at:) 'Spis og drik med godt humør, på grund af de gode gerninger, I har begået i de forgangne dage (i verden).'

Hvad angår den person, hvis bog er blevet givet til hans venstre hånd, han siger: "Åh, jeg ville ønske, at jeg ikke havde fået min bog... Jeg ville ønske, at jeg ikke engang havde vidst, hvad der stod i min regnskab. Åh! Jeg ville ønske, at det (min død) havde været en permanent afslutning (for mit liv) (og at jeg ikke var genopstået)! Mine ejendomme har ikke benyttet mig. (Alt) min storhed (magt, beviser, alt hvad jeg havde) har forladt mig og er blevet ødelagt!" (Allahu ta'âlâ beordrer englene på vagt i Jahannam:) "Hold ham og bind (hans hænder til hans hals)! Og kast ham til Jahim (et sted i Jahannam med de værste pinsler)! Sæt ham derefter (igen) derind med en kæde af halvfjerds meters længde! Fordi han ikke ville tro på Allahu ta'âlâ, den Største. (Han var langt fra at fodre de fattige, desuden) ville han ikke opmuntre nogen til at fodre de fattige. Derfor har han i dag ingen slægtning (og ven), der vil have medlidenhed med ham. Der er ingen mad til ham undtagen gislîn (pus og blod fra folk i Helvede). Ingen undtagen de (vantro), der (bevidst) har begået fejl, spiser det..."112

Hadrat 'Umar lyttede med beundring til det, som vores Mester, Profeten, reciterede. Han havde ikke hørt så smukke ord i sit liv før. Senere sagde han selv: "Jeg beundrede veltalenheden, glatheden og pænheden af disse ord, som jeg lyttede til. Jeg sagde til mig selv, jeg sværger, at denne person må være en poet, som Qurayshîerne siger!" I mellemtiden fortsatte vores Profet med at recitere âyat al-karîmas: "Jeg sværger ved det, I ser, og ved det, I ikke kan se; det (Koranen al- karîm) er helt sikkert et ord, som er blevet bragt (fra Hans Rabb) af en Rasûl, som er meget ærværdig over for Allahu ta'âlâ. Det er ikke ord fra en digter. Hvor lidt I mennesker dog tror!..."113

Hadrat 'Umar rapporterede: "Igen sagde jeg til mig selv: Han må være en spåmand. Fordi Han har forstået, hvad jeg tænkte!" Rasûlullah fortsatte med at recitere sûrah'en: "Det er heller ikke en spåmands ord. Hvor lidt I mennesker dog reflekterer!.... Den (Koranen al-karîm) er blevet åbenbaret af verdens Rabb (til Muhammed 'alaihis-salâm gennem Jabrâîl 'alaihis-salâm). Hvis Han (Profeten)

havde opdigtet nogle ord (som Vi ikke har sagt) om Os, ville Vi helt sikkert have grebet Ham og taget Hans højre hånd (det er Hans magt) ud og derefter helt sikkert have skåret Hans livsnerve (halspulsåren) over og udslettet Ham! Og ikke en eneste af jer ville være i stand til at forhindre det! Det er bestemt, (Koranen al-karîm) et klart råd til de mennesker, der har taqwâ (fromhed). Vi ved helt sikkert at der er nogle blandt jer, som benægter det, ligesom der er nogle, som bekræfter det. Sandelig, den (Koranen al-karîm) er en (uundgåelig) længsel for de vantro (som ser de velsignelser, der er givet til dem, der bekræfter den i âkhirât). Sandelig, den (Koranen al-karîm) er haqq-ul-yaqîn (den er sandheden af absolut sikkerhed, den kun består af nøjagtige oplysninger). Derfor skal du rose navnet på din almægtige Rabb."114

Hadrat 'Umar sagde: "Efter Rasûlullah reciterede alle sûrah, en hældning til Islâm dukkede op i mit hjerte." Tre dage efter at Hadrat Hamza var blevet muslim, samlede Abû Jahl polyteisterne og sagde: "O Quraysh! Muhammed har vanæret vores idoler. Han har sagt, at vores forfædre, som kom før os, er pint i Jahannam, og vi vil også gå derhen!

Der er ingen anden udvej end at dræbe Ham! Jeg vil give hundrede røde kameler og utallige guldkorn til den, der dræber Ham!" Pludselig forsvandt tilbøjeligheden til Islâm i hjertet af 'Umar, Khattâbs søn. Han sprang og sagde: "Der er ingen, der kan gøre det, undtagen Khattâbs søn." De applauderede ham ved at sige: "Fortsæt, Khattâbs søn! Lad os se dig."

Han omgjordede sit sværd og tog af sted. Mens han var på vej, mødte han Nu'aym ibn Abdullah. Han spurgte: "O 'Umar! Hvor er du på vej hen med denne heftighed og vrede?" Han svarede: "Jeg vil dræbe Muhammed, som har skabt splittelse blandt folk og fjendskab mellem brødre." Nu'aym sagde: "O 'Umar! Dette er en vanskelig opgave. Hans Ashâb viser stor opmærksomhed og hengivenhed over for Ham. De er yderst forsigtige, så intet skader Ham. Det er meget vanskeligt at nærme sig dem. Selv hvis du dræber Ham, vil du ikke være i stand til at undslippe Abdulmuttalibs sønner."

Hadrat 'Umar blev meget vred over disse ord. Han greb sit sværd og sagde: "Er du også en af dem? Jeg vil dræbe dig først." Nu'aym sagde: "O 'Umar! Lad mig være! Gå hen til din søster Fâtima og hendes mand, Sa'îd ibn Zayd. De er også blevet muslimer." Hadrat 'Umar troede ikke på disse ord. Nu'aym sagde: "Hvis du ikke tror på det, så gå hen og spørg dem! Du vil se det."

Hvis det lykkedes Hadrat 'Umar, ville den religiøse adskillelse ophøre, men den blodfejde, som var en skik hos araberne, ville begynde, Quraysh ville blive delt i to, og uendelige sammenstød ville begynde. Således ville ikke kun 'Umar ibn Khattâb, men alle Khattâbs sønner blive dræbt. Men 'Umar ibn Khattâb kunne ikke tænke på alt dette, fordi han var meget stærk, modig og rasende. Han undrede sig over sin søster og gik straks til deres hjem.

På det tidspunkt var Sûrah Tâhâ for nylig kommet ned, og Saîd og Fâtima radiy- Allahu 'anhumâ fik det skrevet. De havde bragt en af Ashâb'erne, Hadrat Khabbâb ibn Arat, til deres hus, og de var i gang med at læse Sûrah Tâhâ op. Hadrat 'Umar hørte deres stemmer gennem døren. Han bankede meget hårdt på døren. Da de så ham med sit sværd, og at han var vred, skjulte de skriften og Hadrat Khabbâb. Så åbnede de døren. Da han trådte ind i huset, spurgte han: "Hvad læste I?" De sagde: "Intet." Han blev endnu mere vred og sagde: "Så det er sandt, hvad jeg hørte, I er også narret af Hans magi." Han holdt Hadrat Sa'îd om halsen og kastede ham til jorden. Mens hans søster forsøgte at redde sin mand, slog han også hende i ansigtet. Da han så, at hendes ansigt begyndte at bløde, fik han medlidenhed med hende. Fâtima var i smerte; hun var blodig. Men kraften i hendes îmân (tro) fik hende til at sige: "O 'Umar! Hvorfor føler du ikke skam overfor Allah, og hvorfor tror du ikke på Hans Profet, som Han sendte med âyats og mirakler? Her er min mand og jeg blevet beæret ved at blive muslimer. Selv om du hugger vores hoveder af, vil vi ikke opgive denne religion." Derefter reciterede hun Kalima ash-shahâda.

"Det er heller ikke en

spåmands ord. Hvor
lidt I mennesker dog

reflekterer!.... Den
(Koranen al-karîm)
er blevet åbenbaret
af verdens Rabb (til

Muhammed 'ala-

ihis-salâm gen-
nem Jabrâîl 'alai-

his-salâm).”
Hâqqa: 42–43

Hadrat 'Umar faldt, efter hans søsters overbevisning, pludselig til ro og satte sig ned. Med en sok-stemme sagde han: "Tag den bog frem, du læste." Fâtima sagde: "Jeg vil ikke give dig den, medmindre du gør dig ren.” Hadrat ´Umar udførte ghusl abda (rituel badning).

Derefter bragte Fâtima siden af Koranen al-karîm. Hadrat 'Umar var en god læser. Han begyndte at læse Sûrah Tâhâ. Qur'ân al-karîms veltalenhed, flydende sprog, betydninger og overlegenhed vækkede i stigende grad hans hjerte. Da han læste âyat al-karîma, som i maal er: "Alt, hvad der er i himlen og på jorden og dem imellem dem og det, der er under jorden (med syv lag) tilhører Ham"115, begyndte han at tænke dybt. Han sagde: "O Fâtima! Tilhører alle disse utallige eksistenser Allah, som du tilbeder?" Hans søster svarede: "Ja, det gør de! Tvivler du på det?" Hans forbløffelse blev større og større, og han sagde: "O Fâtima! Vi har omkring et tusind fem hundrede ornamenterede skulpturer lavet af guld, sølv, bronze, sten. Ingen af dem ejer noget på jorden." Han læste mere; "Der er ingen sand gud undtagen Allahu ta'âlâ, som fortjener at blive tilbedt. De smukkeste navne er Hans."116

Han tænkte over denne âyat al-karîma. "Helt sikkert, hvilket sandt ord," sagde han. Da Habbâb hørte dette, sprang han ud af sit skjulested og sagde takbîr. Derefter sagde han: "Glædeligt budskab til dig, O 'Umar! Rasûlullah bad til Allahu ta'âlâ og sagde: 'O min Rabb! Styrk denne religion enten med Abû Jahl eller med 'Umar'. Nu er denne velsignelse skænket til dig."

Denne âyat al-karîma og denne bøn slettede fuldstændigt fjendskabet i Hadrat 'Umars hjerte. Han spurgte med det samme: "Hvor er Rasûlullah?" Hans hjerte er blevet draget mod Rasûlullah. Den dag gav Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) råd til Hans Ashâb i Hadrat Arqâms hus. Ashâb al-kirâm, der havde samlet sig, polerede deres hjerter ved at se Hans lysende ansigt og lytte til Hans søde og kraftfulde ord og opfriskede deres sjæle ved at gå ind i forskellige tilstande i uendelig glæde, fornøjelse og munterhed.

Hadrat 'Umar's ankomst blev set fra Arqâms hus. Han havde også sit sværd med. Da Hadrat 'Umar var en frygtindgydende og magtfuld person, omringede Ashâb alkirâm Rasûlullah. Hadrat Hamza sagde: "Hvorfor er du bange for 'Umar? Hvis han kom med gode hensigter, er han velkommen. Hvis ikke, vil jeg halshugge ham, før han trækker sit sværd!" Rasûlullah sagde: "Lad ham komme ind!"

Tidligere havde Jabrâîl 'alaihis-salâm informeret vores Mester, Profeten, om at Hadrat 'Umar var på vej, og at han var på vej til at omfavne Islâm. Vores Mester Rasûlullah bød Hadrat 'Umar velkommen med et smil. Han sagde: "Lad ham være i fred." Hadrat 'Umar knælede ned foran Rasûlullah. Rasûlullah holdt Hadrat 'Umars arm og sagde: "O 'Umar, tro!" Hadrat 'Umar reciterede Kalima ash-shahâda med et rent hjerte. Ashâb al-kirâm sagde af glæde takbîrs højlydt.

"O min Rabb! Styrk
denne religion enten

med Abû Jahl eller

med 'Umar."
Hadîtk ask-skarîf

Hadrat 'Umar forklarede sin situation, da han omfavnede Islâm, således:

"Da jeg konverterede til Islâm, gemte Ashâb al-kirâm sig for polyteisterne og udførte deres ibâdats (tilbedelse) i hemmelighed. Jeg blev meget bedrøvet over dette og spurgte: 'O Rasûlullah! Er vi ikke på den rette vej? Vores Mester, Profeten svarede ved at sige: "Jo. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som holder min eksistens i Sin hånd, uanset om du er død eller levende, er du helt sikkert på den rette vej.

Jeg svarede: "Når vi nu er på den rette vej, og polyteisterne er på den forkerte vej, hvorfor skjuler vi så vores religion for dem? Wallahi, vi fortjener og har flere rettigheder end polyteisterne til at erklære Islâms religion mod vantro. Allahu ta'âlâs religion vil helt sikkert sejre i Mekka. Det ville være dejligt, hvis vores stamme er retfærdig; hvis de raser, vil vi bekæmpe dem". På det sagde vores Mester Rasûlullah: "Vi er meget få i antal!

Jeg sagde: "O Rasûlullah! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som har sendt Dig som en sand Profet, uden nogen tøven og frygt, vil der ikke være nogen polyteistiske samfund tilbage, som jeg ikke havde fortalt om Islâm. Lad os rejse os. Da det blev accepteret, gik vi ud i to rækker og gik til Haram ash-sharîf. Hamza stod i spidsen for den ene række, og jeg stod i den anden række. Yndefuldt og imponerende, med hårde skridt, som om vi vendte jorden til mel, gik vi ind i Masjid al-Harâm. Qurayshpolyteisterne kiggede frem og tilbage mellem Hamza og mig. De var så bedrøvede, at de måske aldrig før i deres liv var faldet i en sådan kval før."

Da Hadrat 'Umar kom, gik Abû Jahl frem og spurgte: "O 'Umar! Hvad er meningen med dette?" Hadrat 'Umar sagde, uden at lægge mærke til ham, "Ash-hadu an lâ ilâha illallah wa ashhadu anna Muhammedan abduhu wa rasûluh". Abû Jahl vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var forbløffet. Hadrat 'Umar vendte sig mod denne gruppe af polyteister og sagde:

"O Quraysh! Nogle af jer kender mig! De, der ikke gør det, bør vide, at jeg er 'Umar, Khattâbs søn. Den, der ønsker at gøre sin kone til enke og sine børn til forældreløse, må flytte! Jeg vil hugge enhver, der bevæger sig, med mit sværd!..." Qurayshpolyteisterne spredte sig og gik straks væk. Rasûlullah og Hans ophøjede Ashâb dannede en række og sagde takbîrs højt. Himlen i Mekka var fuld af indskud af "Allahu Akbar!".... Allahu Akbar!" For første gang blev namâz udført offentligt i Haram ash-sharîf.117

Da Hadrat 'Umar blev muslim, kom den 64. âyat al-karîma af Sûrah al-Anfâl ned. I maal, "O min Profet! Som hjælpere vil Allahu ta'âlâ og de troende, der følger dig, være tilstrækkelige for dig." Nogle mennesker, der var tøvende, valgte Islâm, da de så, at Hadrat 'Umar blev muslim. De blev beæret ved at blive Ashâb.

Nu begyndte antallet af muslimer at stige kraftigt dag for dag.

Han reciterede navnet Rahman i hver enkelt forretning,
Profeten, som er rost, denne kilde af generøsitet.

Han var kilden til nåde og viden og venlighed,
Hans sjæl var fuld af god etik, denne kilde af generøsitet.

Han var blid og ydmyg over for alle Haqq's skabninger,
Han ville give velvilje og venlighed, denne kilde af generøsitet.

Den tidligere tilstand af Kâ'ba al-mu'azzama

Mekka al-muqarrama

Anden udvandring til Abessinien

Da Ashâb al-kirâm ('alaihimurridwân) vendte tilbage til Mekka, begyndte polyteisterne at torturere og pine dem igen. De blev ved med at øge deres undertrykkelse. De udførte alle slags pinsler uden tøven. En dag sagde Hadrat 'Uthmân: "O Rasûlullah! Jeg så Abessinien som et godt handelssted. En måned med handel giver en stor fortjeneste. Indtil Allahu ta'âlâ befaler en destination for migration, er der ikke noget bedre sted end det for muslimer. I det mindste vil Mu'mins (de troende) slippe for Qurayshs grusomhed. Negus tilbød mange gaver og gjorde mange tjenester for os." Efter dette befalede vores Mester, Profeten: "Gå tilbage til Abessinien, så I vil blive beskyttet af Allahu ta'âlâs navn." Da Hadrat 'Uthmân sagde: "O Rasûlullah! Hvis du ærer dem, ved at besøge dem, vil de måske konvertere til Islâm. Da de er et bogens folk, vil de let acceptere Islâm, og de vil ikke tilbageholde deres hjælp." Vores Mester, Profeten svarede: "Jeg er ikke blevet beordret til at have lethed og komfort. Jeg venter på Allahu ta'âlâs befaling vedrørende hegira. Jeg handler i overensstemmelse med det, jeg har fået befalet."

"Gå tilbage til Abes-

sinien, så I vil blive
beskyttet af Allahu

ta'âlâs navn."
Hadîtk ask-skarîf

I det sjette år af Bi'that, ifølge en rapport, tog en karavane på hundrede og en, 83 mænd og 18 kvinder fra Ashâb al-kirâm (radiy-Allahu 'anhum) af sted til Abessinien for anden gang. Hadrat Ja'far ibn Abî Tâlib var blevet udpeget som leder af denne karavane. De nåede landet Negus i god behold. De begivenheder, de havde oplevet i Abessinien, blev fortalt af Hadrat Umm Salama (radiy-Allahu 'anhâ) som følger: "Da vi nåede Abessinien, mødte vi en meget god nabo. Denne nabo var (herskeren af Abessinien) Negus. Han opfyldte alle vores ønsker. Vi kunne udføre vores religiøse ordrer, som vi ønskede. Vi kunne frit tilbede Allahu ta'âlâ, og vi blev ikke såret. Vi hørte ikke nogen onde ord."

Da Mekka-polyteisterne fik kendskab til situationen, besluttede de at sende to udsendinge til Abessiniens hersker. De forberedte meget værdifulde gaver til Negus. De forberedte lædervarer fra Mekka, som han var meget glad for.

De gav også gaver til gejstlige og regeringsembedsmænd. Abdullah ibn Abî Rabîa og Amr ibn Âs blev udnævnt som udsendinge. De blev lært, hvad de skulle sige foran Negus. De fik følgende besked: "Før du taler til herskeren, skal du give gaver til hver af hans patriarker og befalingsmænd. Derefter skal I præsentere Negus' gaver til ham. Efter det, anmode om levering af muslimerne til jer. Må ikke give en mulighed for Negus' at tale med muslimerne."118

Udsendingene kom til Abessinien. Efter mødtes med regeringsembedsmændene og gav dem gaver og sagde til hver enkelt af dem: "Der er dukket nogle mennesker op blandt os. Disse mennesker har opfundet en ny religion, som hverken I eller vi kender til. Vi vil gerne tage de mennesker, der kom her, med til deres eget hjemland. Når I mødes med jeres hersker, så prøv at sørge for, at disse mennesker bliver leveret til os, uden at de taler med jeres hersker. De, der bedst kan tage sig af dem, er deres egne forældre og naboer.

De kender disse mennesker meget godt."119 Patriarkerne accepterede dette forslag. Derefter forelagde Mekka-udsendingene gaverne for Negus. Negus tog imod gaverne; inviterede dem og talte med dem i et stykke tid.

Udsendingene sagde til Negus: "O hersker! Nogle af vores folk har søgt tilflugt i dit land. De, der kom, havde forladt deres nations religion, og de tog heller ikke din religion til sig. De har en opdigtet religion, i overensstemmelse med deres eget sind. Hverken du eller vi kender til denne religion. Vi er blevet sendt af notabiliteter af deres folk. Disse notabiliteter er fædre og slægtninge til dem, der tog tilflugt i jeres land. Deres ønske er, at I skal sende dem tilbage. For de kender deres stater bedre. De ved bedre, hvad de ikke godkender i deres egen religion..." Både Amr ibn Âs og Abdullah ibn Abî Rabîa ønskede meget gerne, at Negus skulle lytte til deres ord og handle i overensstemmelse med deres ønske. Efter de udsendtes tale, tog patriarkerne i Negus tilladelse til at tale og sagde: "Disse mennesker fortalte sandheden. Deres folk kan bedre håndtere dem. De kan bedre vurdere, hvad de kan lide eller ikke kan lide. Af denne grund skal I udlevere disse mennesker, så de kan tage dem med til deres eget folk og land." På disse ord blev Negus meget vred: "Nej, jeg sværger ved Allah! Jeg vil ikke udlevere disse mænd. Jeg kan ikke forråde folk, som kom til mig, som immigrerede til mit land. Disse mennesker har foretrukket mig frem for andre, og de kom til mit land. Derfor vil jeg invitere immigranterne til mit palads, jeg vil spørge dem, hvad de vil sige imod disse mænds ord, og jeg vil lytte til deres svar. Hvis immigranterne er som det, disse mænd har sagt, vil jeg give dem og sende dem tilbage til deres eget folk. Hvis de ikke er det, vil jeg beskytte dem og være god mod dem, så længe de bliver i mit land." Negus havde tidligere studeret de hellige bøger. Han vidste, at tiden for Muhammed 'alaihis-salâms ankomst var nær, og at Hans folk ville fornægte Ham og sige, at Han var en løgner, og at de ville fordrive Ham fra Mekka. Negus spurgte Mekka-udsendinge: "Hvem tror de på?" De svarede: "Muhammed." Da han hørte dette navn, forstod Negus, at Han var en Profet; men han afslørede det ikke. Han spurgte dem igen: "Hvad er Hans religion og Hans sekt, som Han inviterer folk til?" Amr svarede: "Han har ingen sekt." Negus sagde: "Hvordan kan jeg udlevere et samfund, hvis religion eller sekt jeg ikke kender, og som har søgt tilflugt hos mig? Lad os samle rådet. Bring dem også med, og lad dem stå over for jer. Så vil alles situation være klar, og jeg vil kende deres religion." De inviterede muslimerne ind i paladset. Muslimerne rådførte sig først indbyrdes, og de spurgte: "Hvad skal vi sige, som Abessiniens hersker vil kunne lide og passe til hans karakter?" Hadrat Ja'far sagde: "Wallahi, alt hvad vi ved om dette spørgsmål er kun det, som vores Profet har fortalt os. Vi samtykker i resultatet, uanset hvad det bliver." De accepterede alle og besluttede enstemmigt, at kun Hadrat Ja'far skulle tale. De kom til Negus' palads. Negus samlede sine lærde. Et stort råd blev samlet. Så bragte de immigranterne. Da muslimerne kom, hilste de på ham.

De lavede dog ikke sajda (nedkastningen i namâz). Negus spurgte dem: "Hvorfor har I ikke lavet sajda?" De svarede: "Vi laver ikke sajda for nogen anden end Allahu ta'âlâ. Vores Mester, Profeten har forbudt os at lave sajda, undtagen for Allahu ta'âlâ og sagde: 'Sajda er lavet kun for Allahu ta'âlâ'." Negus spurgte immigranterne: "O folk, som kom til min tilstedeværelse! Fortæl mig det! Hvorfor er I kommet til mit land? I er ikke handelsmænd; I har heller ikke en anmodning. Hvordan er situationen for jeres Profet, der er dukket op? Hvorfor hilser I ikke på mig på samme måde som dem, der kom fra jeres lande?"

Ja'far radiy-Allahu 'anh sagde: "O hersker! For det første vil jeg fortælle dig tre ting. Hvis jeg taler rigtigt, så godkend det; hvis ikke, så benægt det. Først og fremmest, befal, at kun den ene af disse mænd taler, og at den anden tier!" Amr ibn Âs sagde: "Jeg vil tale." Negus sagde: "O Ja'far, du taler først."

"Sajda er lavet
kun for Allahu

ta’âlâ.”
Hadîth aske-sharîf

Hadrat Ja'far sagde: "Jeg har tre bemærkninger. Spørg den mand, om vi er slaver, som skal fanges og returneres til deres herrer?" Negus spurgte: "O Amr! Er de slaver?" Amr svarede: "Nej, de er ikke slaver! De er frie mænd!" Hadrat Ja'far spurgte: "Har vi dræbt nogen uretfærdigt, så vi vil blive returneret til de skadede folk?" Negus spurgte Amr: "Har disse mennesker dræbt nogen uretfærdigt?" Amr svarede: "Nej, de har ikke engang udgydt en dråbe blod!" Hadrat Ja'far spurgte Negus: "Har der været nogen goder, som vi uretmæssigt har taget fra andre, og som vi er forpligtet til at betale?" Negus svarede: "O Amr! Hvis disse mennesker har gæld, selv om det er mange guldmønter, vil jeg betale dem, fortæl mig det." Amr svarede: "Nej, de har ikke gæld, ikke engang én qirat (en valutaenhed)!" Da Negus spurgte: "Hvad vil du så have af dem?" Amr svarede: "Tidligere var vi af samme religion og på samme vej som dem. De forlod disse. De er blevet lydige over for Muhammed og Hans religion." Negus spurgte Ja'far: "Hvorfor forlod I jeres religion og fulgte en anden? Du har forladt dit folks religion; du er heller ikke af min religion. Så hvad er den religion, som du tror på? Vil du oplyse mig om den?"

Hadrat Ja'far sagde: "O hersker! Vi var et uvidende folk. Vi plejede at tilbede afguder. Vi plejede at spise ådsler og begå alle slags onde gerninger. Vi plejede at kappe båndene med vores slægtninge og behandle vores naboer dårligt. De stærke blandt os undertrykte de svage, og de vidste ikke, hvad medfølelse var. Indtil Allahu ta'âlâ sendte os en Profet fra vores nation, hvis troværdighed, kyskhed og ædelhed vi kendte, var vi i den tilstand. Denne Profet opfordrede os til at tro på Allahu ta'âlâs eksistens og enhed, til at tilbede Ham og til at opgive de sten og idoler, som vores forfædre tilbad. Han beordrede os til at tale sandheden, til ikke at tilrane sig betroede goder, til at overholde slægtninges rettigheder, til at opretholde gode relationer med naboer, til at afholde os fra synder og fra at udgyde blod. Han har forbudt os enhver form for umoralitet, at sige løgne, at tilrane sig forældreløse børns ejendom, at bagtale kyske kvinder. Han har befalet os at tilbede Allahu ta'âlâ uden at gøre noget som helst til partner til Ham. Vi har accepteret disse og troet på det, som Han bragte fra Allahu ta'âlâ. Vi opfyldte det, som Han beordrede. Vi tilbad Allahu ta'âlâ. Vi betragtede harâm (forbudt) hvad Han forbød, og vi betragtede halâl (tilladt), hvad han tillod for os og handlede således. Af denne grund blev vores folk en fjende af os og forfulgte os. De plagede os for at tvinge os til at opgive at tilbede Allah. De torturerede os. De undertrykte os. De kom mellem os og vores religion. De forsøgte at adskille os fra vores religion. Så vi forlod vores land, vores hjem og søgte tilflugt i jeres land. Vi foretrak jer frem for andre. Vi ønskede jeres beskyttelse og næstekærlighed. Vi håber, at vi på jeres side ikke vil blive udsat for uretfærdighed." Hadrat Ja'far fortsatte med sin tale; "Hvad angår hilsen, har vi hilst jer med Rasûlullahs hilsen. Vi hilser på hinanden på samme måde. Vores Mester, Profeten, meddelte os, at hilsnerne i Jannah også er de samme. Derfor har vi hilst på Deres Majestæt på denne måde. Da vores Mester, Profeten sagde, at det ikke er tilladt at udføre nedkast (sajda) foran mennesker, søger vi tilflugt i Allahu ta'âlâ fra at kaste os ned foran andre end Ham." Negus spurgte: "Ved du fra noget af det, som Allah meddelte?" Da Hadrat Ja'far sagde: "Ja", sagde Negus: "Reciter nogle for mig." Hadrat Ja'far begyndte at recitere de første âyats af Sûrah Maryam (det er også blevet rapporteret, at det var Sûrah al- 'Ankabût eller Sûrah Rûm). Negus græd. Tårerne fra hans øjne vædede hans skæg. Præsterne græd også. Negus og præsterne sagde: "O Ja'far! Reciter mere fra disse søde og smukke ord." Hadrat Ja'far reciterede de indledende dele af Sûrah Kahf, i maal; "Må pris være Allahu ta'âlâ, som åbenbarede den rette bog (Qur'ân alkarîm), som ikke har nogen uorden i ordlyden eller modsigelse i betydningen (langt fra overdrivelse og underdrivelse), til Hans fødte tjener (Muhammed 'alaihis-salâm), for at skræmme de vantro med en bitter pine (Jahannam) fra Ham, den Almægtige, for at varsle de troende, der gør gode gerninger, med en stor belønning (Jannah), hvor de vil opholde sig for evigt, og for at skræmme dem, der siger: "Allahu ta'âlâ har taget en søn til sig.' Hverken de (som siger, at Allahu ta'âlâ har taget en søn til sig) eller deres forfædre har nogen viden om det (det ord). Det ord, de sagde, var (frygteligt og) yderst farligt. De fortæller kun løgne. (O min Rasûl!) Hvis de ikke tror på denne Qur'ân al-karîm, vil du så pine dig selv til døden med sorg og vrede over dem? Vi har skabt tingene på jorden (skove, floder, mineraler, dyr og planter...) som smykker, for at teste mennesker, hvis gode gerninger er oprigtige..."120

Negus kunne ikke lade være med at sige: "Wallahi, dette er et lys, der skinner fra det samme lys. Mûsâ og Îsâ ('alaihim-us-salâm) kom også med det." Så vendte han sig til Qurayshs udsendinge og sagde: "Gå, jeg sværger ved Allah, at jeg hverken vil udlevere dem til jer eller ønske dem noget ondt." Abdullah ibn Abî Rabîa og Amr ibn Âs gik ud fra Negus' tilstedeværelse.121 Amr sagde til Abdullah: "Jeg sværger, at jeg vil gøre en af deres fejl kendt over for Negus. Du vil se, at jeg vil udslette dem." Hans ven sagde til Amr: "Selv om de er imod os, har vi i det mindste et slægtskab med dem.

Gøre det ikke." Amr svarede: "Jeg vil underrette Negus om, at de betragter Îsâ 'alaihis-salâm som en født slave af Allahu ta'âlâ." Den følgende dag gik han hen til Negus og sagde: "O hersker! De taler dårligt om Îsâ ('alaihis-salâm), søn af Maryam. Send en mand til dem og spørg, hvad de siger om Îsâ 'alaihis-salâm. Negus sendte en mand til muslimerne for at høre deres synspunkter om Hadrat Îsâ. De kom igen og spurgte hinanden: "Hvad skal vi sige, hvis han spørger om Îsâ 'alaihis-salâm?" Hadrat Ja'far sagde: "Wallahi, vi vil fortælle om ham hvad Allahu ta'âlâ sagde, hvad vores Mester, Profeten bragte til os." Da de kom til Negus, spurgte han dem: "Hvad siger I om Îsâ, Maryams søn ('alaihis-salâm)?" Da Hadrat Ja'far svarede: "Vi siger om Îsâ 'alaihis-salâm hvad vores Mester, Profeten bragte fra Allahu ta'âlâ og kommunikeret. Vi accepterer, at Han (Îsâ 'alaihis-salâm) er Allahu ta'âlâs slave og Rasûl og Hans ord, som Allahu ta'âlâ gav Hadrat Maryam, som var kysk og havde viet sig selv til Haqq ta'âlâ ved at opgive verden og mennesker. Det er situationen og æren for Îsâ, Maryams søn. Vi siger, at ligesom Allahu ta'âlâ skabte Hadrat Âdam ('alaihis-salâm) fra jorden, skabte Han Îsâ 'alaihis-salâm uden en far." Negus rakte hånden mod jorden og greb fat i et stykke halm og sagde: "Jeg sværger, at Îsâ ('alaihis-salâm), Maryams søn, ikke er mere end det, du sagde. Der er ikke ingen forskel mellem Ham og det du siger, selv ikke så meget som dette halmstrå."

Da Negus sagde dette, begyndte regeringens embedsmænd og befalingsmænd at hvisken og mumlen.

Da han bemærkede dette, sagde han: "Uanset hvad I siger, så sværger jeg, at jeg tænker gode ting om disse mennesker." Så vendte han sig til de muslimske emigranter og sagde: "Jeg lykønsker jer og den person, hvis side I kom fra! Jeg tror på faktum at Han er Allahs Rasûl. Vi har allerede set Ham i Injîl (Bibelen). Îsâ ('alaihis-salâm), Maryams søn, informerede også om den Rasûl. Jeg sværger, at hvis Han var her, ville jeg bære Hans sko og vaske Hans fødder! Gå venligst og lev i sikkerhed og fred, langt fra enhver form for overfald på den uberørte del af mit land. Jeg vil tilintetgøre enhver, der gør jer fortræd. Selv om de giver mig guld så meget som et bjerg, vil jeg ikke bedrøve bare én af jer!"

"Jeg lykønsker jer og den
person, hvis side I kom fra! Jeg

tror på at Han er Allahs Rasûl.
Vi har allerede set til Ham i Injîl.

Îsâ ('alaihis-salâm), Maryams
søn, informerede også om den

Rasûl.”
Negus Ashama

I den forbindelse sagde Negus om de gaver, som Quraysh-udsendingene havde medbragt: "Jeg har ikke brug for dem! Allahu ta'âlâ tog ikke bestikkelse fra mig, da Han gav mig min besiddelse tilbage, som var blevet tilranet af andre, og da Han fik mit folk til at adlyde mig", og returnerede deres gaver. Quraysh-udsendinge vendte tilbage tomhændede. Og den heldige Negus omfavnede Islâm og gjorde Ashâb alkirâm meget glad.122

HAQQ SKABTE UNIVERSET

Haqq skabte universet af kærlighed til Muhammed.
Han skabte månen og solen til glæde for Muhammed.

Han sagde: "Vær", og blev universet, skrev loven og pennen.
Den sidste bog blev reciteret til Muhammeds ære.

Kom awliyâ, rundt omkring, bøjede hoveder ved døren,
Sagde tawhid dhikr for Muhammads nûr.

Waisal Qarânî opnåede det, men han begærede det stadig.
Otte Jannah blev pyntet af kærlighed til Muhammed.

Fugle på himlen, der bliver grønne rundt omkring,
Træerne bærer frugt af kærlighed til Muhammed.

De vantro kom og fik îmân fra Ham.
De bad fem gange om dagen af kærlighed til Muhammad.

Englene kom og stillede sig i rækker,
Bad fem gange om dagen for Muhammad's kærlighed.

Yûnus roser Ham, Koranens âyat roser Ham,
Husk og sig salawât af kærlighed til Muhammed.

  1. 108 Ibn Ishâq, as-Sira, 194; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 321; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 203–204; Tabarî, Târikh, II, 411; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 94.
  2. 109 Ibn Ishâq, as-Sira, 205-210; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 204
  3. 110 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 204; Tabarî, II, 221; Ibn Sayyidinnâs, I, 116; Mevâhib Serhi, I, 271.
  4. 111 Ibn Ishâq, as-Sira, 151-153; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 291-292.
  5. 112 Sûrah al-Hâqqa, 69/1-37.
  6. 113 Sûrah al-Hâqqa, 69/38-41.
  7. 114 Sûrah al-Hâqqa, 69/42-52.
  8. 115 SûrahTâhâ, 20/6
  9. 116 SûrahTâhâ, 20
  10. 117 Ibn Ishâq, as-Sira, 160-165, 221-229; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 342-350; Suhaylî, Rawzu’l-unf, II, 119.
  11. 118 Ibn Ishâq, as-Sira, 195; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 334.
  12. 119 Ibn Ishâq, as-Sira, 195; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 332
  13. 120 Sûrah Qaf, 18/1-7.
  14. 121 Ibn Ishâq, as-Sira, 195; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 332-333
  15. 122 Ibn Ishâq, Sîrat ar-Rasûl, 195; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 334.