BETINGELSER FOR AT VÆRE EN SAND MUSLIM

Ordet "Islâm" betyder på arabisk "overgivelse af ens nafs, underkastelse, opnåelse af frelse" samt "fred". Imâm al-a'zam Abû Hanîfa (rahmatullahi 'alaih) har defineret Islâm som "underkastelse og lydighed over for Allahu ta'âlâs bud".

Hvis man læser ovenstående fakta omhyggeligt, vil det automatisk blive klart hvordan en muslim bør være. De lærde har forklaret kvaliteterne, som en muslim bør besidder, som følger:

Først og fremmest er en muslim ren fysisk og åndeligt.

Flere forskellige steder i Koranen al-karîm erklærer Allahu ta'âlâ: "Jeg kan lide dem, der er rene." Muslimer går ikke ind i moskeer eller huse med sko på. Deres tæpper, deres gulve forbliver pletfri og rene. Enhver muslim har et badeværelse i sit hus. Deres kroppe, tøj og mad er altid rene. På denne måde spreder de ikke mikrober og sygdomme.

En ægte muslim er ren og passer godt på sit helbred. Han er aldrig indtager alkoholiske drikke, som er harâm og en slags gift. Han spiser ikke svinekød, som er blevet forbudt på grund af dets forskellige farer og skader.

Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) roste videnskaben om medicin på forskellige måder. Et eksempel er Hans udtalelse: "Der er to slags viden: viden om kroppen og viden om religion." Det vil sige, at ved at sige, at disse to er de vigtigste videnskaber, den religiøse viden, som beskytter sjælen, og viden om sundhed, som beskytter kroppen, ønskede Han, at vi skulle stræbe efter at holde vores krop og sjæl livskraftige. Islâm befaler at lære viden om kroppen før viden om religion. For alle former for gode gerninger kan kun udføres med en sund krop.

Vores Mester, Profeten, kommunikerede gennem breve med den byzantinske kejser Heraklius. De sendte udsendinge til hinanden. Ved en lejlighed sendte Heraklius Ham mange gaver. En af gaverne var en læge. Da lægen ankom, kom han til vores Profet og sagde: " Mester! Hans Majestæt har sendt mig til jer som en tjener. Jeg skal behandle de syge gratis." Hadrat Muhammed (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) accepterede hans tjenester. Han beordrede, at lægen skulle have et hus. Hver dag bragte de lækker mad og drikkevarer til ham. Dage og måneder gik. Ingen muslimer kom for at besøge ham. Lægen, der skammede sig, bad om lov til at gå og sagde: " Mester! Jeg kom her for at tjene jer. Indtil nu er ingen syge kommet til mig. Jeg har siddet ubeskæftiget og spist og drukket behageligt. Og nu vil jeg gerne hjem igen." Vores Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) svarede: "Det er op til dig. Hvis du gerne vil blive længere, er det muslimernes pligt at betjene og passe deres gæster. Men hvis du ønsker at rejse nu, så hav en god rejse! Men du skal vide, at selv hvis du skulle blive her i årevis, ville ingen muslim komme for at se dig. Det er fordi min Ashâb ikke bliver syg. Den islâmiske religion har vist vejen til et godt helbred. Min Ashâb lægger stor vægt på renlighed. De spiser ikke noget, medmindre de er sultne, og de holder op med at spise, før de er blevet helt mætte."

Med ovenstående ord mener vi ikke at sige, at en muslim aldrig bliver syg. Men en muslim, der er opmærksom på sit helbred og sin renlighed, forbliver sund og rask i lang tid. Han bliver næppe syg. Døden er en kendsgerning i livet. Den kan ikke undgås. Alle vil dø som følge af en eller anden sygdom. Alligevel er det kun muligt at holde sin krop sund og rask indtil dødstidspunktet ved at overholde de ting og den renlighed, der er påbudt i Islâm. Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Jeg er blevet sendt til fuldkommen dyd og til at sprede smuk moral over hele verden." En anden hadîth ash-sharîf siger: "Blandt jer er dem med den højeste îmân dem med smukke akhlâq."

"Jeg sværger ved Allahu

ta'âlâ, at medmindre
en person elsker for sin
muslimske broder, som

han elsker for sig selv,
vil hans îmân ikke være

perfekt."
Hadìth ash-sharìf

Åndelig renhed er afgørende for en muslim. En person, som lyver, som snyder, bedrager andre, som er grusom, uretfærdig, som undlader at hjælpe sine brødre i religionen, som påtager sig overlegenhed, som kun tænker på sine fordele, er ikke en sand muslim, uanset hvor meget han tilbeder. Den ophøjede betydning af de første tre âyater i Sûrah al-Mâ'ûn er: "O Min Rasûl! Har du set ham, der fornægter qiyâmat, gør de forældreløse børn fortræd og fratager dem deres rettigheder og ikke giver de trængende mad eller opfordrer andre til at hjælpe de trængende?" Sådanne menneskers tilbedelse bliver ikke accepteret. I Islâm har det at holde sig væk fra de skadelige handlinger forrang for at gøre fard´erne. En sand muslim er først og fremmest en perfekt og moden person. Han har et smilende ansigt. Han er en mand med en honning-tunge der fortæller sandheden. Han ved aldrig, hvad det er "at være vred".

Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) erklærede: "Den person, der får mildhed, er den, der udstyret med denne verdens og âkhirat's godhed."

En muslim er ekstremt beskeden. Han lytter til alle, der henvender sig til ham, og hjælper dem så vidt muligt. En muslim er værdig og høflig. Han elsker sin familie og sit land. Vores Profet sagde: "At elske sit fædreland stammer fra îmân."

Hvordan Allahu ta'âlâ ønsker, at Hans slaver skal være, er meget godt forklaret i Koranen al-karîm. Den ophøjede betydning af den 63-69. âyat al-karîma´er i Sûrah al- Furqan er: "De (dydige) slaver af Rahmân (Allahu ta'âlâ', Som har megen medfølelse med Sine slaver) går på jorden beskedent og med værdighed. Når uvidende mennesker forsøger at genere dem, afholder de sig fra at synde med ærlighed og oprigtighed og svar med venlige ord som f.eks. "fred og sikkerhed være med dig". De tilbringer nætterne med at stå og knæle (udføre namâz) for deres Rabb. (De tilbyder deres taknemmelighed og ros til Ham). De bønfalder Allah, "O vores Rabb, tag Jahannam-pine væk fra os. Ja, dens pine er evig og bitter, og dette sted er uden tvivl et ondt og forfærdeligt ophold. I deres forbrug er de hverken fortabte eller elendige; de følger en moderat vej mellem disse to yderpunkter, og de fratager ikke nogen rettigheder.

De tillægger ikke Allah partnere eller påkalder nogen anden guddom sammen med Ham. De tager ikke noget liv, som Allah har forbudt. (De straffer kun de skyldige.) De begår ikke utugt." De 72-74. âyaer i samme sûrah, i maal: "De vidner ikke falsk vidnesbyrd. De afholder sig fra ting, der er ubrugelige og skadelige. Hvis de ved et uheld bliver involveret i noget ubrugelig eller som kun kan gøres med stor vanskelighed, går de med værdighed forbi den. De vender ikke det blinde øje og det døve øre til deres Rabb´s âyaterne, når de bliver mindet om dem. De bønfalder og siger: "O vores Rabb! Giv os, at vores hustruer og børn bliver en glæde for vores øjne. Gør os til ledere af dem, der frygter Dig."

Desuden er betydningen af den anden og tredje âyat i Sûrah as-Sâff, "O troende!

Hvorfor bekender I jer til noget, som I ikke praktiserer? Det er yderst afskyeligt i Allahs øjne, at I bekender jer til noget, I ikke praktiserer", viser, at en persons løfter eller løfte, som han ikke kan opfylde, gør ham til en dårlig person i Allahu ta'âlâs opfattelse.

En ægte muslim er yderst respektfuld over for sine forældre, lærere, befalingsmænd, loven og de ledende myndigheder i sit land. Han spilder ikke sin tid på unødvendige ting. Han bruger kun sin tid på ting, der er nyttige. Han spiller ikke hasardspil. Han spilder ikke sin tid.

En sand muslim udfører sine ibâdater perfekt. Han tilbyder taknemmelighed til Allahu ta'âlâ. Tilbedelse bør ikke udføres ufrivilligt eller ubevidst. Tilbedelse skal udføres frivilligt og med stor kærlighed til Allahu ta'âlâ. At frygte Allahu ta'âlâ betyder at elske Ham meget højt. Ligesom folk ikke ville ønske at gøre den person, som de elsker meget, ked af det, og de ville frygte for at de kunne gøre vedkommende ked af det, bør tilbedelse for Allahu ta'âlâ udføres på en måde, der beviser vores kærlighed til Ham. De velsignelser, som Allahu ta'âlâ har givet os, er så store, at vores taknemmelighedsgæld til Ham kun kan betales ved at elske Ham meget og ved at tilbede Ham med dyb oprigtighed.

Der findes forskellige slags ibâdater. Nogle former for ibâdater er, som vi har sagt ovenfor, mellem Allahu ta'âlâ og Hans slave. Måske vil Allahu ta'âlâ tilgive dem, der tilbeder utilstrækkeligt. Det er også ibâdat at respektere andres rettigheder. Men Han vil aldrig tilgive dem, der misbruger andre og har andres rettigheder på dem, medmindre indehaverne af disse rettigheder tilgiver dem. Det blev sagt i hadîth ash-sharîfer:

"Allahu ta'âlâ viser ikke barmhjertighed mod den, der ikke viser barmhjertighed til mennesker."

"Hjælp både undertrykkeren og de undertrykte ved at forebygge grusomhed."

"Hvis ni tiendedele af de penge, der gives til at købe en skjorte, er halâl og en tiendedel er harâm, accepterer Allahu ta'âlâ ikke den namâz, der udføres med den skjorte på."

"En muslim er en anden muslims bror. Han plager ikke sin bror. Han løber for at hjælpe ham. Han foragter ham ikke og tænker ikke på ham som underlegen i forhold til sig selv. Det er harâm for ham at skade hans blod, ejendom, kyskhed eller ære."

"Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at medmindre en person elsker for sin muslimske broder, som han elsker for sig selv, vil hans îmân ikke være perfekt."

"Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at en mand, som ikke er betroet af sin nabo, ikke har îmân (dvs. han er ikke en ægte muslim)."

To ting er nødvendige for at opnå lyksalighed, godhed og fred i denne verden og for at undslippe pinslerne i den næste verden.

Den første er at holde fast ved Allahu ta'âlâs befalinger. Den anden er at afholde sig fra det, som Han har forbudt. Af disse to er den største, den mest nødvendige, den anden. For at afholde sig helt og holdent fra harâmerne, er det nødvendigt at afholde sig fra mere end de nødvendige mubâher. Vi bør kun bruge mubâherne så meget som nødvendigt. Hvis en person bruger mubâherne som han vil, det vil sige af de ting, der er tilladt, eller bruger mubâherne i overdreven grad, vil han begynde at gøre det tvivlsomme. Og det tvivlsomme er tæt på de ting, som er harâm. Menneskets nafs er som et dyr grådig. Den, der går rundt om en afgrund, kan falde ned i den. Islâms lærde har sagt: "At syndere hænger deres hoveder er bedre end tilbedere at svulmer deres bryst op."

"Hikmat (gavnlig viden)
består af ti komponenter.

Ni af dem er i 'uzlat. Og

man taler lidt."
Hadîth ash-sharîf

Der er to måder at afholde sig fra skadelige handlinger på: For det første kan man afholde sig fra de synder, som kun forstyrrer Allahu taâlâs rettigheder; for det andet kan man afholde sig fra de synder, som krænker andre menneskers eller skabningers rettigheder. Den anden slags er mere vigtig. Allahu ta'âlâ har ikke brug for noget, og Han er meget barmhjertig. På den anden side har mennesker ikke kun brug for en masse ting, men de er også meget nærige. Rasûlullah sagde,

"Den, der har menneskers rettigheder på sig, og som har krænket folks ejendom og kyskhed, bør betale rettighederne tilbage og få sig selv tilgivet før døden! For den dag vil guld og ejendom ikke have nogen værdi. Den dag vil de ibâdater, han gjorde i verden, blive givet til den rette ejer. Hvis han ikke har nogen ibâdater, eller hvis der ikke er nogen tilbage, vil den rette ejers synder blive belastet ham."

En dag, da Rasûlullah spurgte Ashâb al-kirâm: "Ved du, hvem der kaldes fallit?" De svarede: "Den person, der ikke har nogen penge eller ejendom tilbage." Han sagde: "Blandt mine ummat er en fallit en person, hvis gerning bog indeholder mange thawâber om namâz, faste og zakât på qiyâmat-dagen. Men han har forbandet folk, bagtalt dem og taget deres ejendele fra dem. Hans thawâber vil blive delt og fordelt til sådanne retmæssige ejere. Hvis hans thawâber er opbrugt, før rettighederne er betalt, vil rettighedshavernes synder blive belastet ham. Så vil han blive slynget ind i Jahannam."

I det 110. brev i Maktûbat´s andet bind skrev Hadrat Muhammad Ma'sûm al-Farûqî Sarhandi (rahmatullâhi 'alaih) til en af sine disciple:

"Hvis du begår en synd, skal du straks gøre tawba (omvende dig). Den tawba skal udføres hemmeligt for en synd, der er begået hemmeligt, og offentligt for en synd, der er begået offentligt.

Tawba bør ikke forsinkes. Kirâman kâtibîn-englene registrerer den ikke straks. Hvis han foretager tawba, vil synden slet ikke blive registreret. De vil registrere den, hvis han ikke gør tawba for den. Ja'far ibn Sinân (quddisa sirruh) sagde: "Ikke at angre for en synd er værre end at begå en synd". Og den, der ikke har angret på stedet, bør gøre det før døden. Wara' og taqwâ bør ikke forsømmes. Taqwâ er ikke at gøre det, der er klart forbudt (harâm), og wara' er ikke at gøre tvivlsomme ting. At undgå et forbud er vigtigere end at gøre et bud. Vores overordnede har sagt: "De dårlige såvel som de gode udfører gode gerninger. Men det er kun siddîqerne, de gode, der undgår synder..." Det blev sagt i en hadîth ash-sharîf: "På qiyâmat-dagen vil folk med wara' og zuhd være foran alle de mennesker, der er velsignet med Allahu ta'âlâs nåde". (Zuhd betyder at afholde sig fra verdslige ting, der er mere end nødvendigt, selv om det er halâl). Det blev sagt i en hadîth ash-sharîf: "Namâz af en mand af wara' er acceptabel", og "Det er en ibâdat at være sammen med en mand af wara'. At tale med ham er lige så velsignet som at give almisse". Rådfør dig med dit hjerte om at gøre ting, som du føler tvivl om! Gør ikke noget, som dit hjerte ryster ved! Lyt ikke til jeres nafs!

"Enhver handling, der beroliger nafs'en og lindrer hjertet, er god. Enhver handling, der vækker nafs'en og ophidser hjertet, er en synd. Igen erklærer en hadîth sherîf: "Ting, der er halâl, er indlysende. Harâm´er er også blevet åbenbaret. Undgå tvivlsomme ting. Gør det, som du ved er tvivlsomt! Disse hadîth ash-sharîfer viser, at tvivlsomme ting og ting, der forstyrrer hjertet, skal undgås. Det er tilladt at gøre noget, som der ikke er tvivl om. En anden hadîth ashsharîf erklærer: "De ting, som Allâhu ta'âlâ har gjort halâl i Koranen al- karîm, er halâl. Han vil tilgive det, som Han ikke har erklæret i Koranen al-karîm. Når vi møder en tvivlsom sag, bør vi lægge hænderne på hjertet. Hvis hjertet ikke banker, bør vi gøre det. Hvis det slår hjertebanken, bør vi ikke gøre det. Det blev sagt i en hadîth ash-sharîf: "Læg din hånd på brystet! Hjertet vil være roligt om noget halâl. Det vil palpitere om noget harâm. Hvis du er i tvivl om noget, så lad være med at gøre det! Gør det ikke, selv om mænd med religiøse stillinger udsteder en fatwâ!

En person, der har îmân, vil afholde sig fra vanlige synder for at undgå at begå alvorlige synder.

Vi bør betragte alle vores ibâdât og gode gerninger som mangelfulde. Vi bør tænke, at vi ikke har været i stand til at udføre Allahu ta'âlâs befalinger korrekt. Abû Muhammad Abdullah ibn Manâzil (quddisa sirruh) sagde: "Allahu ta'âlâ har befalet forskellige slags ibâdater. Han har befalet tålmodighed, hengivenhed, namâz, faste og at sige istighfâr (tigger Allahu ta'âlâ om tilgivelse af ens synder) før daggry. Han har erklæret istighfâr som det sidste. Således er det blevet nødvendigt for mennesker at betragte alle deres ibâdater og gode gerninger som mangelfulde og at bede om tilgivelse".

Ja'far ibn Sinân (quddisa sirruh) sagde: "Tilbedere, der anser sig selv for at være bedre end syndere, er værre end deres synder

Engang opgav Hadrat Alî Murta'ish (quddisa sirruh) i'tikâf (tilbagetrækning) og gik ud af moskeen efter den tyvende dag i Ramadân ash-sharîf. Da han blev spurgt, hvorfor han var gået ud, sagde han: "Da jeg så, at Hafizerne reciterede Koranen alkarîm efter melodi og pralede med det, kunne jeg ikke blive inde længere".

Vi bør arbejde for at tjene til vores husstands og vores eget levebrød på en halâl måde. Handel og håndværk er nødvendige for at gøre dette. Salaf as-sâlihîn arbejdede og tjente altid på denne måde. Der er mange hadîther, der forklarer thawâb i at tjene penge på en halâl måde. Hadrat Muhammed ibn Sâlim blev spurgt: "Skal vi arbejde og tjene, eller skal vi kun tilbede og sætte vores lid til Allahu ta'âlâ?" Han svarede: "Tawakkul (tillid til Allahu ta'âlâ) var en hâl (egenskab) hos Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og at tjene penge ved at arbejde var Hans sunnat. I skal arbejde og sætte jeres lid til Allahu ta'âlâ!

Abû Muhammed ibn Manâzil sagde: "Det er mere nyttigt at arbejde og sætte sin lid til ALLAH ta'âlâ end at isolere sig selv for at tilbede (ibâdat).

Vi bør spise med mådehold. Vi bør ikke spise så meget, at vi bliver slappe. Vi bør heller ikke spise så meget, at det forhindrer os i at udføre ibâdater. Hadrat Shâh an- Naqshiband (quddisa sirruh) sagde: "Spis godt og arbejd godt! Kort sagt, alt, hvad der hjælper ibâdater og at gøre godt, er godt og velsignet. Og det, der mindsker dem, er forbudt. Vi bør kontrollere og være omhyggelige med vores hensigt på alt godt, vi gør. Hvis hensigten ikke er god, bør vi ikke gøre det.

Vi bør undgå ('uzlat) dem, der ikke adlyder islam, og dem, der begår bid'ater og synder. Med andre ord bør vi ikke være venner med sådanne mennesker. En hadîth ash-sharîf erklærer: "Hikmat (gavnlig viden) består af ti komponenter. Ni af dem er i 'uzlat. Og en er i at tale lidt".

"En person, der har en
overfyldt husstand, men
en lav indkomst, og som
udfører sin namâz godt,

og som ikke bagtaler

muslimer, vil være
sammen med mig på

Vi bør møde sådanne mennesker, når det er nødvendigt. Tiden til at hygge sig er efter døden. Vi bør være venner med fromme, rene muslimer, være nyttige for dem og gøre brug af dem. Vi bør ikke spilde vores tid med ubrugelige, unødvendige ord.

qiyâmat-dagen."
Hadîth ash-sharîf

Vi bør behandle alle med et muntert ansigt, uanset om de er gode eller dårlige. Vi bør ikke vække tilskyndelse (fitna). Vi bør heller ikke skabe fjender. Vi bør følge Hâfiz as-Shirâzîs ord: "Fortæl vennerne sandheden og behandl fjenderne med et muntert ansigt og et sødt sprog. Vi bør tilgive dem, der beder om tilgivelse. Vi bør udvise et godt humør over for alle. Vi bør ikke modsætte os nogens ord eller skændes med nogen. Vi bør aldrig tale hårdt, men sødt til alle.

Shaykh Abdullah Bayal (quddisa sirruh) sagde: "Tasawwuf betyder ikke namâz, faste eller ibâdater om natten. Disse er hver persons pligter som menneskelig slave. Tasawwuf betyder, at man ikke må skade nogen. Den, der formår dette, opnår målet".

Hadrat Muhammed ibn Sâlim blev spurgt, hvordan man kan skelne en Walî fra andre mennesker. Han sagde: "Han vil blive kendetegnet ved sine bløde ord, smukke manerer og rigelige tjenester, og han er aldrig uenig, når han taler med nogen, og han tilgiver dem, der beder om tilgivelse og har medlidenhed med alle.

Abû Ahmad Makkârî sagde: "Futuwwat (gavmildhed) betyder at gøre tjenester til en person, som du er blevet fornærmet af, at give gaver til en person, som du ikke kan lide, og at være munter over for en person, der generer dig.

Vi skal tale lidt, sove lidt og grine lidt. For meget grin gør hjertet mørkt. Vi bør arbejde, men kun fra Allahu ta'âlâ bør vi forvente belønning for det. Vi bør have glæde af at udføre Hans befalinger. Hvis vi kun stoler på Allahu ta'âlâ, vil Han skænke os alt det, vi ønsker. En hadîth ash-sharîf erklærer: "Allahu ta'âlâ opfylder ethvert ønske for den person, der kun stoler på Ham. Han får andre mennesker til at hjælpe ham".

Yahyâ ibn Mu'âz ar-Râzî sagde: "Andre vil elske dig lige så meget som du elsker Allahu ta'âlâ. Andre vil frygte dig lige så meget som du frygter Allahu ta'âlâ. Andre vil give dig hjælp i forhold til den tilbedelse du gør for Allahu ta'âlâ. Løb ikke efter dine egne fordele!

Abû Muhammad Abdullah Râshî (rahmatullahi ta'âlâ 'alaih) sagde: "Den største forhæng mellem Allahu ta'âlâ og mennesket er, at mennesket kun tænker på sig selv og stoler på en anden person, der er uduelig ligesom ham selv. Vi bør tænke på at vinde Allahu ta'âlâs kærlighed, ikke menneskers. Vi bør opføre os med et sødt sprog og et muntert ansigt over for vores koner og børn. Vi bør blive hos dem så meget som for at give dem deres ret. Vi bør ikke knytte os så meget til dem, at vi vender os bort fra Allah.

Vi bør ikke rådføre os med uvidende og afvigende mænd med religiøse stillinger om vores religiøse anliggender. Vi bør ikke holde os sammen med dem, der er glade for denne verden. Vi bør følge sunnat i alt, hvad vi gør, og bør afholde os fra enhver bid'ater. Når vi er glade, bør vi ikke overskride de islamiske grænser. Vi bør heller ikke opgive håbet om Allahu ta'âlâs hjælp, når vi er i problemer. Vi bør ikke glemme, at der er lethed ved siden af enhver vanskelighed. Vores holdning bør aldrig ændre sig i lykke eller i problemer; vi bør være i den samme tilstand i overflod og i mangel. Faktisk bør vi føle os lette i mangel og urolige i overflod. Ændringer i begivenheder bør ikke ændre os.

"At smile til sin muslimske broder,
at lære ham gode ting, at forhindre

ham i at gøre onde ting, at hjælpe

fremmede, der spørger om vej,
at rense gaderne for sten, torne,
knogler og lignende, som er ulækre,

beskidte og skadelige, og at give
drikkevand til andre, er alle former

for sadaqa."
Hadìth ash-sharìf

I stedet for at lede efter andres fejl, bør vi erkende vores egne fejl. Vi bør ikke anse os selv for at være bedre end nogen anden muslim. Vi bør holde alle muslimer højere end os selv. Når vi møder en muslim, bør vi tro, at vores lykke kan afhænge af den velsignelse, han vil påkalde over os. Vi bør være som tjenere over for dem, som vi er forpligtet til. En hadîth ash-sharîf erklærer: "En muslim, der gør følgende tre gerninger, har perfekt îmân: at tjene sin hushold, at sidde sammen med de fattige (ikke med tiggere!) og at spise sammen med sine tjenere. I Koranen al-karîm erklæres disse tre ting for at være de troendes kvaliteter. Vi bør lære Salaf as-sâlihîns manerer og forsøge at være som dem. Vi bør ikke tale dårligt om nogen i hans fravær. Vi bør forhindre en bagtaler. (At sige noget sandt om en person bag hans ryg, som ville såre ham, hvis han hørte det, er giybat, bagtalelse. Hvis det, der bliver sagt, er løgn, er det bagvaskelse. Begge dele er alvorlige synder.) Vi bør danne det til en vane, at udføre amr bil ma'rûf og nahy an al-munkar.

En hadîth ash-sharîf erklærer: "En person, der har en overfyldt husstand, men en lav indkomst, og som udfører sin namâz godt og som ikke bagtaler muslimer, vil være sammen med mig på qiyâmat-dagen.'"

Muslimer hjælper deres muslimske brødre og søstre og gør dem glade. Vores Mester, Profeten, sagde faktisk: "Muslimer er brødre. De gør ikke hinanden ondt eller behandler hinanden hårdt. Hvis en person hjælper en muslimsk bror, vil Allahu ta'âlâ til gengæld gøre hans arbejde let for ham. Hvis en person redder en muslim fra problemer og dermed gør ham glad, vil Allah redde ham fra problemer på det mest besværlige tidspunkt på qiyâmat-dagen. Hvis en person skjuler en muslims defekt eller fejl, vil Allahu ta'âlâ på qiyâmat-dagen skjule hans defekter og fejl." "Så længe en person hjælper sin muslimske broder, Allahu ta'âlâ vil hjælpe ham."

"Allahu ta'âlâ har skabt nogle af sine slaver, så de kan opfylde andres behov og hjælpe dem. De, der er i nød, vil henvende sig til disse (slaver). Der vil ikke være nogen frygt for pinsler i den næste verden for dem."

"Hvis en person går ud for at hjælpe sin religiøse broder med en forretning, vil han for hvert skridt få halvfjerds thawâber, og halvfjerds af hans synder vil blive tilgivet. Dette vil fortsætte, indtil arbejdet er færdigt. Når arbejdet er færdigt, vil alle hans synder blive tilgivet. Hvis han dør under arbejdet, vil han gå ind i Jannah uden at blive udspurgt."

"Hvis en person går til de statslige myndigheder og kæmper med dem, så hans muslimske bror bliver befriet fra problemer og opnår trøst, vil Allahu ta'âlâ hjælpe ham med at passere hurtigt over broen på qiyâmat-dagen, når alle andre glider på Sirât-broen."

"Den handling, som Allahu ta'âlâ elsker mest, er at behage en muslim ved at give ham tøj eller mad eller ved at opfylde ethvert andet behov."

"Når en person gør en god tjeneste for en muslim, skaber Allahu ta'âlâ en engel ud fra denne gode gerning. Denne engel vil tilbede hele tiden. Thawâb for dens tilbedelse vil blive givet til denne person. Når denne person dør og bliver lagt i sin grav, vil englen komme til hans grav med et lysende og venligt ansigt. Ved at se englen vil han føle sig lettet og blive munter. "Hvem er du?" vil han spørge. Svaret vil være: "Jeg er det gode, du gjorde mod den og den, og den glæde, du satte i hans hjerte. Allahu ta'âlâ har sendt mig for at glæde dig i dag og for at gå i forbøn for dig på qiyâmat-dagen og for at vise dig din plads i Jannah.""

"På grund af sin smukke akhlâq vil en person opnå de højeste grader i Jannah. (Overhøjtidelige) ibâdater vil ikke gøre ham i stand til at opnå disse grader. Et dårligt humør vil trække en mand ned til de laveste dybder af Jahannam.""En mand, der siger salâm med et smilende ansigt, får velsignelserne opnås af dem, der giver almisser."

"At smile til sin muslimske broder, at lære ham gode ting, at forhindre ham i at gøre onde ting, at hjælpe fremmede, der spørger om vej, at rense gaderne for sten, torne, knogler og lignende, som er ulækre, beskidte og skadelige, og at give drikkevand til andre, er alle former for sadaqa."

"Der er sådanne palæer i Jannah, at en person, der befinder sig i et af dem, kan se alle steder, han ønsker det, og kan vise sig på ethvert sted, han vælger." Da Abû Mâlik al-Ash'arî (rahmatullahi 'alaih) spurgte: "Hvem vil blive givet sådanne boliger", sagde vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "De vil blive givet til dem, der er bløde-talende, generøs og når andre mennesker sover, meditere over Allahu ta'âlâ´s eksistens og storhed og påkald Ham."

En sand muslim tror ikke på overtro. Han griner kun af ting som magi, onde ånder, spådomskunst, besværgelser og amuletter, der indeholder andre skrifter end dem fra Koranen al-karîm. Han griner også af blå perler, af at sætte lys, ledninger og tråde på gravsten og af løgnere, der hævder at udføre karâmat (dvs. ekstraordinære ting, som Allah lader ske ved hjælp af folk, der er fromme og elsket af Ham). Faktisk er de fleste af disse ting blevet overført til os fra andre religioner. Den store islâmiske lærde Imâm ar-Rabbânî (rahmatullahi 'alaih) svarer på denne måde til dem, der forventer "karâmat" fra religiøse mænd: "Folk forventer, at religiøse mænd manifesterer karâmater. Nogle af dem udfører måske ikke karâmater, men er stadig tættere på Allahu ta'âlâ end de andre. Den største karâmat er at lære Islâm og at føre et liv, der er foreneligt med Islâm."

Koranen al-karîm befaler altid at tale til folk med venlige ord og forståelse, selv om de tilhører andre religioner. Det står skrevet i fiqh-bøgerne, at det er en synd at såre en ikke-muslims følelser eller kalde ham for en vantro, og lignende. En muslim, der gør det, vil blive straffet. Målet er at lære alle Islâm's sublimitet. Og denne jihâd kan kun udføres med en sød tunge, viden, tålmodighed og îmân. Den, der ønsker at overbevise nogen om en kendsgerning, bør først og fremmest selv tro på den. Og en muslim må aldrig mister tålmodigheden eller har svært ved at forklare sin tro. Der findes ingen anden religion, der er så klar og logisk som islam. Det kan let bevises, at denne religion er den eneste korrekte religion. Kort sagt er en sand muslim et perfekt menneske, der er fuldt ud udstyret med høj moralsk kvalitet, værdig, ærlig, ren, både fysisk og sjæleligt, og troværdig i enhver henseende. Hvis alle mennesker ville acceptere Islâm, ville der hverken være ondskab eller bedrag, krig, undertrykkelse eller grusomhed tilbage på jorden. Det er derfor en pligt for os alle at gøre vores bedste for at være perfekte og sande muslimer og sprede Islâm over hele verden og forklare dens essens og dens detaljer.