ÂKHIRAT'S LIV

Livet i âkhirat begynder med døden

At dø er ikke ensbetydende med at ophøre med at eksistere. Det er en begivenhed, der ikke afbryder eksistensen. Døden er afslutningen af sjælens tilknytning til kroppen. Det er sjælen, der forlader kroppen. Døden er et spørgsmål om, at mennesket skifter fra en tilstand til en anden. Det er at vandre fra et hjem til et andet. 'Umar ibn Abdul'azîz (rahmatullahi 'alaih) sagde: "Du er kun skabt til evighed, til endeløshed. Kun, du vil vandre fra et hjem til et andet!" Døden er en velsignelse, en gave for den troende. Det er en katastrofe for de syndige. Det er en lettelse for de fattige og en katastrofe for de rige. Visdom er en gave, der er givet af Allahu ta'âlâ. Uvidenhed er årsagen til at man afviger fra den rette vej. Folk ønsker ikke døden. Alligevel er døden mere nyttig end fitna. Folk kan lide at leve. Alligevel er døden bedre for dem. Med døden bliver den sande troende frigjort fra denne verdens pinsler og anstrengelser. Med de grusomme menneskers død opnår lande og folk lindring.

En muslims sjæl, der forlader sin krop, er som en fanges frigørelse fra et fængsel. Når en troende er død, ønsker han ikke at vende tilbage til denne verden. Kun martyrer ønsker at vende tilbage til verden, så de kan blive martyret endnu en gang. Verdens godhed er helt væk. Det, der er tilbage, er kun dens sorger. Døden, er derfor en gave for enhver muslim. En persons tro kan kun beskyttes af hans grav. Den første af de gaver, der vil blive præsenteret for de troende, er den glæde, der føles ved døden. Den eneste lettelse for en troende er at nå Allahu ta'âlâ. For enhver troende, døden er bedre end livet. Døden er nyttig, selv for de vantro.

Vedrørende muslimske kvinders død

Hvis en kvinde dør af lochia eller graviditet eller pest eller indre lidelser eller, uden nogen af disse årsager, dør en naturlig død, da hun fører et liv, hvor hun aldrig viser sig for mænd, der er nâ-mahram for hende, uden at hun har tildækket sin krop ordentligt (dvs, på den måde, som Islâm har lært), og hvor hendes mand er tilfreds med hende, kommer Jannahs engle på hendes dødstidspunkt og laver linjer foran hende og gør salâm til hende med ærbødig respekt, idet de siger til hende: "O du, elskede og martyret tjenestepige af Allahu ta'âlâ! Kom ud, hvad laver du i dette verdslige palads? Allahu ta'âlâ er tilfreds med dig, og Han har gjort din sygdom til grunden til at tilgive dine synder og har givet dig Hans Jannah. Kom nu og overgiv din forvaring (sjæl)!" Når denne kvinden ser den høje rang, hun vil opnå, og hun ønsker at overgive sin sjæl. Men hun ser sig omkring og siger: "Må Allahu ta'âlâ være barmhjertig med mine venner og tilgive dem, så vil jeg overgive min sjæl." Englene præsenterer hendes anmodning for Janâb al- Haqq. Derpå manifesterer Allahu ta'âlâs Ord sig og siger: "For Min Storheds ret har jeg gjort alle bønnerne fra denne Min slave, acceptable." Så englene giver hende det glædelige budskab. Derpå ankommer dødens engel og hundrede og tyve barmhjertighedsengle. Nûr på deres ansigter når til Arsh, de bærer kroner på deres hoveder, de er klædt i klæder af nûr og skoet i guldtræsko, og de har grønne vinger.

Med Jannahs frugter i deres hænder og duftende af moskus kommer de ned og gør hilsen med dyb respekt og venlighed og sig: "Khallâq al-âlam (Skaberen af alle væsener) sender Sin hilsen til dig, giver dig Jannah, gør dig til en nabo til Hans elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm og en ledsager til Hadrat Âisha."

Kvinden med îmân hører, hvad der bliver sagt til hende, sløret foran hendes øjne åbner sig, og hun ser kvinder med îmân og dem, der bliver pint på grund af deres synder. Så hun bønfalder: "Tilgiv dem venligst deres synder, min Rabb!" Derpå kommer en stemme fra Janâb al-izzat og siger: "O Min jâriya! Jeg har gjort alle dine ønsker til virkelighed. Overgiv dig nu din opbevaring, Min Habîb's kone og datter er klar og venter." Så snart hun hører denne stemme, forsøger hun at give sit liv, hendes sjæl ryster, hendes fødder løber fremad, og hun sveder. Hun er ved at overgive sit liv, da to engle kommer. De holder hver især en ildstok i hånden og står ved hendes side, den ene til højre for hende og den anden på hendes venstre. I mellemtiden kommer den forbandede shaytan løbende og taler: "Jeg forventer ikke meget af denne her, men lad mig se!" Han kommer frem og viser hende gryden af smykker og det rene isvand i den. Da englene ser det onde væsen, slår de gryden, som han holder i hånden, i stykker med pindene og skræmmer ham væk. Den muslimske kvinde griner, mens hun ser på dem. Derefter, den houri pigerne (Jannahs tjenestepiger) tilbyder hende drikkevarer (af Jannah) fra Kawthar-dammen i skåle lavet af smykker, og hun drikker det. Så lækker er Jannahs drik, at hendes sjæl hopper og klistrer sig fast til bægeret, hvorfra dødens engel plukker den. Englene meddeler døden til hinanden og siger: "Innâ lillâhi wa innâ ilaihi râji'ûn (Sandelig, vi er fra Ham, og til Ham skal vi sandelig vende tilbage)!" Og de tager sjælen op til himlen som en sightseeingtur, viser hende hendes bolig i Jannah og kommer tilbage med sjælen på ingen tid, idet de placerer sjælen ved ligets hovedside. Når de tager hendes tøj af og løsner hendes hår, kommer hendes sjæl straks til ligets hovedside og siger: "O vasker! Hold den forsigtigt! For den har fået et dødeligt sår af Azrâîls kløer. Og min hud er blevet udmattet efter al den træthed, den har været igennem." Når kroppen er bragt til vaskebænken, kommer sjælen igen og siger: "Gør ikke vandet for varmt! Min hud er ganske svag. Lad mig hurtigt blive reddet af dine hænder, så jeg kan opnå velvære!" Når liget er vasket og indhyllet, venter sjælen et stykke tid og siger så: "Dette er sidste gang, jeg ser verden. Lad mig se mine slægtninge, og lad dem se mig, så det skal være en advarsel for dem. Da også de snart skal dø ligesom jeg, skal de ikke græde og jamre efter mig. Lad dem ikke glemme mig, og lad dem altid huske mig, læse (eller recitere) Qur'ân al-karîm (og sende thawâb af deres gode gerning til min sjæl). Lad dem ikke skændes over de ejendele, jeg efterlader, så jeg ikke skal pines i graven på grund af deres skænderi. Lad dem huske mig på fredage og på Eid-dagene.

"Arbejd for verden lige
så meget som den tid, du

vil opholde dig her, og
arbejd for âkhirat lige så
meget som den tid, du vil

opholde dig der!"
Hadìth ash-sharìf

Når kisten med liget i den, er placeret på den (bænk kaldet) musallâ (til namâz af janâza), kalder sjælen derpå: "Vær rolig, o min(e) søn(e) og datter(e), mor og far! Ingen anden dag med adskillelse er som denne. Vi vil savne hinanden, indtil vi mødes igen, ikke før end på qiyâmat-dagen. Farvel til jer, o folk, der græder over mig!"

Da kisten er løftet op til skuldrene, kalder hendes sjæl igen og siger: "Bær mig langsomt! Hvis jeres formål er (at tjene) thawâb, skal I ikke volde mig problemer! Og lad mig tage min glæde (med jer) til Allahu ta'âlâ!

Når kisten er lagt ved graven, kalder hendes sjæl igen og siger: "Se den situation, jeg befinder mig i, og lad det være en advarsel til jer! Nu vil I placere mig på et mørkt sted og gå. Jeg vil være alene med min amal (dvs. mine gerninger i verden). Se disse øjeblikke, for at I ikke skal lade jer rive med af denne løgnagtige verdens kneb!"

Når liget lægges ned i graven, tager sjælen plads ved siden af hovedet. På ingen måde bør en død person lægges i sin grav uden telqîn (indskærpelse). [Det er en sunnat-handling for en sâlih muslim at udføre telqîn efter begravelsen. Wahhâbîer benægter, at det er sunnat at udføre telqîn. De siger, at det er bid'at at gøre det. De siger, at en død person ikke vil høre jer. De lærde fra Ahl as-sunnat (rahimahumullâhu ta'âlâ) har skrevet forskellige bøger og bevist, at det er en sunnathandling at give telqîn (dvs. at udføre den). En af disse værdifulde bøger er Nûr-alyaqîn fî mebhas-at-telqîn, skrevet af Mustafâ ibn Ibrâhîm Siyâmî (rahima-hullâhu ta'âlâ).] Med befaling fra Allahu ta'âlâ, liget i sin grav vågner op, som om det vågner af søvnen, og befinder sig i et mørkt sted. Hun kalder sin tjener eller slave eller den person, der plejede at tjene hende i verden, og siger: "Hent mig et lys!" Der kommer intet svar, ikke engang en lyd eller en stemme. Graven flækker sig i to, og der dukker de to spørgende engle (ved navn Munkar og Nakîr) op. Rasende flammer kommer ud af deres munde, og tung røg kommer ud af deres næsebor. De kommer tæt på hende og spørger: "Man Rabbuka wa mâ dînuka, wa man nabiyyuka (dvs. hvem er din Rabb, og hvad er din religion, og hvem er din Profet)?" Hvis hun svarer korrekt på spørgsmålene, overbringer englene hende den gode nyhed om Haqq ta'âlâs barmhjertighed og går igen. I det samme åbner der sig et vindue på højre side af hendes grav, og en person, hvis ansigt er lige så lyst som fuldmånen, kommer ind gennem vinduet. Så snart denne kvinde, velsignet med îmân, ser denne smukke person ved hendes side, glæder hun sig over det uventede selskab og spørger: "Hvem er du?" Svaret kommer: "Jeg er blevet skabt af din tålmodighed og shukr (taknemmelighed) i verden. Jeg skal være din ledsager indtil qiyâmat-dagen."

Vedrørende den vantroes død

Når en vantro eller en murtad (frafalden) eller et fjols, der foragter islam og kalder Koranen al-karîm for 'ørkenlov', og som er så uvidende og umoralsk som at kalde Muhammed 'alaihis-salâm - det højeste og mest ærefulde menneske og alle Profeters Mester - for 'kamel-flok" (må Allahu ta'âlâ beskytte os mod en sådan uværdig handling), og som nedlader sig til at sige, at religioner er unødvendige som et resultat af en vurdering af Islâm - grundpillen for social fred og lykke, kilden til viden, etik, renlighed, sundhed og retfærdighed, og opbyggeren af alle kulturer - skabt under de nærige kriterier af en vanvittig hjerne, der er lige så larmende som en kasse med kadavere – og som ikke er andet end et legetøj i hænderne på hans egen nafs - er ved at dø, forhænget for hans øjne trukket op. Jannah bliver vist ham. En smuk engel siger til ham: "O vantro! O du, uværdige person, som kalder muslimer for 'fuddy-duddier', og folk, der løb efter deres lyster, og som trampede på etiske principper, "oplyste og moderne mennesker"! Du har været på den forkerte vej. Du har foragtet Islâm, den rigtige religion. Folk, der har troet og respekteret den lære, som Muhammed 'alaihis-salâm bragte fra Allahu ta'âlâ, skal komme ind i denne Jannah." Han ser velsignelserne i Jannah. Og houri´erne i Jannah sige, "Folk, der har îmân vil blive reddet fra den pine at blive påført af Allahu ta'âlâ." Derefter dukker shaytan op i skikkelse af en præst og siger: "O du, så og så, søn af så og så! De, der var sammen med dig for et stykke tid siden, er løgnere. Disse velsignelser skal blive dine." Så Jahannam vises for ham. Den indeholder bjerge af ild, skorpioner og tusindben så store som muldyr. Han ser de pinsler, der er nævnt i hadîth ash-sharîfer. Pinsens engle fra Jahannam, kaldet Zabânî´er, der slås med ildstokke. Der udgår flammer fra deres munde. De er høje som minâreter, og deres tænder er som horn fra okser. Deres kald lyder som torden. Den vantro gyser ved deres stemmer og vender sit ansigt mod shaytan. Shaytan bliver så bange, at han vender halen om. Englene fanger shaytanen og slår ham ned. De henvender sig til den vantro og siger til ham: "O du, Islâms fjende! I verden troede du ikke på Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam). Og nu troede du ikke på englene, og endnu en gang blev du bedraget af den forbandede Shaytan”.

"Folk sover. De vil vågne

op, når de er døde."

Hadìth ash-sharìf

De hænger kæder af ild om hans hals, trækker hans ben op til hovedet, så hans fødder er på bagsiden af hans hoved, og får hans højre hånd til at stikke ind i venstre-siden af hans bryst og hans venstre-hånd ind i hans højre flanke, så hans hænder stikker ud fra hans ryggen. Der er en âyat al-karîma, der informerer os om disse tragiske begivenheder.⁶⁶⁶ Han græder og kalder sine smigere i verden om hjælp. Zabânîerne svarer ham i stedet: "O vantro, O tåbe, som hånede muslimerne! Det er ikke længere tid til at tigge. Îmân eller bønner skal ikke længere blive accepteret. Det er på tide, at du bliver straffet for din vantro." De trækker hans tunge ud fra hans nakken. De udstøder hans øjne. Med mange andre måder at pine ham på, udtager de hans afskyelige sjæl og kaster den i Jahannam.

Må Allahu ta'âlâ velsigne os med at overgive vores sjæle i religionen af Muhammed 'alaihis-salâm og udstyret med den trosbekendelse, der er skrevet i bøgerne af lærde fra Ahl as-sunnat, som har formidlet den ædleste Profets religion korrekt til os! Âmîn.

Alle troende, syndige og syndfrie, skal opleve spørgsmålet i graven. Pinsler skal også påføres dem, der ikke har opnået tilgivelse, såvel som på de vantro.

Folk, der spreder sladder blandt muslimer, og dem, der sprøjter urin på sig selv på toilettet, vil blive udsat for pine i graven. (Plage i graven vil ikke kun blive påført sjælen, men både sjælen og kroppen [dvs. også fysisk]. Disse fakta er uden for sindets rækkevidde. Så vi bør undgå at forsøge at løse dem ved hjælp af vores forstand).

Hvis den pågældende person døde uden îmân (dvs. som en vantro), vil han (eller hun), undergå bitter pine indtil mahshar (dvs. dommens dag) (og derefter også for evigt i Jahannam.)

⁶⁶⁶ Mu'min: 40/71-72

Vi er ikke i stand til at forstå dit sande værd,
Derfor er det bedre at tie stille end at rose dig.

Vid, at vores Mester, Profeten, er som en sol,
Profeternes stjerner lyser op fra Ham.

Allah har skabt Ham med smukke akhlâq,
Han prydede Ham med godmodighed og et smilende ansigt,

Skabte Ham dejlige som roser og blomster,
Som en fuldmåne er Han lysende og strålende.
Ustoppelig som tiden er Nabîs velvilje og nåde,
Sammenlignet med Hans gavmildhed er oceaner blot dråber.

Duften af den jord, der omfavner Hans velsignede krop, er,
Tro mig, skønnere end nogen moskus er.

Lykkelige er de, der har lugtet og kysset denne jord,
Som fyldte deres lunger med den velsignede duft.

Han er Mesteren over alle mennesker, arabiske eller ej,
Og Han er grunden til, at universet blev skabt.

Han forbyder det onde og befaler godhed,
Hans befalinger og forbud er Guddommelige ordrer.

Qas“dat al-Burda