HANS BARNDOM

Han blev overgivet til en amme

Da vores mor Hadrat Âmina holdt sin velsignede søn, følte hun, at sorgen over hendes mand Hadrat Abdullah's død blev mindre.

"Vi er ikke skabt til at

spille spil."
Hadîtk ask-skarîf

After Hans mor plejede vores Mester, Profeten i ni dage, og Lady Suwayba, som var Abû Lahabs jâriya (kvindelig slave), plejede Ham også i et par dage. Tidligere havde Lady Suwayba ammet Hadrat Hamza og Abû Salama.

Hâfiz ibn Jazri beretter: "Da Abû Lahab blev set i en drøm, blev han spurgt om, hvordan han havde det. Han sagde: "Jeg lider tortur i graven, men hvert år på den 12. nat i Rabî'ul-awwal bliver torturen mindre og mindre. Jeg føler mig lettet ved at suge det kølige vand, som kommer ud mellem mine to fingre. Da Suweyba, som var min jâriya, informerede mig om nyheden om Rasûlullahs fødsel, blev jeg så begejstret, at jeg overlod hende, og jeg havde beordret hende til at være Hans amme. På grund af det letter min smerte på de nætter."

I den tid overgav mekka-folket deres børn til ammepiger, der boede på steder, hvor vejret og vandet var godt, da vejret i Mekka var meget varmt. Hvert år besøgte mange kvinder Mekka af denne grund. De tog hver især et barn med sig for at være amme. De modtog betaling og mange gaver, når de opdrog og afleverede børnene til forældrene.

Som alle andre år, det år, hvor vores elskede Profet blev født, kom en masse kvinder fra Banî Sa'd-stammen til Mekka for at være ammepiger. Hver eneste af dem fandt et barn at amme. Blandt stammerne omkring Mekka var Banî Sa'd-stammen berømt for deres ære, generøsitet, mod, ydmyghed og flydende arabisk. Notabiliteterne fra Quraysh foretrak for det meste at give deres børn til Banî Sa'd-stammen. Det år var der en alvorlig tørke og hungersnød i Banî Sa'd-stammens land.

Lady Halîma, som var fra denne stamme, fortæller denne situation som følger: "Det år, gik jeg rundt på engene og samlede græs og takkede Allahu ta'âlâ for at finde det. Nogle gange gik der tre dage, og jeg kunne stadig ikke finde noget at spise. I denne situation fødte jeg et barn. Der var både sult og vanskelighederne ved at få et barn. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke engang kunne skelne dagene fra nætterne og jorden fra himlen. En nat var jeg faldet i søvn på en åben mark. I min drøm var der nogen, der dyppede mig i vand, der var hvidere end mælk, og sagde: "Drik af dette vand". Jeg drak vandet, indtil jeg slukkede min tørst. Denne person tvang mig til at drikke igen. Det var sødere end honning, og jeg drak og drak. "Må du producere en masse mælk, O Halîma! Kan du genkende mig?" spurgte han. Da jeg sagde, at jeg ikke gjorde det, sagde han: "Jeg er hamd (ros) og shukr (taksigelse), som du gjorde, da du led modgang. O Halîma! Tag til Mekka. Der vil en 'Nûr' være din ven, og du vil blive fyldt med velsignelser. Du må ikke nævne denne drøm til nogen! Da jeg vågnede op, opdagede jeg, at al den sult og smerte, jeg havde haft, var væk, og mine bryster var fyldt med mælk."

Da der var hungersnød det år, var der flere kvinder end normalt, der var kommet til Mekka for at være amme for at klare de svære tider.

Sønnerne af Sa'd ørkenen

Alle af dem skyndte sig at få fat i de rige familiers børn. Hver af disse kvinder fik et barn. De var ikke ivrige efter at tage vores elskede Profet, da Han var forældreløs. De troede, at de ikke ville få meget betalt. Blandt disse kvinder var der Lady Halîma, som var kendt for sin kyskhed, renlighed, mildhed, beskedenhed og moralske værdier. De dyret, de red på, var svagt, ankom de sent til Mekka. Men denne forsinkelse gav dem mere end det, de søgte. Da de ledte efter et barn, bemærkede de, at børnene fra rige familier allerede var blevet taget. Men de ønskede ikke at gå tilbage tomhændet. Nu var deres eneste ønske at komme hjem med et barn.

"Ingen af mine beds-
tefædre har begået utu-

gt. Allahu ta'âlâ skabte
mig fra dydige og gode

fædre og rene mødre."

Hadîtk ask-skarîf

Endelig mødte de en person med et elskværdigt og ædelt udseende. Han var Abdulmuttalib, lederen af Mekka. Efter lyttede til dem og Abdulmuttalib fortalte dem, at ved at tage hans barnebarn ville de opnå en stor velsignelse og lyksalighed. Abdulmuttalibs varme og oprigtighed tiltrak dem. De accepterede straks hans forslag. Senere bragte den gamle bedstefar Lady Halîma til Lady Âmina's hus.

Lady Halîma fortæller: "Da jeg ankom til barnet, var det svøbt og sov på et grønt silketæppe og spredte en duft af moskus rundt i hele rummet. Jeg var forbløffet; jeg varmede mig så meget ved Ham, at jeg ikke kunne vække Ham. Da jeg lagde min hånd på Hans bryst, vågnede Han op, så på mig og smilede. Jeg var betaget af Hans smil. Jeg dækkede Hans ansigt og omfavnede Ham, for at Hans mor ikke skulle give mig et så velsignet og smukt barn. Jeg tilbød Ham mit højre bryst for at amme; han accepterede. Da jeg prøvede min venstre side, nægtede Han. Abdulmuttalib vendte sig mod mig og sagde: "Godt budskab til dig. Ingen anden kvinde har nogensinde fået en velsignelse som denne!⁴⁵

Da hun overgav sit dyrebare barn, fortalte Lady Âmina mig: "O Halîma, for tre dage siden hørte jeg en stemme, der sagde, at den kvinde, der skal amme din søn, vil være en af Abû Zuwaybs efterkommere fra Bani Sa'd-stammen. På det svar sagde jeg: "Jeg er fra Bani Sa'd-stammen, og min fars kælenavn er Abû Zuwayb.""

Lady Halîma fortæller igen: "Lady Âmina fortalte mig mange andre hændelser om Ham og gav mig råd. Jeg fortalte hende om drømmen og de stemmer, jeg havde hørt, før jeg ankom til Mekka. Jeg hørte stemmer omkring mig, der sagde: "Glædelig hilsen til dig, Halîma! Du vil få det privilegium at pleje den nûr, der blænder øjnene og oplyser universet.""

Lady Halîma fortæller: "Jeg tog Muhammed 'alaihis-salâm med mig og gik til Hadrat Âmina's hus. Jeg kom til min mands side. Da han så barnets ansigt, blev han også betaget af Ham og sagde: 'O Halîma! Jeg har aldrig set sådan et smukt ansigt før!" og da han bemærkede de velsignelser, som vi fik, så snart vi modtog Ham, sagde han: "O Halîma! Vid, at du har taget et meget velsignet og dyrebart barn til dig'. Jeg svarede ved at sige: "Wallahi (jeg sværger ved Allah), jeg ønskede dette, og mit ønske gik i opfyldelse."

I det øjeblik, de kom til Mekka med Muhammed 'alaihis-salâm, begyndte Lady Halîma og hendes mand at modtage velsignelser fra Ham. Det svage og langsomme æsel, de havde, gik som en arabisk hest. Selvom konvojen, de kom med til Mekka, allerede var gået og havde tilbagelagt en stor afstand, indhentede de og passerede dem. Da de ankom til Banî Sa'ds land, havde de en hidtil uset overflod og velsignelser. Tidligere begyndte deres dyr, der kun gav lidt mælk, at producere rigeligt med mælk. Deres naboer var forundrede og indså, at dette skete på grund af det barn, de fik til amning. Vores Mester, Profeten ville kun fodre fra Lady Halîmas højre side.

Han ville overlade venstre siden til Sin mælkebror. Han kravlede, da Han var to måneder gammel. Da Han var tre måneder gammel, stod Han, og i den fjerde måned gik Han ved at holde sig fast i væggene. Han gik, da Han var fem måneder gammel; i den sjette måned kunne Han gå hurtigt. Han kunne gå overalt, da Han var syv måneder gammel. I den ottende måned var Hans tale forståelig, og da Han var ni måneder gammel, talte Han meget tydeligt. Han begyndte at skyde med pile i den tiende måned.

Lady Halîma fortæller: "Da Han først begyndte at tale, sagde Han: "Lâ îlaha illallahu wallahu akbar. Walhamdu-lillâhi Rabbil 'âlamîn. Siden den dag ville Han ikke række ud efter noget uden at sige Allahu ta'âlâs navn. Han ville ikke spise noget med Sin venstre hånd. Da Han begyndte at gå, ville Han holde sig væk fra der, hvor børnene legede, og Han ville sige til dem: "Det er ikke det, vi er skabt til.” Hver dag ville en nûr som solskin dække Ham og forsvinde igen. Han talte med månen, og når Han pegede på den, bevægede månen sig.

På grund af tørken havde de mange prøvelser, og på et tidspunkt gik de ud for at bede til Allahu ta'âlâ om regn. De tog Muhammed 'alaihis-salâm med sig, da de gik ud for at bede, og for Hans skyld fik de en masse regn og velsignelser. Lady Halîma beretter: "Da Muhammed 'alaihis-salâm var to år gammel, vænnede jeg Ham fra. Senere tog jeg til Mekka med min mand for at overdrage Ham til Hans mor. Da vi fik masser af velsignelser på grund af Ham, føltes det meget svært at forlade Ham og ikke kunne se Hans velsignede ansigt. Jeg fortalte hende om Ham (Hans gerninger og måde). Lady Âmina sagde: "Min søn har en stor herlighed. Jeg sagde: 'Wallahi, jeg har ikke set nogen, der er mere velsignet end Ham.' For at holde Ham hos os lidt længere fandt jeg flere undskyldninger at give Lady Âmina. Hun afviste os ikke og tillod os at beholde Ham længere. Vi vendte tilbage til vores stamme med Ham. Således blev vores husstand fyldt med overflod, og vores gods, ejendele og berømmelse voksede. Vi opnåede utallige velsignelser."⁴⁶

En sky over Hans velsignede hoved

Lady Halîma fortæller: "En dag spurgte Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) mig: "Jeg ser ikke mine søskende om dagen. Hvad er årsagen? Jeg svarede: 'De går hen for at hyrde fårene. De kommer hjem ved nattetid.' Han sagde: "Send mig med dem. Lad mig være hyrde for flokken". Jeg fandt adskillige undskyldninger og undskyldte flere gange over for Ham. Til sidst sagde jeg ja for at gøre Ham glad.

Den næste dag kæmmede jeg Hans hår, klædte Ham på og sendte Ham sammen med Hans mælkesøskende.

Han ledsagede dem i et par dage. En dag, da Hans mælkesøster Shaimâ kom tilbage fra engen, spurgte jeg hende: "Hvor er mine øjnes lys, min søn Muhammed? Hun sagde, at Han var i ørkenen. Da jeg spurgte: "Hvordan tåler min elskede ørkenens varme?", svarede hun: "O min mor! Intet kan skade Ham. Der er en sky over Hans velsignet hoved, som bevæger sig med Ham og beskytter Ham mod

solens varme. Da jeg sagde: "Hvad taler du om? Er alle disse ting, som du nævner, virkelig sande?", svor hun, at det var de. Først da følte jeg mig lettet.

"Jeg var meget tilfre-

ds med Muhammed
(sall-Allahu 'alaihi wa
sallam) i den tid, hvor

Hans velsignede bryst bliver flækket (Shaqq as-Sadr)

jeg plejede Ham. Han

gjorde aldrig noget
beskidt. Han tisser en

En dag ved middagstid kom Hans mælkebror Damra igen til mig og sagde:

gang om dagen og en
gang om natten, og Han

"Mor! Hjælp!... Vi var på hyrdearbejde sammen med min Qurayshî-bror. Pludselig var der tre personer, der var iført grønt fra top til tå. De tog min bror og gik mod bjerget. De lagde Ham på ryggen og skar Hans mave over med en kniv. Da jeg ville give dig nyhederne, var de der stadig. Jeg ved ikke engang, om Han er i live eller ej. Lady Halîme fortæller resten: "Jeg var fyldt af panik. Vi kom hurtigt frem og så Ham. Jeg kyssede Hans velsignede hoved og sagde: "O mine øjeners lys! O universets barmhjertighed og nåde! Hvad er der sket med dig? Hvem har gjort dig ondt?

tisser ikke igen før til

den tid."
Lady Halîma

Han svarede: "Efter jeg forlod huset så jeg to personer klædt i grønt. Den ene af dem holdt en sølvkande, og den anden havde en smaragdskål i hånden. Skålen var fyldt med noget hvidere end sne. De bragte mig til bjerget. En af dem lagde mig på ryggen. Mens jeg så på, kløvede han mit bryst ned til min mave. Jeg følte ingen smerte. Han stak sin hånd ind og fjernede det, der var der. De vaskede det med den hvide tingest og lagde det så tilbage. Den ene sagde til den anden: "Rejs dig op og lad mig gøre min pligt!" og så stak han sin hånd ind og tog mit hjerte ud. Hjertet var lavet af to stykker, hvoraf han tog noget sort ud og smed det væk. Og sagde: "Det var shaytans (djævelens) andel i din krop. Vi fjernede det. O Allahu ta'âlâs elskede! Vi har gjort dig sikker fra waswasa⁴⁷ og shaytans tricks. Så fyldte de mit hjerte med noget let og sok. De stemplede det med nûr. Jeg føler stadig kulden fra dette stempel i hele min krop. Da en af dem lagde sin hånd på mit sår, helede det. Og de vejede mig mod ti personer fra min ummat; jeg var tungere. De vejede mig mod tusind mennesker; jeg var stadig tungere. Så sagde den ene af dem til den anden: "Hold op med at veje Ham. Wallahi, selv hvis du vejer ham mod hele Hans ummat, vil Han stadig være tungere. Så kyssede de hver især min hånd og mit ansigt og lod mig være her. Mærket kunne ses på Hans elskede bryst."⁴⁸

Denne hændelse, som vores elskede Profet oplevede, og som er nævnt i det første vers i Sûrah al-Inshirâh, kaldes "Shaqq as-Sadr", dvs. at Han flækkede Sit bryst.

Efter at Hans Profet blev åbenbaret, spurgte nogle af Ashâb al-kirâm Ham: "O Rasûlullah! Fortæl os venligst mere om dig selv." Han svarede: "Jeg er min forfader Ibrâhîms bøn. Jeg er min bror Îsâs glædelige budskab!

Jeg er min mors drøm. Da hun var gravid, så hun en nûr, der oplyste paladserne i Damaskus, som spredte sig fra hende. Jeg blev ammet og opvokset blandt Banî Sa'd ibn Baqrs sønner."

Da Han blev fire år gammel, bragte Lady Halîma Ham til Mekka og overgav Ham til sin mor. Hans bedstefar Abdulmuttalib gav hende en overflod af gaver. Efter forlod

Ham i Mekka, udtrykte Lady Halîma sine følelser ved at sige: "Det var som om min sjæl og mit hjerte var blevet hos Ham i Mekka."

Hans ærede mors død

Vores elskede Profet sall-Allahu 'alaihi wa sallam voksede op i Mekka med Sin mor, indtil Han var seks år gammel. Sammen med Umm Ayman, som var en jâriya (kvindelig slave), tog Han og Hans mor til Medîna for at besøge Sine slægtninge og Sin far Abdullah's grav.

De blev der i en måned. Vores elskede Profet lærte at svømme i Najjars sønners pool. I mellemtiden så en jødisk lærd tegnene på profetskab på Ham. Han henvendte sig og spurgte om Hans navn. Da vores elskede Profet sagde "Ahmad", råbte han: "Dette barn vil blive den sidste Profet!" Også nogle af de jødiske lærde, der så tegnene på profetskab på Ham, diskuterede og talte om Hans profetskab.

Umm Ayman hørte disse diskussioner og fortalte Lady Âmina. Hans velsignede mor, der frygtede, at Han ville blive skadet, tog Ham og rejste til Mekka. Da de ankom til det sted, der hedder Abwâ, blev vores mor, Lady Âmina, syg. Hendes helbred blev forværret; hun mistede ofte bevidstheden.

Mens hun kiggede på sin elskede søn, som stod ved siden af hende, sagde hun, "O søn af den elskede person, som var undsluppet fra dødens pil ved at give hundrede kameler med hjælp fra Allahu ta'âlâ! Må Allahu ta'âlâ gøre dig velsignet. Hvis den drøm jeg så går i opfyldelse, vil du blive sendt af Allahu ta'âlâ til hele menneskeheden for at informere dem om halâl (tilladt) og harâm (forbudt). Allahu ta'âlâ vil beskytte dig mod den århundreder gamle tradition for idoler og afgudsdyrkelse." og reciterede denne kuplet for Ham:

Det nye bliver gammelt, det levende dør,
De mange bliver udtømt, er der en til at forblive ung?

Jeg vil også dø; min forskel er,
Jeg har født dig, og det er min ære.

Jeg har efterladt et godt barn
Jeg lukkede øjnene, jeg var tryg i mit hjerte.

Mit navn vil altid blive husket,
Din kærlighed vil blive holdt levende i hjerter.

Så døde hun. Hun blev begravet der. Vores mor Âmina døde, da hun var tyve år gammel. Umm Ayman tog universets Mester med sig, og efter et par dages rejse ankom de til Mekka, hvor hun overgav vores Profet til Hans bedstefar Abdulmuttalib.⁴⁹

Hans mor og far var mu'miner (troende)

Vores Mester Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)'s far og mor var i Ibrâhîm's religion⁵⁰ 'alaihis- salâm. Det vil sige, at de var mu'min. De lærde i Islâm meddelt, at de var i Ibrâhîm 'alaihis-salâms religion, og efter Muhammed 'alaihis-salâms Profet blev åbenbaret, blev de bragt til live, så de kunne være blandt Hans ummat, de hørte og reciterede Kalima ash-shahâda (Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allahu ta'âlâ. Og igen, jeg bevidner, at Muhammed 'alaihis-salâm er Hans fødte slave og budbringer) og dermed blev de en del af denne ummat.⁵¹

"Janâb al-Haqq vil
helt sikkert beskytte

jer mod afguder, der
kom gennem tidligere
nationer, og mod poly-

teisme."
Lady Âmina

Ved siden af Sin velsignede bedstefar

Muhammed 'alaihis-salâm voksede op hos Sin bedstefar Abdulmuttalib, indtil Han var otte år gammel. Abdulmuttalib var en imponerende, tålmodig, dydig, ærlig, modig, generøs og elsket person i Mekka, som styrede forskellige opgaver. Han gav de fattige mad, selv de dyr, der var sultne og tørstige.

Han troede på Allahu ta'âlâ og âkhirat (herefter). Han afholdte sig fra onde gerninger, holdt sig fra alle de grimme skikke fra den æra af uvidenhed. Han ville forhindre undertrykkelse og uretfærdighed i Mekka og imødekomme besøgende. Det var Hans vane at trække sig tilbage på Hirâ-bjerget i Ramadân-måneden. Abdulmuttalib, der elskede børn og var barmhjertig, værdsatte sit elskede barnebarn og holdt Ham tæt dag og nat. Han havde stor kærlighed og hengivenhed for Ham. I skyggen af Kâ'ba'en satte han sig på den plads, der var eksklusivt for ham, sammen med sit barnebarn og sagde til dem, der ville forhindre: "Lad min søn være i fred, Han er ophøjet."⁵² Han advarede konstant vores Mester, Profetens barnepige Umm Ayman om at passe godt på Ham Han ville sige til hende: "Pas godt på min søn. Ahl al-kitâb (de troende i de hellige bøger) fortæller, at Han vil være Profet for denne ummat." Umm Ayman sagde: "Jeg har ikke set Ham klage hverken over sult eller tørst. Om morgenen drak Han en dråbe zamzam-vand. Når jeg ville give Ham mad, sagde Han: 'Jeg vil ikke have, jeg er mæt'."

Abdulmuttalib ville ikke lukke nogen ind, undtagen Ham, når han sov eller var alene i sit værelse. Han ville omfavne Ham med medfølelse. Han kunne lide Hans ord og adfærd. Ved måltiderne satte han sig sammen med Ham, og han gav Ham de bedste og mest lækre dele af måltiderne. Han ville ikke begynde at spise, før Han kom. Han så mange drømme og var vidne til mange hændelser om Ham.

Engang var der hungersnød og mangel i Mekka. På baggrund af en drøm, han så, holdt Abdulmuttalib Muhammed 'alaihis-salâm's hånd og gik op til Abû Kubays bjerg. Han bad: "O min Allah! For dette barns skyld, gør os lykkelige med en gunstig regn." Hans bøn blev accepteret, og det regnede meget. Tidens digtere omtalte denne hændelse ved at skrive digte.

Præst af Najrân

En dag, mens Abdulmuttalib sad ved siden af Kâ'ba, kom en præst fra Najrân og begyndte at tale med ham. Under denne samtale sagde han: "Vi har læst i bøgerne om den sidste profets egenskaber fra Ismâ'îls sønner. Her, det vil sige Mekka, er Hans fødested. Hans egenskaber er sådan og sådan!" Og begyndte at opregne dem. I det øjeblik kom vores elskede Profet. Præsten fra Najrân begyndte at undersøge Ham; han kom tættere på og så på Hans øjne, Hans ryg, Hans fødder og sagde forbavset:

"Her, det er Ham. Er dette barn en af dine efterkommere?" Da Abdulmuttalib sagde: "Han er min søn!", sagde præsten fra Najrân: "Ifølge vores viden fra bøgerne burde Hans far ikke være i live!" Da Abdulmuttalib sagde: "Han er søn til min søn. Hans far var død før Hans fødsel, mens Hans mor var gravid." Så sagde præsten: "Nu har du sagt sandheden." Herpå sagde Abdulmuttalib til sine sønner: "Hør, hvad der bliver sagt om jeres brors søn, og beskyt Ham godt."

Hans velsignede bedstefars død

Da Abdulmuttalibs død nærmede sig, samlede han sine sønner og sagde: "Nu er det tid for mig til at vandre fra denne verden til âkhirat. Min eneste bekymring er dette forældreløse barn. Jeg ville ønske, at jeg havde et langt liv, så jeg kunne fortsætte denne tjeneste med glæde. Men hvad kan jeg gøre? Min levetid vil ikke være nok. Nu brænder mit hjerte og min tunge af denne længsels ild. Jeg vil gerne betro denne perle til en af jer. Hvem vil beskytte hans rettigheder fuldt ud og vil ikke svigte i sin tjeneste for Ham?" Abû Lahab satte sig på knæ og sagde: "O arabernes mester! Det er godt, hvis du har nogen person i tankerne til denne tjeneste. Hvis ikke, vil jeg gøre denne tjeneste." Abdulmuttalib sagde til ham: "Din ejendom er rigelig. Men du er en koldhjertet person, og du har kun lidt medfølelse. Et forældreløst barns hjerte er såret og delikat. Det bliver let knust." Nogle af hans andre sønner gentog det samme ønske. Abdulmuttalib accepterede ikke nogen af dem ved at nævne hver enkelt af deres egenskaber. Da det blev Abû Tâlibs tur, sagde han: "Det vil jeg gerne have mere end dem alle sammen. Men det ville ikke have været passende at komme foran mine ældre. Min ejendom er ikke meget; men min loyalitet er større end mine brødre." Abdulmuttalib sagde: "Du har sagt sandheden. Du er den, der fortjener denne tjeneste. Men i alle sager rådfører jeg mig med Ham og handler i overensstemmelse med Hans ønsker. Ved at gøre dette når jeg altid det rigtige resultat. Jeg vil rådføre mig med Ham om denne sag. Hvem Han end foretrækker fra dig, har Han også min accept."

Så vendte han sig mod vores elskede Profet og spurgte: "O mine øjeners lys! Jeg er på vej til âkhirat med længsel efter dig. Hvem foretrækker du fra din onkler?"

Vores Mester, Profeten, rejste sig op, omfavnede Abû Tâlib og satte sig på hans skød. Abdulmuttalib var lettet. Han sagde: "Hamd (tak) være Allahu ta'âlâ. Det var også det, jeg ønskede." Så sagde han til Abû Tâlib: "O Abû Tâlib! Denne perle har ikke oplevet forældrenes medfølelse. Pas på Ham i overensstemmelse hermed og forkæle Ham. Jeg betragter dig som overlegen i forhold til mine andre børn. Jeg har betroet dig dette store og meget værdifulde barn. Fordi du er fra samme mor som Hans far. Beskyt Ham, som du ville beskytte dig selv. Har du accepteret min sidste vilje?" Da han svarede:

"Ja, det har jeg", omfavnede Abdulmuttalib vores elskede Profet; han kyssede Hans velsignede hoved og ansigt og inhalerede Hans duft. Så sagde han: "I kan alle bevidne, at jeg aldrig har duftet en smukkere duft end denne, og jeg har aldrig set et smukkere ansigt end dette."⁵³

Under beskyttelse af Abû Tâlib

Efter Sin bedstefars død boede Universets Mester (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) hos Sin onkel Abû Tâlib og voksede op under hans beskyttelse. Abû Tâlib var som sin far Abdulmuttalib; han var en af de overordnede i Mekka. Han var en elsket og respekteret person, hvis ord blev lyttet til af alle. Også han viste stor kærlighed og medfølelse til vores Mester, Profeten. Han elskede Ham mere end sine egne børn; han ville ikke sove eller gå nogen steder hen uden Ham. Han sagde til Ham: "Du er meget lykkebringende og meget velsignet!" Han ville ikke spise, før Han begyndte. Nogle gange ville han have et separat bord dækket til Ham. Når vores Profet vågnede om morgenen, ville de se, at Hans ansigt var lysende som månen, og Hans hår var kæmmet. Abû Tâlib havde kun lidt ejendom, og hans familie var trængt. Han opnåede overflod og rigelighed efter han tog Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) under sin beskyttelse. Da folket var i vanskeligheder på grund af tørken i Mekka, bragte Abû Tâlib Ham til Kâ'ba og bad. For Hans skyld regnede det meget. De blev reddet fra tørken og hungersnøden.⁵⁴

"Nu er det tid for mig
til at vandre fra denne
verden til âkhirat. Min

eneste bekymring er
dette forældreløse barn.

Jeg ville ønske, at jeg
havde et langt liv, så jeg

kunne fortsætte denne

tjeneste med glæde.
Men hvad kan jeg gøre?

Min levetid vil ikke
være nok. Nu brænder
mit hjerte og min tunge

af denne længsels ild.”

Abdulmuttalib

EnPprofet skal komme fra de ophøjedes linje,
Mellem Zamzam og Hajar skal Han stå

Sammen med alle byens indbyggere bør du hjælpe Ham,
O søn af Âmir, velsignelsen ligger i at hjælpe Ham.

Rejsen mellem Mekka og Busrâ

Præst Bahîra

En dag, da Han var omkring tolv år gammel, så vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Abû Tâlib forberede sig på en handelsekspedition. Da Han forstod, at Abû Tâlib ikke ønskede at tage Ham med, sagde Han: "I hvis varetægt vil du efterlade mig i denne by? Jeg har ikke en far eller nogen anden til at føle medfølelse med mig!" Dybt bevæget af disse ord besluttede Abû Tâlib sig for at tage Ham med. Efter en lang rejse, opholdt handelskaravanen sig et stykke tid i nærheden af et kloster, som tilhørte kristne i Busrâ.⁵⁵

"Jeg bevidner, at du er

Allahu ta'âlâs Rasûl!...

Her er universets
Mester... Her er Rasûl af

universets Rabb... Her
er den store Profet, som

Allahu ta'âlâ har sendt
som en barmhjertighed

til verdener!"
Præst Bakîra

I dette kloster boede en præst ved navn Bahîra, som tidligere var en jødisk lærd og efterfølgende var konverteret til kristendommen. Han havde en bog, der var kommet i hans besiddelse gennem en kæde af flere generationer, og som han havde holdt som en opslagsbog til at besvare de spørgsmål, han blev stillet. Selv om Quraysh karavanen havde besøgt dette område flere gange i de foregående år, han viste aldrig nogen interesse for det. Hver morgen gik han op på klostrets tag og kiggede ud i retning af de nærmende karavaner, som om han ventede noget usædvanligt. Denne gang skete der noget med præsten Bahîra; i et anfald af stor begejstring sprang han af forbavselse. Da han så Quraysh-karavanen på afstand, så han også en sky, der gled sammen med dem. Denne sky skyggede for vores Profet. Efter karavanen havde slået sig ned for at hvile sig, så Bahîra også grenene fra et træ, der bøjede sig over Rasûl al-akram, da Han sad under det. Hans begejstring steg. Straks beordrede han, at der skulle gøres middagsborde klar. Derefter sendte han nogen ud for at invitere alle medlemmerne af Quraysh-karavanen til middag. De accepterede alle invitationen og forlod vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) til at holde øje med karavanen. Bahîra undersøgte de besøgende nøje og spurgte: "Kære Quraysh-herrer, er der nogen blandt jer, som ikke er kommet til middag?" De svarede: "Ja, der er en." Selv om Qurayshîerne var kommet, var skyen der stadig. Da han så dette, vidste han, at der var nogen tilbage at beskytte karavanen. Bahîra insisterede på, at Han skulle komme til middag. Så snart Han ankom, så Bahîra på Ham og undersøgte Ham nøje. Efterfølgende spurgte han Abû Tâlib: "Er dette barn en af dine efterkommere?" Abû Tâlib svarede: "Han er min søn." Bahîra bemærkede: "Ifølge bøgerne er denne drengs far ikke i live; Han er ikke din søn." Denne gang svarede Abû Tâlib: "Han er min brors søn." Bahîra spurgte: "Hvad skete der med Hans far?" Han svarede: "Hans far døde, før Han blev født." Da sagde Bahîra: "Du talte sandt. Hvad skete der med Hans mor?" Abû Tâlib svarede: "Hun døde også." Da Bahîra bekræftede alle disse svar, henvendte han sig til vores elskede Profet og bad Ham om at aflægge en ed i afgudernes navn. Men vor Profet sagde til Bahîra: "Bed mig ikke om at aflægge en ed i afgudernes navn. I denne verden, der er ingen andre fjender, der er værre end disse for mig. Jeg hader dem.”

Bahîra bad derefter om en ed med Allahu ta'âlâs navn og spurgte: "Sover du?" Han svarede: "Mit hjerte sover ikke, men det gør mine øjne."

Bahîra fortsatte med at stille en masse spørgsmål og fik svar på dem alle. Disse svar faldt nøjagtigt sammen med de bøger, han havde læst tidligere. Da han så vores elskede Profet i øjnene, spurgte han Abû Tâlib,

- "Bliver denne rødme altid i Hans velsignede øjne?"

- "Ja," sagde han, "vi har aldrig set den forsvinde.

Efter så dette tegn på Ham, ønskede Bahîra at se Muhr an-Nubuwwat

(Profetskabets segl), så hans hjerte ville have yakîn (tro). Men vores Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) ønskede ikke at afsløre sin ryg på grund af Sin ædle følsomhed.

Men Hans onkel sagde: "O, mine øjeners lys, gør dog, hvad han ønsker!" Herpå afslørede vor Profet Sin ryg, og Bahîra så Muhr an-Nubuwwat's skønhed med stor tilfredshed. Han kyssede den begejstret, mens tårerne strømmede ned ad hans ansigt. Så sagde han,

- "Jeg bevidner, at du er Allahu ta'âlâs Rasûl!" Og med høj stemme henvendte han sig til alle: "Her er universets Mester... Her er Rasûl af universets Rabb... Her er den store Profet, som Allahu ta'âlâ har sendt som en barmhjertighed til verdener!"

Qurayshîerne var forbløffede; de udbrød: "I denne præsts øjne har Muhammed så høj agtelse."

Bahîra vendte sig derefter mod Abû Tâlib og sagde,

- "Dette er den sidste og den mest ærefulde af alle Profeterne. Hans

religion vil sprede sig over hele verden og ophæve alle de tidligere religioner. Tag Ham ikke med til Damaskus. Isrâels sønner (jøder) nærer fjendskab mod Ham. Jeg er bange for, at de vil forsøge at skade Hans velsignede legeme. Der blev afgivet mange eder og løfter med hensyn til Ham."

Abû Tâlib spurgte,

- "Hvad er disse eder og løfter?" Bahîra svarede:

- "Allahu ta'âlâ fik alle profeterne og til sidst Îsâ 'alaihis-salâm til at love at informere deres ummat om den sidste Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), som vil komme."

Abû Tâlib, der hørte disse ord fra Bahîra, ændrede mening om at tage til Damaskus. Han solgte alle sine varer i Busrâ og vendte tilbage til Mekka⁵⁶. Han huskede, hvad han hørte fra Bahîra, hele sit liv. Han elskede vores Mester, Profeten, endnu mere. Han beskyttede Ham og hjalp Ham med alt, indtil han døde.

Hans rejse til Yemen med Sin onkel Zubayr

Vores elskede Profet, som var en smuk, dydig og ædel person, voksede op og blev sytten år gammel. Hans farbror Zubayr, som skulle til Yemen for at handle, tog Ham med, så hans handel ville være gunstig. Mange ekstraordinære ting om Ham blev også set på denne rejse. Da de vendte tilbage til Mekka, blev disse hændelser fortalt, og blandt Quraysh-stammen blev det sagt: "Denne persons herlighed vil blive meget stor..."⁵⁷

⁴⁵ Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 144-145; Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 37.
⁴⁶ Ibn Ishâq, as-Sira, 25-28; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 158-167; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 108-115.
⁴⁷ Waswasa er tvivl og mistanke hvisket af shaytan
⁴⁸ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 121; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 164-165; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 167.
⁴⁹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 168; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 116.
⁵⁰ Jøder og Kristne kalder Ham "Abraham". Ibrâhîm 'alaihis-salâm er en af Muhammads forfædre 'alaihis-salâm. Han er den mest ophøjede af profeterne aher Muhammed 'alaihis- salâm. Han er Halîlullah (Allahs intime ven). Han er far til Ishâq og Ismaîl. Hans far var en mu'min ved navn Târuh. Âzar, som var en vantro, var Hans stedfar og onkel.
⁵¹ Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, I, 652.
⁵² Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 70-74.
⁵³ Ibn Ishâq, as-Sira, 45-48; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 169-178; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 117; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 188; Sham- saddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, II, 135; Ibn Asîr, Usu-d-ul-gâba, I, 22.
⁵⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 179-180; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 119.
⁵⁵ Busrâ ligger 90 km sydøst for Damaskus og 130 km nordøst for Jerusalem.
⁵⁶ Ibn Ishâq, as-Sira, 53-58; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 180-182; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 76, 154-156; Tabarî, Târikh, II, 277-279; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 216-220; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 283-286.
⁵⁷ Ibn Ishâq, as-Sira, 53-59; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 120-123.