GLADE BUDSKABER

Uvidenhedens æra

Før vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), blev født, var hele verden i et stort åndeligt zulmat, mørke. Mennesker befandt sig i grænseløs fordærv. Religionerne åbenbaret af Allahu ta'âlâ var glemt. I stedet for de guddommelige regler havde menneskers ideer og tanker taget deres plads. Alle skabninger var fortvivlede over menneskers vildskab og grusomhed.

I alle verdens nationer var Allahu ta'âlâ glemt; troen på Tawhîd (Allahs enhed), som er kilden til sindsro, lyksalighed og lykke, var forsvundet. Stormen af kufr (vantro) fordrev îmân (tro) fra hjerterne. I stedet for troen på Allahu ta'âlâ havde tilbedelse af afguder slået rod i hjerterne.

Den religion, som Hadrat Mûsâ bragte, blev glemt; Tawrât blev fordærvet. Isrâels sønner var i konflikt. Nasrâniyyat, den oprindelige religion, som Îsâ 'alaihissalâm bragte, blev også fuldstændig korrumperet; den havde ikke længere noget med religion at gøre. Treenigheden, dvs. ideen om tre guder, blev accepteret. Den virkelige Injîl gik tabt; præsterne ændrede den i overensstemmelse med deres ønsker. Begge bøger var ikke længere Allahu ta'âlâs kalâm (ord). I Egypten var den korrupte Tawrât fremherskende; i det østromerske imperium, var der forfalsket

Nasrâniyyat, som er kristendommen. I Iran blev der tilbedt ild. Tilbedernes ild var ikke blevet slukket i tusind år. Der herskede forfalskede religioner, såsom konfucianisme i Kina og buddhisme i Indien.

"Jeg er en budbringer for

jer af en Rasûl ved navn

Ahmad, som vil komme

før mig."
Îsà 'alaikis-salàm

Folket i Arabien var mere fordærvede og korrupte. De havde placeret tre hundrede og tres afguder i Kâ'ba al-mu'azzama, som Allahu ta'âlâ tillægger så stor værdi. Kâ'ba al-mu'azzama var en kopi af Bayt al-Ma'mûr, som besøges af englene i Arsh, bygget i samme dimensioner. Hvem der end var respektløs over for Kâ'ba, havde Allahu ta'âlâ ødelagt demlige efter.

Jurhum-stammen var gået for vidt i utroskab og hor. Deres hersker, som så deres respektløse og lave opførsel, advarede dem: "O Jurhum-stammen! Ved at betale respekt til Haram ash-sharîf af Allahu ta'âlâ og sikkerheden af det, kom til jer selv! I ved, hvad der skete med Profeterne Hûd, Sâlih og Shu'ayb ('alaihimus-salâm) ummats, og hvordan disse ummats blev ødelagt. Opmuntrer hinanden til at gøre gode gerninger og formaner hinanden fra at gøre det onde. Lad jer ikke narre af jeres midlertidige magt. Afstå fra at vende sig bort fra Haqq og gøre grusomheder i Mekka. Fordi grusomhed forårsager nedrivning af folket. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at der ikke var noget folk, der opholdt sig her og vendte sig bort fra Haqq og ikke blev udryddet af Allahu ta'âlâ og erstattet af andre folk. Der er intet permanent ophold her for det mekkanske folk, som fortsætter deres fordærv og vender sig bort fra Haqq. I ved, hvad der skete med bosætterne i denne region før jer. Tasm-, Jadisog Amâliqa-folket havde levet længere end jer; de var mere magtfulde, havde mere befolkning og var rigere end jer. Deres foragt for Haram ash-sharîf, at de vendte sig bort fra Haqq og undertrykte folk, fik dem til at blive forvist fra dette velsignede sted. I må have set og hørt, at Allahu ta'âlâ fjernede nogle af dem ved at sende små myrer, nogle ved hungersnød og nogle ved sværd!"

Men de lyttede ikke. I sidste ende gjorde Allahu ta'âlâ dem elendige på grund af deres fordærv...

I denne periode blev universets centrum, det velsignede Mekka, oversvømmet med kufr (vantro); Baitullah var fyldt med hundredvis af idoler som Lât, Uzzâ og Manât. Grusomheden var på sit højeste, umoralitet var en kilde til stolthed. Arabien befandt sig i religiøst, åndeligt, socialt og politisk mørke, blind uvidenhed, overskridelse og fordærv. I disse tider, som blev kaldt uvidenhedens æra, levede folk for det meste nomadisk, og de var blevet opdelt i stammer.

Uvidenhedens æra var en tid fyldt med zulmat (mørke).

Arabisk stammer, som var i konstant konflikt, betragtede razziaer og plyndringer som deres levebrød. Der var heller ingen politisk eller social orden i Arabien, som bestod af stammer, hvor forfølgelse og plyndringer var udbredt. Desuden havde alkohol, spil, utroskab, tyveri, grusomhed, løgn og enhver form for umoralitet bredt sig til det yderste. Grusomhed var det mest nådesløse og frygtelige redskab, som de magtfulde brugte mod de svage. Kvinder blev solgt, som om de var simple varer. Nogle af dem betragtede fødslen af døtre som en katastrofe og skam. Denne forfærdelige idé nåede en sådan grad, at de efterlod deres døtre til døden i de gruber, hvor de lagde dem levende og dækket af jord, mens de omfavnede dem og råbte: "Far! Far!" De følte ikke en skramme i deres samvittighed på grund af disse handlinger; de betragtede dem endda som heltemod. Sammenfattende kan man sige, at den tids mennesker ikke havde meget medfølelse, medlidenhed, venlighed eller retfærdighedssans.

Men i denne periode var der noget bemærkelsesværdigt blandt araberne. Litteratur, veltalenhed og articulationen var betydeligt fremskredet, og den var på sit højeste. De lagde stor vægt på digte og poesi og betragtede det som en kilde til stolthed. En talentfuld digter var en kilde til ære for ham selv og hans stamme. På visse dage holdt de messer og afholdt poesi- og talekonkurrencer. De bedste af disse blev hængt op på væggene i Kâ'ba. I Jahiliyya-tiden blev de mest berømte syv digte, som blev hængt op på Kâ'ba's vægge, kaldt "Muallaqatu's Seb'a", dvs. "syv ophæng".

I disse tiden blev folk i Arabien også grupperet forskelligt i religiøse spørgsmål. Nogle var helt troløse og accepterede ikke andet end det verdslige liv. Nogle af dem troede på Allahu ta'âlâ og âkhirat-dagen (dommedag), men accepterede ikke, at en Profet kunne komme fra mennesker. Nogle af dem troede på Allahu ta'âlâ, men de troede ikke på âkhirat (herefter). De fleste af dem troede, at idoler var Allahu ta'âlâs medspillere og tilbad dem. Hver polyteist havde et idol i sit hjem.

Verden var i et så dybt mørke, at folk havde opgivet at tro på Allahu ta'âlâ og tilbede Ham. På grund af deres uvidenhed tilbad de naturbegivenhederne og Allahu ta'âlâs skabninger, især de afguder, som de lavede af sten og træ, som guder.

Ud over disse var der Mu'min-folk, som var i den religion, som Hadrat Ibrâhîm kommunikerede, og som havde den rette îmân (tro), kaldet "Hanîfs". De troede på Allahu ta'âlâ og holdt sig væk fra afguderne. Vores Mester, Profetens far, Abdullah, Hans bedstefar Abdulmuttalib, Hans mor og nogle andre var i Hadrat Ibrâhîms religion.

Bortset fra Hanîf mu'minerne, var alle de andre grupper på den forkerte vej og i et stort mørke.

Zulumât og Âb al-hayat (livseliksir)

Abû Mucâhid ibn Enver ibn Nazif rahmatullahi 'alaih sagde: "Âb al-Hayat findes i zulumât." Âb al-hayat er vitalitetens vand, der gør den, der drikker det, udødelig, og zulumât er mørke. Dette eliksir siges at være i uberørte skove, blandt vilde dyr, i bælgmørke, dybt inde i skoven.

Det er næsten umuligt at komme til dette vand. Det siges, at hvis man kan komme igennem disse forhindringer og nå frem til vandet, vil man ikke dø. Ahl as-Sunnats trosbekendelse er som livets eliksir, der befinder sig i det mørkeste hjørne af de uberørte skove bag Mount Qaf. De, der drikker en dråbe af dette vand, der flyder til evigheden, vil opnå evige velsignelser.

Hadrat Huseyn Hilmi ibn Sa'îd quddisa sirruh sagde: " Der er ingen død for den, der drak en dråbe af den. Der er evigt liv i himlen for ham. Âb al-hayat er midt blandt dårlige, ondskabsfulde mennesker og bid'ats (tilbedelser og gerninger, der ikke eksisterede i Islâm på vores Profets og Hans fire Khalîfaer tid, men som blev opfundet senere) og vantro.

Universets Mester er på vej

Universet, naturen og hjerterne var triste, og ansigterne havde glemt at smile. Menneskeheden, som var blevet skabt overlegen i forhold til andre skabninger, havde brug for en helt, der kunne redde dem fra Jahannam. Der var meget lidt tid tilbage før Hans fødsel. Universet forberedte sig på at hilse på den person, der var indehaver af den nûr, der var blevet videregivet fra kyske pander til kyske pander siden Âdam 'alaihis-salâm til den dag. Den Enestående Person, som ville åbenbare den uendelige salighed til mennesker og jinner, var på vej! Kilden til medfølelse og barmhjertighed, det ophøjede menneske, som var blevet opbygget med sin Rabbs etik, var på vej!

"På qiyâmat-dagen er

jeg sayyid for alle de
førstnævnte og de sidste.

Jeg informerer jer om
sandheden; jeg praler

Ejeren af maqâm al-Mahmûd, forbedernes kronjuvel, var på vej! Universets lærer, essensen af det skabte, menneskehedens Mester var på vej! Frelseren af Dommedag, profeternes Sultan var på vej! Habîbullah, Allahs elskede, den, for hvis skyld vi er blevet skabt, vores elskede Profet, som blev sendt som en barmhjertighed for hele universet, var på vej! Vores Mester, Profeten, Hadrat Muhammed Mustafâ (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) var på vej...

ikke."
Hadîtk ask-skarîf

De sagde: "Intet barn, som din søn,
Kom til verden fra begyndelsen.

Allah har ikke givet nogen,
En velsignelse som din søn.
O Âmina, hvilket stort bytte er nået til dig,
En med smuk etik, du vil føde en.

Den, der kommer, er den inspirerede videns Sultan,
Den, der kommer, er kilden til tro og visdom.

Et af Hans navne er Mahmûd, et andet er Ahmad,
Hans eksistens er barmhjertighed for hele verden.
For kærligheden til denne person roterer universet,
Mennesker og engle længes efter at se Hans ansigt.

Mekka al-muqarrama-regionen

Der kom en fugl med sin hvide vinge
Gav mig et kraftigt klap på ryggen.

Det var dengang, at troens Sultan ankom,
Nûr fyldte himlen og jorden.

Hvis du ønsker at undslippe ilden,
Sig as-salât med kærlighed og inderlighed.

Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Rasûlullah!
Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Habîballah!
Assalâtu wassalâmu 'alaika, O Sayyidal-awwali-na wal-âkhirîn.

1. ³⁰ Torah: Mosebøgerne; Det Gamle Testamente. Den hellige bog, som blev åbenbaret til Mûsâ 'alaihis-salâm af Allahu ta'âlâ. Tawrat er en af de fire hellige bøger.
2. ³¹ Navnet Mûsâ betyder "reddet fra vandet". Kristne kalder Ham "Moses" eller "Mois".
3. ³² Ibn Ishâq, Sîrat ar-Rasûl, 38-44; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 43-56; Ibn Sa'd, at Tabaqât, I, 55-56, 92, 108; Tabarî, Târikh, I, 557; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 123; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, I, 216.
4. ³³ Salmer, Zabûr er en af de fire hellige bøger. Den hellige bog, som blev åbenbaret til Dâwûd 'alaihis-salâm af Allahu ta'âlâ. Den kom efter Tawrât.
5. ³⁴ De kristne kalder Ham "David". Dâwûd 'alaihis-salâm; var både Nabî og Sultan. Til Ham kom bogen Zabûr på det hebraiske sprog.
6. ³⁵ Bibelen, Injîl er en af de fire hellige bøger. Den blev åbenbaret til Îsâ 'alaihis-salâm af Allahu ta'âlâ.
7. ³⁶ De kristne kalder Ham "Jesus". Îsâ 'alaihis-salâm; var et menneske og en Profet. Allahu ta'âlâ skabte Ham uden en far.
8. ³⁷ 19 Ibn Ishâq, as-Sira, 119-124; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 232-233; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 360-363.