EROBRINGEN (FATH) AF MEKKA
Det var det ottende år af Hegira. En af artiklerne i Hudaybiyafredstraktaten var: "Arabiske stammer, bortset fra de to parter, kan acceptere beskyttelse fra en hvilken som helst part, de kan frit forene sig med muslimer eller polyteister." I overensstemmelse hermed, Khuzâa-stammen, som var vores Mester's allierede, stillede Profeten sig på muslimernes side, mens Banî Bakr-stammen stillede sig på polyteisternes side. Khuzaâ-stammen og Banî Bakr-stammen var gamle fjender; de angreb hinanden, hver gang de fandt en mulighed. Efter Hudaybiya-freden havde de stoppet deres angreb for en tid. Banî Bakr-stammen kunne dog kun overholde dette i to år. En person fra Banî Bakr havde reciteret et digt og fornærmet vores elskede Profet; en ung fra Khuzâa-stammen, som hørte dette, kunne ikke udholde det og påførte ham et sår i hovedet. Bakr's sønner, der benyttede sig af denne begivenhed, angreb Khuzâa-stammen, som ifølge traktaten var sikret mod fare. Qurayshpolyteisterne havde hjulpet dette angreb ved at give våben og i hemmelighed sende mænd. De havde dræbt mere end tyve personer fra Khuzâa-stammen ved Haram ash-sharîf. Under kampen havde nogle muslimer fra Khuzâa-stammen bedt om hjælp fra vores Mester, Profeten. Nogle folk havde set Quraysh-polyteisterne blandt Bakr-sønnerne i disse natlige angreb.
"(O Mekka-muslimer!)
Labbayk! Jeg accepterer
jeres invitation!"
Hadìtk ask-skarìf
Den nat var vores elskede Profet i vores mor Hadrat Maymûnas hus. Mens Han udførte afvaskning for namâz, med tilladelse fra Allahu ta'âlâ, som et mirakel, havde Han hørt Mekka-muslimers råb om hjælp. Som svar til dem sagde Han: "Labbayk! (Jeg accepterer jeres invitation!)" Vores mor Maymûna, der så, at vores Mester, Profeten talte, mens Han var alene, spurgte: "O Rasûlullah! Er der nogen sammen med dig?"
Vores elskede Profet informerede hende om den begivenhed, der fandt sted i Mekka, og at Qurayshierne havde deltaget i den.
Quraysh-polyteisterne havde ved at hjælpe Banî Bakr og ved at plyndre Khuzâa stammen og dræbe dem overtrådt betingelserne i Hudaybiya fredestraktaten. Derfor havde de brudt freden.
Vores elskede Profet havde fået kendskab til hændelsen med det samme. Desuden kom Amr ibn Sâlim fra Khuzâa-stammen tre dage efter hændelsen med fyrre ryttere og fortalte Rasûl al-akram sall-Allahu 'alaihi wa sallam, hvad der var sket.
Abû Sufyân, lederen af Quraysh, var imidlertid ikke klar over denne begivenhed. Han var taget til Damaskus for at handle.
Vores Mester, Habîbullah, sagde: "Må jeg ikke blive hjulpet, hvis jeg ikke hjælper Khuzâas sønner!" og Han fik skrevet et brev. I dette brev, der blev sendt til Qurayshpolyteisterne, sagde vores elskede Profet: "...I vil enten opgive jeres alliance med Bakr-sønnerne og afholde jer fra den, eller I vill betale blodpenge for de dræbte fra Khuzâa-stammen! Hvis I ikke opfylder noget af det, jeg har nævnt, meddeler jeg, at jeg vil kæmpe mod jer!" Quraysh var ikke i stand til at forstå denne medfølelse. De sendte en budskab:
"Vi vil hverken bryde vores alliance eller betale blodpenge. Vi kan kun kæmpe." Men de beklagede dette dybt, og af frygt for at forny traktaten begyndte de at vente på Abû Sufyân for at forny traktaten.
Da Abû Sufyân vendte tilbage fra Damaskus, fortalte de ham om hændelsen. De sagde: "Dette er et problem, som helt sikkert skal løses. Det er ikke muligt at skjule det. Hvis det ikke bliver løst, vil Muhammed forvise os fra Mekka!" Abû Sufyân svarede: "Selv om jeg ikke blev informeret om denne hændelse, må jeg hurtigst muligt tage af sted for at forny og forlænge traktaten", og han begav sig til Medîna.359"
Allerede før Abû Sufyân nåede Medîna, informerede vores elskede Profet Sin Ashâb al-kirâm om, at Abû Sufyân ville komme. Han sagde "Jeg forstår, at Abû Sufyân kommer for at forny freden og forlænge fredsperioden. Men, vil han vende tilbage uden at have nået sit mål."
Abû Sufyân, som endnu ikke var blevet muslim, kom til Medîna al-munawwara. Han gik til sin datter, Umm Habîba radiy-Allahu 'anhâ, mor til de troende og vores elskede Profets velsignede hustru, i hendes hus. Han ønskede at sætte sig på vores elskede Profets seng. Vores mor Umm Habîba flyttede sig hurtigt og tog sengen væk. Hendes far blev forarget over dette, og han viste sin forbavselse og sagde: "O min datter! Misunder du mig denne seng?" Hadrat Umm Habîba, de troendes mor, svarede sin far: "Denne seng er sengen til Rasûl af Allahu ta'âlâ. Polyteister kan ikke sidde på den! Du er en polyteist og najis (uren)! Det er ikke passende for dig at sidde på denne seng."
Da hendes far sagde: "O min datter! Der er sket noget med dig, siden du forlod mit hus!" Hun sagde: "Alhamdulillâh! Allahu ta'âlâ gav mig Islâm. Men du tilbeder stadig afguder lavet af sten, som hverken hører eller ser! O far! Hvordan kan en person, der er den overlegne og den ældste af Quraysh, være væk fra Islâm." Hendes far blev meget vred og svarede: "Du er respektløs og beskylder mig for uvidenhed! Skal jeg så opgive de guder, som mine forfædre tilbad i årevis, og omfavne Muhammeds religion?!" Da han sagde dette, gik han. 360
Lederen af Quraysh kom til vores elskede Profet og sagde: "Jeg er kommet for at forny Hudaybiya-fredstraktaten og forlænge dens gyldighedsperiode. Lad os forny denne traktat på skrift." Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) svarede: "Vi gør ikke noget i strid med Hudaybiya-fredstraktaten, og vi ændrer den ikke." Selv om Qurayshs leder igen og igen sagde: "Lad os ændre fredstraktaten! Lad os forny den!" vores elskede Profet gav ham ikke noget svar. Da lederen af Quraysh så, at alle hans anstrengelser mislykkedes, vendte han tilbage til Mekka og fortalte polyteisterne, hvad der var sket. De kritiserede ham: "Så du er vendt tilbage uden at gøre noget, er det rigtigt?" Der var intet tilbage for dem at gøre, undtagen at vente.
Den, der søger tilflugt i Masjid al-Harâm
Da Abû Sufyân forlod Medîna, besluttede vores elskede Profet at erobre Mekka. Qurayshierne havde ikke holdt deres løfte, og de havde brudt traktaten. Han holdt dette hemmeligt; Han ønskede at indtage Mekka uden at give polyteisterne mulighed for at forberede sig og uden at udgyde blod i Haram ash-sharîf. Dette var en krigsforanstaltning. For når Mekka er erobret, hvem ved, hvor mange mennesker der ville blive muslimer. Han informerede Hadrat Abû Bakr og nogle af Hans Ashâbs notabiliteter om dette. Han beordrede Hans Ashâb til at forberede sig på en ekspedition, men Han fortalte dem ikke, hvor de skulle tage hen. Ashâb al-kirâm
359 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 395; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 783; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 134; Abdurrezzâk, Musannef, V, 374; Ibn Abî Shayba, Musannef, VIII, 531.
360 Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, V, 43; Ibn Kathîr, as-Sira, III 530.
begyndte at gøre forberedelser til jihâd. Vores Mester, Profeten sendte beskeder til de nærliggende muslimske stammer Aslam, Ashja', Juhayna, Husayn, Ghifâr, Muzayna, Sulaym, Damra og Khuzâas sønner. Det blev sagt: "De, der tror på Allahu ta'âlâ og âkhirat, skal være til stede i Medîna i begyndelsen af Ramadân ash-sharîf." De blev inviteret til at deltage i krigen.
"O min Rabb! Indtil
vi pludselig når deres
hjemlande, holder
spionerne og Qurayshs
budskabsbærere, gør
dem blinde og døve.
Må de se og høre os
pludselig."
Hadîth ash-sharîf
Vores Mester, Habîbullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), betroede som en sikkerhedsforanstaltning Hadrat 'Umar pligten til at bryde kommunikationsforbindelserne ved at blokere vejene til Mekka. Hadrat 'Umar udstationerede straks vagtposter ved bjergveje, passager og andre veje og befalede dem: "I skal tvinge enhver, der ønsker at tage til Mekka, til at vende tilbage!"
Vores elskede Profet, for at denne sag skal udføres hemmeligt, påkaldte, "O min Rabb! Indtil vi pludselig når deres hjemlande, holder spionerne og Qurayshs budskabsbærere, gør dem blinde og døve. Må de se og høre os pludselig."
For at give indtryk af, at der ville ske en march mod polyteisterne i nord eller mod Byzantinerne, sendte vores Mester, Profeten, Hadrat Abû Katâda med tropper mod nord, mod Izâm-dalen.
I mellemtiden rapporterede vores elskede Profet som et mirakel, at der var blevet sendt et brev for at informere Mekka-folket om forberedelserne i Medîna. Han sendte Hadrat Alî og fik det fanget.
Indtil den anden dag i Ramadân var der kommet hjælp fra nabostammerne, og de havde samlet sig i lejren omkring Abû Inabas brønd. Ashâb al-kirâm var tolv tusinde i antal. Af dem var fire tusinde Ansâr, syv hundrede var Muhâjirer, de resterende var muslimer fra nabostammerne.361
Vores elskede Profet udpegede Hadrat Abdullah ibn Umm Maktum som Sin stedfortræder i Medîna.362 Han sendte Hadrat Zubayr ibn Awwâm som kommandør for to hundrede kavalerier i forvejen som en rekognosceringskolonne.
Mandag, den tiende af Ramadân ash-sharîf, otte år af Hegira, verders Mester, som befalede Sin hær på tolv tusinde mand, hvis hjerter var fulde af kærlighed til Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl, drog afsted fra Medîna med Allahu ta'âlâs navn. De var på vej til Mekka, deres hjemland, som de blev fordrevet fra under tortur og pinsler for otte år siden. De vil befri den store Kâ'ba fra afguderne.
De skulle vise sandhedens, retfærdighedens og medfølelsens vej til polyteisterne, som aldrig ønskede at opgive deres stædighed... De skulle sprede Allahu ta'âlâs religion for at være en årsag til frelse fra Jahannams pinsler. O min Rabb! Hvilken stor medfølelse var det ikke!
Da den islâmiske hær kom til Dhu'l-Hulayfa, mødte de Hadrat Abbâs, vores Mester, Profetens onkel. Han var ved at emigrere fra Mekka med sin familie. Vores elskede Profet glædede sig meget, fordi Hans onkel kom. Han glædede ham ved at sige: "O Abbâs! Ligesom jeg er den sidste af profeterne, er du den sidste af
361 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 135.
362 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 135.
muhâjirerne." Han sendte Hadrat Abbâs' varer til Medîna. Hadrat Abbâs forblev hos vores Mester, Profeten, og deltog i erobringen af Mekka.363
Da de kom til Kudayd nær Mekka, befalede vores Mester Rasûl al-Akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) Sin herlige Ashâb at stille sig op i kampberedskab. Han gav separate flag og bannere til hver stamme. Han overdrog dem til flagmændene i hver stamme. Muhâjirer flag blev båret af Hadrat Alî, Zubayr ibn Awwâm og Sad ibn Abî Waqqâs. Ansâr havde tolv flagmænd, Ashjâs og Sulayms havde én flagmand, Muzaynâs havde tre, Aslams havde to, Khuzâas sønner tre, og Juhaynas havde fire flagmænd.364
Der var gået ti dage, siden de forlod Medîna. Hen mod aftenen var de kommet meget tæt på Mekka, og ved natnamâz-tidspunktet ankom de til Marruzzahrân. Vores Mester, Profeten befalede Sin Ashâb at stoppe der. Desuden beordrede Han Hadrat 'Umar til at sørge for, at hver mujâhid tændte et bål.365 Da mere end ti tusinde bål pludselig blev tændt, blev Mekka oplyst. Mekka-polyteister, som ikke var klar over noget, blev chokeret. De pålagde Abû Sufyân ansvaret for at finde ud af, hvad der foregik. Han tog nogen med sig og nærmede sig i hemmelighed den islâmiske hær. I mellemtiden sagde vores elskede Profet til nogle af Sine Ashâb: "Hold øje med Abû Sufyân. I vil helt sikkert finde ham!"
Efterhånden som Quraysh-folket bevægede sig fremad, voksede deres forbløffelse; de blev forfærdet. Hvordan havde et så stort antal soldater samlet sig omkring Mekka? Hvor mange bål havde de tændt!... Idet de talte om dette, kom de til det sted, der kaldes Erak.
I det øjeblik sagde vores Mester, Profeten: "Abû Sufyân er nu i Erak." Hadrat Abbâs bevægede sig straks mod Erak. Og han sagde til sig selv: "Jeg må finde nogen der, som jeg kan sende til Mekka og informere dem om, at den islâmiske hær er på vej mod dem. Så at Mekka-folket kan komme til Rasûlullah 'alaihis-salâm og bede om tilgivelse, før krigen bryder ud." Mens han ledte efter nogen til at udføre dette, genkendte han Abû Sufyân på hans stemme og kaldte: "O Abâ Hanzala!" Abû Sufyân genkendte ham også og sagde: "O Abu'l-Fadl! Det er dig! Må mine forældre blive ofret for dig!" Så begav de sig sammen mod Islâm-lejren...
På vejen spurgte Abû Sufyân Hadrat Abbâs: "Hvad er nyhederne?" Han svarede: "O Abû Sufyân! Skam dig! Rasûl 'alaihis-salâm kommer mod dig med en hær, som du ikke kan modstå. Jeg sværger, at Quraysh vil være i en dårlig tilstand. Ve dem!" Abû Sufyân og hans ledsagere gik gennem mujâhiderne med stort håb og kom foran vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Verdens Sultân hilste dem pænt. Han modtog oplysninger om Mekka-folket. Efter de talte til sent om natten, inviterede Han dem til Islâm. Hâkim ibn Hizâm og Budayl reciterede straks Kalima ash-shahâda og blev muslimer. Abû Sufyân's tøven fortsatte dog. Da det blev morgen, sagde vores elskede Profet, som var et hav af medfølelse, "O Abû Sufyân! Skam dig! Er tiden ikke kommet til at lære, at der ikke er nogen anden gud end Allahu ta'âlâ?" Han svarede: "Må mine forældre blive ofret for din skyld! Der er ingen, der er bedre end dig til at være mildt sindet, ære og overholdelse af slægtninges rettigheder. Efter alle de pinsler, vi har gjort til dig, inviterer du os stadig til den sande vejlednings vej.
363 Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXVI, 297.
364 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 800.
365 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 135.
Sikke en smuk generøsitet du har. Jeg tror, at der ikke findes nogen anden gud end Allah. Hvis der var, ville han have hjulpet mig. Du er Allahs Rasûl." Således blev han hædret ved at slutte sig til Ashâb al-kirâm.366
"Den, der går ind i
Abû Sufyân's hus og
tager tilflugt der, vil
være beskyttet og
sikker mod at blive
dræbt... Den, der går
ind i Masjid al-Harâm
og tager tilflugt der, vil
være i sikkerhed! Den,
Hadrat Abbâs sagde: "O Rasûlullah! Vil du give Abû Sufyân noget, som vil få ham til at opnå troværdighed blandt Mekkafolket?" Vores Mester, Profeten accepterede det og sagde: "Den, der går ind i Abû Sufyân's hus og tager tilflugt der, vil være beskyttet og sikker mod at blive dræbt." Hadrat Abû Sufyân bad: "O Rasûlullah! Vil du øge det?" Vores Mester, Profeten sagde: "Den, der går ind i Masjid al-Harâm og tager tilflugt der, vil være i sikkerhed! Den, der lukker sin dør og bliver i sit hus, vil være i sikkerhed." Vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fortalte Hadrat Abbâs, "Bring ham til kløften i dalen, som snævrer sig ind, og heste må trænge sig sammen for at passere, så han kan se muslimernes pragt, Allahu ta'âlâs hær." Han ønskede, at Abû Sufyân skulle se den islâmiske hærs storhed og antal og fortælle de Mekka-polyteister om dette.
der lukker sin dør og
bliver i sit hus, vil være
i sikkerhed.”
Hadîth ash-sharîf
Abû Sufyân skulle se det, så han kunne informere polyteisterne, og ingen ville gøre modstand. Således ville der ikke blive udgydt blod i Haram ash-sharîf. Mens Hadrat Abbâs var på vej til kløften sammen med Abû Sufyân, stillede mujâhiderne op i kampberedskab. Efter at have udfoldet deres bannere begyndte hver stamme at gå gennem kløften. De var alle bevæbnede og pansrede. Mens hver gruppe passerede, sagde de takbîr´er. Hadrat Abû Sufyân spurgte: "Hvem er disse mennesker?" Hadrat Abbâs svarede: "Det er Sulaymâns sønner! Deres kommandant er Khâlid ibn Walîd!", "Det er Ghifârs sønner!", "Det er Kâbs sønner!", "Det er Kâb's sønner!" Overalt genlød råbene "Allahu akbar! Allahu akbar!"
Mujâhiders antal og glimtet fra deres våben blændede øjnene.
Hadrat Abû Sufyân var meget interesseret i vores Mester Fakhr al-âlam (sall- Allahu 'alaihi wa sallam). Han forventede, at soldaternes march omkring Ham ville være anderledes. Derfor kunne han ikke lade være med at spørge: "Er dette Rasûlullahs selskab?" Til sidst blev Profeternes Sultan, verdens Mester, set på Sin kamel Quswâ, strålende som solen. Omkring Ham var der muhâjirer og Ansâr. Hver af dem havde fuld rustning og deres sværd; de kom på renracede heste eller kameler.
Da Hadrat Abû Sufyân så dem, spurgte han nysgerrigt: "O Abbâs, hvem er disse mennesker?" Han svarede: "Den person i midten er Rasûl 'alaihis-salâm. Folkene omkring Ham er Ansâr og Muhâjirer, der brænder af et ønske om at opnå martyrium!...."
Mens de gik forbi, sagde vores elskede Profet sall-Allahu 'alaihi wa sallam til Hadrat Abû Sufyân, "I dag er en dag, hvor Allahu ta'âlâ vil øge Kâ'ba's herlighed. I dag er dagen, hvor Baitullah vil blive tilsløret! I dag er dagen for medfølelse... I dag er dagen, hvor Allahu ta'âlâ vil ære Quraysh (med Islâm)..."
Det, som Hadrat Abû Sufyân havde set og hørt, var tilstrækkeligt for ham. Han sagde: "Jeg har set både den romerske kejsers og den iranske kejsers pragt. Men jeg havde
366 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 400; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 811; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, V, 62; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 155.
ikke set noget så pragtfuldt som dette. Indtil i dag havde jeg aldrig set nogen hær eller noget samfund som dette. Ingen kan modstå en sådan hær. Ingen kan klare dem." Derefter begav han sig af sted mod Mekka...
Abû Sufyân kom til Mekka og erklærede, at han var blevet muslim over for polyteisterne, som ventede spændt på ham. Så sagde han: "O Quraysh-folk! Muhammed 'alaihis-salâm er kommet lige ved siden af jer med en stor hær, som I ikke kan modstå. I skal ikke bedrage jer selv forgæves. Bliv muslimer, så I vil opnå frelse. Jeg har set ting, som I ikke har set. Jeg så utallige mestre, heste og våben. Ingen kan stoppe dem. Den, der træder ind i Abû Sufyân's hus, vil være under beskyttelse, og han vil undgå at blive dræbt. Den, der tager tilflugt hos Baitullah, er garanteret sin sikkerhed. Den, der går ind i sit eget hjem og lukker sin dør, hans sikkerhed er også garanteret."367
På dette tidspunkt modsatte nogle af de glubske polyteister sig dette og fornærmede Hadrat Abû Sufyân. De begyndte endda at forberede sig på at konfrontere den islâmiske hær. Disse var dog få. Andre lyttede ikke til dem og løb ind i deres huse. Nogle af dem søgte tilflugt i Masjid al-Harâm.
Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og glorværdige sahâbîer kom og samledes i Zî-Tuwâ-dalen. Verdens Mester scannede Ashâb al-kirâm med Sine velsignede øjne. Derefter mindedes Han Sin afrejse fra Mekka for otte år siden, Hegira. Han huskede, at polyteisterne havde omringet Hans hjem af lyksalighed, Han var kommet ud af Sit hjem ved at sige nogle af âyat al-karîmas fra Sûrah Yâsîn, de var gået ind i Thawr-hulen med Hadrat Abû Bakr uden at blive set af nogen, Han havde kigget på byen for sidste gang, før Han forlod Mekka-området, havde han sagt:
"(O Mekka!) Jeg sværger ved Allah, jeg ved, at du er det bedste sted blandt de steder, der Allahu ta'âlâ skabte. Du er den mest elskede blandt dem for min Rabb og for mig. Hvis jeg ikke var blevet fordrevet fra dig, ville jeg ikke have forladt dig." På grund af Hans sorg, Jabrâîl 'alaihis-salâm havde reciteret den 85. âyat al-karîma af Sûrah al-Qasas, havde han trøstet Ham og givet Ham det glædelige budskab om Hans tilbagevenden til Mekka al-muqarrama. Han huskede, at Han sammen med Sine få Ashâb havde sejret over fjenden i slagene ved Badr, Uhud, Trench, Khaybar og Mûta. Nu var Hans tolv tusinde Ashâb alle omkring Ham. De ventede på Hans befaling om at gå ind i Mekka. Vores Mester Sarwar al-âlam priste Allahu ta'âlâ, som gav Ham alle disse velsignelser med dybe følelser af taknemmelighed. Han bøjede Sit hoved med ydmyghed. Vores Mester Fakhr al-kâinât opdelte Sin heroiske Ashâb i fire grupper. Han udnævnte Hadrat Khâlid ibn Walîd til kommandør til højre flanke, Hadrat Zubayr ibn Awwâm til venstre flanke, Hadrat Abû Ubayda ibn Jarrâh til infanteriet, Hadrat Sa'd ibn Ubada til den anden gruppe. Hadrat Khâlid ville trænge ind i Mekka fra syd; han ville straffe enhver polyteist, der ville gøre modstand, og derefter forene sig med vores Mester, Fakhr al-kâinât på Safâ-bjerget. Hadrat Zubayr ville komme ind i Mekka fra nord; han ville opsætte flaget på Hajun-området
"I dag er en dag, hvor
Allahu ta'âlâ vil øge
Kâ'ba's herlighed.
I dag er dagen,
hvor Baitullah vil
blive tilsløret! I
dag er dagen for
medfølelse... I dag
er dagen, hvor
Allahu ta'âlâ vil
ære Quraysh (med
Islâm)..."
Hadîth ash-sharîf
367 Abû Dâwûd, "Haraj", 25; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, II, 292; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 401; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 817; Suhaylî, Rawzu'l-unf, VII, 80.
og vente på vores Mester Sarwar al-âlam. Fra vest ville Hadrat Sa'd ibn Ubâda rykke frem.368
Vores Mester Rasûl al-akram sagde til Sine befalingsmænd: "Medmindre I bliver angrebet, vil I aldrig kæmpe mod nogen. I vil ikke dræbe nogen." Men enhver, der bliver fanget fra de femten udråbte folk, selv om de var skjult under dække af Kâ'ba, ville blive halshugget.369
Sandheden er kommet, løgnen er forsvundet
Da de fik at vide, at Hadrat Khâlid ibn Walîd var på vej, havde Ikrima tabni Abî Jahil, Safwân ibn Umayya, Suhayl ibn Amr og nogle folk fra Banî Bakr og Banî Hârith blokeret vejen og begyndte at vente. Hadrat Khâlid ibn Walîd var den første person, der greb ind blandt mujâhiderne. Da de kom til skråningerne af Handama-bjerget i den sydlige del af Mekka, så han, at glubske Quraysh-polyteister overøste dem med pile. To mujâhider opnåede martyrdøden. Den ene af dem var Kurz ibn Jâbir, og den anden var Habash ibn Ash'ar. Efter Hadrat Khâlid gav ordre til sine soldater i kampberedskab: "Kun de, der er fordrevet og flygter, skal ikke dræbes", sprang de frem. De slog polyteisterne tilbage på et øjeblik og rykkede frem mod Masjid al- Harâm. Under kampen blev halvfjerds polyteisterne dræbt. Nogle af polyteisterne løb væk til bjergtoppene og andre til deres hjem.
368 Abû Dâwûd, "Haraj", 25; Abdurrazzâq, al-Musannaf, V, 377; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 431.
369 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 859.
Erobringen af Mekka al-Muqarrama
De glorværdige sahâbî'er, der kom ind i muqaddas Mekka fra andre retninger, mødte ingen modstand. Fem personer blev fanget blandt dem, der havde fået ordre til at blive dræbt. De blev henrettet med det samme. Andre flygtede fra Mekka. Torsdag, den tyvende i Ramadân, kom mujâhider ind i Mekka med stor begejstring, med bølger af takbîrer "Allahu akbar! Allahu akbar!" Vores Mester Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) gik med stor ydmyghed ind i Sit fødested muqaddas Mekka. Han var på Sin kamel Quswâ sammen med Usâma ibn Zayd. Han takkede Allahu ta'âlâ, som havde ladet Ham se denne dag. Han reciterede Sûrah al-Fath, som havde givet det glædelige budskab om Mekka's erobring.
”Når sandheden
kommer, forsvinder
løgnen; løgn er
altid forpligtet til at
forsvinde,”
Isrà: 81
Vores Mester Fakhr al-kâinat gik med stor lykke mod Kâ'ba al-mu'azzama med Sin sejrende Ashâb. På Hans højre side var der Hadrat Abû Bakr; på Hans venstre var Hadrat Usayd ibn Hudayr til stede. Han nærmede sig Kâ'ba'en. Efter besøger Hajar al-Aswad, Han sagde talbiya og takbirer. Sahâbîerne fulgte dette, og Mekkas himmel begyndte at genlyde af stemmerne af "Allahu akbar! Allahu akbar!" Foran denne ophøjede scene udgød muslimerne tårer af lykke. Polyteisterne, som tog tilflugt i Haram ash- sharîf og deres hjem, ventede i frygt.
Derefter begyndte verdens Mesteren og Hans herlige Ashâb at lave tawâf (omkreds) rundt om Kâ'ba. Efter at have afsluttet den syvende runde af tawâf, steg vores elskede Profet af Sin kamel og udførte en namâz på to rak'ater på det sted, der kaldes maqâm al-Ibrâhîm. Derefter drak Han zamzam vand, som Hadrat Abbâs havde hentet fra brønden. Han ønskede at udføre en abdast (rituel afvaskning) med zamzam-vand. Mens vores Mester Fakhr al-kâinât udførte abdast, begyndte Ashâb al-kirâm at fange vandet, som rørte vores elskede Profet, før det faldt til jorden. Polyteisterne, der så denne scene, blev forbløffede. De sagde: "Vi har aldrig hørt om eller set nogen hersker som denne i vores liv."
Vores Mester Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ønskede at nedbryde alle idoler af sten og træ omkring Kâ'ba. Han reciterede âyat al-karîma, in maal: ”Når sandheden kommer, forsvinder løgnen; løgn er altid forpligtet til at forsvinde."370 Han strakte Sin stav mod idolerne. Hver afguder, der blev rørt af staven, faldt til jorden. Tre hundrede og tres idoler blev revet ned.371
Da tiden for eftermiddagens namâz kom, befalede vores Mester Rasûl al-akram Hadrat Bilâl at recitere adhân al-Muhammadî ved Kâ'ba. Han udførte straks denne muqaddas pligt. Mens adhân blev reciteret, viste der sig en dyb glæde i muslimernes hjerter, og polyteisterne led stor sorg.372
Vores elskede Profet bad om nøglen til Kâ'ba'en. De bragte den. Efter at få renset det indre af billederne og alle de idoler, der blev revet ned, gik Han ind i Kâ'ba.
Han var ledsaget af Hadrat Usâma ibn Zayd, Hadrat Bilâl og Hadrat 'Uthmân ibn Talhâ. Indenfor, med ryggen mod døren, udførte vores elskede Profet en namâz på to rak'ater. Ved hvert hjørne sagde Han takbîr og bad. Hadrat Khâlid ibn Walîd stod foran døren og forsøgte at forhindre folk i at trænge sig der.
370 Sûrah Isrâ, 17/81.
371 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 416.
372 Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV 172.
Verdens Sultan holdt vingerne på de to døre af Kâ'ba. Alle Quraysh var samlet i Masjid al-Harâm, og i frygt og håb så de på vores Mester, Profeten. For de havde fornærmet, forsøgt at slå og dræbe Ham!.... De havde tortureret Hans Ashâb. De havde lagt reb om deres hals og slæbt dem hen over jorden. De havde kastet dem i ilden og forsøgt at brænde dem. De havde lagt opvarmede sten på deres bryst og pint dem, indtil de besvimede. De havde stukket dem med stænger opvarmet i ild. De havde spærret dem inde i et kvarter i tre år og frataget dem alt. De havde revet dem fra hinanden ved at binde dem til kameler, som de førte i hver sin retning. Frem for alt havde de fordrevet dem fra deres hjemland. Og som om det ikke var nok, havde de indledt mange kampe for at ødelægge dem fuldstændigt. På trods af alt dette var de håbefulde. For foran dem var der Havet af Medfølelse, som er blevet sendt som en barmhjertighed til verdenerne. Vores elskede Profet, efter kiggede på dem i et stykke tid og spurgte: "O Quraysh-folk! Hvad tror I nu, at jeg vil gøre ved jer?" De svarede: "Vi forventer godhed fra dig, og vi håber på godhed. For, du er en gavmild bror. Du er en søn af en bror, der havde gavmildhed og godhed. Du har overvundet os. Vi forventer godhed fra dig."
Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) smilede til dem. Han sagde: "Situationen mellem os vil være som den, Yûsuf ('alaihis-salâm) (Profeten Josef) sagde til Sine brødre. Jeg siger til jer, som Han sagde: "I dag vil jeg ikke stille jer til regnskab for det, I har gjort (jeg vil ikke kaste jeres synder i hovedet på jer). Må Allahu ta'âlâ tilgive jer"373 Gå. I er fri."
Denne store barmhjertighed havde vakt hårde hjerter og vendt fjendskab til kærlighed. Da verdens Mesteren inviterede dem til islam, samledes de for at blive muslimer.
Vores elskede Profet steg op på Safabjerget, hvor Han for første gang havde bekendtgjort Sit profetskab til Quraysh og inviteret dem til islam. Igen der tog Han imod troskabseden fra alle Mekka-folket, unge og gamle, mænd og kvinder. Således blev Quraysh-muslimer, og blev beæret ved at slutte sig til Ashâb al-kirâm.
Efter indgik en aftale med mænd, men der blev også givet løfter fra kvinderne om visse spørgsmål.374 Ikke at tilskrive Allahu ta'âlâ partnere, ikke at være ulydig mod vores Mester, Profeten, ikke at stjæle, at beskytte deres kyskhed (iffat), ikke at bagtale (buhtân), ikke at dræbe døtre, var blandt disse. Kvinderne, som var i Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)'s nærvær, accepterede alt dette og aflagde en ed kun med ord. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) bad for deres velsignelse og for at de skulle blive tilgivet.
Hadrat Hind radiy-Allahu 'anh, som var Abû Sufyân's kone og Hadrat Mu'awiyya's radiy-Allahu 'anhumâ mor, var blandt dem og fungerede endda som deres leder. På denne bî'at af kvinder talte hun på vegne af dem. (På grund af hendes ed og hendes opnåelse af denne istighfâr-bøn er det meget håbet, at hun vandt sin næste verden. Hvis en muslimsk kvinde accepterer disse betingelser og følger dem, vil hun blive inkluderet i dette højtidelige løfte og få sin andel fra denne bøn). Alle, der konverterede til Islâm, ødelagde alle idoler i deres huse. Militære enheder blev sendt til nabostammerne, og afguderne der blev også ødelagt. Således, med sandhedens ankomst, var løgn forsvundet.
373 Sûrah Yûsuf, 12/92.
374 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 9.
De dømte
Fra Islâms første dage til det ottende år af Hegira, der var dem, der blev dømt til dødsstraf for forskellige forbrydelser. Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam sagde deres navne (elleve mænd og seks kvinder) og befalede: "Dræb disse mennesker, hvor som helst I ser dem." De mandlige dømte var Ikrima ibn Abî Jahil, Wahshî ibn Harb Habashî, Abdullah ibn Abî Sarh, Habâr ibn Aswad, Safwân ibn Umayya, Kâ'b ibn Zuhayr, Abdullah ibn Zabârî, Abduluzza ibn Hatal, Huwayris ibn Mu'âz, Maqis ibn Sabâba og Hârith ibn Tula. Kvinderne var Hind bint Utba, Kharita, Kharite, en anden jâriya af Ibn Hanzala, Sâra, jâriya af Banî Abdulmuttalib og Umm Sa'd.
"Situationen mellem os
vil være som den, som
Yûsuf ('alaihis-salâm)
sagde til Sine brødre:
"Jeg siger til jer, som
Han sagde: "I dag vil
jeg ikke stille jer til
regnskab for det, I har
gjort. Må Allahu ta'âlâ
tilgive jer. (Surâh Yûsuf:
92) Gå. Jer er fri."
Hadìtk ask-skarìf
De, der fik barmhjertighed
Hind bint Utba: Blandt de kvinder, der blev muslimer, var der også Hind, Abû Sufyân's kone, som var på listen over dem, der skulle dræbes. Men vores elskede Profet, som er sendt som en barmhjertighed for verdenerne, havde også benådet hende. Hun plejede at torturere og pine muslimer. De grusomheder, som Hadrat Hamza og de andre martyrer i Uhud måtte lide, blev udført med hendes ord. På dagen for Mekka's erobring gik Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) op på Safâ-bjerget og satte sig ned. Hadrat 'Umar-ul-Fârûq satte sig under Ham. Folk kom og blev muslimer en efter en, først mændene og derefter kvinderne. Blandt kvinderne var der Hadrat Alî's søster Umm Hânî og Hadrat Mu'âwiyas mor Hind. Hun gjorde bî'at til Rasûlullah. Hun indgik en pagt med Rasûlullah på kvindernes vegne. Hun modtog en smuk bøn.
Ikrima ibn Abî Jahil: Han var blandt de mænd, der opnåede medfølelse. På erobringsdagen martyrdøde han en sahâbî og flygtede til Yemen. Da denne nyhed nåede Rasûlullah, smilede Han. Til Ashâb'ens spørgsmål sagde Han: "Ikrima og den person, han martyriserede, vandrer rundt i Jannah og holder hinanden i hånden." Hans kone Umm Hakîm bint Hârith ibn Hishâm blev muslim på bî'at annisâ og bad Rasûlullah om at tilgive Ikrima. Han vendte tilbage til Mekka med Umm Hakîm. Han gik hen til Rasûlullah og bad om tilgivelse. Rasûlullah spredte Sine hænder og bad ham om at modtage tilgivelse. Efter bliver muslim, Ikrima radiy- Allahu 'anh udviste stor indsats og dedikation.
Han blev en af Ashâb al-kirâms forkæmpere. Han kæmpede i Oman og Yemen og blev martyr under Yarmouk-krigen.
Wahshî ibn Harb Habashî: Han havde martyrdød Hadrat Hamza radiy-Allahu 'anh ved Uhuds Ghazâ. Muslimerne var fast besluttet på at dræbe ham. Ved Uhud udtalte Rasûlullah fornærmelser for nogle vantro. Da Han blev spurgt, hvorfor Han ikke havde gjort det for Wahshî, sagde Han: "På Mi'râj-aftenen så jeg Hamza og Wahshî gå ind i Jannah, arm i arm." Wahshî flygtede på dagen for Mekka's erobring. Fortvivlet, med folk fra Tâif, kom han til masjid i Medîna og sagde salâm. Rasûlullah besvarede hans salâm. Han blev muslim; han blev tilgivet. Men han blev beordret til at tage til Yamâma. Han levede med skam over Rasûlullah og med hovedet bøjet ned. Han kom aldrig mere til Medîna igen. Efter troende, blev han ren. Hans rang er højere end alle avliyâs.
I det ellevte år af Hegira fandt der en voldsom kamp mod de frafaldne sted i Yamâma. Tyve tusinde fra Musaylamas hær og to tusinde fra Hadrat Khâlid ibn Walîds soldater døde. Muslimerne spredte sig først. Derefter angreb Hadrat Wahshî heroisk dræbte Musaylamah al-Kadhdhâb med det spyd, han dræbte Hadrat Hamza med.375 Da muslimerne så dette, angreb de og opnåede sejr. Miraklet med at Rasûlullah sendte Wahshî til Yamâma dengang blev forstået. Han sluttede sig også til Yarmouk i det tolvte år af Hegira og viste mange heltemodige handlinger mod grækerne. Han bosatte sig i Humus. Han døde der på tidspunktet for Hadrat 'Uthmân's kalifat.
Han havde de bedste manerer, Han ville tilgive lovovertrædere,
Han var meget medfølende, denne kilde af generøsitet.
Han foretrak fattigdom frem for rigdom og var stolt af det,
Han ville være ven med de hjælpeløse, denne kilde af generøsitet.
Han lappede Sit eget tøj og gik endda i træsko,
Han ville besøge de syge og helbrede dem, denne kilde af generøsitet.
Han ville personligt tjene Sin familie.
Han ville afhjælpe alle vanskeligheder, denne kilde af generøsitet.
Selv om Han blev inviteret til et måltid med kun linsesuppe og bygbrød,
Ville Han acceptere at være gæst, denne kilde af generøsitet.
Nogle gange red Han på kamel eller hest, andre gange på muldyr eller æsel,
Nogle gange gik Sultanen, denne kilde af generøsitet.
375 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 863; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, XXII, 36; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, LXII, 404.