INDBYDELSES BREVE

Brevene til herskerne

Efter at være vendt tilbage fra Hudaybiya ønskede Nabi almuhtaram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam), at Islâm skulle spredes over hele verden, og at folk skulle blive reddet fra Jahannams pine og opnå sand lykke. Fordi Han var blevet sendt som en barmhjertighed til hele universet. Derfor tænkte Han på at sende udsendinge til herskere fra hele verden og invitere dem til Islâm. Mod slutningen af Dhu'lhijja-måneden i det sjette år af Hegira og i begyndelsen af Muharram-måneden i det syvende år, gav Han Amr ibn Umayya (radiy-Allahu 'anh) til opgave at være udsending til den Abessinske hersker; Dihya al-Kalbî (radiy-Allahu 'anh) som udsending til den Romerske hersker; Khâtib ibn Abî Baltaa (radiy-Allahu 'anh) som udsending til den Egyptiske hersker. Desuden sendte Han med samme opgave Abdullah ibn Huzâfa (radiy-Allahu 'anh) til den Iranske hersker; Salît ibn Amr (radiy-Allahu 'anh) til Yamâma; Shuja' ibn Wahb (radiy-Allahu 'anh) til Ghassân og Alâ ibn Hadramî (radiy-Allahu 'anh) til Munzir ibn Sâvî, herskeren af Bahrain.³²⁴

"O hersker! Jeg inviterer jer
til at tro på Allahu ta'âlâ, som
ikke har nogen partnere, til at
tilbede Ham og adlyde mig, til
at tro på det, som Allahu ta'âlâ

har sendt til mig. Fordi jeg er
Allahu ta'âlâ´s Rasûl, hvis pligt

er at formidle disse."
Vores elskede Profet
Muhammed 'alaihis-salâm

Disse udsendinge var de mest fremtrædende af Ashâb al-kirâm. De var dem, der havde de smukkeste udseende og ord. Til hver hersker blev der skrevet særskilt breve med invitationer til Islâm. Vores elskede Profet forseglede brevene med seglet på Sin sølvring skrevet som tre linjer: "Allah, Muhammed, Rasûlullah". Som et mirakel af vores Mester, Profeten, vågnede de udsendinge, der skulle sendes til herskerne, op og havde lært sproget i de stater, som de skulle rejse til.³²⁵

Brev til Negus Ashama

Hadrat Amr ibn Umayya, som skulle til Abessinien, bad også Negus Ashama om at sende de Ashâb al-kirâm, som var udvandret dertil, til Medîna. Vores Mester Rasûlullah havde sendt to breve til Negus.

Amr ibn Umayya nåede frem til Abessinien og gik hen til Negus Ashama. Først fremlagde han det første brev. Negus steg ned fra sin trone og tog imod brevet med stor respekt og kærlighed. Han kyssede det, tørrede det på sit ansigt og sine øjne, åbnede det og fik det læst højt:

"Bismillâhirrahmânirrahîm!

Fra Muhammed 'alaihis-salâm Rasûl fra Allahu ta'âlâ til Negus

Ashama, herskeren over Abessinien!...

Må fred være med dem, som følger den sande vejledning!...”

³²⁴Bukhârî, "Tafsir", 4; "Maghâzî", 77, 82, 84; "'Ilm", 7; Muslim, "Jihad", 109; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 262; III, 441; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Bayhaqî, as-Sunan, II, 43, 353; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 259; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, IV, 301; VII, 4; Huzâî, et-Tahrîj, 183-184; Kattânî, at-Tarâtîbu'l-idâriyya, I, 345-346.

³²⁵Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 15

Et af de breve, som vores Mester Rasûlullah

sall-Allahu 'alaihi wa sallam sendte til herskerne

Sætningen "Muhammed, Rasûl, Allah" er skrevet fra bunden til toppeni tre linjer på seglet i brevets nederste venstre hjørne.

Hvert brev med invitationer blev stemplet i bunden med dette segl, som var graveret på en sølvring.

Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam brugte dette segl som statssegl, indtil Han døde.

Under deres kalifat var det så Hadrat Abû Bakr, Hadrat 'Umar og til sidst Hadrat 'Uthmân´s segl. Hadrat 'Uthmân brugte det kun i seks måneder.

En dag gled ringen af Khalîfas finger og faldt ned i Aris-brønden. Trods alle eftersøgninger er den ikke blevet fundet.

O hersker! Jeg ønsker din sikkerhed, og jeg priser Allahu ta'àlà for Hans velsignelser over dig. Der er ingen gud end Ham. Han er Al-Malik (Han er den, der er ejeren af alle ting og universet, og den, hvis herredømme og suverænitet er permanent). Han er Al- Quddûs (Han er den, som er fri fra alle fejl og som er værdig til al ros og hellighed). Han er As-Salàm (Han er den, der befrier Sine slaver fra al fare, og den, der hilser Sine heldige slaver i Jannah). Han er Al Mu'min (Han er den, der skænker tryghed og sindsro, som beskytter Sine skabninger, og som giver îmân´s lys). Han er Al-Muhaymin (Han er den, der våger over og beskytter Sin skabelse, og den, der ved alt, hvad ethvert væsen gør).

"Jeg sværger, at Han er den

Profet, som Jøderne og de
Kristne, som er bøgernes folk, har

ventet på, at Han skulle komme,

og Han er den Profet, som blev

bebudet af tidligere profeter.”

Negus Ashama
(radiy-Allahu ’anh)

Jeg bevidner om Îsà ('alaihis-salâm) er sjæl og ord af Allahu ta'àlà som Han satte i Maryam (Mary), som var meget kysk og som afholdte sig fra alle verdslige liv. Således, blev hun gravid med Îsà. Allahu ta'àlà skabte Îsà med Sin magt, ligesom Han skabte Âdam.

O hersker! Jeg inviterer dig til at tro på Allahu ta'àlà som har ingen partnere, til at tilbede Ham og til at adlyde mig, til at tro på det som Allahu ta'àlà sendte til mig. Fordi jeg er Allahu ta'àlà's Rasûl, hvis pligt er at kommnnikere disse. Nu har jeg foretaget den nødvendige meddelelse til dig, og jeg har givet dig de nødvendige råd, som vil give dig lykke i dit liv i denne verden og i dit àkhirat. Accepter mit råd! Salàm (fred) være med dem, der opnår vejledningen og den sande vej."

Herskeren Ashama, som lyttede til brevet fra vores Mester Rasûl al-Akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) med stor respekt og ydmyghed, blev straks muslim ved at sige Shahâdat-ordet:

“Ash-hadu an lâ ilâha illallah wa ash-hadu anna Muhammadan abduhu wa rasûluh.” Derefter sagde han: "Jeg sværger, at Han er den Profet, som Jøderne og de Kristne, som er bøgerne´s folk, har ventet på, at Han skulle komme, og Han er den Profet, som blev bebudet af tidligere profeter. Hvis jeg kunne gå til Ham, ville jeg helt sikkert gå og blive beæret ved at stå til Hans tjeneste!" Respektfuldt lagde han brevet i en smuk æske og sagde: "Så længe disse breve er her, vil lykke og velsignelse ikke forsvinde fra Abessinien."³²⁶ Ashama, Negus, opfyldte befalingerne i det andet brev og giftede vores mor, Umm Habîba, med Rasûl al-akram, efter amr an-Nabawî (Profetens ordre). Senere sendte han vores Profets velsignede hustru Umm Habîba og Ashâb al-kirâm, som var til stede der, med mange gaver, på skibe til Medîna efter at have været vært for dem i to måneder. I det brev, han sendte, erklærede han, at han havde tro.

Brev til den Romerske kejser Heraklius

Hadrat Dihya al-Kalbî blev udpeget til at invitere den Romerske kejser til islam. Han skulle give brevet til Hârith, Gassân-herskeren i Busrâ, og derefter ville han sende det til Heraklius, den Romerske kejser.

Hadrat Dihya, som respektfuldt tog imod brevet med invitationen fra vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), kom hurtigt til Busrâ. Han mødtes med

³²⁶Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 198; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 223; Bayhaqî, as-Sunan, II, 79; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 207-208; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, XX, 80.

Hârith og fortalte ham om situationen. Hârith parrede Adiy ibn Khâtam, som endnu ikke var blevet muslim, med Dihya og sendte dem til Heraklius. Han befandt sig i Quds (Jerusalem) på det tidspunkt. Hadrat Dihya og Adiy ibn Khâtam kom til Quds og forsøgte at tale med kejseren. Mænd fra kejseren sagde til Hadrat Dihya: "Når I kommer til kejserens nærvær, skal I gå ved at bøje hovedet, og når I kommer i nærheden af ham, skal I lave sajda (nedkast) foran ham. Medmindre han tillader dig at rejse dig op, skal du aldrig løfte dit hoved fra jorden."

Disse ord fornærmede Hadrat Dihya. Han fortalte dem: "Vi muslimer laver ikke sajda for nogen anden end Allahu ta'âlâ. Desuden er det imod den menneskelige natur at lave en sajda til et andet menneske." På dette sagde kejserens mænd: "I så fald vil kejseren aldrig acceptere dit brev, og han vil afskedige dig." Hadrat Dihya svarede: "Vores Profet Muhammed 'alaihis-salâm tillader ikke nogen at lave en sajda for Ham, Han tillader ikke engang at nogen let bøjer sig for Ham. Selv hvis den person, der ønsker at tale med Ham, er en slave, så er Han opmærksom på ham. Han accepterer ham til Sin tilstedeværelse, lytter til hans anmodninger, fjerner hans problemer og formilder ham. Af denne grund er alle Hans undersåtter frie og ærefulde."

En af tilhørerne sagde: "Da du ikke vil kaste dig ned foran kejseren, vil jeg vise dig en anden måde, så du kan udføre din opgave. Foran paladset er der et sted, hvor kejseren hviler. Hver eftermiddag går han ud i dette atrium og går rundt. Der er en prædikestol. Hvis der er skrift på den, tager han først og læser den og hviler sig derefter. Gå nu hen og læg brevet på prædikestolen og vent udenfor. Når han ser brevet, vil han kalde på dig. Så skal du udføre din pligt."

Efter dette lod Hadrat Dihya brevet ligge på det nævnte sted. Heraklius tog brevet og bad om en oversætter, der kunne arabisk. Oversætteren begyndte at læse brevet fra vores Mester Rasûlullah 'alaihis-salâm op. På toppen af brevet stod der skrevet: “Bismillâhirrahmânirrahîm! Fra Muhammad, Allahu ta'âlâ´s Rasûl til Heraklius, den ældste af romerne". Yennak, søn af Heraklius' bror, blev meget vred over dette og kastede et hårdt slag mod oversætterens brystkasse. På grund af stødet fra slaget faldt oversætteren omkuld. Det velsignede brev faldt også ned fra hans hænder til jorden. Da Heraklius spurgte Yennak: "Hvorfor har du gjort dette?" Svarede han: "Kan du ikke se brevet? Han indledte både brevet med Sit navn før dit, og Han nævnte ikke, at du er hersker, Han henviste 'til Heraklius, den ældste af romerne'. Hvorfor skrev Han ikke 'romernes hersker', og hvorfor begyndte Han ikke med dit navn først? Hans brev vil ikke blive læst op i dag."

Heraklius svarede: "Jeg sværger ved Allah, at du enten er meget dum eller fuldstændig sindssyg. Jeg vidste ikke, at du var sådan en person. Vil du rive brevet i stykker, selv før jeg har set dets indhold? Jeg sværger ved mit liv, at hvis Han er Allah´s budbringer, som Han siger, har Han ret til at skrive Sit navn før mit navn i Sit brev, og Han har ret til at nævne mig som den ældste af Romerne.

Jeg er kun deres ældste, ikke deres hersker." Han sendte Yennak ud af sin tilstedeværelse. Derefter kaldte han på en person ved navn Uskûf, som var lederen og den mest vidende af de Kristne. Han var også Heraklius' rådgiver. Han fik ham til at læse brevet op. I den følgende del af brevet var der blevet skrevet "Fred være med dig, der adlyder Allahu ta'âlâ´s vejledning, som opnår den sande vej!" Efter dette, "(O den ældste af romerne!), Jeg inviterer dig til Islam. Omfavn Islâm, så du vil opnå frelse. Være muslim, så Allahu ta'âlâ vil give dig dobbelte belønninger. Hvis du vender dig bort fra det, vil alle kristnes synder ligge på dine skuldre.”

"(Min Rasûl!) Sig: "O (jøder og kristne, som er) Bogens folk! Kom til det ord som er fælles mellem os: at vi skal ikke tilbede andre end Allahu ta'àlà, og vi skal ikke tilskrive nogen partner til Ham, vi vil ikke opgive Allahu ta'àlà, og vi vil ikke anse nogen af os som skaberen. Hvis de vender sig væk fra dette, så siger, Vidner om, at vi er sande muslimer.'"³²⁷

"Wallahi, Han er den
Profet, som Mûsâ og Îsâ

('alaihimus-salâm) gav

det glædelige budskab
om. Vi har allerede ventet

på Hans ankomst."

Uskûf af Quds

Mens brevet fra vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) blev læst op, løb sveden ned ad Heraklius' pande. Da brevet var læst helt op, sagde Heraklius: "Jeg har ikke set et brev, der begynder med 'Bismillâhirrahmânirrahîm' siden Sulaymân 'alaihis-salâm's tid".

Da Heraklius spurgte Uskûf om hans mening om denne sag, svarede han:

"Wallahi, Han er den Profet, som Mûsâ og Îsâ ('alaihimus-salâm) gav det glædelige budskab om. Vi har allerede ventet på Hans ankomst."

Heraklius spurgte: "Hvad anbefaler du mig at gøre i denne sag, hvad mener du er det mest hensigtsmæssige?" Uskûf svarede: "Jeg finder det passende for dig at være lydig mod Ham." Heraklius svarede: "Jeg ved udmærket godt, hvad du har sagt. Men jeg har ikke magt til at adlyde Ham og tage Islâm til mig. For i dette tilfælde vil både mit styre ophøre, og de vil dræbe mig." På dette kaldte han på Hadrat Dihya og Adî ibn Khâtam. Adî sagde: "O hersker! Denne person ved siden af mig, som er fra de ko og kamel ejende arabere, taler om en fantastisk begivenhed, der finder sted i hans hjemland." Da Heraklius spurgte: "Hvad er det for en hændelse i dit land?" Hadrat Dihya sagde: "Der er dukket en person op blandt os. Han har erklæret, at Han er en Profet. Nogle af folket adlyder Ham; nogle af folket modsætter sig Ham. Der er sammenstød mellem os, de troende og de ikke-troende."

Efter dette begyndte Heraklius at spørge om vores Mester, Profeten. Han beordrede guvernøren i Damaskus til at finde en person fra samme slægt som vores Mester Rasûl al-akram. I mellemtiden skrev han et brev til en lærd i Rom og spurgte om dette spørgsmål. Denne lærde var en af hans venner og kunne hebraisk. Der kom et brev fra hans ven i Rom. Det nævnte, at den person, han havde skrevet om, var den sidste tidsalders Profet. Guvernøren i Damaskus mødte en Quraysh-karavane, som var på en handelsrejse. Lederen af Qurayshs polyteister, Abû Sufyân, som endnu ikke var blevet muslim, var blandt dem.

Abû Sufyân rapporterede: "Mens vi var i Ghazâ, kom Heraklius' guvernør i Damaskus, som om han ville angribe os. Han spurgte: "Er I fra denne persons folk i Hijâz?" Vi svarede: "Ja." Han sagde: "Kom så! I skal komme med os til kejserens nærvær." Han bragte dem til Damaskus. Guvernøren i Damaskus bragte Abû Sufyân og dem med ham foran Heraklius. I mellemtiden befandt Heraklius sig i Bayt Al-Maqdis i Quds. Han sad sammen med sin minister. Han havde sin krone på. Heraklius tog imod Abû Sufyân og tredive andre Mekka-folk besøg der.

Han kaldte på en oversætter og spurgte dem: "Hvem af jer er den nærmeste slægtning til den person, der siger, at Han er Profet?" Abû Sufyân svarede: "Jeg er den nærmeste slægtning til Ham." Heraklius spurgte om hans grad af slægtskab. Han svarede: "Han er min onkels søn." (Abû Sufyân's bedstefar er Umayya. Rasûlullah's

³²⁷Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/64.

bedstefar er Abdulmuttalib. Deres bedstefædre var fædrene fætre. Han sagde: "Han er min faderbrors søn" i den forstand. Deres slægtslinje forbindes ved deres bedstefædres bedstefar, Abd al-Manâf). Heraklius ønskede, at Abû Sufyân skulle bringes tættere på og bad de andre om at blive bag Abû Sufyân. Abû Sufyân sagde først løgne; men på grund af truslen fra herskeren kunne han ikke sige løgne.

Derefter fandt denne samtale sted mellem dem. Heraklius;

- Hvad er graden af ædelhed hos den person, der siger, at Han er en Profet?

- Han er den ædleste person. Han har den mest fornemme herkomst.

- Var der nogen, der påstod at være Profet før Ham?

- Nej, ingen.

- Var der nogen hersker blandt Hans forfædre?

- Nej.

- Er de mennesker, der bliver lydige mod Ham, de bemærkelsesværdige eller de fattige og svage i folket?

- De, der bliver lydige mod Ham, er de fattige, de svage, de unge og kvinderne. Der er ikke mange blandt de gamle eller de kendte.

- Er antallet af Hans tilhængere stigende eller faldende?

- Den er stigende.

- Er der nogen, der forlader Hans religion ved at hade den eller ved at være vred?

- Nej.

- Før Han sagde, at Han var Profet, løj Han så nogensinde?

- Nej.

- Har denne Profet nogensinde brudt Sit ord og ikke opfyldt Sit løfte?

- Nej. Men vi har indgået en traktat med Ham og er holdt op med at kæmpe mod Ham for et stykke tid. Vi ved ikke, hvad Han vil gøre i denne periode.

- Hvad befaler Han dig at gøre?

- Han befaler os kun at tilbede Allah, som er den eneste gud, og ikke at tilskrive Ham nogen partner. Han forbyder os at tilbede de ting (idoler), som vores forfædre tilbad. Han befaler os at udføre namâz, at være ærlige, at hjælpe de fattige, at afholde os fra forbud, at holde ord, ikke at tilrane sig den betroede ejendom og at besøge vores slægtninge.

Disse samtaler havde fundet sted i Bayt Al-Maqdis, og Rasûlullah 'alaihis-salâm's velsignede brev var blevet læst op. Da Heraklius kyssede brevet og tørrede det over øjnene, tog mumlen blandt romerne til.

Kejseren beordrede, at Abû Sufyân og de andre Quraysh-folk skulle føres ud. Abû Sufyân, som endnu ikke havde omfavnet Islâm, aflagde der en ed og sagde, at han troede på, at vores elskede Profet´s sag ville blive en succes. Hadrat Dihya stod foran Heraklius. Med sit velsignede smukke ansigt og sin søde stemme sagde han til Heraklius: "O Ceaser! En person (Hârith) fra Busrâ sendte mig til dig. Han er mere lykkebringende end du er. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at den person (Rasûlullah), der sendte mig til ham, er mere lykkebringende end begge ham og dig. Du bør lytte til mine ord i ydmyghed, og du bør acceptere det givne råd! For hvis I bliver ydmyge, vil I forstå rådene. Hvis I ikke accepterer rådet, kan I ikke være retfærdige."

"Der er ingen tvivl om,

at Han er Profeten fra
den sidste tidsalder, hvis

komme blev meddelt af
Hadrat Mûsâ og Hadrat

Da Heraklius sagde til ham: "Fortsæt", sagde Hadrat Dihya: "Jeg opfordrer dig således til at tro på Allahu ta'âlâ, som Îsâ 'alaihis-salâm udførte namâz til. Jeg inviterer dig til at tro på den ummî [det vil sige, han havde aldrig modtaget en uddannelse fra nogen] Profet, som tidligere Mûsâ 'alaihis-salâm og derefter Îsâ 'alaihis-salâm kommunikerede og gav de gode nyheder om Hans ankomst. Hvis du ved noget om dette emne, og hvis du ønsker at opnå lyksalighed i både denne og den næste verden, så tænk på dem. Ellers vil I gå glip af saligheden i âkhirat, og I vil være i vantro og polyteisme. Være godt klar over, at Allahu ta'âlâ, som er jeres Rabb, er Ham, der ødelægger det grusomme og ændrer velsignelserne."

Îsâ."
Præst Safàtir

Heraklius sagde: "Jeg efterlader ikke noget skrift ulæst, og jeg forlader ikke en lærd uden at spørge og lære om det ukendte fra ham. Ved at gøre dette opnår jeg kun godhed og velsignelser. Giv mig lidt tid til at tænke over dette og finde frem til sandheden." Senere kaldte han Hadrat Dihya til sig og talte med ham privat. Han gjorde det klart, hvad der var i hans hjerte: "Jeg ved, at den person, der har sendt dig, er den sidste tidsalders Profet, som blev annonceret i bøgerne og er blevet ventet. Men hvis jeg adlyder Ham, er jeg bange for, at romerne vil dræbe mig. Jeg vil sende dig til Safâtir, som er deres største lærde. De respekterer ham mere end mig. Alle kristne adlyder ham. Hvis han tror, vil alle romerne tro. I så fald vil jeg også erklære min tro og det, der er i mit hjerte."

Derefter skrev Heraklius et brev, gav det til Hadrat Dihya og sendte ham til Safâtir. Præst Safâtir

Vores Mester Rasûlullah havde også sendt et brev til Safâtir. Da Safâtir læste brevene og hørte vores Mester, Profeten´s egenskaber, sagde han, at han ikke var i tvivl om, at Hadrat Muhammed var den sidste tidsalders Profet, hvis komme var blevet meddelt af Hadrat Mûsâ og Hadrat Îsâ. Han omfavnede Islâm. Han gik til sit hus. I tre uger dukkede han ikke op til de prædikener, som han plejede at prædike hver søndag. De kristne råbte: "Hvad skete der med Safâtir, at han ikke er kommet ud siden dengang han talte til den araber? Vi vil have ham!"

Safâtir tog sit sorte præstetøj af. Han bar et hvidt klæde. Han kom ind i kirken med sin stav i hånden. Han samlede byens folk, så rejste han sig op og sagde: "O kristne! Ved, at et brev fra Ahmad ('alaihis- salâm) er kommet til os. Han har inviteret os til den sande religion. Jeg ved klart og tydeligt og tror, at Han er den sande Rasûl af Allahu ta'âlâ."

Da de kristne hørte dette, angreb de ham og martyrerede ved at slå ham. Hadrat Dihya kom og informerede Heraklius om situationen.

Heraklius svarede: "Har jeg ikke sagt det til dig? For de kristne er Safâtir mere elsket og overlegen end mig. Hvis de hørte det, ville de dræbe mig ligesom ham."

Ifølge Bukhârîs beretning i sin bog kaldet Sahih, fortalt fra Zuhrî, "Heraklius opfordrede romerske notabiliteter til at komme til sin bolig i Humus og beordrede portene lukket. Derefter stillede han sig på et højt sted og sagde: "O romerske samfund! Ønsker I at opnå lykke og lethed, fortsættelse af jeres dominans og at overholde Hadrat Îsâs udsagn?" Romerne spurgte: "O vores hersker! Hvad skal vi gøre for at opnå disse?" Heraklius svarede: "O romerske samfund! Jeg har samlet jer for en god sag. Jeg har modtaget brevet fra Hadrat Muhammed. Han inviterer mig til Islâm´s religion. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at Han er den Profet, som vi ventede på, som er nævnt i vores bøger, hvis tegn vi kender. Kom, lad os være lydige mod Ham og opnå frelsen i denne og den næste verden." På dette begyndte de alle at forbande og brokke sig og løb hen til portene for at gå ud. De kunne dog ikke komme ud, fordi portene var lukkede.

Da Heraklius så disse handlinger fra romerne, forstod han, at de afviste islam. Han frygtede for sit liv og sagde: "O romerske samfund! De ord, jeg udtalte, var for at teste jeres loyalitet over for jeres religion. Jeg har set jeres loyalitet over for jeres religion og jeres handlinger, hvilket gjorde mig glad." På baggrund af dette gjorde romerne sajda til Heraklius, og de gik ud, da portene til residenset blev åbnet.³²⁸

Heraklius kaldte på Hadrat Dihya. Han fortalte ham, hvad der var sket. Han gav ham mange værdifulde gaver. Desuden skrev han et brev til vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Han sendte sit brev og sine gaver til vores elskede Profet sammen med Hadrat Dihya.

Heraklius havde ønsket at blive muslim; han omfavnede dog ikke islam på grund af sin frygt for at miste sit embede og sit liv. Han sagde i sit brev til vores Mester, Profeten: "Til Allahu ta'âlâs Rasûl Muhammed, hvis glædelige budskab blev givet af Hadrat Îsâ, fra Ceaser, den romerske kejser! Dit brev kom til mig med Din udsending. Jeg bevidner, at du er Allah´s sande Rasûl. Vi har allerede fundet Dig nævnt i Injîl. Hadrat Îsâ havde givet os Dit glædelige budskab. Jeg opfordrede romerne til at tro på Dig; men de nægtede. Hvis de havde lyttet til mig, ville det helt sikkert have været godt for dem. Jeg ønsker meget at være til stede i nærheden af Dig, at tjene Dig og vaske Dine fødder."

Hadrat Dihya forlod Heraklius' palads og kom til Hismâ. På vejen, i Shanâr-dalen, en af Juzâms dale, røvede Hunayd ibn Us, hans søn og hans mænd Hadrat Dihya i Shanârdalen. De tog alt undtagen hans gamle tøj. På dette sted havde Dubayb ibn Rifâa ibn Zayd og hans folk omfavnet Islâm. Da Dihya kom til dem og informerede dem om, hvad der var sket, marcherede de mod Hunayd ibn Us og hans stamme, og de tog alle tingene tilbage.

Bagefter sendte vores Mester Rasûlullah Zayd ibn Hârith mod Hunayd ibn Us og hans mænd. Alle folk i det land blev muslimer. Da Hadrat Dihya kom til Medîna, gik han, inden han gik hjem, til vores Mester Habîb al-akrams hus. Han bankede på døren. Vores Mester, Profeten, spurgte: "Hvem er det?" Dihya svarede: "Dihyat-al-Kalbî". Verdens Mester sagde: "Kom ind". Hadrat Dihya trådte ind i huset og fortalte om begivenhederne i detaljer. Han læste Heraklius' brev til vores Mester, Profeten. Rasûlullah sagde, "Han vil blive (på sin trone) i nogle tid. Så længe mit brev er hos dem, vil deres styre fortsætte."

I sit brev havde Herakleios skrevet, at han troede på vores Mester, Profeten (sall- Allahu 'alaihi wa sallam). Men vores Mester Rasûlullah sagde: "Han lyver. Han har ikke forladt sin religion." Heraklius pakkede vores elskede Profets brev ind i et silketøj og beskyttede det i en rund, guldskrin. Heraklius' familie bevarede dette brev og holdt det hemmeligt. De sagde og troede, at så længe de havde brevet, ville deres styre fortsætte, så længe de havde brevet. Det er præcis, hvad der skete.³²⁹

³²⁹ Bukhârî, "Tafsir", 4; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 441; Bayhaqî, as-Sunan, II, 353; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 259.

Brev til den egyptiske hersker, Muqawqas (Kyrus af Alexandria)

Da vores Mester Rasûl al-Akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), før Han sendte Khâtib ibn Abî Baltaa til herskeren i Egypten, spurgte Han: "O min Ashâb! Ved at forvente sin belønning fra Allahu ta'âlâ, hvem af jer vil overbringe dette brev til herskeren af Egypten?" Hadrat Khâtib skyndte sig frem og sagde: "O Rasûlullah! Jeg vil overbringe det! Så sagde vores Profet: "O Khâtib! Må Allahu ta'âlâ gøre denne pligt velsignet for dig!" Hadrat Khâtib ibn Abî Baltaa tog brevet fra vores elskede Profet. Han sagde farvel og gik til sit hus. Han forberedte sit dyr. Efter sagde han farvel til sin familie og begav sig af sted. Han fik at vide, at Muqawqas, Egyptens hersker, var i Alexandria. Han nåede frem til hans palads. Portvagten, der havde fået kendskab til hans formål før, han lod ham komme ind i paladset, viste ham stor respekt. Han lod ham ikke vente. På det tidspunkt var Muqawqas på et skib i havet og talte med sine mænd. Hadrat Khâtib gik om bord på en båd og gik hen til det sted, hvor Muqawqas var. Han gav ham brevet fra vores Mester, Profeten. Muqawqas tog brevet fra Khâtib og begyndte at læse det:

"O Khâtib! Må Allahu

ta'âlâ gøre denne
pligt velsignet for

dig!"
Hadìtk ask-skarìf

"Bismillâhirrahmânirrahîm!

Fra Muhammed, den ene slave og Rasûl af Allahu ta'àlà til Muqawqas, den ældste af de gamle Kopterne (det gamle folk i Egypten)!

Må fred være over dem, der følger denne vejledning. Jeg inviterer dig til Islàm for din egen frelse. Være Muslim så du vil opnå frelse, og du vil opnå dobbelt belønninger fra Allahu ta'àlà. Hvis du vender dig bort fra det, vil alle Kopternes synder ligge på dine skuldre! Sig: "O (jøder og kristne, som er) Bogens folk! Kom til det ord som er fælles mellem os: at vi skal ikke tilbede andre end Allahu ta'àlà, og vi skal ikke tilskrive nogen partner til Ham, vi vil ikke opgive Allahu ta'àlà, og vi vil ikke anse nogen af os som skaberen. Hvis de vender sig væk fra dette, så siger, Vidner om, at vi er sande muslimer."³³⁰

Da brevet fra universets Sultan blev læst op, sagde Muqawqas til Hadrat Khâtib: "Lad os håbe på det bedste!" Den egyptiske hersker samlede sine befalingsmænd og statsmænd. Han begyndte at tale med Khâtib. Han sagde:

"Jeg vil spørge dig om visse ting, som jeg gerne vil forstå, og jeg vil tale med dig om dette spørgsmål." Da Hadrat Khâtib svarede: "Meget vel, lad os tale," sagde Muqawqas;

- Fortæl mig om den person, der har sendt dig. Er Han en Profet? Fortæl mig nogle ting om Ham.

- Ja, HanerenProfet.

- Hvis Han virkelig er en Profet, hvorfor har Han så ikke udtalt en forbandelse over Sit folk, som fordrev Ham fra Sit hjemland og tvang Ham til at søge tilflugt et andet sted?

- Du tror, at Îsâ ibn Maryam 'alaihis-salâm er en Profet, ikke sandt? Da Hans folk ønskede at fange og dræbe Ham, udtalte Han ikke ondskab over dem, og Janâb al- Haqq opsteg Ham til himlen. Han belønnede Ham. Men burde Han ikke have udtalt

³³⁰ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/64.

malediktion over Sit folk? Det gjorde Han ikke.

"(Min Rasûl!) Sig: "O
(jøder og kristne, som

- Du gav et meget godt svar. Sandelig, du er en klog person, som er kommet fra den kloge persons side. Bliv hos os i aften. Jeg vil svare dig i morgen.

er) Bogens folk! Kom
til det ord som er fælles
mellem os: at vi skal ikke
tilbede andre end Allahu

Hadrat Khâtib fortalte Muqawqas med henvisning til Farao på Hadrat Mûsas tid:

ta'àlà, og vi skal ikke
tilskrive nogen partner

til Ham, vi vil ikke
opgive Allahu ta'àlà, og
vi vil ikke anse nogen af

- Der var en hersker her før dig. Han havde hævdet at være guddommelig og sagde: "Jeg er den største gud!" Allahu ta'âlâ straffede ham med pinsler i denne verden og i âkhirat. Allahu ta'âlâ hævnede. Lær af dette, vær ikke en lærestreg for andre!

os som skaberen. Hvis

de vender sig væk fra
dette, så siger, Vidner om,

at vi er sande muslimer.'

- Vi har allerede en religion. Vi vil ikke opgive denne religion, medmindre der findes en bedre.

Âl-i ‘Imrân: 64

- Den religion er helt sikkert Islâm, som er bedre end den religion, som I holder fast ved og siger, at I ikke vil opgive, medmindre der findes en bedre religion. Vi inviterer jer til Islâm, Allahu ta'âlâs sidste religion. Allahu ta'âlâ har fuldendt Sin religion gennem Ham, gjort den tilstrækkelig for mennesker, og dette er definitivt. Denne Profet har inviteret ikke kun jer, men også alle mennesker til Islâm. På det tidspunkt blev Quraysh blandt mennesker de mest reaktive og uhøflige; jøderne blev de mest fjendtlige, og de kristne var de tætteste på Ham. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at Mûsâ 'alaihis-salâms indvarsling af Îsâ 'alaihis-salâms ankomst er ligesom Îsâ 'alaihis-salâms indvarsling af Muhammed 'alaihis-salâms ankomst. Derfor er vores invitation til Koranen al-karîm ligesom jeres invitation til jøderne til Injîl. I ved utvivlsomt godt, at hver profet var blevet sendt til et folk, der kunne forstå og begribe Ham. Og at dette folks lydighed over for den pågældende profet var blevet obligatorisk for dem. Du er en af dem, der nåede frem til denne Profet. Nu inviterer vi jer til denne nye religion.

På baggrund af disse ord af Hadrat Khâtib sagde Muqawqas;

- Jeg har observeret denne Profets tilstand og kunne ikke finde i Hans befalinger og forbyder enhver urimelig ting. Så vidt jeg har forstået, er Han ikke en troldmand, en spåmand eller en løgner.

Jeg har set nogle tegn på profetskab på Ham. Afsløring af skjulte ting er et af disse tegn. At give oplysninger om visse hemmeligheder optrådte fra denne person. Så sagde han: "Lad mig tænke lidt over det", og krævede tid.

Om natten vækkede Muqawqas Hadrat Khâtib og fortalte ham, at han ville stille mange flere spørgsmål om vores Profet.

Så fandt denne samtale sted;

- Hvis du besvarer de spørgsmål, som jeg vil stille om Ham, korrekt, vil jeg spørge dig om tre ting.

- Spørg, hvad du vil! Jeg vil altid fortælle dig sandheden.

- Til hvad inviterer Muhammed folk til?

- Han opfordrer folk til kun at tilbede Allahu ta'âlâ. Han befaler at udføre namâz fem gange om dagen, at faste i Ramadân og at holde de givne løfter. Han forbyder at spise ådsler.

På dette spurgte Muqawqas;

- Beskriv Hans form og ydre træk (fysisk fremtræden)! Han beskrev kort om Hans udseende. Han havde ikke nævnt mange af Hans kendetegn. Da Muqawqas sagde;

- Der er sådanne træk ved Ham, som du ikke har nævnt, såsom det faktum, at Han har en lille rødme i øjnene og seglet af profetskabet mellem Hans to skuldre. Han rider på et æsel. Han bærer uldtøj. Dadler og mad med lidt kød er tilstrækkeligt for Ham. Han beskyttes af Sine farbrødre eller sønner til Sine farbrødre.

Hadrat Khâtib svarede,

- Det er også Hans egenskaber.

Muqawqas spurgte igen Hadrat Khâtib om vores Profet:

- Bruger Han kohl?

- Ja! Han bruger et spejl, kammer Sit hår og har altid Sit spejl, Sin khullæske, Sin kam og Sin miswâk (som er kvisten fra arak-træet, der vokser i Arabien, og som bruges til at børste tænder med) med sig, uanset om Han rejser eller er hjemme.

- Jeg vidste, at der var en Profet tilbage, som ville komme, og jeg troede, at Han ville komme fra Syriens område. For der har tidligere Profeter vist sig. Jeg havde dog set i bøgerne, at den sidste Profet ville opstå i Arabien, som er et land med hårdhed, knaphed og hungersnød. Der er ingen tvivl om, at dette er tiden for Profeten, hvis egenskaber vi har fundet skrevet i bøgerne, til at dukke op. Vi havde fundet Hans egenskaber skrevet i bogen som: "Han tillader ikke to søstre at blive gift med en mand samtidig, Han accepterer gaver, men accepterer ikke sadaqa, Han sidder og går med de fattige." Kopterne vil ikke lytte til mig om at adlyde Ham. Jeg vil heller ikke opgive min regeringstid. Jeg er meget grådig i denne sag. Denne Profet vil dominere lande, og efter Ham vil Hans sahâbîs komme og erobre vores lande. I sidste ende vil de sejre over dem. Jeg vil aldrig nævne nogen af mine ord til kopterne, og jeg vil aldrig fortælle nogen om mine ord!

Efter denne samtale kaldte Muqawqas sin sekretær, som skrev på arabisk. Han fik ham til at skrive følgende svar på brevet fra vores Mester, Profeten: "Til Muhammed, Abdullah's søn! Fra Muqawqas, den ældste af kopterne!

Fred være med Dig. Jeg har læst det brev, du sendte. Jeg forstod det, du nævnte, og Din opfordring deri. Jeg vidste også, at der ville komme en Profet. Men jeg troede, at Han ville komme fra Syriens område. Jeg har vist Deres udsending ære. Jeg har sendt dig to kvindelige slaver og klæder, der er meget værdsat af kopterne. Jeg har også givet dig et hunmuldyr som en gave til ridning."

Muqawqas gjorde ikke mere. Han blev heller ikke muslim. Han underholdt Hadrat Khâtib i Egypten i fem dage. Han viste megen respekt og gav ham gaver. Derefter sagde han: "Vend straks tilbage til dit land, til din Mester! Jeg har befalet, at de skal sende to kvindelige slaver, to ridedyr, tusind mithqâl (en mithqâl er 4,8 gr.) guld, tyve fine egyptiske klæder og nogle andre gaver til Ham. Jeg har befalet dem at give hundrede dinâr og fem klæder til dig. Nu skal du forlade mig og gå! Lad aldrig kopterne høre et eneste ord fra dig!"

Som gaver til vores Mester, Profeten, gav Muqawqas også et drikkeglas af krystal, noget aromatisk honning, en turban, et hørstof, der er særegent for Egypten, nogle essenser som moskus, en vandrestav, kohl i en æske, rosenolie, kam, saks, miswâk, spejl, nål og tråd.

Muqawqas sendte Hadrat Khâtib ibn Abî Baltaa, den islâmiske udsending, af sted med soldater som vagter. Da de kom ind i arabisk land, mødte de en karavane på vej til Medîna. Khâtib sendte Muqawqas' soldater tilbage og sluttede sig til denne karavane.

"O min Allah! Riv ham

og hans regeringstid i

stykker, som han rev
mit brev i stykker!..."

Hadìtk ask-skarìf

Khâtib ibn Abî Baltaa kom med gaverne til Medîna og kom til Rasûlullah. Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) accepterede Muqawqas' gaver. Da Khâtib gav Muqawqas' brev og rapporterede hans ord, sagde vores Mester, Profeten: "Hvilken ond mand! Han kunne ikke opgive sit herskab. Men hans styre, som forhindrede ham i at tro, vil ikke blive hos ham!"³³¹

Navnene på de to jâriya'er, som Muqawqas sendte til vores Profet som gaver, var Mâriya og hendes søster Sîrîn. Da Khâtib ibn Abî Baltaa tilbød dem at blive muslimer, mens de rejste, havde de accepteret det og var blevet muslimer. Vores Mester, Profeten glædede sig meget over vores mor Hadrat Mâriyas omfavnelse af Islâm og hædrede hende ved at gifte sig med hende. Vores Profet fik en søn ved navn Ibrâhîm af hende. Hvad angår Sîrîn, giftede vores Profet hende med en af Hans Ashâb, Hassan ibn Thâbit, som var vores Profet´s digter.

Af de to renblodede heste med hvidgråt hår blev muldyret kaldt Duldul og æselet blev kaldt Ufayr eller Yâfûr. Indtil den dag var et muldyr med hvidligt hår ikke blevet set i Arabien. Duldul var det første muldyr med hvidligt hår, som muslimer nogensinde så. Vores Profet drak vand af det drikkeglas af krystal, der blev givet som gave.

Muqawqas værdsatte Profetens brev meget højt, og han lagde det i en kasse, lavet af elfenben.

Han forseglede æsken og gav den til en af sine kvindelige slaver. (Ovennævnte brev blev fundet blandt koptiske bøger i et gammelt kloster i Ahmin-området i Egypten i 1267 [1850 e.Kr.]. Det blev købt af den osmanniske sultan Abdulmajîd Han, den 96. khalîfa. Den blev anbragt i Topkapi-paladsets afdeling for hellige betroede genstande i Istanbul)

Brev til Shahen af Iran, Khosrow Parviz

Abdullah ibn Huzâfa var blevet sendt til herskeren i Iran. Da Hadrat Abdullah forelagde det dyrebare brev fra verdenernes Mester til den arrogante hersker i Iran, gav han den til sin sekretær, som læste den højt.

“Bismillâhirrahmânirrahîm!

Fra Muhammed ('alaihis-salâm), Rasûl af Allahu ta'àlà til Shah og den ældre af Persere..."

Sekretæren havde læst højt for ham, da den arrogante Shah blev rasende, tog brevet og rev det i stykker. Han var meget vred over, at vores Mester, Profeten, havde indledt brevet med Sit velsignede navn. Da han ville afskedige Hadrat Abdullah ibn Huzâfa, den islâmiske udsending, sagde Hadrat Abdullah til Shah og de ilddyrkere, der havde samlet sig omkring ham:

"O Persere! Du tror ikke på profeterne, og du accepterer ikke de himmelske bøger. Du lever i en drøm, dine begrænsede dage går af sted i disse lande, hvor du bor!...

³³¹ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 260.

O Shah! Før dig har mange herskere siddet på denne trone og regeret. De er gået bort fra denne verden; de, der udførte Allahu ta'âlâs ordrer, har opnået deres lyksalighed i âkhirat, de, der ikke udførte Allahu ta'âlâs ordrer, har pådraget sig den guddommelige vrede.

O Shah! Det brev, som jeg bragte og forelagde dig, var en stor velsignelse for dig. Du foragtede det. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at når den religion, du foragter, kommer her, vil du lede efter et sted at flygte!...."

Derefter forlod han shah´s palads og steg op på sit dyr. Han gik hurtigt væk derfra. Da han kom til Medîna og fortalte verdens Sultanen om situationen, påkaldte Han: "O min Allah! Riv ham og hans regeringstid i stykker, som han rev mit brev i stykker!..."

Allahu ta'âlâ havde accepteret Hans Rasûls bøn, og en nat blev Shahen stukket i stykker af sin egen søn. På Hadrat 'Umars tid blev alle de iranske lande beslaglagt og indtaget af muslimer.³³²

Brev til herskeren af Ghassân, Hârith ibn Abî Shimr

Hadrat Shuja' ibn Wahb var blevet sendt til herskeren i Ghassân. Først talte Shuja' radiy-Allahu 'anh med herskerens portvagt. Da han inviterede ham til Islâm, accepterede portvagten det og sendte sine hilsner til vores Mester Rasûlullah. Straks arrangerede han Hadrat Shuja''s møde med herskeren. Da Harith ibn Abî Shimr læste brevet højt, blev herskeren vred og kastede den til jorden.

Hadrat Shuja' vendte straks tilbage til Medîna og fortalte Allahu ta'âlâs elskede, hvad der var sket. Vores elskede Profet var ked af, at Hans brev blev smidt til jorden. Han sagde: "Må hans styre gå til grunde!" Kort efter døde Hârith ibn Abî Shimr, og hans stat spredte sig.³³³

Brev til herskeren af Yamâma, Hawza ibn Alî

Salît ibn Amr var blevet sendt til herskeren i Yamâma. Hawza var en kristen.

Vores Mester, Profeten, sagde i Sit brev:

" Bismillâhirrahmânirrahîm!

Fra Muhammed ('alaihis-salâm), Rasûl af Allahu ta'àlà til Hawxa ibn Alì! Fred være med dig, der adlyder Allahu ta'âlâ´s vejledning, som opnår den sande vej!" (O Hawza!) Vid, at Islâm vil sprede sig over op til de fjerneste steder, hvor kameler og heste kan gå, og den vil sejre over alle religioner. Accepter Islâm, så du vil opnå frelse. Hvis du bliver muslim, vil jeg overlade administrationen af landene under dit styre til dig selv igen..."

Hawza, herskeren over Yamâma, nægtede at tage imod denne velsignede invitation. Han var fuld af kærlighed til dominans og grådighed efter rang. På grund af dette blev han frataget velsignelsen af at opnå de gode bønner fra verdenernes Sultan. Hadrat Salît ibn Amr, den islâmiske udsending, havde medlidenhed med ham og sagde;

"O Hawza, hersker i Yamâma! Du er den ældste af dette folk! Kejserne, som du anser for store, er allerede døde og er blevet jord.

³³² Bukhârî, "Tafsir", 4; "Maghâzî", 77, 82, 84; "'Ilm", 7; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 189, 259; Huzâî, et-Tahrîj, 184.

³³³ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 261.

De virkelige overordnede er dem, der udfører Allahu ta'âlâs befalinger og afholder sig fra Hans forbud, og derfor fortjener de Jannah. Hvis en gruppe mennesker er hædret ved at tro, så pas på med at aflede dem fra deres rette vej med din forkerte tro!.... Ærligt talt råder jeg dig til at udføre Allahu ta'âlâs ordrer og at afholde dig fra Hans forbud. Hvis du tror på Allahu ta'âlâ og udfører Hans ordrer, vil du komme ind i Jannah. Hvis du følger shaytan, vil du blive i Jahannam.

"O min Allah! De
strabadser Umm
Rûman led på Din vej
og for Din Rasûl er ikke

skjult for Dig."
Hadìtk ask-skarìf

Hvis du accepterer mit råd, vil du være sikret mod alt det, du frygter, og du vil opnå alt det, du håber på. Hvis du afviser mit råd, er der intet tilbage at gøre for mig. Det er op til dig!...."

Hawza lyttede heller ikke til dette smukke råd fra den islâmiske udsending. Sâlit ibn Amr forstod, at det var unødvendigt at blive længere i Yamâma og vendte hurtigt tilbage til Medîna. Han informerede vores elskede Profet om resultatet. Vores Mester Rasûl al-akram var ked af, at Hawza fratog sig selv den lyksalighed, det var at omfavne Islâm. Efter kort tid kom nyheden om Hawza's død. Hans kærlighed til kongedømmet, hans ambitioner om rang endte i hans grav, som var et hul af Jahannam.³³⁴

Brev til guvernøren i Bahrain, Munzir ibn Sawa

Hadrat Alâ ibn Hadramî bragte brevet til guvernøren i Bahrain. Guvernøren læste det herlige brev med hengivenhed, forstod indholdet og blev beæret over at tro.

I modsætning til de andre (bortset fra Negus Ashama) sagde han ikke: "Folk vil sige det og det til mig, vil jeg miste min trone."

"Ved at sige: "Ash- hadu an lâ ilâha illallah wa ash-hadu anna Muhammedan abduhu wa rasûluh!" reddede han sig selv og sine undersåtter, som var lydige mod ham, fra Jahannams ild. En anden hersker viste intelligens til at tro gennem et brev med en opfordring til at blive muslim. Nogle af hans undersåtter fulgte ham og blev muslimer. Nogle af dem troede ikke. Munzir skrev sin situation og forelagde den for vores elskede Profet af Alâ ibn Hadramî radiy-Allahu 'anh. Vores Mester, Profetens svarbrev var som dette, "De, der er lydige mod dig skal være lærte Islâm. De, der gør oprør og gør modstand, skal være underlagt jizya (skatter). De (muslimer) må ikke spise dyr, der er slagtet af ilddyrkere, og de må ikke give eller tage brude fra dem."

Således havde syv udsendinge fra Islâm udført deres pligt, og de havde annonceret Islâms eksistens til de store stater i deres tid. De informerede dem om den sande lyksalighed, de efterlod ikke plads til at sige: "Vi havde ikke hørt om det" på dommedag.

Kort sagt, to af herskerne blev troende. Den ene af dem er Negus, og den anden er Munzir. De andre forblev i vantro.

Ashama rahmatullahi 'alaih, herskeren i Abessinien, var blevet hædret ved at blive muslim, se nogle af Ashâb al-kirâm, opnå velsignede bønner af vores Mester, Profeten, og gifte sig med Rasûlullah og Umm Habîba radiy-Allahu 'anhâ.

³³⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, IV, 203; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 390.

Heraklius, den østromerske kejser og Muqawqas, sultanen i Egypten, var ikke blevet muslimer; men de havde vist stor respekt for brevene og havde givet milde svar, behandlet udsendingene godt og sendt gaver til vores Mester Rasûlullah.

Herskerne i Ghassân og Iran behandlede ikke de udsendte godt og viste deres fjendtlighed åbent.

Yamâmas hersker behandlede den islâmiske udsending høfligt.

Andre hændelser, der fandt sted i det sjette år af Hegira

Zihâr (en måde at blive skilt på) skete mellem Hawla ibn Sa'laba ibn Kays ibn Mâlik al-Hazraji og hendes mand Aws ibn Samit ibn Ahzami Ansârî. Og Sûrah Al-Mujadala blev åbenbaret.

Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam tillod heste- og kamelvæddeløb. Da Hans kamel, som aldrig har tabt før, blev slået af en arabers kamel, og Hans ashâb blev bedrøvet, sagde Han: "Enhver opstigning har en nedtur."

Vores moder Âisha radiy-Allahu 'anhâ døde. Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam ledede hendes begravelse namâz, og han var til stede ved hendes begravelse. Rasûlullah tog hende personligt ned til graven. Vores Mester, Profeten gav hende glædelige budskaber om Jannah og sagde: "Den, der nyder at se på Jannah hourîs, bør se på Umm Rûman." Og efter bad Han for at hun skulle blive tilgivet og sagde: "O min Allah! De strabadser Umm Rûman led på Din vej og for Din Rasûl er ikke skjult for Dig."